Skulle nogen dansk skuespiller i disse år blive Mads Mikkelsens – Citronens! – overmand på film, måtte det da blive Jesper Christensen.

Og det blev det: I ’Casino Royale’ gjorde Christensen i rollen som mr. White kål på den anden skurk, Le Chifre, i Mads Mikkelsens skikkelse, og netop nu indspiller den danske skuespiller sin Bondfilm nummer 2, ’Quantum of Solace’, som skurken mr. White i kamp med Daniel Craigs ny og farlige agent 007.

Det rollefag var der ikke mange, som forudså for tyve år siden, da DR lod tv-serien om ’Nana’ rulle over skærmen med Jesper Christensen som Nanas troskyldigt kejtede far med hjertet på det helt rette sted – et gennembrud, der gjorde hans ansigt og stemme elsket blandt børn, forældre og bedsteforældre landet over.

Skeptisk smil og sprød stemme
Men ellers er folkelig ikke det første ord, man vil forbinde med manden med det gennemborende intelligente blik, det skeptiske lille smil og den sprøde, varme stemme – en af de bedste, der nogensinde har læst radioføljetoner op!

Snarere ville man betragte den skarptskårne profil som et nutidigt miks af Erik Mørk og Al Pacino: den sikre teknik, den kølige analyse af rollen og en dybt gennemarbejdet indlevelse i mildt sagt ukælen aflevering – og så alligevel en vældig bredde i rollefagene lige fra begyndelsen:

Et hav af priser
Fra den knivskarpt inkvisitoriske Steffensen i Ole Roos’ ’Hærværk’ i 1977 over faderen i ’Vinterbørn’ året efter og til den sages- og arbejdsløse hovedperson i Henning Carlsens ’Hør, var der ikke en som lo’ fra samme år – sidstnævnte med en Bodilpris som resultat.

Den statuette har han fået tre til af, senest for hovedrollen i Per Flys ’Drabet’ i 2006, og blandt birollerne for den færøske sorenskriver, hvis nøgterne nærvær i 1997 reddede mange af ’Barbara’s scener fra melodramaet. Dén rolle fik han også en af sine fire Robertpriser for, en anden for den uforglemmelige hovedrolle i ’Bænken’ i 2000.

Uddannet på Fiolteatret
Det meste af mesterskabet har han lært på teaterscenen. Rekrutteret fra Studenterscenen og uddannet på Fiolteatret har han spillet på de fleste af 1980’ernes og 90’ernes københavnske teatre, fra Aveny til Det Kgl.

På Betty Nansen var han både en forlæst og forskrevet ’Faust’ og – i en imponerende og skræmmende tour de force – ’Richard III’ plus alle hans ofre i Peter Laugesens og hans egen monologudgave af Shakespeares kongelige seriemorder.

Tjekhovs ’Onkel Vanja’ og Ostrovskijs ’En slyngels dagbog’, Sheridans ’Bagtalelsens skole’ og Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ er også blandt klassikerne i repertoiret.

81 film i ind- og udland
I en årrække fra midten af 1990’erne holdt han sig til filmarbejdet, også for uden habilitetsproblemer at kunne forvalte den kollegialt utaknemmelige tjans at være med til at fordele den utilstrækkelige statslige støtte til de mindre teatre. I alt har han nu medvirket i 81 film eller tv-fiktioner, og også svensk film har brugt ham flittigt.

Foruden den kommende Bondfilm har han i det seneste år indspillet roller i Jan Troells ’Maria Larssons eviga ögonblick’ samt i Jean-Marc Vallées britiske ’The Young Victoria’, om den engelske dronnings første regeringsår – premierer, vi endnu har til gode.

Takkede nej til et Ridderkors
Danmarks nu så internationale filmstjerne, der er gift med skuespilleren Tove Bornhøft og har to voksne døtre, har ud over de otte filmpriser modtaget flere teaterlegater.

Men til tilbuddet om et Ridderkors i 2006 sagde han nu nej tak:

»Selve ideen om at have et kongehus er en slags forbrydelse mod medlemmerne af samme og aldeles ude af trit med et moderne menneskesyn«.