Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) slog for nylig fast med syvtommersøm, at der ikke er lavet en evaluering af det hidtil største internationale møde på dansk grund, FN’s klimakonference COP 15 i december 2009.

»Nej, der er ikke lavet en skriftlig evaluering. Vi påtænker heller ikke at lave en samlet, skriftlig evaluering. Vi har den tilgang til det, at med afsæt i de resultater, der er opnået i København, så handler det om at komme videre«, sagde han på et samråd i Folketinget 23. februar.

Men statsministeren glemte at fortælle, at hans eget kontor allerede 6. januar forfattede et udkast til en evaluering med følgende overskrift: »COP15: analyse, perspektiv og strategi«.

S: Det er langt ude
Socialdemokraternes klimaordfører Mette Gjerskov, der var blandt de spørgelystne politikere under samrådet, mener, at det er »langt ude at hemmeligholde tilstedeværelsen af dokumentet«, som hun også efterfølgende har bedt statsministeren om at sende til hende.

»Det kan godt være, at statsministeren ikke har lyst til at reklamere med graverende fejlvurderinger. Men det kan ikke nytte noget, for vi er nødt til at give vores erfaringer videre. FN, klimasagen og verden stopper jo ikke her, bare fordi der er en dansk statsminister, der har klumret i det«, siger Mette Gjerskov.

Notatet fra Statsministeriet indeholder da også flere overraskelser i forhold til, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen hidtil har fortalt offentligheden om det danske formandskabs strategi for at lande en global klimaaftale.

Plan B iværksættes
Blandt andet fremgår det af første sætning i analysen, at det allerede tidligt i 2009 stod klart, at »der ikke var grundlag for at sigte mod indgåelsen af en ny, juridisk bindende klimaaftale«.

Vurderingen byggede på, at den amerikanske præsident, Barack Obama, ikke kunne nå at få en ny klimalov på plads inden København. Samt at en sådan lovgivning under ingen omstændigheder »ville åbne mulighed for USA’s tiltræden af et juridisk regime, der var bygget omkring Kyotoprotokollen«.

Derfor besluttede Løkkes folk allerede sidste sommer at iværksætte plan B, der skulle sikre en overordnet politisk aftale som alternativ til en mere ambitiøs juridisk bindende aftale.

LÆS OGSÅHemmeligt notat: Mistillid til FN ødelagde topmøde

Det var ellers sådan en fuldfed aftale, verdenssamfundet havde sat næsen op efter i København, fordi et FN-topmøde på Bali i 2007 var blevet enige om, at den danske hovedstad skulle være deadline for en ny klimaaftale. Det var nødvendigt, fordi den hidtidige klimaaftale, Kyotoprotokollen, udløber i 2012.

SF: Vi er blevet forkert informeret
På baggrund af de nye oplysninger om Statsministeriets strategi mener SF’s klimaordfører, Anne Grete Holmsgaard, at Folketinget er »blevet oplyst forkert« af regeringen gennem store dele af 2009.

»Det var linjen uafbrudt frem til Lars Løkkes tale 24. oktober, at Danmark gik efter en juridisk forpligtende aftale. Vi fik at vide på mange, mange møder, at det var det, man gik efter«, siger hun.

Statsministeren lancerede for første gang offentligt ideen om en politisk aftale på en international konference på Christiansborg 24. oktober. På det tidspunkt havde alle væsentlige aktører ifølge Statsministeriets notat sendt signal om, at de ville kunne støtte en global aftale.

TVSe hele Lars Løkkes COP15-tale

Ifølge Per Meilstrup, direktør i tænketanken Mandag Morgen, kom det dog ikke bag på ret mange, at Løkke pludselig neddroslede ambitionerne i oktober. For inden da var der afgivet mange signaler i den retning.

»Lars Løkke lavede det, amerikanerne kalder en elefant i rummet. Han sagde det, som alle godt vidste, var realiteterne«, siger Meilstrup.

To strategier
Anne Grete Holmsgaard mener, at notatet afspejler, at det danske formandskab arbejdede med to strategier.

Én, der udsprang fra Statsministeriet, som satsede på at få USA om bord med en politisk ikke-bindende aftale. Og én, som udsprang fra Klimaministeriet, som til det sidste ønskede, at man skulle forfølge muligheden for at lave en juridisk aftale.

»Det virker, som om man har spildt en masse tid på interne magtkampe, som har forvirret andre i processen«, siger Anne Grete Holmsgaard.

Ifølge Statsministeriet var »FN som organisation åbenlyst splittet«. På den ene side støttede generalsekretær Ban Ki-moon og hans folk den danske linje.

På den anden side var FN’s klimasekretariat, UNFCCC, ikke ubetinget tilhænger af det danske forslag om kun at satse på en politisk aftale.

Danmark så FN som tjener
Der var simpelthen »ikke opbygget det nødvendige tillidsforhold« mellem klimasekretariatet i Bonn og det danske formandskab, skriver Statsministeriet. Med andre ord stolede statsminister Lars Løkke Rasmussen og FN’s klimachef Yvo de Boer ikke på hinanden.

»Hvordan har man tænkt sig at blive enige med alle verdens lande, hvis man ikke en gang kan blive enige med FN. Det er ikke bare en fodfejl. Det er en graverende fejl«, siger Mette Gjerskov (S).

Yvo de Boers talsmand i Bonn har ikke villet kommentere sagen over for Politiken. Men den manglende tillid til FN var et bevidst fravalg fra dansk side, mener John Nordbo, leder af klimaprogrammet i Verdensnaturfonden WWF.

»Danmark har betragtet FN som en tjener, i stedet for at vi skulle tjene dem som formand for et FN-topmøde. Det er ret barskt i forhold til det mandat, som Danmark blev givet. Hvis andre lande misbrugte deres rolle på samme måde som Danmark, ville vi jo ikke tøve med at kritisere dem voldsomt«, siger han.

Næste stop: Cancun
Danmark er stadig formand for klimakonferencen COP 15 frem til det næste topmøde i mexicanske Cancun sidst i november.

Inden da skal Danmark forsøge at få så mange lande som muligt overtalt til at støtte den politiske aftale fra København, kaldet Copenhagen Accord.

Det lykkedes ikke at gøre Copenhagen Accord til en officiel FN-aftale i København. Derfor må Danmark nu sætte sin lid til, at de folk, man manglede tillid til i FN og klimasekretariatet, arbejder videre med teksten og får den omsat til brugbar juridisk tekst.