Ny dvd fra ørkensønnerne

Det foreløbig seneste show med Ørkenens Sønner hedder ’En sang fra de varme lande’.

Det havde premiere i 2007 og blev den hidtil største succes for kvartetten. ’En sang fra de varme lande’ blev nærmest overvældet med stjerner og understregede, at Ørkenens Sønner er blevet en institution i dansk showbiz.

Efter premiereforløbet rullede turnéen videre igennem det danske land i provinsbyernes sportshaller og kongrescentre. Et af de mange shows fandt sted i Falconer Salen i august i fjor. Det er dette show, der i denne uge er blevet udsendt på dvd.

Foto: Martin Bubandt

Foto: Martin Bubandt

Foto: Martin Bubandt

Telefonen ringer.

Ja, ja, ja, nu kommer jeg! Ned i cykelkælderen. Op på gedebukken. Kalorius skramler imellem mine ben. Den trænger nok til lidt smørelse.

Jeg lirker hjelmen på hovedet. Bare jeg ikke kommer for sent. Eller for tidligt. Hvilket selvfølgelig er bedre end slet ikke at komme.

Selv om man så tidligt om morgenen mest af alt har lyst til at stikke hovedet i busken. »Det sagde hun også i går!«, fniser en indre stemme. Hvor pokker kom den fra?

Pludselig cykler man af sted, og stemmen i hovedet antyder, at man igen har skrammede knæ, grønt snot hængende fra næsen og en forbuden fascination af Toves brune, uldne strømpebukser.

Eller sagt på en anden måde:

Man bliver lidt mærkelig i kalotten af at tilbringe en aften i selskab med Ørkenens Sønners show ’En sang fra de varme lande’, der netop er udsendt på dvd.

En fræk knægt
Man bliver ligesom barn igen.

Eller måske rettere en fræk lille knægt, der næsten uden at vide, hvad ordene betyder, ikke kan sige »så sku’ da osse« uden at skulle tilføje »fisse, kusse, nosse«.

Jeg er gledet ind i en verden, hvor selv det mest uskyldige får en fnisende dobbeltbetydning.

Det er en ganske almindelig våd morgen (den er slimet, den er slasket, den er ikke blevet vasket) i København, og jeg er på vej til et rendezvous med komediebranchens mest berygtede morgenmænd: d’herrer Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Asger Reher.

Her opremset efter længde på skaftet, som det sig hør og bør for rigtige mænd.

Men selvfølgelig kan det snyde.

De længste er ikke nødvendigvis de kraftigste. Ville Asger Reher sikkert hævde. Det er ham, der i ’En sang fra de varme lande’ bl.a. i et stift stykke af en ’Casablanca’-parodi spiller Ingrid Dværgmand.

Ørkensønner uden fez
Rammerne i det noble gamle Hotel Plazas bibliotek med de mørke træpaneler og art deco-ovenlys ville have passet udmærket til de oprindelige ørkensønner – Gøg og Gokke til kongres med fez i logen ’Sons of the Desert’ i 1933.

Men i dag har samtlige Ørkenens Sønner lagt fezen til side.

Ali Bubbas Barkhar, Khamel Ull Zuut, Omar Papa og Yasirfir Dosirfem er parkeret i garderoben.

I dag skal vi prøve at tage det en smule alvorligt, så ud med Gøgen og væk med Gokke.

Og måske endda få svaret på, hvorfor det er så evigt morsomt med firestemmige harmonier bygget op over sømandssjofle brandere om de køns- og forplantningsorganer, vi jo sådan set alle sammen går rundt og dingler med under tøjet.

»Hvis man skal angribe det rigtig kedeligt, så er det vel, fordi det er omgærdet med så meget hemmelighedskræmmeri og tabu«, siger Søren Pilmark.

»Det seksuelle har jo igennem tiderne været holdt nede. Vi accepterer det, fordi arten skal bestå. Det er vel det sammenstød mellem det hemmelige og det velkendte, der gør det. Man griner, fordi sidemanden også godt ved, hvad vi alle sammen går rundt og gemmer på«.

»Hvis ikke det havde været et tabu, havde vi gået rundt nøgne«, siger den kongelige skuespiller Asger Reher.

»Vi må helst ikke vise noget frem. Vi synes åbenbart ikke, det er pænt. Prut er også sjovt«, tilføjer han.

Der er ham, der i en spektakulær sketch går rundt i fint tøj og med blottet bar numse, fordi han skal demonstrere, hvordan man efter at have spist majskorn kan lave popcorn på pruttemetoden.

Sjovt at holde på formerne
»Vi er jo faktisk blevet overhalet helt vildt indenom af stand-uppere og den slags«, konstaterer gruppens primære tekstforfatter – og øverste logebror – Niels Olsen.

»De går langt længere, end vi gør. Men når det velklædte og korrekte univers støder sammen med det frække i vores koncept, så sker der noget særligt. Der skal ikke så meget til. Folk siger: »Ih, hvor er I sjofle!«. Men det synes jeg faktisk ikke, vi er«, griner han.

»Det er sjovt i konteksten«, uddyber Søren Pilmark, der hurtigt skiller sig ud som kvartettens teoretiker, hvad enten det gælder samfundsetik eller præmature ejakulationsmønstre i det postmoderne.

»Det er sjovt, at vi fremstiller fire gutter, som prøver at holde på formerne«.

Hvilke former, er det lige ved at ryge ud af munden på mig, men heldigvis når jeg at komme i tanke om, hvem der er professionel komiker, og hvem der bare er en bladsmører med lange kedelige ’artikler’.

Ørkenens Sønner er skønsang og sjoferter.

Ved at synge uhyre professionelt firestemmigt kor og trippe rundt i laksko kommer tissemænd og tissekoner i så fint et selskab, at filmen knækker, og publikum knækker sammen af grin.

»Det er den kunstneriske iscenesættelse, der gør branderen mulig. Det har vi snakket om i hele vores levetid. Vi må holde fast i logen. Uden rammen og mimikken falder det hele fra hinanden«, konstaterer logen ydmygt.

Kunsten at forfine det sjofle
Da Monty Python i sin tid sang »Every sperm is sacred«, og Dirch Passer brølede »Ja, ja, så er vi dernede igeeeeen«, var der rent faktisk stadig stærke seksuelle tabuer i samfundet. Undrer det jer ikke, at I så uanfægtet har kunnet klø på, på trods af seksuel frigørelse? Alle kropsåbninger er blevet endevendt, og alligevel tager I kegler?

»Der kom ikke ret mange og så os, da vi startede i begyndelsen af 1990’erne. Der er kommet flere og flere. Vi har lavet en produktudvikling. Vi har forfinet det sjofle. Vi er blevet bedre og dygtigere i vores roller både samlet og indbyrdes«, siger Asger Reher, og at dømme efter de fuldstændig overstrømmende anmeldelser af ’En sang fra de varme lande’ har han ret.

»Men samfundsmæssigt er det slående, at vi ikke er kommet videre«, kommer det hurtigt fra Fezzor Pilmark.

»Jeg tror, man skal betragte det lidt som børneopdragelse. Tabuer bliver brudt, men samtidig skal vi alle sammen igennem det samme. Alle unge i puberteten skal tænke: »Gud, er det mon kun mig, der har det sådan med disse fornemmelse, lyster og tanker?«. Det er en fase, vi alle sammen skal igennem. Og derfor bliver det ved med at være sjovt!«.

»Det er lidt ligesom at være skidefuld«, kommer det tankefuldt fra Henrik Koefoed.

»Hvor mange gange har man ikke vågnet op og sværget, at man gør det aldrig mere?«. Han sukker. De andre ser på ham. Hvad havde det nu lige med sexlivet at gøre?!

Vores samfund er i øjeblikket en sjov blanding af fortsat seksuel frigørelse og en ny puritanisme. Har den dobbelthed givet jer et nyt spillerum?

»Nu er der både børn og ældre inde at se det. Da vi startede, smækkede folk med dørene. I 1994 på Bellevue sagde dørene slam! Det var der en vis tilfredsstillelse i. Men nu ved folk, hvad de går ind til. Det er på en måde dejligt for os, at vi kan gøre, som vi plejer. Nogle gange ser vi på hinanden og siger: »Nej, nu får vi tæsk! Det kan ikke blive ved med at gå. Det er jo det samme«. Det er det på en måde også, men det er samtidig en raffinering«.

Hvad er sjovt?
Hvordan finder man ud af, om en vittighed er sjov?

Det er meget enkelt.

Det er næsten altid kun de vittigheder og indfald, som alle fire griner ad, der kommer med. Griner alle Ørkenens Sønner, så griner deres publikum også.

Om ikke andet, så fordi de synes, de skal, når nu de pæne herrer med de beskidte tanker oppe på scenen har det så sjovt og gør sig så megen umage.

»Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er numre, hvor man tror, man er sjov, men hvor man bagefter kan høre en symaskine falde til jorden«, indrømmer Søren Pilmark.

»Det handler om timing og opbygning. Nogle gange skal der bare byttes om på to numre i forløbet, for at de virker«.

Et sikkert hit er, når komikeren ikke selv kan holde masken.

Så må det godt nok være sjovt!

Også i ’En sang fra de varme lande’ oplever man disse dyrebare øjeblikke, hvor professionalismens maske må krakelere og overgive sig til den dårlige vittighed. Ikke sandt?

De fire ørkensønner ser på hinanden. Alle loger har deres små hemmeligheder.

»Selvfølgelig giver det pote«, indrømmer Henrik Koefoed.

»Ja, hvis det er ærligt«, tilføjer Pilmark alvorligt.

»Og det er det jo ... aldrig!«.

Ørkensønnerne bryder ud i skoggerlatter.

»Vi arbejder som piskede svin for at lave noget sjovt, og det skal gerne være så godt, at folk siger: »Ahh, I improviserer meget, hva’?«. Overhovedet ikke! Det er meget sjældnere, end folk tror, at vi improviserer. Vi gør os sådan en umage med at få det til at sidde præcis, som det skal. Så sku’ da fanden lave det om! Jeg synes, inspirationen ligger i at holde det fuldstændig stramt«, siger Pilmark og ser på de andre. Ikke sandt?

»Men når man nu har spillet gang nummer 175, skal der måske lige et krydderi til?«, spørger Henrik Koefoed.

»Så kan man godt lige sige et andet ord end det sædvanlige for lige at vække hinanden«.

»Men folk elsker jo at tro, at de har været inde at se noget helt specielt. »Halløj, de kom til at grine rigtigt på scenen!««.

Har I det lige så sjovt, som det ser ud til?

»Ja, vi har det sjovt. Det er den vigtigste grund til, at vi gør det. Vi har det rigtig, rigtig sjovt. Det er derfor, vi orker at gøre det i så lang tid«.

Til drengebøgernes sorte Afrika
De noble herrer på scenen er jo i virkeligheden små drenge i korte bukser, der går og råber »Tissemand!« til hinanden. Er det en anledning til at komme i kontakt med sine egne rødder?

»Det er en kompensation for fodbold, bowling, billard eller noget af alt det andet, man kunne have gået til. Vi er nogle drenge, der har en umiddelbar forståelse for hinandens problemstillinger. Der er heldigvis en forskel på, hvad kvinder og mænd griner ad«.

Og på samme måde, forklarer Niels Olsen, er de visuelle rammer, Søren Pilmark skaber, altid med udgangspunkt i et drengebogsunivers.

Noget med søens folk og sørøvere, Vestens skrappe drenge eller storvildtjægere og vilde dyr i junglen.

En nostalgisk fremstilling af drengedrømme og todimensionelle teaterkulisser fremtryllet af Pilmarks nostalgiske klæbehjerne, der aldrig har svært ved at finde den helt rigtige stak gamle Illustrerede Klassikere stablet pænt et sted i skuespillerens ’klæbehjem’.

»Det er med at forstærke den fornemmelse af uskyld, som hviler over hele projektet«, forklarer han om showet, hvor temaet er Afrika, og man på rollelisten foruden en gorilla bl.a. finder Karen Blixen, Tarzan og Rick fra Rick’s Café i ’Casablanca’.

Er det derfor, man overhovedet kan give sig i kast med et Afrika-tema, der handler om sorte mænds lange tissemænd, uden at det politiske korrektheds-politi kommer efter jer?

»Det har vi snakket meget om. Vi berører ikke nogen af de problemer, der plager Afrika. Det er for alvorligt til at lave sjov med. Vi holder det på ’hvid mand udforsker eksotisk land’-niveauet. Emnet er jungleromantik. Det hele er historisk trukket tilbage til dengang, verden var politisk ukorrekt«.

I stopper ved Stanley og Karen Blixen?

»Vi beskæftiger os hverken med Mugabe eller Pik Botha (tidl. sydafrikansk ministerpræsident fra apartheidtiden. red.). Selv om han har et dejligt navn«, siger Henrik Koefoed og serverer engleblidt bolden for Niels Olsen, der prompte klapper til den:

»Ja, vi har haft Pik fremme mange gange«.

Måden man spiller og synger på
Men det er ikke så meget det, at man spiller, som det er måden, man spiller på, der er det afgørende.

Eller som Henrik Koefoed gør opmærksom på, så er kvartettens vokale harmonier en helt central del af morskaben.

Når man kun har fire ’nøgne’ mandestemmer og Ole Ousens guitar til at håndtere en sportshal med flere tusind mennesker, stilles der store krav til kvalitet og præcision.

»Der bliver ikke lagt så meget mærke til, at vi faktisk synger skidegodt. Og det gør vi efterhånden. Vi bruger meget tid på det og tager det meget mere alvorligt, end vi gjorde før«.

»Det er det, der gør, at det hele kan lade sig gøre«, tilføjer Niels Olsen.

»Sangene skal bare sidde lige i skabet. Der må ikke kunne sættes en finger på noget. Man skal blive forført af velklangen og musikken på den ene side og på den anden side blive kildet af teksterne«, siger han om den hårfine balance mellem den grovkornede vittighed og den finpudsede laksko, der er en kadence perfektioneret igennem 16 år og er så essentiel en del af forklaringen på succeshistorien om Ørkenens Sønner.

»Det er lavt på et meget højt niveau«, griner han.

Eller som kvartettens Fezzor-type udtrykker det, så er forholdet mellem harmonierne og grisebasserne »kontrapunktiske«.

Er selve den basale glæde ved at synge en stor del af motivationen?

»80 procent af prøvetiden består i at øve sange, og vi har efterhånden fundet cremen af cremen af folk til at lave arrangementer til os. Folk som Peder Kragerup, Niels Jørgen Steen, Morten Wedendahl. De kender os og ved lige nøjagtig, hvilke lejer vi kan synge i, og hvor svært de kan gøre det. Og det gør de så også! Det er en sjov udfordring«.

Enden er nær ...
»Musikken er det fundament, vi står på. Hvis alt andet svigter, så får folk i hvert fald 15-20 sange, der sidder lige i skabet. For os er det en enorm platform«.

Kort pause. Så kommer den:

»Plat. Form. He-he ...«.

Hvor længe kan I blive ved?

»Indtil en af os ikke synes, det er sjovt mere«, siger Asger Reher, der aftenen før kunne opleve, at fine anmeldelser af premiereforestillingen ’Mirakel’ ikke er nok til at fylde et kongeligt skuespilhus med »almindeligt teater«.

»Så længe vi synes, det er sjovt, og publikum synes, det er sjovt, så bliver vi ved«, siger Asger Reher. Alias Ali Bubbas Barkhar, men måske bedre kendt som »ham den sjove med røven«.

Men hver gang tager de en solid pause.

Der må ikke gå ikke fabrik i den. De passer deres sager som ’seriøse’ skuespillere.

Indtil den usynlige fez begynder at klø, og trangen til at fyre en frækkert af melder sig igen. Så bliver der indkaldt til møde i logen Ørkenens Sønner.

Mine herrer, dagsordenen er helt enkel.

Eneste punkt er, hvorvidt vi skal tage en tur i mere i logemanegen.

Foreløbig har svaret været ja. Endnu er der ikke indkaldt til nyt møde.

Men med den vind, ørkensønnerne efterhånden har i ryggen, ville det være meget mærkeligt, hvis ikke det allerede småbobler under Khamel Ull Zuuts fez med små nye grisebasser i laksko.