Storbyens afdankede eksistenser. Dysfunktionelle kernefamilier fra den kreative klasse. Uforbederlige femmes fatales. Og denne verdens fraskilte Claus-Bo’er.

For den bredere offentlighed blev tegneren og dramatikeren Nikoline Werdelin født i 1984, hvor hun vandt Politikens tegneseriekonkurrence med striben ’Café’ – og tog en hel generation af selvspejlende storbymennesker med sig ind i avisen, som blev hængende i spalterne de næste fire år.

I 1994 flyttede Nikoline Werdelin ind i Politiken igen med striben ’Homo Metropolis’, der afspejlede dansk storbymentalitet omkring årtusindeskiftet.

Striben blev dagligt inventar i avisen i de kommende ti år.

Et skævt og flosset portræt af familien Danmark med dens dele- og bonusbørn, au pair-piger og småpædofile bedsteforældre.

Og efter seks års pause vendte ’Homo Metropolis’ tilbage til Politikens bagside i februar i år.

For som Nikoline Werdelin selv sagde i et interview i Politiken tidligere i år:

»Der hænger en masse historier om det postmoderne velfærdsmenneske ude i universet. De skal ned til dem, der gerne vil høre dem. Og nogle af dem kan altså løbe gennem mig«.

LÆS hele interviewet

Smidt ud af skolen
Men i virkeligheden begynder historien om Nikoline Werdelin, 24 år før hun vandt Politikens tegneseriekonkurrence, nemlig i 1960.

Hun er født og opvokset i Charlottenlund med en far, der var læge, og en mor, der er cand.mag. i engelsk.

Da Nikoline var syv år, flyttede familien til USA og blev der i tre år.

Nikoline var en dygtig og artig pige, indtil hun kom i puberteten – og samtidig i opposition til alt, inklusive de skoler, hun blev smidt ud af, fordi hun pjækkede.

I gymnasiet kom der tegninger ud af blyanten i stedet for tyske gloser, og egentlig sad hun mest og tænkte på, om tysklæreren havde vand i benene, skulle skilles eller måske var alkoholiker i stedet for at koncentrere sig om at bøje verber.

Kunstskole i Padborg
Hun flyttede hjemmefra som 16-årig, droppede ud af gymnasiet i 2. g og besluttede efter en kort karriere som kassedame i Brugsen at rejse til Paris for at finde sin kunstneriske nerve.

Pengene rakte dog kun til en tur til Padborg, hvorefter Nikoline rejste hjem igen og spenderede tre år på Skolen for Brugskunst.

Efter nogle mindre fængende semestre blev tegneserier på et tidspunkt en del af undervisningen, og her fandt Nikoline Werdelin en lille solrig plet, hvor der både var plads til hendes sans for ord og tegninger.

Og da en veninde gjorde hende opmærksom på konkurrencen i Politiken, lukkede hun sig inde i sin lejlighed i tre uger og tegnede de 30 striber, der blev begyndelsen på ’Café’.

Nu om dage diagnosticerer Nikoline Werdelin den danske folkesjæl på nogle hundrede kilometers afstand, nemlig fra arbejdsværelset i sin lejlighed i Prinzlauer Berg i Berlin, hvor hun har boet de seneste fire år.

Men det bliver nu også til nogle massive afstikkere til Danmark – blandt andet for at besøge kæreste, venner og familie og for at kunne følge begivenhederne i det danske samfund på klos hold.

Med sine længere og afsluttede forløb med vekslende karakterer er ’Homo Metropolis’ i slægt med den grafiske novelle, og ifølge Werdelin selv er universet nok blevet »lidt mere løst og krast« end tidligere.

Hovedtemaet i den nye ombæring er – igen – det narcissistiske træk ved vores tid.

Skæve figurer og stribefortællinger
Foreløbig har Politikens læsere blandt andet mødt en psykolog, der hygger sig med at planlægge sit selvmord i Prag, og lige nu går dagene med fortællingen om den pubertære Phoebe, der vil redde sin dysfunktionelle familie ved at vinde en krimikonkurrence på et forlag.

Ifølge en nylig anmeldelse i tegneseriemagasinet nummer9.dk er ’Homo Metropolis’ den dag i dag »det ubestridte højdepunkt blandt de daglige striber i Politiken«.

For som nummer9.dk skriver:

»Werdelin har et unikt talent for at skabe skæve figurer og stribefortællinger. Og i en tid, hvor stribeserier med lange, sammenhængende fortællinger er på randen af udryddelse, holder ’Homo Metropolis’ fanen meget, meget højt«.

Fra avisen til teatret
Nikoline Werdelin har også tegnet serier i flere ugeblade.

Nemlig ’Rose’ og ’Laura og Nugga’ til Alt for Damerne fra 1986 til 1998 og senest ’Nina i Rosengade’ i Ugebladet Søndag, hvor Nikoline Werdelin også bestyrer en brevkasse. Sideløbende har hun illustreret en lang række bøger.

I 1997 debuterede Nikoline Werdelin som dramatiker på Husets Teater med stykket ’Liebhaverne’. I alt er det blevet til syv anmelderroste stykker, og det seneste tiår har hun været den mest spillede danske dramatiker.

Nikoline Werdelin har modtaget en lang række hædersbevisninger for sine tegneserier og for sin dramatik. Blandt andet Publicistprisen i 1997, Reumertprisen i både 2001 og 2002 og Modersmålsprisen i 2007.

Tidligere i år blev hun desuden nomineret til USA’s mest prestigefyldte tegneseriepris, The Eisner Award, for en tidligere historie fra ’Homo Metropolis’. På tegnerens 50-års fødselsdag udkommer samlede ’Homo Metropolis’ i to bind på Forlaget Rosinante.

Voksen med værdighed
De 26 år, Nikoline Werdelin har lagt til sin alder, siden hun som 24-årig begyndte at tegne ’Café’ i Politiken, har hun blandt andet brugt på at blive »klogere og mere rummelig«.

At fylde 50 er også en koncentrationsøvelse i ikke at komme til at sidde og længes efter noget, der er forbi.

»I de senere år har jeg talt meget med mine veninder om, hvordan vi bliver voksne damer med værdighed. Her på vej i overgangsalderen er man endelig blevet klog og rummelig. Og det er det, man skal koncentrere sig om, i stedet for at skamme sig over sine pigmentforandringer og gå til fest i sin datters underkjole«, som hun sagde i et interview i Politiken tidligere i år.

LÆS ARTIKELHomo Metropolis er tilbage i Politiken

Nikoline Werdelin har i 19 år været tredje voksen for sine venners nu stort set voksne trillinger og har derudover haft en stribe boxerhunde i sit liv, hvoraf den sidste, Cleo, døde for nylig.

Sin 50-års dag fejrer hun i Italien med kæresten, forfatteren Ib Lucas.

Og når hun sidst på måneden vender hjem til Danmark igen, er det for at hente sin nye boxerhvalp, Estha, som skal med retur til lejligheden i Prinzlauer Berg i Berlin.