Der er dem, der mener, at filmmusik – almindeligvis og nærmest uden undtagelser – er så enkel, banal og forsynet med hærdede klicheer, at filmkomponisten burde gå hjem og skamme sig, frem for bare at skamme sig hele vejen til banken.

Men hvad denne brugsmusik anklages for, er faktisk dens erklærede hensigt.

For var musik i biografmørket ikke så enkel og så tilsyneladende banal, ville man næppe være i stand til at kapere ret meget af den foran det panoramiske filmlærred – eller foran fladskærmen på de fyrre tommer, hvor der er så meget andet, der bombarderer sanserne og bemægtiger sig bevidstheden.

Spænder over 27 år
Derfor er det herligt bekræftende at høre amerikaneren John Williams – nok den mest indflydelsesrige filmkomponist i Hollywood i de sidste tredive år – fortælle om, hvordan han fandt frem til det lille optimistisk marcherende motiv, som er blevet kendingsmelodien for en eventyrlysten og total frygtløs globetrotter ved navn Indiana Jones.

Det hele var slet ikke så nemt, som det lyder.

Enhver filmmusik-freak ved, at John Williams har komponeret musikken til alle fire film i serien, som slet ikke var tænkt som serie til at begynde med.

Det er godt gået i kraft af, at der nåede at gå 27 år mellem den første (og bedste) i firkløveret og den sidste, som havde premiere tidligere på året.

Og i et lille interview i boksens ekstramateriale med Williams – og med de to wonderkids Steven Spielberg og George Lucas, som stod bag succesen – indrømmer komponisten (og vi må tro ham på hans ord!), at det faktisk var hårdt arbejde at nå frem til noget så ligetil som Indi’s kendingsmelodi.

Ekstranumre
Der skulle afprøves meget og skrælles endnu mere af, før de definitive toner stod på nodepapiret. Faktisk sad han tilbage med to temaer, som begge kunne bruges, men overlod det til instruktøren Spielberg at vælge det endelige tema.

For Spielberg er (igen, hvis vi tror komponistens ord) meget interesseret i musik og i, hvordan den kan bruges i en film. Og Spielberg valgte – dem begge!

På fire musikproppede cd’er – én for hver film – får vi det meste fra lydbåndene (en pæn del af titlerne har ikke tidligere været udsendt).

Derudover får vi også noget ekstra, for der er også denne femte bonus-cd, der foruden det førnævnte interview rummer lutter ekstranumre (som heller ikke har været tilgængelige før nu).

Man kunne i princippet lave en endnu større boks med endnu flere numre, for hver af filmene rummer – typisk for genren – mere end halvanden times fuldfed instrumenteret underlægningsmusik.

Globalt landskab
En sådan fuldstændighed ville ikke give megen mening, eftersom det meste er let varierede gentagelser over en håndfuld temaer (hvoraf nogle er så korte, at de snarere bør kaldes motiver).

Kun de to temaer, som associerer til Indiana Jones, løber igennem alle film, hvad der ikke er spor mærkeligt. For det samme gør Indiana Jones selv.

Alle øvrige temaer afspejler den enkelte films karakter og persongalleri – og er skrevet til lejligheden. På den måde kommer den lyttende også rundt i et større globalt musikalsk landskab.

Toeren er bedst
2’eren: ’Indiana Jones og templets forbandelse’ bringer ham helt til Indien, til et grusomt tempel, hvor en ond troldmand er ved at gøre sig selv til verdens hersker.

I Hollywood befrugtes filmmusik ofte i mødet med fjerne, eksotiske legender og hele Østens krydrede mystik, og ’Indiana Jones og templets forbandelse’ er ingen undtagelse.

Den rummer nok seriens mest inspirerede soundtrack.

I 3’eren, ’Indiana Jones og det sidste korstog’, møder Indi (for tredje gang spillet af Harrison Ford) sin far (inkarneret af Sean Connery), og derfor har John Williams ladet sig inspirere af filmstrimlen til et særligt far-søn-motiv.

Genbrug af tema
Til sidst møder far og søn også den hellige gral, og her undlader komponisten at falde for fristelsen til at citere Grals-motivet fra Wagners opera ’Parsifal’.

Hvis ellers nogen i hele det klassiske repertoire kan tillægges et slags paternitetsforhold til principperne inden for filmmusik, er det Wagner og hans ledemotiv-teknik.

Måske ville en sådan reference være for indforstået for et publikum, der ikke kender forskel på Børge og Richard Wagner. Williams foretrak at hente sin inspiration fra den angelsaksiske middelalder og skrev sit eget lille grals-motiv, bygget over ædle fromme harmonier.

’Indiana Jones og krystalkraniets kongerige’ – 4’eren – bringer Indi’s hårdtslående kæreste fra 1’eren (Karen Allen) tilbage til den ultimative kamp mellem godt og ondt, og således slutter Williams ringen ved at kunne genbruge kærlighedsmotivet fra den første film.

Loyal i dobbelt forstand
En konklusion ligger lige til højrebenet:

John Williams er den mest loyale og stabile filmkomponist i sin generation. Loyal, ikke kun fordi han har arbejdet sammen med Spielberg igennem det meste af sin karriere.

Men han er også altid loyal over for en films indre kvalitet. Det vil sige, at når instruktøren topper, gør han det også. Er filmen god, er han det også.

Højdepunktet i ’Jagten på den forsvundne skat’ er også højdepunktet i Williams’ bidrag til filmen. Det er scenen, hvor nazisterne endelig tror, at de kan triumfere.

Forbløffende lidt tekst
De åbner Arken og gribes snart af henrykkelse over alle de smukke engle, der flyver rundt mellem dem. Men for deres åsyn forvandles englene til dødsengle, og Herrens Vrede kommer i den grad over dem, hvis man må udtrykke det lidt bibelsk.

Alle skurke smelter som smelteost – og forsvinder fra jordens overflade.

Tilbage er helten og heltinden, en happy end, tre fortsættelser – og så endelig denne lille boks, med fem cd’er og et lille hæfte, der rummer billeder fra alle filmene, men forbløffende lidt tekst.

Til alle filmelskere, der gerne vil bruge ørerne, uden at de hver gang skal bruge øjnene.