Adam smadrede sit eget paradis med indædt effektivitet ved at have en affære med sin gamle kæreste, fødselslægen Freja.

Patriarken Christian måtte affinde sig med at se sit mismods vinter forvandlet til sindets endegyldige formørkelse på plejehjemmet.

Datteren Lærke kunne derimod fejre sit eget personlige forår med alt, hvad det indebærer af saft, lyst og grokraft, mens Mille og den hjemvendte søn Jacob besluttede sig for at genrejse familiehuset.

Konsultationer og elskov
Da den 20 afsnit lange dramaserie om lægefamilien Sommer i aftes sluttede, var der atter både konsultationer og elskov i det høje gule hus i Frederiksværk.

Ringen var sluttet.

Et nyt livsafsnit kunne begynde for langt den overvejende del af familiens medlemmer, herunder Lisbet Dahls karakter, Sophia, som fik erobret sin Pelle og dermed udsigten til et livsefterår i kærlighedens tegn.

Alle sløjfer blev bundet og hver en dramaturgisk krumme spist op, stort set.

Dygtig og forudsigelig
Nogen måtte dø, det lå i luften. Men det blev ikke Christian Sommer.

Snedigt valgte forfatterholdet i stedet at aflive Milles egocentriske ravkædemafia-capo af en mor, og hendes exit kunne naturligvis levere kapital til den fortsatte drift af lægehuset.

Og den slutning er på mange måder symptomatisk for den betydelige dygtighed, serien har været præget af; men også den enorme forudsigelighed, der har hersket.

Thi intet i serien har været overladt til tilfældighederne.

Mille blev voksen
Da et stillads ved Annas hus begyndte at ryste i stormen – og blot det at lade en storm komme ind i sidste afsnit og ryste universet er vel så klassisk et greb som noget – var man næsten klar over, at det ville falde over hende og muliggøre, at hendes forstødte Adam, den førstefødte, kunne vende tilbage, redde hende og forsone sig med både hende og deres fælles spæde datter, Rosa.

Og da det kom for en dag, at familiens hus var solgt på rekordtid til en ukendt køber, vidste vi også, at det sgu nok var Mille, som dermed kunne give sin Jacob en ordentlig gave og dermed rette op på alle sine egocentriske fejltrin.

Endelig kunne hun – ved at stifte fælles gæld – træde i karakter som ansvarligt voksent menneske.

Brødrene blev forsonet, og Adam forærede Jacob det signerede eksemplar af danske Gasolin's første lp, som han faktisk afgav allerede i seriens indledende afsnit.

For lang og for langsom
Så de afsluttende toner, mens idyllen mere eller mindre sænkede sig over en lægepraksis i provinsen, var sangen om ’Langebro’ med Franz Beckerlees klagende Hendrix-guitar og Kim Larsens sprøde, følsomme røst.

Det hele passede ret godt til den fællesskabsoplevelse, serien har været for store dele af den danske befolkning (mere end halvanden million seere per afsnit i den seneste ombæring), selv om sangens socialrealistiske tekst om udstødte og svigtede kom til at stå i grel kontrast til afslutningens blyindfattede bekræftelse af familien som verdensbillede.

Serien har været lang. Også for lang og for langsom.

Indlevelse og følsomhed
Og dens dramaturgiske grundighed har til tider været anstrengende, fordi alle skabe viste sig at indeholde skeletter.

Alle mulige konflikter blev stort set etableret, spillet igennem og afviklet.

Der blev sagt sætninger som ’Adam, for satan’, og ’Jeg gav dig mit liv, og nu er det lige meget', ytringer med stor teatralsk kraft, som desværre lå lige så dårligt i munden på spillerne som nykogte kartofler.

Men det meste af tiden blev der spillet med bravur, indlevelse og følsomhed.

Kanongennembrud for Lars Ranthe
Lars Ranthe har fået kanongennembrud. Det samme har Marie Louise Wille – og Lisbet Dahl fik den store rolle, hun har undveget, i de mange år hun har koncentreret sig dygtigt og flittigt om at få folk til at grine i sommertiden.

Jesper Langbergs stedse mere amputerede patriark har også været en kraftpræstation, som har balanceret på kanten af karikaturen uden at vippe til den forkerte side mere end et par gange.

Og Cecilie Bøcker Roslings sødmefyldte og overmodne teenager Lærke har det også været en fornøjelse at stifte bekendtskab med.

Mættede billeder
Billedsiden har været udsøgt.

Erik Kress og de andre deltagende fotografer har sørget for smukt komponerede, mættede billeder, det har været en nydelse at dvæle ved. Hvilket man også har haft rig lejlighed til, seriens fortælletempo taget i betragtning.

Alt har sådan set været dygtigt og rigtigt gjort.

Men det har alt sammen også været gjort før.

Kunne være lavet for 20 år siden
’Sommer’ har ikke sprængt nogen genremæssige grænser eller indvundet nyt tv-dramatisk land.

Serien kunne sådan set, med visse detaljers undtagelse, have været lavet for tyve år siden.

Dette forhold samt den næsten sæbeoperaagtige træghed i fortælletempoet udgør seriens største problemer. Det havde været rart med en tv-serie, der pegede fremad

Eller bare var nutidig.

Kedelig ...
Det var ’Sommer’ ikke.

Den var brillant underholdende, følelsesmæssigt fængende, sine steder rørende og eminent velspillet.

Men også temmelig kedelig et langt stykke ad vejen.

Godt gammeldags tv-drama, som Ingolf Gabolds mor serverede det med hjemmebagt rugbrød og surt. Nye seere kunne sagtens begynde her.