Hvert år i begyndelsen af oktober sidder nogle af verdens mest kendte og anerkendte forfattere og stirrer på telefonen.

Eller også flygter de langt væk fra telefoner for at kunne abstrahere fra, om der nu – denne gang – skulle komme en magisk opringning fra Stockholm.

Den magiske opringning fra Det Svenske Akademi med beskeden om, at forfatteren har fået Nobelprisen, den største hæder i den litterære verden.

Nobelprisens forbandelse
Og uanset om telefonen nogensinde ringer – eller forbliver tavs – kan det blive en forbandelse.

Torgny Lindgren har gennem 17 år været med til at udpege årets prismodtager, og han kan kun ryste på hovedet, når han ser, hvilken opstandelse prisuddelingen har fået.

»Nobelprisen har fået alt for stor tyngde. Engang rejste jeg ud af Sverige, netop som vi havde sat navn på årets prisvinder, og da jeg kom til mit hotel i udlandet og så, hvor voldsomt nyheden nåede ud, kunne jeg ikke lade være med at undres over, at det var den beslutning jeg havde deltaget i tidligere på dagen«.

Ulykkelig modtager af prisen
Torgny Lindgren mener direkte, at det voldsomme postyr i kølvandet på prisen direkte risikerer at tage livet af forfattere.

Sidste år sagde han til Expressen, at det jo egentlig var noget, man burde tage hensyn til, når prisen blev uddelt.

Om modtageren ville blive lykkelig eller ulykkelig som følge af prisen. Netop 2007-prisen til Doris Lessing kom til at vise, hvor megen sandhed hans udsagn rummede.

For få dage siden erklærede den 88-årige forfatter, at prisen for hende havde været en forbandelse, fordi hun ikke siden havde fået skrevet noget som helst. Al hendes tid og energi blev slugt af medieinteressen.

Forpester livet for favoritter
Man behøver imidlertid ikke at få prisen, for at den forpester ens liv.

Folk som Jan Kroos og Hugo Claus er begge døde for nylig uden at have fået prisen, men er år efter år blevet bestormet af pressefolk, fordi nogen mente at vide, at de var blandt favoritterne.

Det samme var tilfældet for José Saramago, indtil han fik prisen. Ikke at det betød mindre interesse for hans person. Tværtimod. Interessen skiftede bare karakter.

»Men man kan også blive lykkelig af prisen. Og jeg bliver selv lykkelig, når det lykkes at hente en forfatter frem i lyset ved hjælp af prisen. Det kunne være en Isaac Bashevis Singer eller Imre Kertez. De fleste bliver også glade for prisen. Selv J.M. Coetzee var vist ret glad«, siger Lindgren med henvisning til den sydafrikanske forfatter, hvis litteratur alle beundrer, men ingen har beskyldt ham for at være en humørbombe.

Selv afskåret fra at få prisen
Du lod dig vælge ind i Det Svenske Akademi og Nobelkomiteen i 1991. Det betyder, at du er helt sikker på aldrig selv at få prisen. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

»Ingen. Overhovedet ingen. Og der er et par fejl i det, du siger. Man lader sig ikke vælge ind. Jeg blev bare ringet op af akademiets faste sekretær, dengang Sture Allen, som meddelte mig, at man samme dag havde valgt mig ind. Aha, kunne jeg så bare sige, for jeg ser det som en af pligterne i mit liv. Men havde man spurgt mig på forhånd, havde jeg da sagt nej, for jeg havde i forvejen så satans meget at lave«, siger Torgny Lindgren.

Sammen med resten af Nobelkomiteen er han i øjeblikket ved at barbere årets kandidatfelt ned fra 18-10 forfattere til 5 eller 7, som så skal nærstuderes sommeren over.

»Til september er vi forhåbentlig nede på 1. Engang delte to danskere jo prisen (Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup, red.), og det var ikke så heldigt. Faktisk var vi ved at gøre det samme for få år siden, men så døde den ene af kandidaterne, hvorefter vi gav prisen til en helt tredje. I dag er der enighed om, at vi ikke deler prisen«, siger Torgny Lindgren.

Karen Blixen: Et lille mirakel
Han er fuldt bevidst om, at det er længe siden, en nordisk forfatter har fået prisen. Faktisk ikke siden svenske Harry Martinsson i 1974 delte prisen med Eyvind Johnson. Og hvorfor har ingen dansker fået prisen siden 1944, da den tilfaldt Johannes V. Jensen. Svaret er enkelt. Det er en fejl.

»Karen Blixen, det lille mirakel, det er jo ufatteligt, at hun aldrig fik Nobelprisen. Det er ufatteligt, når det gælder hende og et par til. I dag er der nogenlunde enighed om, at folk som Max Frisch, Thomas Bernhard og Graham Greene burde have fået prisen, men vi må bare acceptere, at det blev sådan, for vi kan ikke gøre noget ved det«, siger Lindgren.

Normalt henviser han til den centraleuropæiske litteratur, når han fortæller, hvor han føler et slægtskab, men han føler sig også som en ærkenordisk forfatter, der er forbundet med forfattere som Johannes V. Jensen, Knut Hamsun og Herman Bang.

»Jeg kan slet ikke forstå, at en mand som Bang ikke er svensk. Det går over min forstand«.