Jarl Friis-Mikkelsen

Født i Århus 1. december 1951.

Søn af en norsk mor og en dansk far.

Student fra Gl. Hellerup Gymnasium.

Uddannet cand.mag. i dansk og engelsk.

Dannede i 1975 popgruppen Kester.

Blev i 1976 freelancemedarbejder ved Danmarks Radio og i 1978 redaktør på et musikprogram på P3.

Har siden 1980’erne været en populær aftenunderholdningsvært på blandt andet ’Talkshowet’, ’Smil, du er på’, ’Skattefri lørdag’ og senest ’aHA!’.

Har sammen med Ole Stephensen opfundet Brødrene Øbberbøv og Walter og Carlo.

Har instrueret den første sæson af den danske sitcom ’Langt fra Las Vegas’ og medvirket i ’Klovn’.

Har været underholdningschef på henholdsvis Kanal 2 og Danmarks Radio og er nu kreativ chef og hovedaktionær i Skandinavisk Film Kompagni A/S.

Privat danner han par med Susanne Persson, som han har en datter på fire år med. Han har tidligere været gift med Mari-Anne Jespersen og Jacqueline Friis-Mikkelsen. Med sidstnævnte har han datteren Isabell.

Hvad er sjovt? Politiken spørger tre søndage i december danske humorister. Denne gang Jarl Friis-Mikkelsen, den 14.12 Linda P., og den 28.12 Wigge og Rasmussen

Jarl Friis-Mikkelsen griner af:

Anders Matthesen

Anders Matthesen

Frank Hvam og Casper Christensen

Frank Hvam og Casper Christensen

Peter Frödin

Peter Frödin

Linda P. (th.) og Christina Sederqvist (’Piger på prøveløsladelse’)

Linda P. (th) og Christina Sederqvist

Hella Joof

Hella Joof

Lars Hjortshøj

Lars Hjortshøj

Jørgen Ryg

Jørgen Ryg

Dirch Passer

Dirch Passer

Udtrykket var ganske nyt.

Og egentlig anede børnene i 1. klasse ikke, hvad det betød. Men de spruttede af latter, hver gang Jarl drattede ned fra stolen for at lande med et bump på gulvet.

Fordi han havde fået en prop. Lærerinden grinede også med de første par gange, men til sidst blev det så forstyrrende, at knægten røg ud på gangen.

»Jeg var sådan en, der lavede ballade i klassen og var enormt utilpasset. Et rigtigt pjattehoved«, husker Jarl Friis-Mikkelsen om sin skoletid i slut 50’erne.

Humorværn
Der var nu en god grund til, at pjattehovedet var lidt mere fjantet end sine skolekammerater, for han havde bygget et humoristisk værn op mod en juristfar, der dyrkede en streng opdragelse.

Specielt efter moderens død, da Jarl var 11 år gammel, og faderen stod alene med to børn, karriere og hus, blev humoren en nødvendighed i unge Jarls liv.

»Min far var meget juristagtig. Hans tilgang til tilværelsen var meget logisk, rationel og bygget på følgeslutninger, han kunne sætte sig ind i. Det var jeg egentlig ikke, vel?! Så jeg tror bare, at jeg har fået nogle helt naturlige udposninger inden i mig, som har været fyldt med humor, fordi det var den eneste måde, jeg kunne forsvare mig på og dække mig ind, når jeg ikke var så god til det med det rationelle«, fortæller den 57-årige tv-vært, skuespiller, tilrettelægger og instruktør Jarl Friis-Mikkelsen, der siden barndommen har moret sig på alle mulige måder.

Jarlen
I dag kan han bryste sig af at have et kæle-/øgenavn i bestemt form, Jarlen.

Selv om han hellere præsenterer sig som: noget, der hedder Jarlet.

Og engang havde en bødekasse, til når nogle formastede sig til at kalde ham Jarlen og ikke bare Jarl.

Men om han kan lide det eller ej, så er han i folkemunde kendt som Jarlen – et af de største navne i den danske underholdningsbranche efter i snart tre årtier at have givet danskerne grineanfald som blandt andre Bøv Øbberbøv, den rapkæftede Carlo Jensen og Svend Åge i ’Kampen om den røde ko’.

Han har været vært på en lang række talkshows, lørdagsprogrammer og senest aHA!.

Folkelig
Og som underholdningschef i Danmarks Radio introducerede han i 1995 tv-seerne for Casper Christensen i underholdningsprogrammet ’Husk lige tandbørsten’.

Gode anmeldelser har den universitetsuddannede Jarl sjældent fået, men han har haft folket på sin side – og så har han haft det sjovt.

For det har man, når man er humorist.

»At være humorist er en måde at være menneske på, som passer mig. Andre lægger mere vægt på, om de er socialdemokrater, IBM’ere eller hinduer. Jeg tror, at hvis man ikke er humorist en gang imellem, så kan man ikke rigtig overleve«.

Coping
»I dagens businesssprog taler man for eksempel meget om coping – det der med at klare og overkomme situationer, og jeg vil hævde, at hvis du ikke har humoren, så bliver det sværere at klare og overkomme situationer. Humor er jo også et godt antistressmiddel, for humor er, at du skyder en lille boble ind mellem alle problemerne, og så sker der noget andet – så får du problemerne på afstand. Så på den måde er humor også en evne til at overkomme noget uovervindeligt. Det har jeg brugt hele mit liv på at øve mig i«, siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Han bruger i familielivet ofte humor som en konfliktløser, især hvis alt er gået galt.

»Så er det altid godt at sige: Prøv og hør. Om nogle dage vil vi grine af det, og så løsner stemningen sig«.

Ingen humor uden alvor
Men selv om der ofte er et smil på lur i mundvigen og en joke klar i ærmet, så betyder det at være humorist ikke, at man er ualvorlig, mener Jarl Friis-Mikkelsen.

Tværtimod.

»Man kan være meget alvorlig og være humorist. Og jeg tror ikke, at man ville være en god humorist uden alvoren. Det hænger sammen. Men jeg tror, der er nogle mennesker, som kun er alvorlige. Det er altså trist, for det er et meget godt middel – det der humor. Ligesom man skal have afspændingsmiddel ned i en vaskemaskine, for at den ikke forkalker, så skal et menneske også lette på trykket med en latter engang imellem. Sådan er det«.

Noget af det rigtig gode ved at have et glimt i øjet og være i stand til at fokusere på de morsomme ting er ifølge Jarl Friis-Mikkelsen, at folk med humor ikke nødvendigvis ser alting ud fra deres egen navle.

»Og folk, der ser ting ud fra deres egen navle, er normalt rimelig irriterende at være sammen med – for at sige det, som det er. Men humoren er med til, at du enten ser det oppefra eller udefra, og det med at se ting udefra er ret godt, fordi det også giver dig en form for selvironi. Du tager ikke dig selv så højtideligt«.

Tragedie plus tid
De bedste definitioner på humor, som Jarl Friis-Mikkelsen har hørt, er, at humor er lig tragedie plus tid, samt et af Piet Heins første gruk:

»Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt«.

»Jeg tror, at dét udfoldelsesrum mellem alvoren og spøgen er meget, meget stort, og det tager lang tid, før man evner at manøvrere rundt i det. For humor er jo både en måde at opfatte ting på, men også en måde at fremkalde ting på, og på en eller anden måde bliver humor en form for metode i ens liv. Det er den i hvert fald i mit«, siger han og påpeger, at humor også kan være farligt.

»Ja, for når folk griner, så er de meget påvirkelige, så er de utæmmede, og så er det tæt på kaos. Hvis man står i en sal og har fået alle til at grine af en bestemt ting, så er det fandeme svært at få dem til at tage stilling til noget andet. Det er jo en form for dope, og Søren Kierkegaard syntes jo for eksempel, at humor var et stadie lige inden religion. Det er selvfølgelig meget højtravende, men jeg er enig«.

Voldsom debut
Engang var Jarl Friis-Mikkelsen med i en popgruppe, der i slutningen af 1970’erne solgte 25.000 plader, men mindre tilfældigheder og nysgerrighed for radiomediet gjorde, at han i 1978 blev ansat som redaktør på et af P3’s musikprogrammer.

Det var dog først i 1981, at han fik sit egentlige offentlige gennembrud, da han debuterede på tv som vært i underholdningsprogrammet ’Lørdag lige nu’.

Det blev en meget voldsom debut for den 30-årige Jarl Friis-Mikkelsen, der mere husker aftenen som et komisk sammenbrud end et gennembrud, da han »smed en skrigende skinke ud med en potteplante«.

»Jeg var blevet hyret en uge forinden, og jeg anede ikke, hvad tv gik ud på. Så stod jeg pludselig i det her liveprogram, hvor en dame, som vi havde hyret til at være sjov, pludselig begyndte at synge opera og nægtede at stoppe igen. Samme aften var der Melodi Grand Prix, og folk sad og ventede på resultaterne, mens hende damen gik 33 minutter over tiden«.

Potteplanten
»I min øresnegl skreg de, at jeg måtte stoppe hende og få hende ned fra scenen NU, og jeg tænkte bare: Hvad fanden gør du? Først prøvede jeg at give hende nogle tulipanløg i hånden, som hun bare holdt, takkede og sang videre. Så råbte de rigtig højt i min øresnegl, fordi folk var rasende over, at Melodi Grand Prix-resultatet ikke kom«.

»Så tog jeg en rimelig stor potteplante og gav hende i hænderne, og så stoppede hun. Men det vakte temmelig stor furore i landet, fordi halvdelen af seerne syntes, jeg var uhøflig, og den anden halvdel syntes, det var skide godt. Det var ret mærkeligt«, siger han og griner over sin noget kaotiske debutoptræden på dansk tv.

Kaos eller ej, så var Jarl Friis-Mikkelsen for mange et kærkomment friskt pust i en tv-verden, der ellers var domineret af koryfæer som Otto Leisner og Erling Bundgaard.

Brødrene Øbberbøv
Han blev derfor vært på et direkte underholdningsprogram, der varede 2½ time, og for at det ikke skulle blive for kedeligt for seerne, opfandt han sammen med Ole Stephensen ’Brødrene Øbberbøv’, der fungerede som en lille sjov sketch i hvert program.

»Indtil da havde fjernsyn været meget det samme, og vi ville lave noget, der var lidt mere kantet, samtidig med at vi havde fået til opgave, at de unge skulle med ind i det. Og så tænkte vi, at vi ville lave noget for børnene, og sketchen blev derfor med to idioter, der kommer ud i samfundet for første gang og slet ikke kan finde ud af det«.

»Det var udelukkende tænkt som en børneting, men det bredte sig helt vildt, fordi vi havde opfundet nogle sjove udtryk som ’surt show’, ’voksen og følsom’, ’hyggehejsa’ og ’disko dasko’. Det blev lige pludselig et megahit, og vi lavede vist 21 afsnit af det, men det var altså ikke tænkt som andet end gas til børn«, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der var Bøv Øbberbøv.

Walter og Carlo
Kritikerne syntes ikke om det nye påfund, men det skulle blive endnu værre tre år senere, da videreudviklingen af Brødrene Øbberbøv dukkede op i samme program.

Walter og Carlo hed de og var ifølge hidsige anmeldere det samme som at vise foragt for folket.

Men folket kunne nu meget godt lide dem, og den første film om den pæne steward og den flabede hælebarsindehavers eskapader trak en million danskere i biografen.

»Vi opfandt Walter og Carlo, fordi vi skulle sende den dag, hvor lokal-tv blev frigivet – altså hvor monopolet faktisk blev brudt. Og så tænkte vi, at vi ville lave et eksempel på noget, der var så dårligt, at lige meget, hvad lokal-tv lavede, så ville det se godt ud i forhold til Walter og Carlo. Det var hele ideen, men så blev det også megastort. Det var meget mærkeligt. Og Danmarks Radios generalsekretær syntes, det var så forfærdeligt, at han ville have mig smidt ud, men hans børn kunne godt lide det. Og så var han jo i mindretal«, griner Jarl Friis-Mikkelsen.

Han holder meget af Walter og Carlo, men ikke har nogen som helst intentioner om at give dem et comeback på dansk fjernsyn.

Dansk humor
Jarl Friis-Mikkelsen har altså selv sørget for en del bidrag til dansk humor siden 1980’erne, men hvad er egentlig typisk dansk humor?

»Vi har en af verdens ældste traditioner for at blive underholdt, og vores revyer er vist noget af det ældste i verden. Det er, som om vi har haft behov for og en evne til at kunne kalde noget sjovt frem i os selv, men det er nok meget typisk for et lillebitte land, som har så mange komplekser, så jeg tror, det har været nødvendigt, at vi fandt vores lille humor. Jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg synes om den«.

»Jysk humor er jo for eksempel sådan noget med, at man holder alt igen, ik’?! Dér er humor virkelig et dække over, at vi bare er en lille snoldet nation. Men altså … den danske humor har jo haft flere faser, der meget har været hængt op på enkeltpersoner – som Dirch Passer, men der er ikke sket det store, før stand-up’en kom til. Dét revolutionerede måden at være sjov på. Men helt generelt er der noget hyggehørm over dansk humor nogle gange«.

Mangler nyskabende satire
Er det dårligt?

»Ja. For der mangler noget kant. Der mangler et nyskabende satireprogram, som gør tingene på en helt ny måde. Jeg har selv været redaktør af nogle satireprogrammer på radioen, og når man er inde i satire, så begynder man at se tilværelsen med lidt andre briller, hvor man får drejet det hele, så det er morsomt, selv om det måske er et stort, stort pres. Og sådan som tiden er i dag, har man måske mere end nogensinde brug for noget satire, fordi den er så uoverkommelig«, siger han.

Han nævner identitetskrisen efter 11. september, den omfattende finanskrise, der ryster vores kapitalistiske fundament, samt at fællesskaber ikke rigtig eksisterer mere, som indikatorer på, at verden er af lave.

»Og det er i sådanne tider, jeg synes, man bliver nødt til at bruge humoren, og når man så bruger den på en hård virkelighed, så hedder det jo satire, for så skal man endda fremstille virkeligheden endnu mere grel, for at man får øje på, hvor grel den er. Så jeg synes, tiden skriger på at få virkelig god satire«.

Savner den hårde satire
Jarl Friis-Mikkelsen fremhæver Jan Gintberg, Omar Marzouk og Anders Matthesen som de få komikere, der bevæger sig lidt ind på satiren, men det er ikke særlig ’tungt’ i forhold til, hvor meget der blev gået til stålet i 1970’erne og 80’erne.

Her var der masser af politisk satire med ’Holdningsløse Tidende’, ’Uha-Uha’ og ’Omsen og Momsen’.

»Der var rigtig, rigtig meget satire dengang. Det kan godt være, politikerne i dag er blevet mere umenneskelige, så man ikke føler, man kan parodiere dem lige så meget. Men jeg savner den hårde satire«.

Fællesfølelsen
Hvorfor tror du, at den er svundet ind?

»I gamle dage var det mediet, der gav satiren, og i dag er medierne så spredt, at det kun er ting som ’X-faktor’ og ’Forbrydelsen’, der samler fællesskabet om ét medie. Derfor er det svært at ramme bredt, og så forsvinder den store humoristiske fællesfølelse. I gamle dage ramte Linie 3 og Walter og Carlo rimelig bredt, og gudskelov har humoren ændret sig efter det, men man ser slet ikke den store fælleshumor mere«.

Hvad med ’Klovn’?

»Jo, det er faktisk meget god fælleshumor, og den rammer bredt, selv om det blev startet som et lille projekt på Zulu til de unge. ’Klovn’ er måske også noget af det sjoveste, der har været længe. Det er sjovt på en god og meget nutidig måde, og så spiller den på noget af det vigtigste i dag – på pinligheder«, mener Jarl Friis-Mikkelsen.

Han spiller i ’Klovn’ den temmelig forfængelige Jarlen, der faktisk dør i et af afsnittene.

»Det var morbidt, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg synes, sådan noget er sjovt. Men jeg går jo også ind for satire og synes, ting skal gå over grænsen sommetider, men på så elegant en måde, at man kan stå inde for det, hvis det går over grænsen«.

Udvid grænserne!
»Man må ikke være bange for folkestemningen som satiriker, og jeg har selv haft ørerne i maskinen som redaktør i gamle dage, hvor man gik for langt over nogle grænser. Vi havde masser af blasfemisager og majestætsfornærmelser, og det er jo voldsomme anklager. Men vi kørte det hårde skyts frem og gjorde bare, hvad der passede os. Jeg synes, det er godt at pisse territoriet af nogle gange og lige udvide grænserne, for ellers bliver det altså lidt bolledejsagtigt herhjemme, og så er der ikke ret mange, der tør noget«.

Hvad skal du lave nu?

»Det kan jeg ikke sige så meget om lige nu, men der er gang i noget nyt«.

Er det satire?

»Ja, det kan du bande på!«.