Det Nye Testamente rummer to vidt forskellige versioner af historien om Jesus’ fødsel.

Den ene finder vi i Matthæusevangeliets første kapitler – den anden indleder Lukasevangeliet.

Eftertiden har ganske vist sløret det forhold, for den folkelige julefortælling, sådan som den for eksempel bliver opført i krybbespil op til jul, er en harmonisering af de to fortællinger, krydret med senere overleveringer.

Forskellige dagsordener
Hyrderne er fra Lukasevangeliet. De hellige tre konger kommer fra Matthæusevangeliet (hvor de dog hverken er hellige, tre eller konger, men ’nogle vise mænd’).

Og Josefs rolle som tømrer udfolder sig først i de senere apokryfe barndomsevangelier, som var alternative evangelier, der aldrig kom med i Det Nye Testamente.

At den folkelige fantasi, kirken og kunsthistorien gennem tiden har skabt en sådan hybridfortælling, er ikke problematisk i sig selv.

Men sammenblandingen skjuler, at juleevangeliet egentlig er to juleevangelier med hver deres teologiske og ideologiske dagsorden.

Ingen værdi som historieskrivning
Den moderne bibelforskning betragter juleevangelierne som tidlig kristen legendedannelse.

Som historiske beretninger har de ikke megen værdi.

At det er svært at bruge teksterne som kilder til Jesus’ fødsel, viser sig alene af det faktum, at Jesus ifølge den ene forfatter blev født under kong Herodes den Store, som døde i år 4 f.Kr., mens den anden knytter fødslen til skatteindskrivningen i år 6-7 e.Kr.

En barn er født i ...
Problematisk er også evangelisternes påstand om, at Jesus blev født i Betlehem, sådan som en ægte konge af Davids hus skulle ifølge profetien.

Andre kristne tekster fra samtiden kender slet ikke denne overlevering.

Når Jesus desuden ofte kaldes nazaræer, er det nærliggende at antage, at han faktisk var fra Nazaret (og født der), og at fortællingerne om hans tilknytning til Betlehem er kommet til senere.

De skulle demonstrere, at han faktisk var den sande Messias fra Davids by.

Når juleevangelierne ikke er historieskrivning, hvad er de så?

Et svar kunne være, at der er tale om kristne gruppers svar på følgende spørgsmål:

Hvis Jesus var Messias, jødernes konge, hvordan må hans fødsel så have fundet sted?

Fødselhistorie med forsinkelse
Noget tyder dog på, at den allerførste generation af kristne slet ikke interesserede sig for spørgsmålet.

Apostlen Paulus noterer sig kun, at Jesus blev født som jøde af kong Davids slægt, og Markus, den første evangelieskriver, beskæftiger sig udelukkende med Jesus’ virke som voksen.

Først mod slutningen af det første århundrede finder Matthæus og Lukas det nødvendigt at vise, at Jesus var noget helt specielt – ikke blot på grund af sit virke som forkynder og undergører, men allerede i kraft af sin forunderlige fødsel.

Matthæus og Lukas forlænger deres forlæg, Markusevangeliet, fortil med fødselsberetningerne og bagtil med fortællingerne om Jesus’ tilsynekomster efter opstandelsen.

Star Wars og Harry Potter
Den tilskrivning kan på mange måder minde om det, man ser i nutidens fanfiktion.

Her mødes fans af Star Wars-universet på internettet for at digte videre på historien eller forbedre den ved at fylde dens huller ud.

Harry Potter-fans lavede en udgave af det seneste bind i serien, før J.K. Rowling selv gjorde det, og da hendes bog endelig udkom, diskuterede de, hvilken version der var bedst – fansenes eller forfatterens.

Der findes også såkaldte prequels om, hvad der skete med Harry Potter, før etteren udkom.

På samme måde skriver Matthæus og Lukas hver sin forhistorie om Jesus.

De marginaliseredes version
Fanfiktion er imidlertid ikke bare fantasifuld meddigtning på foreliggende fortælleuniverser.

Den er også en måde, hvorpå marginaliserede grupper kan opponere mod den magt, som manifesterer sig i samfundets store fortællinger.

For eksempel udkom Alice Randalls roman ’The Wind Done Gone’ i 2001 som et stykke fanfiktion, der genfortalte ’Borte med blæsten’ set fra slavernes synsvinkel.

Juleevangelierne er som fanfiktion netop en slags modfortællinger, der satiriserer over den romerske magt ved at præsentere Jesus som en alternativ konge til Herodes og Augustus.

Æsel og torne
Jesus’ modmagt har noget karnevalesk over sig.

Som voksen gør han sit indtog i Jerusalem, ikke i triumf på en hvid stridshingst, men på et æsel, og han krones, ikke med guld og diamanter, men med torne.

Også fortællingerne om Jesus’ spektakulære fødsel er et led i lanceringen af Jesus som modmagt. Og det er i denne sammenhæng, jomfrufødslen ved Helligånden skal ses.

Det er ikke nogen underlig, kirkelig doktrin, men en parodi på de fortællinger, som i antikken gik om de store verdensherskeres guddommelige undfangelse, f.eks. Alexander den Store og Augustus.

Protestfortælling
Sidstnævnte havde efter sigende guden Apollon til far. Jesus bliver undfanget på lige så forunderlig måde, dog ikke i Roms fine paladser, men i magtens periferi.

Herfra fremfører Matthæus og Lukas hver sin særlige protestfortælling om jødernes nye kongebarn.

Jesus var jøde, ligesom de første kristne var det. Derfor fremstiller Matthæusevangeliet Jesus som først og fremmest jødernes konge og befrier.

Man ser det allerede af den slægtstavle, som indleder skriftet. Her føres Jesus’ slægt tilbage til kong David og videre til Abraham, jødernes fælles stamfar.

Dernæst lader Matthæus en engel vise sig for Josef i en drøm, og den bebuder naturligvis, at Jesus skal være jødernes frelser.

Også de vise mænd lægger vægt på, at Jesus er jødernes konge.

Den ny Moses
Det internt jødiske perspektiv viser sig også ved, at Matthæus konstant gør opmærksom på, at hovedelementer i beretningen sker præcis, som profeterne i den jødiske bibel havde forudsagt det.

Endelig sammenlignes Jesus med de store helte fra den jødiske historie, kong Salomo og Moses.

Når de vise mænd kommer og tilbeder Jesus, er det en slags ekko fra fortællingen om dronningen af Saba, der tog på studierejse til Israel for at opleve kong Salomos visdom.

Nu kommer de igen fra fjerne lande for at tilbede en jødisk konge. Og se, her er mere end Salomo.

Ifølge Matthæus er Jesus også en ny Moses – jødernes lovgiver og befrier. Det viser han ved at lade Jesusbarnet gennemleve en skæbne, som ligner Moses’.

Flygtningebarnet
Ligesom Farao på Moses’ tid myrdede hebræernes drengebørn, foranstalter den skinsyge Herodes nu barnemordet i Betlehem.

Jesus må derfor reddes væk og leve sine første år som flygtningebarn i Egypten.

Da Herodes dør, kan Jesus vende hjem, ligesom Moses i sin tid førte Israels folk hjem fra Egypten til det hellige land.

Jesusbarnets hjemkomst varsler derfor ifølge Matthæus et nyt exodus, en ny befrielse.

Den ny Adam
Vender vi os mod Lukas’ fødselsberetning – det er den med »Og det skete i de dage« – kan vi se, at den adskiller sig markant fra Matthæus’ version.

Lukas udvider Matthæus’ jødiske perspektiv ved at tillægge Jesus universel betydning.

Dette understreger Lukas eksempelvis i sin udgave af Jesus’ stamtræ.

Matthæus førte som sagt Jesus’ aner tilbage til jødernes Abraham, men Lukas går videre tilbage til Adam, ja, helt til Gud.

Dermed får Lukas ikke alene sagt, at Jesus er Guds søn, men også, at han er den nye Adam, det vil sige hele menneskehedens frelser.

Messias for alle
Det nye, universalistiske perspektiv hænger sammen med, at Lukasevangeliet i højere grad end Matthæus’ evangelium afspejler, at den kristne bevægelse i slutningen af det første århundrede var ved at udvikle sig til en religion med et flertal af ikke-jøder.

Vel var Jesus jødernes Messias. Men han var det for hele verden.

Det bliver især tydeligt, da spædbarnet Jesus ifølge Lukas vises frem for oldingen Simeon i templet.

Den gamle bryder ud i sang, for, som han synger, med dette barn kommer Guds frelse ikke blot til jøderne, men til alle folk.

Det universalistiske perspektiv skal ses som modfortælling til romermagtens lige så prætentiøse herskerideologi.

Lukas skriver nemlig med tydelig reference til datidens koloniherre, kejser Augustus.

Det er Augustus’ udbyttende skatteindskrivning, som tvinger Josef og Maria til Betlehem.

Karnevalskongen
Jesus fødes ligesom Augustus på forunderlig vis, men hvor romersk propaganda hævdede, at Augustus havde begunstiget verden med den romerske fred, synger Lukas’ himmelske engleskare, at det er Jesus, der bringer fred på jord.

Og så er der en anden afgørende forskel.

For da englene skal forklare hyrderne, hvor de kan finde den nye konge, skal de ikke følge vejen til paladset, men lede efter en krybbe.

En konge i en krybbe?

Det grotesk-karnevaleske motiv viser sig igen. I Lukas’ øjne handler Jesus’ budskab nemlig ikke bare om indre wellness, men Jesus repræsenterer en social protest og en omvending af statushierarkier.

Pointen hos Lukas kommer tydeligt frem i den gravide Marias lovsang:

Gud nedstyrter de mægtige fra deres troner, han mætter de sultne, men sender de rige tomhændede bort.

Den sande magt?
Lukas’ juleevangelium er altså både mere magtkritisk og mere universalistisk end Matthæus’ jødisk prægede udgave af historien.

Men begge juleevangelier er eksempler på en tidlig kristen fanfiktion, som rejser følgende spørgsmål:

Hvor møder vi den sande magt?

Er det hos kejser Augustus og kong Herodes i de fine, guldbelagte paladser?

Eller er det hos barnet, som ingen ville have, og som derfor blev lagt til at sove i dyrenes stinkende fodertrug?

At svare på det er faktisk ikke så let.