En ung, nyuddannet filminstruktør ønsker at lave en film om en politimand og hans efterforskning af en række brutale drab på små piger, der sælger lotterisedler.

Efterforskningen foregår i et fremtidigt, oversvømmet, mudret, mørkt og undergangsramt Europa i moralsk opløsning.

For at komme til bunds i sagen forsøger politimanden at leve sig ind i morderens psyke, og til slut er det, som om forbrydelsens element helt har overtaget hans sind.

Ingen chance
Filmen skal være hypnotisk i sit billedsprog, lyset skal sættes, så farverne nærmest forsvinder, og filmstrimlen skal til sidst bades i gult. Overalt skal der være referencer til poesi, billedkunst og andre film.

Ville han få støtte til den film?

Nej, han ville ikke have en chance.

Det mener filmproducent hos Zentropa Ib Tardini og filminstruktør Per Fly.

Den mest betydende danske filmskaber, Lars von Trier, ville ikke få filmstøtte til sin formeksperimenterende debutfilm fra 1984, ’Forbrydelsens element’.

Angst for at ramme forbi
»Ukendte instruktører, der vil afvige fra det gængse, kan godt opgive. Vi er en branche, der lige nu er ramt af angst for ikke at nå publikum. Alting handler om at ramme publikum. Ingen tør noget. Der er ingen nytænkning. Dansk film befinder sig i et limbo«, siger Ib Tardini.

’Forbrydelsens element’ var ifølge Per Fly en så formeksperimenterende og grænsesøgende film, at det kræver enorm tillid til talentet fra filmkonsulenternes og producenternes side.

Den tillid findes ikke i dag. Dansk film er blevet så fokuseret på at få et publikum, at ingen ville turde binde an med noget så vildt.

Ville ikke få støtte til opfølgeren
Områdedirektør for produktion og udvikling ved Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard mener nu nok, at Lars von Trier ville få støtte til ’Forbrydelsens element’. Men nok ikke til sin næste film.

’Forbrydelsens element’ solgte dengang 38.000 billetter i Danmark.

»Der er meget fokus på talenterne. Og talenter med potentiale kommer også til at debutere. Spørgsmålet er mere, om Trier ville få lov til at lave film nummer to. I dag ville ’Forbrydelsens element’ formentlig ikke sælge mere end 10.000. Og så tror jeg faktisk, det ville blive rigtig, rigtig svært for Trier at få lov til at lave sin film nummer to. Det er her, det danske system i dag knækker over«, siger han.

Guldalder
’Forbrydelsens element’ vandt en specialpris ved den store filmfestival i Cannes, og Lars von Triers indflydelse på dansk film og dansk films position på verdenskortet har siden været indiskutabel.

Med Dogme 95 trak han en række andre danske instruktører med sig, og dansk film gik ind i en storhedstid. Den danske bølge inspirerede og optog filmfolk i hele verden.

Lektor ved Institut for Film og Medier Peter Schepelern har fulgt dansk film i mere end 40 år.

Han mener, at dansk film havde syv fede år, der blev indledt med Lars von Triers ’Breaking the Waves’ i 1996. Siden kom film som ’Pusher’ og ’Let’s get lost’, dogmefilm som ’Festen’, ’Mifunes sidste sang’ og ’Italiensk for begyndere’.

Susanne Bier lavede ’Den eneste ene’, og Per Fly begyndte sin trilogi med ’Bænken’ og ’Arven’. Lars von Trier selv løb med en af filmverdenens mest prestigiøse priser, da ’Dancer in the Dark’ fik Den Gyldne Palme i Cannes i 2000.

Tre faktorer
»Der er tre faktorer, der skaber den danske succes«, siger Peter Schepelern:

• Den første var Lars von Trier i sig selv og hans indflydelse på andre instruktører, da han sammen med blandt andre Thomas Vinterberg lavede Dogme 95. Trier og Dogme fik den internationale filmverden til at spærre øjnene op og sige: Hold kæft, der sker noget spændende i dansk film.

• Den anden var, at Det Danske Filminstitut under den forrige direktør, Henning Camre, valgte at satse mere på kvalitetsfilm, der tager fat i følelserne og rammer et stort publikum.

Det er ikke Triers kridtstreger, men folk som Susanne Bier, Ole Bornedal, Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Lone Scherfig og Per Fly, der ikke er bange for den gode gammeldags fortælling.

Samtidig havde dansk film det held, at den blev hjulpet af en meget talentfuld generation af skuespillere som Ulrich Thomsen, Sidse Babett Knudsen, Mads Mikkelsen og Paprika Steen.

• Den tredje faktor var to meget dygtige og ekstremt effektive manuskriptforfattere: Kim Fupz Aakeson, der laver de bittersøde kammerspil om relationer mellem mennesker som ’Den eneste ene’ og ’Okay’, og Anders Thomas Jensen, der laver noget mere drengerøvsagtig smæk for skillingen som ’I Kina spiser de hunde’ og ’Blinkende lygter’.

»Få kunstnere præger tendensen«
Nu er de to manuskriptforfattere, der hver har tegnet sig for mere end 20-25 film på 10 år, knap så aktive, Lars von Trier har ikke det samme innovative drive som tidligere, og Dogme 95 er et overstået kapitel.

Og i et lille land som Danmark er det nogle få kunstneres tilstand, der afgør, hvor godt det går, konstaterer Peter Schepelern.

Og der er intet foruroligende i, at Danmark ikke længere sætter international standard. Det var tværtimod utroligt, at det overhovedet kunne lade sig gøre, mener Peter Schepelern.

»Det var et helt unikt samspil af omstændigheder. Det er jo utænkeligt, at et land, der laver omkring 20 film om året, kan være en fast spiller på store festivaler og løbe med de store priser«.

Successkabelonen
Spørgsmålet er, om succesopskriften fra dansk films gyldne år har udviklet sig til en stivnet skabelon, der står i vejen for nye talenter, nye måder at fortælle på, anderledes film, der igen både kan trække publikum i biograferne og vinde internationale priser.

Ib Tardini, der siden midten af 1970’erne har arbejdet sammen med nogle af Danmarks bedste instruktører som Nils Malmros, Bille August, Lars von Trier, Susanne Bier, Lone Scherfig og Per Fly, er ikke i tvivl.

»De folk, der sidder på magten i dag som filmkonsulenter, redaktører på tv-stationerne og hos produktionsselskaberne, er en flok kommissærer, der kommer fra samme generation og samme skole og har de samme succeskriterier. Det er den samme berettermodel, der bruges overalt – en skabelon, der lægges ned over alting i hele Skandinavien. Det kan jeg se, når jeg sender manuskripter ud. De kommer tilbage med de samme kommentarer. Og der bliver hele tiden talt om filmens publikumspotentiale«.

Kravet om publikumssucces
Filmbranchen er nærmest invalideret, af skræk for at en film ikke får publikumssucces, mener Tardini:

»Der er ingen nytænkning. Ingen tør noget. Alle sidder og gør ingenting«.

Det går ifølge Ib Tardini ud over både de garvede og de nye talenter. Alt for få får lov til at bryde den vedtagne skabelon for, hvordan en succes skal skrues sammen.

Instruktør Per Fly er enig. Han mener, at det til dels skyldes hans egen generations succes – den generation, der gik på Filmskolen i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. For dem var det vigtigt at få publikum i tale. Og det fik de.

»Vi ville ikke lave film med digte og dryp i våde kældre, men ville publikum noget. Det blev en del af den måde, vi lavede vores fortællinger på«, siger Per Fly.

Men nu har det taget overhånd.

»Al fokus er på modtagersiden«
Ønsket om at ville publikum noget har ændret sig til, at man indretter sig fuldstændig efter publikum, mener Per Fly. Og det har aldrig været meningen.

»Vi skal hele tiden lede efter det, som ikke er. Det, som ingen forventer«, siger Per Fly og bruger en anekdote om Henry Ford som illustration:

Henry Ford, der opfandt bilen, blev spurgt, om han havde undersøgt, hvad folk ville have. Nej, svarede Ford, for så havde de jo alle sammen bare sagt, at de ville have en hurtigere hest.

Det er dén syge, der har ramt dansk film, mener Per Fly:

»Nu lytter man kun til, hvad publikum siger. Al fokus er på modtagersiden, og det er ekstremt farligt at løbe efter publikum. For så sker der ikke en skid«.

Træfferne trækker
Dansk film har fortsat en andel af det samlede antal solgte billetter på mellem 25 og 30 procent.

Men tallet dækker over nogle få publikumstræffere som senest Ole Christian Madsens ’Flammen & Citronen’, der har solgt over 600.000 billetter, og så en række film, der trods anmelderroser kun trækker et beskedent antal danskere i biografen.

Film som Omar Shargawis debutfilm ’Gå med fred Jamil’ og Pernille Fischer Christensens ’En soap’. De sælger ikke i Danmark.

Det forhadte filmforlig
I filmbranchen er opfattelsen, at det for alvor gik galt, da et enigt Folketing i efteråret 2006 vedtog filmforliget for perioden 2007-2010. Det forrykkede magtbalancen, så tv nu fik afgørende indflydelse på dansk filmproduktion.

Filmforliget tvang tv-stationer til at betale næsten halvdelen af støtten til danske spillefilm, og derfor vil de nu også have afgørende indflydelse på, hvad der bliver lavet.

Det giver de forventede publikumstræffere alt for stor plads, lyder kritikken.

Tv-stationerne tænker ikke så meget i filmkunst. De ønsker at bruge penge på film, der også passer ind i deres programflade og kan trække nogle seere, når de engang bliver vist i tv.

Ingen er glade.

De i forvejen hårdt pressede tv-stationer er utilfredse med, at de er tvunget til at bruge så mange penge på spillefilm – TV 2 har meldt ud, at de meget hellere ville bruge pengene på tv-fiktion, og DR er ked af, at de har fået så stor indflydelse på spillefilm i Danmark.

Forliget er »en katastrofe«
Filminstituttet føler omvendt, at dets indflydelse er blevet stækket.

Og i filmbranchen skal man nu tækkes to eller tre herrer – Filminstituttet, DR og TV 2 – hvis man vil have lavet sin film.

»Filmforliget er ikke bare lunkent, det er en katastrofe. Det er en fatal brøler at flytte magten over til tv-stationerne. Man smadrede et supergodt system og misrøgter en meget talentfuld filmbranche, der kunne have fortsat succesen«, siger Per Fly.

Hos Nimbus Film er administrerende direktør Jørgen Ramskov fuld af forståelse for, at en tv-station som TV 2 ikke er interesseret i at støtte smalle film.

»De skal jo tjene penge, så det kan man ikke bebrejde dem. I gamle dage var Filminstituttet toneangivende og kunne lægge en linje og skabe balance ved at støtte de kunstneriske film med mange penge, så tv’s andel blev mindre. Det er jo ikke virkeligheden længere. Nu får tv’s måde at tænke film på større vægt«, siger han.

Mainstream fremmes
Problemet er ifølge Claus Ladegaard fra Filminstituttet, at nye talenter godt kan komme til og lave en spillefilm.

Det kan ske under den særlige pulje til nye talenter, der hedder New Danish Screen. Men laver de en film, som publikum svigter, så har de svært ved at komme videre.

»Der er en tendens til at fremme mainstreamfilm frem for kvalitetsfilm. Og det understøttes helt vildt af, at tv har fået så stor indflydelse. Det går ud over gode, solide, stærke fortællinger, som ikke bliver lavet. Hitter du ikke med etteren, så er det svært at få lov til at lave din anden eller tredje film i dag«, siger han.

Rosendahl
Det har ramt Christina Rosendahl, der debuterede med ’Supervoksen’.

Filminstituttet havde godkendt og støttet hendes næste film, men da DR i foråret vendte tommelfingeren nedad, måtte projektet stoppes.

»Christina Rosendahl er en instruktør, der i den grad skal udvikles. Får instruktører som hende ikke chancen, så går det her helt i stå. Så ender det med at være ’Anna Pihl’ og ’Sommer’ det hele«, siger Claus Ladegaard.

Mål for fornyelsen
Skal dansk film tilbage på sporet, kræver det ifølge Per Fly og Ib Tardini, at originaliteten, modet og tilliden igen får plads og kommer til at styre og udvikle dansk film.

Filmforliget skal laves om. Og branchen skal have klare mål for at forny sig.

»Selvfølgelig skal vi lave ’Min søsters børn’, men vi skal også have et andet spor, hvor vi har den ultimative ambition og går efter de højeste mål. Vi skal ville være med i kampen om verdensmesterskabet«, siger Per Fly.

Det var det spor, Lars von Trier valgte, da han i 1984 lavede sin første, mærkelige, gule, hypnotiske film. Og modtog sin første pris i Cannes.