Mr. Pachauri, siden I i FN’s Klimapanel udgav jeres seneste rapporter i 2007, har flere forskningsresultater vist, at havene kan stige langt mere end jeres vurdering på 18-59 cm inden år 2100 – helt op til en-to meter. Er det realistisk?

»Der er jo tale om, at meget store arealer med is i Grønland og Vestantarktis smelter hurtigere end tidligere, og at der er mulighed for kollaps. Hvis det sker, kan havene ganske rigtigt stige flere meter. De nye resultater bør derfor få alarmklokkerne til at ringe. Men samtidig kender ingen tidshorisonten ? det er ikke sikkert, at det sker før 2100«.

Men hvordan bør politikerne reagere på de nye resultater?

»De bør absolut reagere ud fra et worst case-scenarie, selv hvis der kun er en lille risiko for, at det bliver virkelighed. Fordi det vil have så forfærdende konsekvenser. Det er helt almindelig risk management«.

Er EU’s mål om at holde den globale temperaturstigning under to grader nok i denne sammenhæng?

»Efter min mening kan der stilles stort spørgsmålstegn ved to graders-målet. Selv ved en to graders-stigning, kan havet jo stige op mod 1,4 meter. Og selv havstigninger på knap en meter vil være ret grumme for mange områder i verden«, siger Pachauri, der nævner Bangladesh og lavtliggende øer som eksempler.

»Selv her i Danmark kan I få ret store problemer ? selv om I jo har pengene til at dæmme op for dem«, tilføjer Pachauri.

Temperaturen er allerede steget 0,7 grader, og der er jo en vis forsinkelse i klimasystemet, så der er yderligere stigninger på vej. Mange forskere tvivler derfor på, om man kan nå to graders-målet. Er under to grader så overhovedet inden for mulighedernes grænser?

»Verdenssamfundet har mulighed for at gøre forbløffende ting på dette område. Men der skal selvfølgelig rykkes hurtigt«.

Men hvor ser du tegn på, at det kan lade sig gøre? Den økonomiske krise har fået mange EU-lande til at skrue ned for klimaambitionerne. I USA er det svært at få administration og lovgivning på plads, inden klimatopmødet i København i december. Og både Kina og dit eget land, Indien, agiterer for, at Vesten skal skrue mere ned for CO{-2}-udledningen, før udviklingslande skal påtage sig forpligtelser?

»Når politikerne kan finde penge til at støtte de koncerner, der er skyld i den økonomiske krise, bør de helt sikkert også kunne finde penge til at imødegå klimaændringer og sikre verden for fremtidige generationer«, siger Pachauri:

Krisen kan hjælpe klimasagen
»Desuden kan den økonomiske krise vise sig at hjælpe klimasagen, ikke skade den ? som Danmark også har påpeget. Krisen har fået mange lande til at indse, at man bliver nødt til at reducere afhængigheden af olie og andre fossile brændstoffer, også af sikkerhedspolitiske grunde. Og at man bliver nødt til at skabe job i grønne sektorer, fordi de er bæredygtige, også økonomisk på længere sigt. Det er jo også det, USA?s præsident, Obama, taler for«, siger Pachauri.

Klimaminister Connie Hedegaard (K) supplerer:

»Hvem ville for to år siden have troet, at en amerikansk præsident kunne have klimaet på toppen af sin agenda ? og at en amerikansk udenrigsministers første besøg i Kina ville handle om klima lige så meget som om økonomi? USA lægger op til at påtage sig internationalt lederskab, og den politiske pris for at obstruere klimaforhandlingerne er blevet for høj til, at nogen vil betale den«, siger hun.

Men præsident Obama har også sagt, at USA går efter en CO{-2}-udledning, der i 2020 er tilbage på 1990-niveau. Det har Kina kaldt helt utilstrækkeligt, blandt andet med henvisning til jeres mål i Klimapanelet, mr. Pachauri, om, at de rige lande skal have reduceret 25-40 procent i 2020.

»Jeg har selv i Washington gjort det meget klart, at 1990-niveau i 2020 ikke er nok. USA?s skal mindst nå EU?s foreløbige mål om reduktion på 20 procent i 2020. Men man bliver nødt til også at se politisk på det her ? og give Obama tid. Han skal have tingene igennem i kongressen og kan ikke allerede nu sige, at USA skal ned på 20-30 procent under 1990-niveau i 2020. Man må tage det skridt for skridt«, siger Pachauri.

Hvis USA her i december ikke indvilger i at reducere med 20-30 procent i 2020, er Københavnermødet så en fiasko?

»Det er svært at sige. Det er et meget stort skridt frem i forhold til USA?s hidtidige position, at de nu rent faktisk henviser til videnskaben og nærmer sig EU. Men det er også et nødvendigt skridt«, siger Pachauri og kigger over på den danske klimaminister, der nikker ivrigt:

»EU kan ikke blive ved med at være alene om at levere CO{-2}-reduktioner«, siger Hedegaard.

»Vores udledning ligger på blot 14 procent af totalen, og vi kan ikke fortsætte med at kræve CO{-2}-reduktioner af vores virksomheder og borgere, hvis resten af verden ikke følger trop. Vel at mærke med en indsats, der er så ambitiøs, at den globale CO{-2}-kurve knækker inden for 10-15 år. Ellers risikerer vi jo at nå de tipping points (hvor klimaændringerne risikerer at løbe løbsk, red.), som Klimapanelet advarer om«, siger Hedegaard.

Hvad ser I som den største forhindring for en ambitiøs aftale i København?

»Begrænset tid er en meget vigtig faktor, især i forhold til USA. Den økonomiske krise distraherer også ? men dog tilsyneladende mindre, end vi kunne frygte«, siger Pachauri.

Skal bruge penge på tilpasning
»Det er svært at pege på en enkelt forhindring, for der er så mange«, supplerer Hedegaard.

»Det er for eksempel ikke engang sikkert, at det sværeste bliver at levere de CO{-2}-reduktioner, som videnskaben kræver. En anden måske endnu større udfordring er at skaffe tilstrækkeligt med nye penge til finansiering af ulandenes tilpasning til og forebyggelse af klimaændringerne«, siger klimaministeren:

»Hvis man skal pege på én ting, afhænger alt af, om der er nok politisk vilje«, siger Hedegaard ? og nu er det Pachauris tur til at nikke ivrigt.