Advaret blev de.

Før, under og efter krigen i Irak i 2003 gjorde McGuire Gibson, der er leder af The American Academic Research Institute i Irak, igen og igen de amerikanske ledere opmærksom på, at Irak er et skatkammer for arkæologer og rummer sporene fra menneskehedens allertidligste civilisationer.

»Først skrev jeg til udenrigsministeriet i oktober 2002 – næsten et halvt år før krigen – og advarede dem om faren for plyndringer af nationalmuseet og de arkæologiske udgravninger«, siger Gibson med indestængt raseri.

»Så da det for alvor begyndte at trække op til krig, tog jeg til Pentagon og gav dem en liste over 150 vigtige udgravninger og mere end 100 bygninger, så de ikke blev ramt ved en fejl«.

Mindst 15.000 genstande forsvundet
Da de amerikanske tropper i begyndelsen af april 2003 nærmede sig Bagdad, skrev Gibson igen til militæret og mindede dem om, at de skulle passe på skattene, og da byen faldt, og Gibson stadig ikke hørte noget fra militæret, skrev han 9. april til journalister i byen og bad dem tjekke situationen omkring museet.

Men da var det for sent.

Dagen efter begyndte plyndringen af det irakiske nationalmuseum og dets enestående samling af islamisk og præislamiske skatte.

Ingen ved, hvor meget der blev taget, men den officielle optælling er omkring 15.000 genstande – og hertil kommer omfattende ødelæggelser af mange af de resterende genstande.

»Alt sammen imens amerikanske tropper sad 50 meter derfra og bevogtede et vejkryds«, fnyser Gibson.

Meget værre end museet
Plyndringen af museet og daværende forsvarsminister Donald Rumsfelds ufølsomme bemærkning om, at »stuff happens«, rystede mange.

Men som Oriental Institute Museum på University of Chicago – hvor McGuire Gibson også er professor – viser på sin seneste udstilling, var plyndringen af nationalmuseet i Bagdad kun toppen af isbjerget, når det gælder ødelæggelsen af Iraks rige kulturskatte.

Meget værre er den igangværende plyndring af de tusindvis af arkæologiske udgravninger rundt om i Irak.

»Destruktion af vores fælles rødder«
Udstillingen i Chicago har titlen ’Katastrofe!’, og det er ifølge professor Gil J. Stein, der er leder af det orientalske institut, lige præcis det, der er tale om.

»Vi forsøger at råbe verden op og gøre det klart, at det, der sker i øjeblikket, er intet mindre end destruktionen af vores fælles rødder. Irak er ikke bare et hvilket som helst land. Det er her, selve den menneskelige civilisation opstod. Det er her, vi har de første byer. Det er her, ideen om en time af 60 minutters varighed kommer fra, og det er her, selve ideen om en stat opstod. Selve hjulet blev opfundet i Irak«, siger han og hæver armene i vejret for at understrege pointen.

»Alle har hørt om plyndringen af museet, men de fleste aner ikke noget om plyndringen af de arkæologiske sites, selv om den er langt mere katastrofal. Når det gælder museet, var det selvfølgelig tragisk, hvad der forsvandt, men vi ved jo, hvad det drejede sig om. Der er fotografier og tegninger og optegnelser af det. Så vi mistede genstandene – men bevarede dataene«, siger han.

»Men med plyndringen af udgravningerne er det lige omvendt. Det kan være, at de genstande, de finder og sælger, dukker op senere. Men selv så er de næsten værdiløse, fordi vi ikke ved, hvor og hvordan de blev fundet. Og uden kontekst er det bare en køn ting, som ikke hjælper os med at forstå fortiden«.

Fra fortidsminde til månelandskab
Man skal ikke vide ret meget om fortidsminder for at fatte, hvor galt det står til i Irak.

Planche efter planche på udstillingen viser billeder af udgravninger før krigen og i dag, og vidste man ikke, at det drejede sig om samme område, ville man ikke ane det.

Efter plyndringerne, der primært foretages af lokale irakere, der er desperate efter at tjene nogle få dollar, minder områderne om en krigszone efter et heftigt bombardement; fuldkommen øde, med hundredvis af kratere, der hvor der er blevet gravet efter arkæologiske skatte.

Eller som det udtrykkes i kataloget om de gamle sumeriske byer:

»De bliver totalt ødelagt, forvandlet til månelandskaber, de destruerer templerne, paladserne og husene i disse byer mere effektivt, end nogen erobrer nogensinde kunne have gjort«.

Plyndringer fortsætter
Ingen kender det fulde omfang af plyndringerne.

Men ved at sammenligne satellitbilleder fra før og nu anslår arkæologen Elizabeth Stone fra Stony Brook University, at omfanget af de nye plyndringer er »mange gange større end alle arkæologiske udgravninger, der nogensinde er foretaget i det sydlige Irak – og må have givet hundredtusindvis af lertavler, mønter, segl, statuer, terrakotta, bronze og andre genstande«, som hun udtrykker det i en artikel i kataloget til udstillingen.

En vurdering, som McGuire er fuldkommen enig i.

Han så plyndringerne, allerede da han fløj over nogle af udgravningerne i en helikopter i maj 2003, og var rystet over omfanget.

»Det væltede jo med dem – alene i Umma var der vel mere end 200 mennesker; det var som at kigge ned på en myretue«.

Og selv om der endnu ikke er taget nye satellitfotografier i år, er han ikke i tvivl om, at plyndringerne fortsætter.

»De vagter, som vi har ansat til at beskytte vores udgravning ved Nippur – den religiøse hovedstad i det gamle Mesopotamien – siger, at der stadig bliver plyndret overalt, og det samme hører vi fra irakerne«, siger han.

Sæt en stopper for det
Trods omfanget er der imidlertid skrevet meget lidt om plyndringerne i Irak, blandt andet på grund af de store sikkerhedsproblemer ved at rejse uden for Bagdad for journalister.

Ikke mindst derfor håber Oriental Institute, at deres udstilling vil sætte mere fokus på problemet – og føre til, at der bliver sat en stopper for det.

»Det er en kliche – men det er virkelig hele verdens kulturelle arv, der er gemt i Irak. Og den forsvinder for øjnene af os«, siger Stein.

»Og det værste er, at indtil nu har den være ekstremt velbevaret«.

For selv om Irak grundlæggende er et stort arkæologisk site – ifølge McGuire er der mere end 10.000 registrerede sites, men han anslår, at det virkelige tal er langt over 100.000 – har skattene indtil de senere år været stort set uberørte.

Området har været krigsskueplads utallige gange i historien, og landet er blevet invaderet af alle fra perserkongen Kyrus den Store over Alexander den Store til mongolerne i 1200-tallet – men på grund af den afsides beliggenhed og manglen på monumentale ruiner er de begravede skatte stort set forblevet uberørte.

Saddam var meget bedre
Faktisk havde Irak indtil den første Golfkrig en lang og stolt tradition for at beskytte sine kulturskatte.

Fra 1936 til 1991 var der ifølge Geoff Emberling, der er direktør for museet på Oriental Institute, stort set ingen plyndringer eller illegale udgravninger.

»Meget kan man sige om Saddam, men indtil sanktionerne og krigen lagde alt i grus, gjorde Irak en fabelagtig indsats for at bevare sine skatte«, siger han.

I en tale fra 1979 erklærede Saddam Hussein, at »antikviteter er det mest værdifulde, som Irak besidder«.

Og selv om Saddam ifølge Emberling havde sine skumle politiske formål og forsøgte at bruge de oldgamle konger Hammurapi og Nebukadnesar til at retfærdiggøre sine krige, havde Irak under hans regime en af Mellemøstens bedst fungerende arkæologiske strukturer.

Plyndring var stort set ukendt – og blev straffet med døden.

Først efter at den første Golfkrig og de internationale sanktioner lagde den irakiske økonomi i ruiner, begyndte plyndringerne.

Antikvitetsudsalg
I kataloget til udstillingen kalder John M. Russel fra Massachusetts det en af historiens største ironier, at samtidig med at »Irak var underlagt det strengeste sanktionsregime nogensinde, blev titusinder af irakiske antikviteter solgt helt åbent på det amerikanske marked.

Plyndringerne fandt især sted i den sydlige del af landet, der hvor det internationale samfund forbød Irak at patruljere i luftrummet, men i takt med at Irak fik flere penge i forbindelse med olie for mad-aftalerne i slutningen af 1990’erne, fik myndighederne atter midler til at hyre vagter og genoptage udgravningerne.

Men det var en kort respit.

»Den dag krigen begyndte i 2003, forsvandt vagterne, og plyndringerne begyndte for alvor«, siger McGuire.

»Samme dag. Og lige siden er det gået løs«.

»Ingen ond vilje«
Retfærdigvis har det amerikanske militær dog lært af plyndringen af nationalmuseet.

Geoff Emberling er flere gange blevet inviteret til at holde foredrag for tropper, der var på vej til Irak og forklare dem, hvad de kan gøre for at hjælpe med at bevare landets fortidsminder.

»Det er let at dæmonisere militæret, men det er mere kompliceret. De vil gerne gøre det rigtige, men har bare ikke været gode til det«, siger han.

»Selv plyndringen af nationalmuseet skyldtes mere mangel på koordination end ond vilje«.

»En skamplet«
En af plancherne i Oriental Institutes udstilling henviser til ’Gilgamesh’, det store babylonske helteepos, som blev genopdaget i 1800-tallet ved udgravninger i Irak. I det oldgamle digt hyldes Gilgamesh som en af »de store konger« blandt andet fordi han er »vogter over de gamle byer og monumenter, der skal vedligeholdes og bevares«.

Folkene bag udstillingen er høflige nok til ikke at udpensle budskabet yderligere, men McGuire kan ikke dy sig. »Det kunne vi lære noget af«, siger han og ryster på hovedet.

»Det er en skamplet«.

Catastrophe! The Looting and Destruction of Iraq’s Past. Udstillingen kan ses på The Oriental Institute Museum i Chicago frem til 31.12.