Yvo de Boer, klimachef, FN
På klimakonferencen på Bali 2007 løb FN's klimachef grædende fra sin plads på podiet og ud af forsamlingen efter hård kritik fra Kina. Men paradoksalt nok var hans personlige sammenbrud medvirkende til, at man undgik et forhandlingssammenbrud, fordi retorikken blev mere konstruktiv efter episoden.

Her i efteråret har den ellers respekterede de Boer medvirket til at forstærke sit ry som humørsvingende: Hans meldinger har flere gange skiftet fra jubeloptimisme til dyb pessimisme og tilbage igen i løbet af få dage.

Connie Hedegaard, topmødeminister, Danmark
Uden hende, intet topmøde i København: Connie Hedegaard ( K) var hovedkraft bag den grønne forvandling af statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V).

Hedegaards livsværk er at redde verden, og det er både hendes styrke og svaghed: Hendes store viden og kæmpe engagement fremtvinger oftest respekt, men kan også give bagslag, når hun bliver irriteret over kollegers kortsigtede tænkning.

I april kom Hedegaard på Time Magazines liste over verdens 100 vigtigste personer, og hun har med udnævnelsen som EU's klimakommissær fået endnu mere international pondus.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Danmark
Lars Løkke Rasmussen ( V) satser alt på at få en politisk aftale med så mange konkrete - og høje - tal som muligt for CO2-reduktion og milliardkompensation til ulandene.

Han har som sin forgænger været skeptisk over for klimasagen: I interviewbogen ' Løkkeland' fra 2006 efterlyste Løkke, at Danmark var »en smule mere pragmatisk«, fordi Kyotoaftalens CO2-reduktionskrav bl. a. medvirkede til at lukke gartnerier på Fyn. Løkke trådte ud af sin forgængers klimaskygge - og i karakter som topmødevært - da han for seks uger siden opgav at få en juridisk bindende aftale.

Frederik Reinfeldt, statsminister, Sverige
Sverige har EU-formandskabet, og Reinfeldt var den første i EU, der officielt skruede ned for ambitionsniveauet.

Allerede i august var han meget i tvivl, om en aftale kunne holde den globale opvarmning på under to grader i forhold til førindustriel tid. Også videnskaben havde påpeget, at de rige landes lovede CO2-reduktioner var alt for lave, men den pragmatiske Reinfeldt blev skoset for meldingen.

Den bekræftede ngo'er i deres skuffelse over, at det svenske EU-formandskab var »mere fokuseret på ikke at tabe end på at vinde«, som WWF Verdensnaturfonden udtrykte det.

Angela Merkel, kansler, Tyskland
Skal der landes en succesfuld klimaaftale, skal Tyskland igen trække et stort læs.

Angela Merkel fik i sin tid som miljøminister en stor del af æren for Kyotoaftalen i 1997 - sammen med bl. a. sin danske kollega Svend Auken ( S). Merkel var også drivkraft i de første år af sin kanslertid og var væsentligste faktor i EU's mål om 20 pct. CO2-reduktion i 2020 ift. 1990.

Men da finanskrisen ramte Tyskland hårdt sidste efterår, forsøgte Merkel at få undtagelser fra forpligtelserne for sine tunge industrier. På det seneste har hun dog igen skruet op for den grønne retorik.

Wen Jiabao, premierminister, Kina
Kina og USA er de væsentligste spillere i en ny klimaaftale, og begge vogter på deres konkurrenceevne.

Kina har på flere områder skrappere miljøkrav end USA, og Wen Jiabao har netop lovet at reducere CO2 pr. produceret enhed med 40-45 procent frem mod 2020. Kina er allerede i dag verdens største udleder af CO2 med cirka en fjerdedel af totalen.

Målt per indbygger udleder Kina dog kun 5 ton CO2 årligt - mod USA's 20 og EU's 10 - og en stor del skyldes produktion af varer til Vesten.

Manmohan Singh, premierminister, Indien
Indien bliver en stadig vigtigere aktør på klimascenen med 1,1 mia. indbyggere og kraftig vækst.

Indiens CO2-udledning per indbygger er stadig på blot 1,2 ton årligt, og mere end en halv milliard indere har ikke adgang til elektricitet. Manmohan Singhs holdning har derfor været, at Indiens udledning kan blive ved med at stige i mange år frem, men landet er ved at bløde lidt op og kommer til COP15 med et nyt løfte om at reducere CO2 pr. produceret enhed med minimum 20 pct. frem mod 2020. Indien investerer i disse år bl. a. stort i solenergi.

Luiz Inácio Lula da Silva, præsident, Brasilien
Brasiliens helt store bidrag til klimakrisen er at fælde træer - og landets bidrag til løsningen bliver at lade være.

Cirka 20 pct. af den globale CO2-udledning stammer fra skovhugst, især i troperne, og Brasiliens præsident, Lula, kæmper sammen med andre store skovlande for en ordning, hvor de rige lande skal betale de fattige for at lade regnskoven stå.

Brasiliens egen skovrydning faldt i fjor med 45 pct., og landet har netop lovet, at man vil reducere CO2-udslippet fra bl. a. skov, landbrug og energisektoren med 36-39 pct. i 2020.

Vladimir Putin, premierminister, Rusland
Det var den daværende præsident Putin, der i 2004 ratificerede Kyotoprotokollen og dermed fik aftalen til endelig at træde i kraft.

Og Rusland lovede i sidste måned på et møde med EU en CO2-reduktion på 20-25 pct. i 2020 ift. 1990. Men landets udledning ligger allerede under det niveau som følge af Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Desuden har Putin truet med at sælge sine ubrugte CO2-kvoter ( forureningstilladelser) til højestbydende, hvis han ikke får godskrevet de russiske skoves optag af CO2. Det vil underminere indsatsen mod klimaændringerne.

Meles Zenawi, ministerpræsident, Etiopien
»Voldtægt, der kan sammenlignes med slavehandlen og kolonitiden«.

Sådan betegner Afrikas nye chefforhandler på klimaområdet, etiopiske Meles Zenawi, konsekvenserne af den globale opvarmning - hvis ikke de rige lande betaler for at begrænse skaderne for de fattige lande.

Og Afrikas nye offensive stil stopper ikke der: Ved den sidste forhandlingsrunde i Barcelona lammede Afrika processen ved at udvandre i et døgn. Zenawi vil køre tæt parløb med udviklingslandenes paraplyorganisation, G77.

Mohamed Nasheed, præsident, Maldiverne
Maldivernes præsident er manden med det største medietække i de lavtliggende østaters sammenslutning, Aosis.

Nasheed har været god til at gøre opmærksom på risikoen for oversvømmelse, blandt andet ved at holde et regeringsmøde på bunden af havet i dykkerdragter og at sætte penge til side til at købe nyt land i Indien, Sri Lanka og Australien.

Både Nasheed og hans miljøminister understreger gang på gang, at man »ikke underskriver en selvmordsaftale« - altså en aftale, hvor de rige lande ikke lever op til videnskabens krav.

Abdalla Salem El-Badri, generalsekretær, Opec
På FN's klimakonferencer uddeler ngo'erne hver dag hadeprisen ' Dagens Fossil', og bortset fra USA står Opec-landene som hyppigste modtagere, fordi de ofte obstruerer forhandlingerne. Her i efteråret gentog Abdalla Salem El-Badri Opec-landenes gamle krav om kompensation for, at verden vil skrue ned for olieforbruget.

Det kan umiddelbart lyde absurd, men i en tid, hvor finanskrisen har nået staterne på den arabiske halvø, kan det godt være i Vestens interesse at stabilisere økonomierne i Mellemøsten.

Barack Obama, præsident, USA
Han blev nærmest modtaget som en ny Messias af EU, da han blev valgt.

Men selv Barack Obama kan ikke udrette mirakler med USA's klimaskeptikere. Hans sundhedsreform blev forsinket, og der kom ingen klimalov inden COP15. Obama har dog netop ændret rejseplaner, så han alligevel kommer i topmødets slutspurt sammen med de andre statsledere.

Men det kræver stadig mere at skubbe forhandlingerne fremad end USA's hidtidige løfte på fire procents reduktion i 2020. Alle håber derfor på, at Obama har en stor pose penge med til ulandene.