Nobelfondens statutter forbyder afsløring af oplysninger om nomineringerne, hvad enten det er offentligt eller privat, indtil der er gået 50 år.

Forbuddet angår de nominerede og nominatorerne såvel som de undersøgelser og meninger, der ligger bag pristildelingen«.

Må ikke nominere sig selv
Det er forbudt at nominere sig selv til nobelprisen, og det er ærgerligt for Raymond V. Damadian. Den amerikanske forsker blev så rasende over at være forbigået til nobelprisen i medicin i 2003, at han indledte et veritabelt felttog mod den svenske priskomité for at få den til at omgøre sin beslutning.

Damadian var en fremragende videnskabsmand, og hans ekspertise i MR-skanning blev sandsynligvis kun overgået af de to, der rent faktisk fik Nobelprisen det år, nemlig amerikaneren Paul C. Lauterbur og briten Peter Mansfield. Men selv om Damadian fik støtte fra flere forskerkolleger i sin protest, hjalp det ikke en tøddel. En nobelpris omstødes ikke.

Havde Raymond V. Damadian kunnet stemme på sig selv, havde han formentlig gjort det. Overbevist som han var om egne fortræffeligheder. Men nobelstatutterne gør den slags fuldstændig umuligt.

Lige så umuligt, som at ganske almindelige mennesker skulle have mulighed for at give deres besyv med. Processen omkring nobeltildelingerne er langt mere sofistikeret, elitær, besværlig – og hemmelig.

Lang proces
Det er til enhver tid nobelkomiteerne i Stockholm, der har det sidste ord, når årets prisvindere skal findes – Det Kongelige Svenske Videnskabernes Akademi tager sig af uddelingen af priserne i fysik og kemi, og Karolinska Institutet varetager tildelingen af medicinprisen.

Og komiteernes medlemmer famler ikke i blinde. Når årets vindere præsenteres i oktober – som det netop er sket i de tre foregående dage – er det afslutningen på en lang proces, der indledes med udsendelse af forslagsskemaer i september året før.

Kloge hoveder over hele verden inddrages i beslutningerne, og ifølge nobelstatutterne har forskere på professorniveau fra universiteter og højere læreanstalter i Sverige, Finland, Island, Norge og Danmark en særlig ret til at blive hørt ved uddelingerne af nobelpriserne i medicin, fysik og kemi.

Ret til at indstille
Professor Hans Hultborn fra det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er en af de lærde, der har indstillingsret til nobelprisen. Og han gør brug af denne ret i praksis.

»Jeg vil tro, at jeg har deltaget i indstillingerne til nobelprisen i medicin en fem-seks gange. Nogle gange har jeg selv peget på en mulig kandidat, andre gange har jeg skrevet mig på et forslag, som kolleger er kommet med. Men det er ikke altid, jeg skriver under. Nogle gange foreslås to eller måske tre kandidater til prisen, og hvis jeg så kun kan gå ind for den ene af dem, skriver jeg ikke under«.

Hvert år får Hultborn og andre forskere på lignende niveau en skrivelse fra Nobelkomiteen med påmindelse om deadline for kandidater. Oftest sendes indstillingerne direkte til Stockholm, så forskerne ved ikke, hvad de andre vil foreslå.

»Jeg ved ikke, hvor mange der som jeg gør brug af deres indstillingsret. Men der er andre end mig, der tager det alvorligt. En anden ting er så, hvor stor betydning vores mening har. De får jo mange forskellige forslag fra hele verden«, siger Hans Hultborn.

Historisk indblik
Hvem han selv har nomineret gennem årene, vil Hultborn naturligvis ikke fortælle. Men han vil godt røbe, at det enkelte gange har været hans kandidat, der blev den udvalgte prisvinder. Hvem Hans Hultborn har foreslået, eller om han overhovedet har nomineret nogen i år, vil forblive en hemmelighed de næste 50 år. Det fordrer nobelstatutterne.

Man skal derfor længere tilbage i tiden for at få et indblik i det spil og det persongalleri, der hvert år omgærder tildelingen af Nobelprisen. Eksempelvis helt tilbage til 1903, da Nobelprisen kun havde eksisteret i to år. Det år gik nobelprisen i medicin til den færøskfødte dansker Niels Finsen, der fik både medalje og 141.000 kr. for sin opdagelse af kulbuelysets evne til at helbrede hudtuberkulose.

Delte meninger om Finsen
Forud for tildelingen havde Nobelkomiteen ifølge lægen og forskeren Jørgen Lyngbye orienteret sig om holdningen på det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet. Her viste det sig, at der var delte meninger om Finsens forskning.

Blandt dem, der anbefalede Niels Finsen til prisen, var hans tidligere chef på Chirurgisk Akademi, Johan Henrik Chievitz, og hans laboratorieforstander, nordmanden Sigvald Schmidt-Nielsen.

Fysiologen Christian Bohr og bakteriologen Carl Julius Salomonsen gik imod Finsens kandidatur. De mente, at Niels Finsens indsats i for beskeden målestok »repræsenter teoretisk, akademisk Videnskab«.

Fortjente han Nobelprisen?
Men Niels Finsen fik altså sin nobelpris og blev et stort navn i dansk videnskab. Men var det fortjent ?

»Det kan altid diskuteres, om en nobelpris er fortjent«, siger Hans Hultborn.

»I begyndelsen var tildelingerne noget præget af det skandinaviske, og der var vel både nogle store og nogle små nobelpriser. Men sådan har det altid været«.

»Da de to australiere sidste år fik prisen for opdagelsen af, at mavesår er en infektionssygdom, var det en helt ny og skelsættende opdagelse, der virkelig flyttede på noget. Og det bør det også være for at udløse en nobelpris«.

»Omvendt har det været diskuteret, om opdagelsen af prioner som en mulig årsag til bl.a. kogalskab skulle have givet en nobelpris, når sammenhængen efter nogles mening ikke var helt klarlagt«, siger Hans Hultborn.

Små og store priser
Nogle kandidater forekommer Hans Hultborn at have været ret oplagte, mens andre, der fik prisen, har været mindre indlysende. Derfor tales der blandt forskere og videnskabsmænd om små og store nobelpriser.

»På mit eget felt var der for nogle år siden en amerikaner, som mange af hans kolleger mente absolut ikke skulle have haft den. Men det er ofte en svær afgørelse. Og så er der jo lige det med, hvor meget ens mening egentlig tæller, når det angår så stor en pris som nobelprisen«.

»En anden fornem nordisk pris, Anders Jahre-prisen, som udløser en million kroner, har vi danske forskere således meget mere mulighed for at få indflydelse på«.

»Her betyder vores mening virkelig noget. Men det er selvfølgelig heller ikke en hæderspris på helt samme niveau som Nobelprisen. Selve processen bag tildelingen af en Nobelpris er imidlertid lærerig, og det giver da erfaringer, jeg også kan finde på at bruge i mine forelæsninger«, siger Hans Hultborn.

Otte priser til København
Otte gange har Københavns Universitet scoret en vaskeægte nobelpris. Fem gange i medicin og tre gange i fysik.

Mest berømte prismodtager er Niels Bohr, der fik Nobelprisen i fysik 1922. Der er siden rejst tvivl om Nobels medicinpris for året 1926 til en af den tids største danske kræftforskere, Johannes Fibiger.

Fortjent eller ufortjent. Bedømmelsen af hans forskning baserede sig på, hvad man på den tid vidste, og sådan vil det altid være – med mindre man venter i rigtigt mange år med at hædre forskerne.

Det er imidlertid værd at bemærke, at Johannes Fibiger i årene 1922-1927 faktisk blev nomineret 16 gange, og da han endelig fik prisen, skete det med indstilling af det hidtil største antal forslagsstillere.

Forbløffende
På den konto kan det virke forbløffende, at Banting og Macleod, de to briter, der stod bag opdagelsen af insulinet og dermed en af de formentlig mest epokegørende medicinske opdagelser i århundredet, fik Nobelprisen i 1923 på basis af blot tre nomineringer.