Nobelprisen i litteratur er verdens vigtigste pris til forfattere.

Punktum.

Få vil indvende noget mod den påstand.

Men er det også verdens vigtigste forfattere, der har fået prisen, som uddeles i dag kl. 13?

De fik aldrig prisen
Tag nu følgende eksklusive forfatterklub i tilfældig orden:

Joseph Conrad, James Joyce, Virginia Woolf, Lev Tolstoj, Marcel Proust, Astrid Lindgren, Vladimir Nabokov, Graham Greene, Max Frisch, Karen Blixen, Jorge Luis Borges.

Hvad har de til fælles? At de i hele verden er anerkendt som forfattere i AAA-klassen.

Og at de aldrig har fået Nobelprisen.

»Mærkelige valg«
Men hvad så med følgende lille klub: Vicente Alexandre, Odysseus Elytis, Karl Gjellerup, Salvatore Quasimodo, Yasunari Kawabata, Jaroslav Seifert, Pearl S. Buck?

Korrekt. De har alle fået Nobelprisen.

»Ja, man må da sige, at der er truffet nogle meget mærkelige valg i tidens løb, men Nobelkomiteen har mange fuldtræffere, også i de senere år. Da Günter Grass fik prisen, fik han flere læsere, også her i landet. Prisen betød også, at en forfatter som Jose Saramago med et slag fik et større publikum, det samme gjorde Orhan Pamuk, her var man ude i rette tid og gav prisen til en yngre forfatter. Men det er klart, at Nobelhistorien også rummer mærkværdigheder, som dengang man gav prisen til en forfatter som Pearl S. Buck«, siger Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.

»Vigtige fejltagelser«
Litterær agent Lars Ringhof mener, at man på ingen måde skal underkende vigtigheden af Nobelkomiteens fejltagelser gennem årene, når man skal se på, hvilken betydning prisen har fået.

»Det er en meget stor pris, som er enormt vigtig, fordi man her viser, at man anerkender stor litteratur og stor kunst, og det bliver også en stor pris på grund af alle dem, der ikke har fået den. Dermed bliver det jo også en historie om vindere og tabere, som medierne elsker at formidle«, siger Lars Ringhof.

Som han ser det, har Nobelprisen også fået sin store tyngde, fordi den uddeles i sammenhæng med de øvrige Nobelpriser i økonomi, medicin, fysik og kemi, som verden over nyder stor anerkendelse.

Og ligesom alle de øvrige priskomiteer har de et stort dilemma. De har en pris. En gang om året.

Hvis man vil have en fornemmelse af juryens dilemma, kan det lige nævnes, at verdens største bogmesse åbner i Frankfurt på onsdag i næste uge, og at der står 390.000 bogtitler fra 101 lande på hylderne i de ti haller.

Tidligt globalt
Ikke alle bøgerne er skønlitterære, bevares, men romaner og anden skønlitteratur tæller titusinder af titler, og et eller andet sted i et hjørne af en reol står hvert år bidraget fra årets nobelvinder.

»Det er klart, at Nobelkomiteen ikke skal have alt for mange forbiere, når de uddeler prisen, for så mister den sin betydning, men selv om der har været oplagte mangler, så har prisen haft stor betydning for litteraturen. Nobelprisen var jo global, længe før nogen af os andre var det, og de har været med til at kaste lys på verdenslitteraturen«, siger litteraturprofessor ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai.

Lars Ringhof synes, prisen er vigtig, fordi man ganske enkelt har været i stand til at vælge de rigtige forfattere.

»Det er også listen af prismodtagere, der gør prisen stærk. Det er et selskab, som de fleste forfattere synes, det vil være fint at komme ind i. Det er fuldstændig på samme måde, som når yngre forfattere vælger forlag. De vil meget gerne dele forlag med kendte, døde forfattere«, siger han.

Pris kan være tyngende
Sidste år gik prisen til den nu snart 89-årige Doris Lessing.

Det var der ikke mange, der indvendte noget imod. Jo, måske at prisen kom for sent, og den har da heller ikke åbnet mange døre for hendes bøger i Danmark.

Betydningen af prisen har været begrænset. Men ikke for hende selv.

Tidligere på året sagde Lessing, at prisen nærmest var det værste, der var overgået hende, for siden da har hun stort set ikke fået skrevet noget. Fra alle sider flår folk i hende og stjæler hendes opmærksomhed og koncentration.

»Sådan var det jo også for svenske Harry Martinson, som sagde, at prisen var ved at tage livet af ham. Prisen kan være meget tyngende for mange forfattere«, siger Anne-Marie Mai.

Favoritterne?
Spørgsmålet er så, hvem der skal have prisen i år.

På den aldeles uvidenskabelige liste fra bookmakerfirmaet Ladbrokes er italienske Claudio Magris, syriske Adonis, amerikanske Philip Roth, Joyce Carol Oates og Amos Oz fra Israel blandt favoritterne.

Lars Ringhof går stærkt ind for Philip Roth, men ligesom mange andre mener han ikke, det sker, fordi Nobelkomiteens faste sekretær Horace Engdahl i sidste uge udtalte sig ret nedladende om amerikansk litteratur.

Men kan det ikke blive Roth, ville han ønske, det kunne blive Bob Dylan.

Det er litteraturprofessor Anne-Marie Mai helt enig i.

»Hvis man vælger Bob Dylan, ville man vise, at den bedste litteratur også kan være folkeeje og tekster, man kan synge med på. Dylan har givet gennemslagskraft til virkelig gode litterære tekster, og med sådan et valg kunne man vise, at litteraturen ikke kun findes i små, fine bøger«, siger Anne-Marie Mai.

Inger Christensen?
Og dybt inde håber hun som mange andre på, at danske Inger Christensen bliver den første skandinaviske prismodtager siden Harry Martinson i 1974.

Selv om Det Svenske Akademi ofte står for skud for deres valg af prismodtagere, så er alle enige om én ting:

Man er i stand til at skabe så stor opmærksomhed om litteraturprisen, at det er til gavn for litteraturen.

»Det kan godt være, man i Nobelkomiteen er gammeldags, og at jurymedlemmerne er gamle, men de sørger ikke desto mindre for, at hele verden kigger med direkte, når de store fløjdøre går op i dag kl. 13«, siger Johannes Riis.

Vinderne i dette årtusinde:

• 2007 Doris Lessing, Storbritannien (f. 1919)
• 2006 Orhan Pamuk, Tyrkiet (f. 1952)
• 2005 Harold Pinter, Storbritannien (f. 1930)
• 2004 Elfriede Jelinek, Østrig (f. 1946)
• 2003 John Maxwell Coetzee, Sydafrika, bosat i Australien (f. 1940)
• 2002 Imre Kertész, Ungarn (f. 1929)
• 2001 V.S. Naipaul, Storbritannien (f. på Tinidad 1932)
• 2000 Gao Xingjian, Kina, bosat i Frankrig (f. 1940)