Det var Erling Jepsen, der kørte forrest på cykel langs åen mod Ribe.

I en hale efter sig havde han fem-seks yngre børn fra hjembyen Gram. Da de var kommet otte-ti kilometer ud ad markvejen, lagde de sig i græsset og kiggede op i den blå himmel.

Henrik Ruben Genz var med i slænget. Han var ni år. Jepsen var tolv. Og fortalte sit noget yngre publikum, at på et tidspunkt ville solen gå ud.

Man vidste bare ikke hvornår. Men når det skete, ville jordkloden blive til en stor isklump, der svævede omkring i rummet. Henrik Ruben Genz begyndte at fryse.

»Og så kiggede Erling på mig med de der alvorlige øjne, han har, når han lægger hovedet på skrå, og sagde: »Det kan ske når som helst«. Så ville jeg godt hjem og have nogle lange bukser på. Men Erling sagde: »Bare rolig, der går otte minutter, fra det øjeblik solen går ud, til alt liv på jorden fryser til is««, fortæller filminstruktøren Henrik Ruben Genz.

Han sidder ved frokostbordet på Schackenborg Slotskro i Sønderjylland en søndag 40 år senere sammen med det filmhold, der netop har været med til at filmatisere Erling Jepsens roman ’Frygtelig lykkelig’, som er inspireret af forfatterens kusine Dorthes opvækst i landsbyen Jels.

Senere på eftermiddagen skal filmen vises ved en forpremiere i Tønder Kulturhus for byrådet, statisterne, de lokale spidser og nogle hundrede andre.

På den anden side af bordet sidder Erling Jepsen og roder med en serviet.

»Forstod du, hvorfor der gik otte minutter?«, spørger han.

»Det er, fordi solens stråler er otte minutter om at nå ned til jorden. Så i det øjeblik, solen er væk, så går der otte minutter. Og så bliver det meget mørkt«.

»Prøv nu at se det, du gør med blikket, Erling. »Otte minutter, så bliver det MEGET mørkt!««, gentager Genz og peger på Jepsens store blå blik bag de sorte Björn Borg-briller.

Og pludselig synes man også selv, det er lidt uhyggeligt.

Henrik Ruben Genz var med egne ord »ret modtagelig for katastrofer« som niårig.

Og her var en katastrofe, han kunne hænge hele sit livssyn op på. I de næste tre år var hans livsperspektiv reduceret til otte minutter.

Og han foretog sig ikke noget, der foregik længere væk, end at han kunne nå hjem, inden de var gået. Hvis nogen spurgte, om han kunne komme til fødselsdag på torsdag, vidste han det ikke.

For solen kunne jo gå ud mange gange inden da.

Genz var »en lovende fodboldspiller«, der løb inde på midtbanen og var den, »der kunne fordele en bold«.

Men nu bad han selv om at blive placeret ude ved sidelinjen – til højre eller venstre, alt efter hvad der lå tættest på hans hjem. Og i pausen blev han skiftet over i den anden side, så han hele tiden hurtigt kunne komme hen til sin cykel. Snart måtte han ud på reservebænken og sidde.

Og til sidst holdt han helt op med at spille.

»Man kan jo ikke koncentrere sig om bolden, når man løber og holder øje med solen hele tiden. Jeg kunne kun spille, når det var gråvejr eller regnvejr. Så eksisterede det problem ikke. Blå himmel og sol var det værste, jeg kunne forestille mig. Hvis jeg sad i skolen, og der gik en sky hen over solen, så var det lille blændeskift nok til, at nu skulle jeg hjem«, siger han over stempelkaffen på slotskroen, mens nogle nærmest tamme fluer klistrer til selskabet og historien.

Vi skal videre mod premieren i Tønder Kulturhus. Alle har rejst sig og er gået udenfor. Undtagen Jepsen, der ikke er til at hale fra bordet, fordi vi er nødt til at efterlade en hel stempelkande kaffe.

»Kom nu, Erling. Det handler ikke om dig det hele«, siger Henrik Ruben Genz.

»Men jeg kan da ikke gå fra al den kaffe«, protesterer forfatteren og rejser sig modvilligt.

Hvem betaler pølserne?
Det begyndte med en mail fra Erling Jepsen.

Som spurgte, om jeg ville med til forpremieren på filmatiseringen af hans roman ’Frygtelig lykkelig’ i Tønder.

En marsklandswestern om den unge politibetjent Robert, der efter nogle dunkle begivenheder i sit privatliv bliver forflyttet til landsbyen Skarrild i Sønderjylland, hvor han skal vikariere som landbetjent.

»Du kan jo interviewe de lokale efter forestillingen og spørge, hvad de synes om filmen og det billede, jeg tegner af dem og landsdelen«, skrev han.

»Jeg kender dem jo derovre. Jeg tror ikke, de vil møde filmen med larmende klapsalver, det findes ikke, de vil være ret tavse. Og tænke deres. Ja, jeg tænkte bare, at du måske kunne få noget sjovt ud af det«.

Derfor sidder vi en tidlig søndag morgen i en minibus på vej fra Nordisk Film i Valby til Tønder Kulturhus.

Henrik Ruben Genz er chauffør, producenten Thomas Gammeltoft med stort strithår og solbriller er co-driver, og længere tilbage på rækkerne sidder hovedskuespillerne Jakob Cedergren og Lene Maria Christensen samt instruktørens datter, Erling Jepsen og jeg.

I en følgebil har vi Thomas Gammeltofts assistent med filmen i bagagerummet.

Tønder Kommune har støttet ’Frygtelig lykkelig’ økonomisk og vil gerne have et arrangement, ligesom der var forud for premieren på filmatiseringen af en anden Jepsen-roman, ’Kunsten at græde i kor’.

Ifølge producenten Thomas Gammeltoft så kommunen helst, at det blev et eksklusivt arrangement for kommunalbestyrelsen og nogle lokale pinger. Men filmselskabet har insisteret på et større arrangement, hvor statister, familie og andre lokale også har adgang.

»Der kommer 480 mennesker. De vil gerne have, at vi kalder det gallapremiere. Men egentlig er det bare en forpremiere«, siger producenten oppe fra forsædet.

»De har nok været bekymrede for, hvor dyrt det ville blive med det sønderjyske pølsebord bagefter. Hvem betaler for det?«, spørger Jepsen.

»Det gør jeg. For de penge, Tønder Kommune har givet os i støtte til filmen«, forklarer Gammeltoft.

»Er pølsebordet fra Højer Pølser?«, vil Jepsen vide. For »det er altså godt«. Det er også i Højer, filmen er optaget. En landsby, hvor en stor del af befolkningen er på overførselsindkomster, og hvor under halvdelen af husene er beboet.

Både Genz og Jepsen er opvokset på Åvej i Gram, hvor børnene »skød hinanden i hovedet med salonrifler og haglbøsser, og hvor man kunne købe våben ude i skoven«. Og hvor Jepsens forældre havde en købmandsbutik, som genboerne Genz åbenbart ikke handlede nok i.

»Det ødelagde jo forretningen, da folk fik personbiler og tog til Tyskland i stedet for«, som Erling Jepsen siger.

Der skulle gå 25 år af de to barndomsvenners voksenliv, før Henrik Ruben Genz tog kontakt til Erling Jepsen.

For Jepsen, der har gjort det til en levevej at skrive om sin ubærlige barndom i Gram og blotlægge sin hjemstavns fortielser og løgne med en egen barok humor, har tilsyneladende også selv været en dominerende figur i en kreds af mindreårige, skrøbelige eksistenser.

»Erling gjorde mig fortræd som barn. Så jeg holdt mig bevidst på lang, lang afstand i 25 år. Jeg syntes, det var Erling, der måtte komme til mig. Og trygle mig om at filmatisere noget af det, han har skrevet. Og så ville jeg sidde der og vurdere det. Jeg havde læst nogle af hans teaterstykker. Men de var ikke rigtig egnede. Så skrev han en bog, der hed ’Ingen grund til overdramatisering’. Ideen var god nok, men det var ikke nogen særlig god bog. Så det var ikke nok til selv at opsøge ham«.

Men så skrev Jepsen sin gennembrudsroman ’Kunsten at græde i kor’, som foregik på instruktørens hjemegn. Og som var alt det, Genz gik og ledte efter.

»Den foregik på min fødeegn, og der var så meget film i den, at jeg måtte snakke med ham. Så jeg bed nakken over på min stolthed og kontaktede ham«.

»Måske skulle du lige fortælle, hvordan du tog kontakt til mig. Det gjorde du ikke selv, og det kan du godt indrømme. Du fik din producent til at ringe«, indskyder Erling Jepsen.

»Ja. Jeg bad hende lade være med at sige, hvem jeg var. Men Erling havde lige givet optionen til nogle andre. Og så var jeg nødt til at give mig til kende. For at kunne spørge, hvad han så var i gang med«.

Jepsen blev glad for at høre fra Genz. De aftalte at mødes på en café, hvor forfatteren ifølge Genz »havde alt muligt med, som vi skulle forholde os til først«.

»Jeg tror, du var bange for at møde mig. Altså for at samtalen skulle gå i stå, eller at det ville blive pinligt. Så du havde en hel masse gamle fotos og avisudklip med, som vi skulle igennem. Du sad og fortalte om indianerbyen Tonacatecutli i en halv time«.

Men Jepsen havde også en idé med til romanen ’Frygtelig lykkelig’ om en landbetjent, der kommer til Sønderjylland.

»Han var ikke gået i gang med bogen endnu, men historien tændte mig. Erling begyndte at skrive og sendte kapitlerne til mig efterhånden, og så uddrog jeg det, der var interessant for mig. Der er jo mange ting i sådan en bog, som man ikke kan bruge, og som fører i andre retninger. Bogens hovedtema er det bizarre forhold mellem landbetjenten og hans mor, mens jeg fokuserer på en københavner, der tager til Sønderjylland og konfronterer sig med en anden kultur«.

Errrrrrrling
Vi stopper ved et motorvejscafeteria for at købe kaffe og står lidt og ryger i solen.

»Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at det kiksede lidt dernede i eftermiddag, når du nu er med fra Politiken«, siger Henrik Ruben Genz. Uden at forklare sig yderligere.

»Jeg tror, man skal sige inden filmen, at der er pølsebord bagefter, så folk ikke går undervejs«, mener Jepsen.

Nogle dage forinden har han mailet mig manuskriptet til samtalebogen ’Alting begynder i Gram’, som Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz udgiver i forbindelse med filmens premiere. »Lovede dig vist samtalebogen, når den var klar. Det er den nu. Kommer i handelen fra den 17. oktober, der mangler vist kun billeder«, stod der i mailen.

Jeg kommer til at sige noget om, at jeg har læst den aftenen i forvejen.

»Hvad?«, siger Genz.

»Arj, Erling. Har du bare sendt hende manuskriptet? Det kan du altså ikke uden at spørge mig«.

»Du skulle fandeme have någen å æ dækkel«, vrisser han. Som på sønderjysk vist nok betyder, at Jepsen burde have nogen over nakken.

De diskuterer videre, mens vi stiger ind i minibussen igen. Bilen sætter i gang, og vi kører i stilhed et par minutter.

»Det er jo ikke redigeret, Erling«, råber Genz så oppe fra forsædet og kigger så længe i bakspejlet, at bilens bagende slår ud til den ene side.

»Det er jo ikke færdigt endnu«.

Erling Jepsen vender sig om i sædet og forklarer lavt, at »Henrik er meget nervøs«. Og er gået meget op i redigeringen af bogen.

»Men redaktøren er helt på min side. Henrik er jo bare med i bogen for at give mig lejlighed til at fortælle de historier fra Sønderjylland«.

Minibussen æder sig hen over Fyn og et godt stykke ned i Jylland.

»Vi skal lige inden om Aabenraa«, råber Genz og drejer af. Hans datter bliver sat af hos noget familie i byen, og en ny passager stiger på.

»Det er min ekskone. Den sjoveste af dem. Den klogeste er det helt sikkert ikke«, præsenterer Genz, da en duft af parfume og langt lyst hår stiger ind i kabinen.

Hvorefter halvdelen af selskabet slår over i sønderjysk.

Skuespillerne sidder og kigger ud på det grønne marskland, mens Jepsen diskuterer med instruktørens ekskone, om der egentlig var en massageklinik i Gram. Og fortæller, at han godt kan lide den måde, de siger Erling på i Finland. Fordi de ruller på r’et.

»Errrrrrrling«, siger han med løftet hage og halvt lukkede øjne.

Prøvelser og gevinster
Et par vindmøller står og drejer i landskabet på vej ind mod Tønder. Vi passerer firmaer som Texas Have, Tønder Farver og Jem & Fix. Og er så allerede på vej ud af Tønder igen. Minibussen ruller videre hen over det våde, inddæmmede land, og et skilt dukker op i landskabet: ’Højer Pølser, specialiteter fra den frodige marsk’.

»I Gram, hvor Henrik og jeg voksede op, troede man, børn tog skade af at få ros«, fortæller Erling Jepsen.

»I to er da tydelige eksempler på, at man tager skade af ikke at få ros«, konstaterer instruktørens ekskone, der hedder Helle.

Vi stopper et sted på det flade land og stirrer på naturen.

Instruktøren ærgrer sig over et eller andet med en ko, der alligevel ikke virkede i filmen. Så kører vi videre til Schackenborg Slotskro, der serverer skinke og poulard med hvedekerner.

Jepsen haler sit medbragte rugbrød op af tasken, spiser det meste af halvt stykke og spørger Genz, om han vil have resten. De har tilsyneladende noget med fødevarer, der ikke må gå til spilde. Eller også kan de bare rigtig godt lide rugbrød. I hvert fald tager Genz imod den halvtriste brødstump, som Jepsen rækker ham.

Så er det, vi kommer til at tale om, hvordan Erling Jepsen fik skræmt livet af Genz med historien om solen, da de var børn. I en grad, så det ifølge instruktøren invaliderede de næste tre år af hans liv.

For eksempel holdt han op med at gå i bad, fordi han var bange for at ende i en iskegle under bruseren, hvis solen gik ud.

»Du skal fortælle, at du fik fjernet din blindtarm, fordi du fik så ondt i maven af det«, indskyder Genz’ ekskone, Helle.

»Ja, jeg fik også fjernet min blindtarm, den fejlede ingenting«, siger han og hiver og flår i skjorten, indtil arret dukker op nede i højre hjørne af maven.

»Der!«, siger han triumferende.

»Han havde sådan en magt over os. Hvad Erling befalede, det gjorde vi. Allerede dengang var du sådan en igangsætter, Erling. Der var prøvelser og gevinster – altid en eller anden form for konkurrence, hvor man kunne vinde noget. Og mange af de der ting var i virkeligheden meget psykisk belastende«.

Først da Henrik Ruben Genz var 12 år, gik det op for ham, at han nok ikke ville fryse til is foreløbig.

»En af mine kammerater var faktisk ret klog. Og de havde pejs som de eneste i Gram. Da jeg var 12 år, var jeg ovre og se tipsfodbold hos ham en eftermiddag. Jeg var meget nedtrykt og fraværende og kunne slet ikke forstå, hvordan de andre kunne glæde sig over, at Leeds havde scoret, når solen kunne gå ud når som helst«.

»Så kom vi til at snakke om det, og jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne holde det ud længere. Han sagde, at det var rigtigt, at solen ville gå ud engang, men at det ville gå meget langsomt. Vi satte os og gloede ind i pejsen, og så kunne jeg jo godt se, at det tager ufatteligt lang tid, før ild går ud. Og sådan er det også med solen. Der vil gå millioner af år. Det var ligesom at knipse med fingrene. Pludselig kunne jeg se logikken. Og så begyndte jeg at spille fodbold igen«.

Han kigger advarende tværs over bordet, hvor Erling Jepsen sidder og lytter.

»Og nu må du ikke komme med en modsat teori, Erling. For så kommer det hele bare tilbage. Erling siger, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham, fordi jeg er blevet en følsom kunstner. Og at hvis alt det ikke var sket, da jeg var barn, så var jeg blevet tandlæge«.

»Har du nogensinde tænkt over, hvorfor jeg fortalte den historie, Henrik?«, spørger Jepsen.

»Nej, det havde jeg ikke overskud til at forestille mig«.

»Det var, fordi jeg selv var bange for, at solen gik ud. Jeg ville dele det med dig. Men du var ikke moden nok«.

»Jeg var nok blevet professionel fodboldspiller i Mönchengladbach, hvis ikke du havde fortalt det. Og det mener jeg, Erling«.

»Så havde du nok skullet tabe dig«, mener Jepsen.

Rå ringridderpølser
Uden for slotskroen står instruktørens ekskone Helle og ryger.

»Har du aldrig hørt om Henriks fobier?«, spørger hun og byder mig en cigaret.

»Jeg er sygeplejerske, og det er sådan, at man kan diagnosticere 11 forskellige fobier. Henrik har 17«, siger hun så, mens vi går over mod bussen.

Vi kører tilbage mod Tønder.

Forbi Jem & Fix, Tønder Farver og et skilt, der fortæller, at der er syv kilometer til Sæd Grænse.

Så svinger vi ind foran Tønder Kulturhus, hvor en af filmens statister, skuespilleren Thorkild Demuth står og venter, iført stort skæg og en T-shirt med teksten ’Enden er nær’.

Henrik Ruben Genz finder en parkeringsplads, trækker håndbremsen og slukker motoren.

»Det er også typisk Henrik at holde helt henne i et hjørne«, mumler hans ekskone på vej ud af bilen.

Der er tre kvarter, til filmen begynder, men en lang række biler er allerede rullet ind på parkeringspladsen.

Hudfarvede nylonstrømper, nystrøgne nederdele, pocketkameraer og nyskyllet hår trækker op mod indgangen. Skuespillerne og instruktøren går samme vej og bliver indhentet af statister, der hele eftermiddagen holder sig tæt til filmholdet fra København.

Også dem, der siden er blevet klippet ud af filmen.

Inden døre sidder instruktørens far med stort skæg og bøllehat.

»Han er engang blevet stævnet for at skyde fasaner, mens han kørte bil«, fortæller instruktørens ekskone.

Jepsen og Genz kender tilsyneladende de fleste.

Enten har de haft dem som svømmelærere i skolen eller kendt deres nabo. Og så er der familien.

Som nu forfatterens svigermor, der er kørt hele vejen fra Sønderborg med en pose rå ringridderpølser i premieregave til sin svigersøn.

»Du elsker dem jo«, som hun siger. Pølserne kommer ud at hænge i garderoben sammen med Jepsens overtøj.

De polstrede stole i salen fyldes med folk, inden borgmesteren går på scenen, rømmer sig og siger, at »det er spændende, det er fascinerende, og det er en stor ære at være med i dag«.

Så bliver lyset slukket, og marsklandet toner frem på lærredet.

»Herude gynger jorden, når man går på den. Det er, fordi grundvandet står så højt«, lyder Lars Brygmanns stemme hen over billederne. Eller som skuespilleren Lene Maria Christensen siger lidt senere i filmen: »Det hele er bare mudder og køer. Og gummistøvler«.

På en time og fyrre minutter opruller Henrik Ruben Genz historien om politimanden Robert (Jakob Cedergren) fra København, der deporteres til landsbyen Skarrild i Sønderjylland og har svært ved at forholde sig til den lokale mentalitet, hvor man hellere vil klare tingene selv end ringe til politiet i Tønder.

En verden af laminatmøbler og flossede tapeter, hvor problemer parkeres, og uønskede eksistenser bringes til tavshed i den lokale mose. Hvor alle dækker over hinanden eller i hvert fald lader som ingenting.

Også når landsbyens karismatiske og brutale lederskikkelse Jørgen (Kim Bodnia) nede fra maskinstationen banker sin kone Ingelise (Lene Maria Christensen), mens datteren Dorthe (Mathilde Maack) går tur med sin knirkende dukkevogn på de mørke veje om aftenen.

Og hvor den svedende doktor Zerlang (Lars Brygmann) udskriver buler af psykofarmaka til lokalbefolkningen og vist også ordinerer lidt af hvert til sig selv.

Landbetjenten kommer i vanskeligheder, da han indvilliger i at hjælpe den attråværdige Ingelise ud af hendes voldelige ægteskab.

Efterhånden hengiver han sig til de primitive og uskrevne regler, som gælder i det sumpede marskland.

Og ender med selv at skaffe sig af med et problem i mosen, som villigt stiller sig til rådighed med sit sugende ler, når noget eller nogen skal gemmes af vejen.

Filmen er ved at nærme sig sin slutning. Oppe på lærredet sidder Kim Bodnia i en lænestol, pustende, blødende og ydmyget som en tyr ved slutningen af en vellykket tyrefægtning.

Et par scener senere står Jens Jørn Spottag forklædt som politimesteren fra Tønder og vipper på fødderne på væg til væg-gulvtæppet, så blodet pibler op gennem kunststoffet.

Ved siden af mig begynder Jepsen også at røre på sig. Om lidt skal han ud og have sin opmærksomhed. Men han må vente lidt endnu.

For folk bliver pænt siddende og studerer rulleteksterne, før lyset bliver tændt og klapsalverne slår gennem salen.

»Tænk, at de ventede til efter rulleteksterne. Det er nok, fordi statisterne og de folk, der har hjulpet til, lige skulle se, om de blev nævnt«, mumler Jepsen, rejser sig og bliver mødt af et kor af »det var bare alle tiders« og »sikke en flot film«.

»Det er den mest hardcore western, jeg nogensinde har set«, siger en ung fyr med blazer og strithår.

»Hils på djævleøen, Erling«, vinker en herre på vej ud.

»Hvis du kommer derover. Du skal jo forbi mosen«.

Borgmesteren dukker også op med hænderne på ryggen og siger, at filmen var »særdeles god«.

Kun én kender hele sandheden
Udenfor står en kvinde med mørkt krøllet hår og ryger.

Det er Jepsens kusine Dorthe. Som har lagt barndom til filmen.

Det er hende, der i sin tid gik ude på landevejen i Jels om aftenen med sin dukkevogn, når hendes far bankede hendes mor.

»Den var jo virkelig god«, siger hun.

»Men det går godt nok gennem marv og ben på mig, når jeg hører den pibende dukkevogn«.

Landbetjenten Robert er Jepsens opfindelse. Men ellers er historien i store træk et rids af hendes egen opvækst i Jels.

»Den røde tråd er der«, som hun siger. »Men kun én kender hele sandheden. Og det er mig«.

»Når du bor i en landsby som Jels, er der noget, som jeg kalder nettet. Det kalder jeg det bare. Og når du er sluset ind i det, så kommer du ikke ud igen. Alle vidste, at min far bankede min mor. Men ingen sagde noget. Og hvis vores naboer begynder at slås, ringer jeg jo heller ikke til politiet«, fortæller Dorthe.

Dorthes mor tog meget medicin. For ligesom filmens doktor Zerlang var der også i Dorthes barndom en læge, der var rundhåndet med recepterne.

Hun var 15 år, da hun kom hjem fra skole og fandt sin mor liggende i en »mærkelig stilling«.

»Min mor døde af psykisk vold. Med bank. Ved begravelsen sagde folk, at jeg skulle passe godt på min far. Han holdt af dyr, men ikke af mennesker. Og jeg passede hus, have og telefon for ham, indtil jeg var 17. Så flyttede jeg hjemmefra«.

Dorthe har sin søn med til premieren. Og sin venindes datter.

»Jeg har været veninde med hendes mor i 43 år«, siger hun og nikker over mod den unge pige.

»Vi drak fløde sammen, når min far bankede min mor. Fløde er godt, når man har skreget. Så kradser det ikke så meget i stemmebåndene«, som hun siger.

At fætter Erling nu har flashet familiehemmelighederne, har hun det »ambivalent« med.

»Han åbner jo noget, som jeg har lagt låg på. Og når karaktererne hedder Dorthe, Ingelise og Jørgen, så ved folk jo ... men det sker mange steder. Vi ved jo, hvor mange voldsramte kvinder der er«.

Inden døre bliver pølsebordet lige så langsomt lænset. Statisterne holder stadig til i omegnen af instruktøren, forfatteren og skuespillerne.

Også den landmand, der brugte en dag på at spille lig i en sæk, fordi Kim Bodnia havde fri, og blev klippet ud i den endelige version.

Alligevel synes han, det var »en stor oplevelse«.

Der er flere, der har kigget langt efter deres egen indsats. Eksempelvis en smilende og rund gråhåret herre, der gerne lige vil høre, »hvor fa’en hans ko blev af«.

Lidt efter lidt tømmes Tønder Kulturhus.

Instruktøren, producenten og hans assistent skal videre og vise filmen på en filmfestival i Hamburg. Erling Jepsen skal sove hos sin søster.

Og resten af os kører gennem marsklandet mod København. Langt uden om mosen.

besøg læseklubbens blog