Annonce
Annonce
Annonce
Klima 14. okt. 2009 KL. 10.04

Foghs regler rammer Hedegaard

Connie Hedegaard er i virkeligheden ikke inhabil i sagen om sin topforhandler Thomas Becker, vurderer ekspert.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Klimaminister Connie Hedegaards (K) begrundelse for inhabilitet i sagen om chefforhandler Thomas Becker holder ikke i retten.

Juridisk skal der mere til, end at Becker og Hedegaard ses privat og at deres børn går i skole sammen, siger Claus Haagen Jensen, professor på Aalborg Universitet og ekspert i offentlig forvaltning.

»Jeg kan ikke se, at det er interesser, der begrunder inhabilitet. Det at man kender nogen, at ens børn går i klasse sammen, og at man bor tæt på hinanden, er ikke tilstrækkeligt«, siger han.

Støtter sig til Foghs regler
Professoren understreger, at kun nære venskaber, der kan sidestilles med familie, juridisk kan begrunde inhabilitet.

LÆS OGSÅHedegaard erklæret inhabil i Beckersag

Alligevel kan Connie Hedegaard dække sig ind under nogle retningslinjer, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udsendte til sine ministre for nogle år siden, vurderer Claus Haagen Jensen.

Her sagde statsministeren, at hvis der var den mindste tvivl, skulle ministre erklære sig inhabile.

»Man kan diskutere om det er hensigtsmæssigt generelt. Men jeg synes, det er ganske fornuftigt i det her tilfælde, at hun erklærer sig inhabil. På den måde bliver der ikke skabt yderligere usikkerhed og fnidder i sagen«, siger Claus Haagen Jensen.

Han undrer sig dog over, at ministeren ikke fortalte om inhabiliteten, første gang hun udtalte sig om sagen.

»Hvad er der tilbage?«
Rent praktisk har professoren dog svært ved at se, hvad inhabiliteten kommer til at betyde i praksis.

»Jeg ved dårligt, hvor meget der kan være tilbage at være inhabil omkring. Der er ikke længere spørgsmålet om, hvorvidt Thomas Becker skal afskediges, for det han har selv sørget for. Og hvad er der så yderligere tilbage?«, spørger Claus Haagen Jensen.

LEDER Stop mudderkastning i ministeriet

ritzau