Billedet på pladeomslaget forestiller en lille gut med klapbukser og dansk sommerhår, som står i strandkanten og spiller guitar på en badmintonketsjer.

Drengen med de fikse fingre og det vagtsomme blik vokser op og bliver til en af Danmarks dygtigste rockguitarister og sangskrivere.

Over for navnet Tim Christensen står titlen på hans første album i fem år. Det hedder ’Superior’.

»Topprætentiøst og meget jante-indbydende«, indrømmer Tim Christensen.

Han har antydningen af et skævt smil i det trimmede skæg, da vi sætter os til rette med kaffen på en café på Vesterbro ikke langt fra studiet, hvor han så tit har slidt og slæbt i dagevis med at få en guitarsolo til at sidde helt rigtigt.

Øm ironi
Den erklæret perfektionistiske sanger, sangskriver og guitarist er ganske rigtigt de fleste overlegen i sine foretrukne discipliner.

Men sat sammen med billedet af den lille dreng med guitardrømmen, antager titlen ’Superior’ en tone af øm snarere end tyk ironi.

»Jeg ved godt, det kan virke vanvittig privat med sådan et billede. Men jeg er jo sådan set også vanvittig privat i det, jeg synger om. Jeg er meget selvudleverende og har absolut slet ikke noget problem med at være det«, siger han med et skuldertræk om et album, hvor melodiernes gyldne snit og teksternes følelsesmæssige knaster skal finde deres egen balance.

Samtidig er der en helt anden grund, til at Tim Christensen har valgt et billede knipset af hans far for mange år siden.

I den lange pause mellem ’Honeyburst’ og ’Superior’ døde Tim Christensens mor efter et langt og plagsomt forløb af kræft.

En af måderne at komme igennem det på var for Tim Christensen at lave et digitalt lysbilledshow af gamle familiebilleder fra før forældrenes skilsmisse.

Som moderen kunne ligge og se på, da hun ikke længere kunne så forfærdeligt meget andet.

En selverklæret perfektionist
’Honeyburst’ understregede den tidligere Dizzy Mizz Lizzy-frontmands tidløse og langtidsholdbare kvaliteter som solist.

Han fik hul igennem i flere udlande, den storsælgende Celine Dion indspillede hans ’Right Next To The Right One’, og så turnerede han to år i kølvandet på ’Honeyburst’.

Så selv om han er selverklæret perfektionist, har han altså ikke været fem år om at lave ’Superior’, understreger han med et skævt smil. Snarere fem måneder målt i effektiv spilletid.

Han kender udmærket sit rygte som musikeren, der aldrig kan få det perfekte perfekt nok. Det er på en måde det, ’Superior’ er kommet til at handle om for ham.

»En simpel drift«
Hvordan undslipper man den umættelige perfektionisme i detaljen uden at slippe den umulige drøm om at lave den perfekte sang?

En af de sange, der konstant summer som bier om hans guitarakkorders honningudbrud.

»Jeg spiller guitar hver dag. Det er ikke altid, der kommer noget ud af det. Det er en simpel drift. Der skal spises aftensmad, og der skal spilles på en guitar. Sådan er det bare«.

Er guitaren en livsledsager, der er mere selvfølgelig end andre slags livsledsagere?

»Ja. Jeg kan jo ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke har spillet guitar. Siden jeg var 6-7 år gammel, har jeg spillet guitar på et meget lidenskabeligt niveau, og jeg har aldrig været træt af det«, erklærer Tim Christensen.

Han fik for få dage siden et mindre chok, da det gik op for ham, at han ikke havde spillet guitar i flere dage.

Det skyldtes dog, at han havde haft slemt ondt i halsen, og det at synge og spille guitar er uadskillelige aktiviteter.

»Jeg fanger tit mig selv i at flygte fra stilheden. Man er bange for, at stilheden skal lamme én med ting, man ikke har lyst til at tænke på. Så camouflerer man stilheden med mange ting. At dope sig med internettet, bruge alt for meget tid på Facebook og alle mulige overfladiske sager er en fælde, jeg selv er ret god til at falde i! Når jeg sidder med en guitar, så er der ironisk nok lyd, men der er samtidig stille. Det er en slags fordybelse, hvor jeg tillader stilheden at fortælle mig, hvad det er, den vil sige«.

At dykke ned i en følelse
Han opdagede tidligt, at han igennem sin guitar fandt en kanal, hvor han kunne finde udtryk for ting i ham, der ellers henlå i mørke og tavshed.

Guitaren blev et hellested, men det var mere end det.

Det var en aktivitet, hvor det ikke gav nogen mening at forhaste sig.

Så Tim Christensen tager sig sin tid, når han laver musik.

Det tager tid at lave tidløs musik. Ingen af delene er udpræget en del af tidsånden.

Føler han sig nogle gange som en ’Man Out of Time’?

Peger bagud
»På en måde gør jeg det nok lidt«, indrømmer han.

»Jeg hører en del radio for at følge med i, hvad der sker. Men den musik, jeg tænder på, er jo den håndspillede, og det er svært at komme et helt anderledes sted hen med håndholdte instrumenter. De lyder jo, som de gør! Selv om min musik nok peger mere bagud end fremad i kraft af mine referencer, er jeg er glad, hvis min musik fremstår som tidløs snarere end som retrorock. Jeg føler, at ’Superior’ er pladen, hvor jeg mere end nogensinde har lyttet til mig selv og gjort mig klart, hvad jeg er god til og ikke er god til«.

Hvad er du god til, og hvad er du ikke god til?

»Jeg synes, jeg er god til at dykke ned i en følelse. Gerne en melankolsk følelse. En der gør ondt, men gør godt. Muligvis fordi jeg er skilsmissebarn og har oplevet et svigt i barndommen. Noget, som jeg ikke har fået håndteret dengang og nu er en følelse, der lever i mit system. Når jeg som voksen indgår i et forhold, så er der nogle helt gamle følelser, der kommer op til overfladen. De samme følelser kan komme, når jeg sidder og spiller guitar. Nogle gange kommer der nogle melodilinjer, der bare matcher denne melankolske følelse. Det er jo ret utroligt, at man på den måde kan formidle en følelse på et ordløst sprog«.

Håndværkerne i hovedet
Succes kan give mange slags tømmermænd.

For Tim Christensen har det været en udfordring at lære at lukke ørerne for »håndværkerne derude, der synes, det bliver for klynkeagtigt«.

Tim Christensen har vundet et stort nyt publikum med sine følsomme, klassiske ballader, men de glider ikke ubesværet ned hos de mange raske unge og gamle drenge, der hellere drømmer om en gendannelse af hans gamle rockband Dizzy Mizz Lizzy.

Men bliver Dizzy Mizz Lizzy nogensinde gendannet, så bliver det udelukkende for at tage en tur ned ad fortidens gule murstensvej.

Der vil aldrig kunne blive tale om at lave nye plader med ny musik, sværger Tim Christensen med en fyndighed, så man næsten kan høre ham tilføje både ama’r og halshug.

Foto:  Jan Grarup

Præstationsangst
Men at lære sig selv ikke at lytte efter ’håndværkerne’ eller forventningspresset efter ’Honeyburst’ har været en svær læreproces. De små fyre har stået på skulderen og hvisket i øret, og de har været svære at få verfet væk.

»Jeg var jo kun 18 år, da jeg fik mit karrieregennembrud, så jeg er vokset op med, at alle folk står og kigger helt ind i mit hoved«.

Du synger ’it’s ok to be afraid’. Handler det om at få modet til at indrømme, der er ting, man er bange for?

»Der er noget stærkt over at turde indrømme, man er bange. Også selvom der måske umiddelbart ikke er nogen grund til at være bange. Er man bange, er der en grund. Også selv om den kun findes inde i ens eget hoved. Jeg har ikke haft skriveblokade, men jeg har haft præstationsangst«, siger han indirekte om ’Superior’s lange tilblivelsesproces.

Et sted kredser vi om det paradoks, at perfekt rimer på defekt.

Du synger ’Perfectionist/I’m a bit of a perfectionist’. Når man er perfektionist, er det så, fordi man er bange for at give andre grund til at svigte én?

»Lige præcis. Man har bildt sig selv ind, at man skal præstere enormt mange ting, og at det, man skal præstere, skal være perfekt. Så er der garanti for, at man ikke bliver svigtet. Det er dét, titelnummeret ’Superior’ handler om«.

Det må ikke være for løst
I en stor del af den tid, du har lavet enormt stram musik, har det været mere comme il faut, at musikken skulle være sådan lidt skæv og lidt løs?

»Jeg lytter jo til det. Jeg prøver også at lukke det ind i mit univers. Men der er grænser. For det skærer virkelig i mig, hvis det bliver for løst! For så passer det ikke, og så er det jo dårligt«, åler han godmodigt sin indre perfektionist.

»Men den musik, jeg har lavet på ’Honeyburst’ og ’Superior’, er meget korrekt, uden at det bliver for meget. Det lyder ikke særlig perfektionistisk. Ikke i mine ører i hvert fald. Men det er selvfølgelig ikke noget lo-fi noget. Det er meget mere dygtigt spillet«, siger Tim Christensen tørt.

Dine sange er kærlighedssange, men ’Love Rears Its Ugly Head’ er ikke ligefrem et romantisk udsagn?

»Jeg tror, det handler om svigt igen. Man har hengivet sig til noget, som så bliver kappet af, og man bliver skuffet. Så vil man gerne, men tør ikke. Svigt sidder i systemet, men jo bedre du lærer at erkende det, desto bedre kan du klare det«, siger sangskriveren, der betragter sine pladeudgivelser som en fortløbende erkendelsesproces.

Perfektionismen som drive
Tror du, du bliver en bedre kæreste af at få skrevet de her sange og få dem ud af systemet?

»Ha-ha. Perfektionisten skal selvfølgelig prøve at være den perfekte kæreste. Fejlfri, helt genial og det sødeste menneske i hele verden. Det har jeg stræbt efter, men opnåede kun, at jeg var ved dø af vejrtrækningsbesvær. Jeg har indset, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Man skal tro på, at det er godt nok, det man gør«, siger Tim Christensen og ser ud, som om han prøver hårdt.

Perfektionistens forbandelse er, at det perfekte ikke findes?

»Men drømmen om det perfekte er også et virkelig godt drive! Uden perfektionisten i mig var jeg aldrig nået hertil. Når det gælder perfektionisme, er der en kæmpestor forskel på at lave og at være. Det er vigtigt at prøve at lave noget så perfekt som muligt, men det er umuligt at være perfekt. Når man stræber efter det perfekte, er det måske, netop fordi man har opdaget, at man er sårbar over for kritik. Så bliver det en ond cirkel, hvor man prøver at være endnu mere perfekt«.

Den endelige deadline
Tim Christensen kan bruge en halv dag i studiet for at få en guitarsolo helt perfekt.

Også selv om han bagefter godt kan se, at det var uden reel betydning for nummerets helhed.

Da han og makkeren Rune Nissen-Petersen skruede på den sidste knap og stillede instrumenterne til side i studiet, havde de overholdt pladeselskabets deadline.

Ganske vist den femte af slagsen, men alligevel. De var rørende enige om, at de egentlig godt kunne have brugt to måneder mere på at pudse detaljerne.

Tim Christensen tog en kopi af ’Superior’, puttede den i bilens cd-afspiller og kørte ud i det blå.

Undervejs bredte lettelsen og glæden sig i kroppen. Alle frustrationerne havde drejet sig om en lidenskab. Helt perfekt bliver det vel aldrig.

De små håndværkere blev suget ud, da han rullede vinduet ned. Måske kørte han op ad Strandvejen. Måske gik han ned på stranden i Helsingør.

Måske så han for sig en lille dreng med sommerhår stå med en badmintonketsjer og drømme om en dag at lave den helt perfekte popsang.