Mens de rige lande halter langt bagefter, er de store udviklingslande klar til at begrænse deres udledning af drivhusgasser i overensstemmelse med videnskabens anbefalinger.

En analyse af seks ledende udviklingslandes klimaplaner viser, at deres udledninger i 2020 vil ligge 25 procent under det niveau, der ville være, hvis udviklingen fortsatte uændret.

»Temmeligt ambitiøst«
Dermed ligger de inden for anbefalingen fra forskere i FN's Klimapanel, der lyder på 15-30 procent, hvis klimaændringerne skal undgå at løbe løbsk.

»Det er temmelig ambitiøst. Det er opmuntrende, at der er så store reduktioner på bordet fra disse lande«, siger Niklas Höhne, chef for klima-og energipolitik i konsulentfirmaet Ecofys, der har lavet beregningerne for den tyske miljøstyrelse.

De store udviklingslande tegner sig for en stor del af den forventede stigning i CO2-udledningen på grund af deres hastige økonomiske udvikling.

Derfor er det nødvendigt med en klimaindsats også fra deres side.

Der skal to til tango
For de rige lande anbefaler FN's Klimapanel, at de skal skære 25-40 procent af deres CO2-udledninger i 2020 i forhold til 1990.

De tilsagn, der er kommet fra de rige lande, ligger på mindre end det halve. Alligevel har EU og de andre rige lande igen og igen efterlyst en indsats fra de store udviklingslandes side.

Så sent som for 10 dage siden ved klimamødet i Barcelona sagde EU-kommissionens chefforhandler, Artur Runge-Metzger, at »der skal to til at danse tango. (...) Udviklingslandene skal også gøre noget«.

»Kommissionen spiller på den almindelige EU-tænkning om, at ' vi er de bedste i verden, og det er alle andre, der skal gøre noget'. Hvor virkeligheden er den, at det er disse lande, der har taget teten i forhold til at være ansvarlige og ambitiøse på klimaområdet«, siger lederen af WWF Verdensnaturfondens klimaprogram, John Nordbo.

Men EU har vel ret i, at udviklingslandenes tal ikke officielt er lagt på bordet i klimaforhandlingerne?

»Hvis man sidder i et af disse lande, må man siges at have gjort sin del af arbejdet. Bolden ligger helt entydigt hos de rige lande. De må vise, at de tager det alvorligt og vil gøre deres del«.

Kina fører an
De seks lande er Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Sydafrika og Sydkorea. Deres planer er ikke lige detaljerede, men Niklas Höhne fra Ecofys påpeger, at Kina, som tegner sig for over halvdelen af gruppens udledninger og dermed vejer tungt i den samlede opgørelse, er langt fremme.

»De har en detaljeret plan, som de er begyndt at gennemføre. Det er troværdigt, for der sker virkelig noget. Deres andel af vedvarende energi er stigende, og det er meget sandsynligt, at de når deres mål.

Når det gælder mere effektiv udnyttelse af energi, har de iværksat meget ambitiøse politikker. De har for eksempel fastsat regionale mål og mål for virksomhederne«, siger Niklas Höhne.

Han fremhæver også Brasilien, hvor problemet først og fremmest er rydning af regnskoven, som medfører store CO2- udslip.

Brasilien har sat sig som mål at begrænse afskovningen med 70 procent før 2017.

Det er meget ambitiøst, mener Höhne, men han påpeger samtidig, at Brasilien allerede har haft de første succeser på dette område. I fredags satte Brasilien det hidtil mest konkrete tal på sit klimamål: Udledningen af drivhusgasser skal begrænses 36-39 procent i 2020.

Manglende støtte kan vælte læsset
Indiens klimaplan indebærer blandt andet, at sol-og vindenergi i 2020 skal levere 20 procent af Indiens elproduktion mod 8 procent i dag. Og fra 2011 vil der være standarder for brændstoføkonomien i landets hastigt voksende bilpark.

Et af de springende punkter i Ecofys' beregninger er, i hvor høj grad de seks landes klimaplaner er betinget af, at de får økonomisk støtte fra de rige lande.

Det er i et vist omfang tilfældet for Mexico. Mens f. eks. Kina og Indien vil gennemføre deres planer, uanset hvad andre lande gør.

Hvilket Kina fremhævede ved det afsluttende plenarmøde under sidste uges forhandlinger i Barcelona. Landet opfordrede samtidig de rige lande til at »komme på omgangshøjde«.