»Det var Anders And og Molboerne, Storm P. og Carlt, Klaus Kludder og Rasmus Klump og sådan noget, jeg læste. Det er bare en stil, jeg har overtaget derfra. Forskellige måder og faconer at tegne på, som jeg har blandet sammen og siden brugt i én køre«.

Sådan forklarede Claus Deleuran, da han en sommerdag i 1986 på familiens husmandssted i Regerup ved Glumsø blev opsøgt af den 13-årige Søren Fredsøe og den noget ældre reporter Søren Vinterberg fra Informations sommersider.

Walt Disney, Storm P. og Illustrerede Klassikere var de tidlige inspirationskilder, Claus Deleuran aldrig slap taget i.

Heller ikke i ’Rejsen til Saturn’.

Englefisse’-graffiti
Tegneserien, der skulle blive stående som det mest originale ærkedanske album, men som i første omgang fik en blasfemisag på halsen, fordi den danske Saturnekspedition undervejs gør ophold i Himmerige.

Her hilser de bl.a. på Reservejesus, møder hans storebror Jesus efter dennes anden genkomst (et biluheld i en smart sportsvogn) og læser ’englefisse’-graffiti på de himmelske lokummer.

Sankt Peter er en brumbasse, der burde høre hjemme på Kofoeds Skole, og Helligånden er et glimrende raketbrændstof. Og så er dagens ret i Himmerige selvfølgelig Jomfru Marias egen luftsteg og vindfrikadeller i skysovs.

Blasfemisagen i 1980 faldt til jorden ikke med et brag, men med en fnisen.

Ved samme lejlighed fik Informations udsendte svar på, hvorfra Deleuran havde fået ideen.

»Historien om ’Rejsen til Saturn’ havde jeg tegnet som barn, den lavede jeg så bare en gang til. Den oprindelige idé kom af, at én, jeg legede med nede på gaden, havde fået sig et blad med en rumrejse, sådan i amerikansk stil. Og en snurretop, jeg havde, syntes jeg lignede en flyvende tallerken, så de kom til at se sådan ud«.

En tidlig død
Det er nu mere end 30 år siden, at ’Rejsen til Saturn’, udgivet som album af Nils Ufers forlag Corsaren, lå under juletræerne og tændte lys i øjnene på Danmarks uvorne ungdom.

Egentlig troede man så, at det danske rumeventyr for tid og evighed var trygt begravet under fordums mulde, men på fredag genopstår ’Rejsen til Saturn’ som computeranimeret spillefilm.

Deleurans sort-hvide, detaljerige, hjemmetegnede stil er forvandlet til noget ganske andet farvestrålende og funky.

Men ånden i den uhøjtidelige og muntre og meget danske satire lever videre i en verden, der ellers på mange måder er meget anderledes end den, Claus Deleuran forlod så brat og alt for tidligt for 12 år siden.

En hjerneblødning betød, at han kun blev 49 år.

I Ekstra Bladet skrev Anders Lund Madsen bemærkelsesværdigt personlige mindeord.

»Han var det sødeste menneske, jeg nogen sinde har kendt. Sød på den måde, at ingenting kunne gøre ham usød. Min ven var så mættet af sødhed, at alting blev rart og behageligt, når det gled gennem ham. Han var uond og uslesk og udum og ugrov og uendelig, som var han en engel eller en fe«.

Unægtelig et usædvanligt skudsmål for et fast inventar på bladet, der tør, hvor andre tier!

Og en mand, der, siden han i 1970’erne begyndte at tegne den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen som en lille modellervoksmand, havde levet af at spidde politikere og andet godtfolk på sin pen.

Satiretegneren og historiefortælleren
»Jeg havde lavet satire tidligere, men kunne faktisk ikke lide det, for jeg vidste, at jeg ikke selv ville bryde mig om at se mig karikeret på en tegning. Senere er der nogen, der har bildt mig ind, at det kan politikere faktisk godt lide, og derfor har jeg afskaffet bekymringerne i den anledning«, fortalte han til Euroman året før sin død.

Satiretegningerne på Ekstra Bladets lederside var kun én side af Claus Deleurans virke som tegner. Hans blivende værker er af mere sammenhængende karakter.

Ungdomsoprøret blev politisk i 1970’erne. Sværmere blev til teoretikere.

I dag er det blevet populært at snakke om humorforladte munkemarxister og sammenbidte feminister med lilla ble og uforsonlige attituder.

Men så glemmer man en rockgruppe som Røde Mor og glemmer i hvert fald helt sikkert en vittig fortæller som Claus Deleuran. Når Deleurans streg lever så fint videre, skyldes det også nok så meget, at han var langt mere humoristisk-anarkist end egentlig politisk.

»Jeg har vel en eller anden venstreorienteret holdning, som er gået i arv, men så er der sket mig det i mellemtiden, at jeg også kan se noget i den liberalistiske ideologi«, forklarede han og indrømmede:

»Jeg bevæger mig ret marginalt rent politisk«.

Eller sagt på en anden måde, så var politik først og fremmest noget, man kunne se noget humoristisk i. Eller noget man betragter nysgerrigt under historiens store lup.

Som fænomener og historiske udviklinger, der, uanset hvor store de er, har en ganske kontant indvirkning på den enkeltes lille kållugtende skæbnefortælling. Den store historie i den lille og vice versa.

At gå i verdenshistorien med træsko på var et ganske særligt talent hos Claus Deleuran.

Videbegærlig og sprænglærd
Var Claus Deleuran ikke påfaldende politisk, var han til gengæld etnografisk og historisk interesseret med hud og hår.

»Videbegærlig« og »sprænglærd«, kaldte Søren Vinterberg ham.

Da Deleuran døde, var han godt i gang med et gigantisk projekt, der bare syntes at vokse sig større år for år. Deleuran ville fortælle danmarkshistorien i tegneserieform.

Så alle og enhver kunne nyde godt af historiens vingesus og pudseløjerlige detaljer. Han gik grundigt til værks i sin ’Illustreret danmarkshistorie for folket’, som Ekstra Bladet bakkede økonomisk op om og bragte som føljeton.

Da han døde, havde han lavet otte bind. Han var midt i det niende kun lige akkurat ved at dukke ud af forhistoriens tåger med slag på skjolde omkring år 1000.

Men der sluttede det så altså. 1.000 år for tidligt. Det store historiske togt for tegneren, der som barn havde drømt så hedt om at blive opdagelsesrejsende, men endte med at skifte de hvide pletter på landkortet ud med det hvide papirs endeløse muligheder.

Claus Deleuran var ikke uddannet håndtegner, men der blev tegnet på livet løs i hjemmet i Odense, hvor faderen var kunst- og skiltemaler og moderen reklametegner.

Der var visse standarder at forholde sig til.

»Jeg startede med at læse Anders And-blade, men som lille fik jeg at vide af min far, der jo var kunstmaler, at man ikke måtte hugge fra andre. Da jeg var meget lille, i tiden før skolen, tegnede jeg mange Anders And’er, små grise. Men man skulle være original, sagde min far. Det var jeg meget ked af, men så fandt jeg på et alternativ til Andeby: et land, hvor jeg selv måtte finde på figurerne. Det hed Brostland«, fortalte han Euroman.

Fra Brostland til Dannevang
Brosterne var en slags dyr, der levede i havet omkring Brostland. Senere begyndte han at tegne mennesker i en stil inspireret af Rasmus Klump.

Den videreudviklede han. I 1965 rejste han som salig Andersen til Kjøbenhavnstrup for at dygtiggøre sig. Et kort ophold på universitetet hos de etnografiske interesser blev i stedet til en uddannelse på Den Grafiske Højskole.

Og så skete det efterhånden, at Brostland blev til Dannevang, og menneskerne, der boede i det, blev til danskerne. Det var en helt naturlig udvikling, og stilen udviklede sig lige så naturligt langs samme gemytlige baner.

»Min stil er stadig meget barnlig, og jeg er vel også ligesom et barn. Børn stiller hele tiden spørgsmål, og det gør jeg også«, fortalte tegneren og indrømmede, at det at udforske noget, især historien, nærmest var et narkotikum for ham.

Nysgerrighed, videbegær, uhøjtidelig satire
Det er denne kombination af nysgerrighed, videbegær, uhøjtidelig satire og ærkedansk plat humor, der har gjort Claus Deleuran til en af de få virkelig elskede originaler i moderne dansk tegneseriekunst.

Han havde forladt Den Grafiske Højskole, havde smugdebuteret i ubemærkethed med ’Bjarkes saga’ og var i 1969 begyndt at tegne for et medicinalfirma, da tegneserien om Thorfinn omkring 1970 begyndte at dukke op i Politisk Revy.

Hurtigt blev den sky håndtegner kendt og elsket også uden for de mere intenst missionerende politiske kredse.

Man kan med god ret hævde, at den moderne danske tegneserie blev født med Thorfinn T. Karlsen (T’et står for Tågegaard).

Populær blev også fortællingen om Thorfinns kæreste, Mikkeline, og sagaen om de to detektiver med dæknavnene Pirelli & Firestone, som Claus Deluran lavede sammen med sin bror Jesper Deleuran 1979-80.

Men det var ’Rejsen til Saturn’ om den danske rumekspedition under ledelse af Sjersjant Arne Skrydsbøl (med en slående lighed med Kristeligt Folkepartis daværende lederskæg Jens Møller), der skabte et dansk tegneserieværk af lige så blivende som gakket værdi.

Der var og er masser af englefisse og håndbajere i den danske tegneseries svar på ’Guld(øl)hornene’.