Fra stuk til svindel. Fra 1880’ernes Gründerperiode og de store boulevarder til dette årtusindskiftets byggeboom i Ørestad.

Og ligesom dengang: med de store teater- og koncerthuse som byens nye katedraler.

Når man genlæser Herman Bangs ’Stuk’ (1887), kan man – uden større anstrengelser – læse vores egen tid med.

Penge penge penge
Sammenligningerne står i kø. Ordet, der blev sunget på alles læber dengang var, nå ja, penge.

Det lå ligesom i luften. Penge var noget, man virkelig talte om i 1880’erne. Og skrev om.

’Stuk’ handler ikke om andet. Ligesom i alt fald aviserne i dag ikke skriver om andet. Penge, penge, penge …

Især mangelen på dem!

Hvordan ville Bang have grebet vores tid an? Hvor ville han have sat ind?

Hvilke dele af byen ville han især have spankuleret rundt i for at opsnuse stemninger og se:

Hvilke huse ville han have opsøgt, hvilke steder og hvilke mennesker ville han have brugt til fortællingen om dette årtis København?

Så længe det bare ser ud ...
Det kan naturligvis kun blive til et gætværk. Men det er de spørgsmål, man stiller sig undervejs, når man læser ’Stuk’. Det er jo det interessante.

At læse om en by og dens selviscenesættelse – teaterbyen København anno 1880’erne: Så længe det hele bare ser ud! – og samtidig leve med på vegne af os selv og hovedstaden i 2009.

Fra de falske veksler i Bangs roman til Stein Baggers it-humbug i dag; fra datidens bygherrer til nutidens skibsreder; fra en tids egenrådige facadepis til en anden tids ditto …

Fra omkring 1870 bliver København til det nye industriborgerskabs centrum. Voldene bliver revet ned og giver plads for ekspansion og nybyggeri.

Privatbanken, Handelsbanken og Landmandsbanken er skudt op; der bliver bygget i brokvartererne, mens kvarteret omkring Jernbanegade ved Vesterport blomstrer med de nye store forlystelsesetablissementer som National, Cirkus Variété og Dagmarteatret, som er virkelighedens model for det Victoriateater, der rejses i Bangs roman.

Storbyen
København eksploderer, kort sagt, til en storby.

Myldretid, strøggader og boulevarder til at flanere i, samt facader – husk facaderne! – a la Paris, som var forbilledet for en rigtig by.

Og så skal vi ikke glemme aviserne – de nye bladhuse – som også bliver en del af bybilledet. Morgen-Telegraphen, Nationaltidende med den første danske rotationspresse, og fra 1884 – Politiken.

Bang skrev stort set for dem alle, og især netop om København, set både ude- og indefra.

Bang boede skam pænt selv. Ja, når han ellers havde penge.

Succesen som journalist muliggjorde i hvert fald, at han i 1883 sammen med vennen og kollegaen Peter Nansen kunne flytte ind i Nørregade – i en lejlighed »i fortættet klunkestil med bløde tæpper, polstrede møbler, tunge portierer, viftepalmer og markartbuketter«, som Martin Zerlang beskriver det i ’Herman Bangs København’.

I miniformat
Bang holdt, bien sûr, salon i lejligheden. Samtalekøkkenerne var ikke opfundet dengang.

Med andre – eller rettere: Bangs – ord fra ’Stuk’:

»Dette var endelig en By. Dette var en Foretagelsesaand – en Storstad, her kunne man anlægge Kapital«. Sådan lyder det i begyndelsen af romanen.

Og sukket bliver der for alvor, da man på åbningsdagen ser scenetæppet i Victoriateatret: »og der lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saá Tæppet for første Gang. Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Foraarsmorgenstund saá gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen«.

Storbyen set i miniformat.

Kunne  man forestille sig, at Operaen blev brugt som model for en ny roman om København, spørger Per Theil. Foto: Martin Bubandt
Det er dette København, som Herman Bang på én gang rejser i første del, ’Regn af guld’, og lader falde i anden del, ’Regn og aske’.

Hvad der kommer til at ske, antydes allerede på de første sider, hvor der hamres, bankes og høvles på Victoriateatret: stilladser, bjælker og stiger over det hele, en klang af murskeer – marmorpuds, forgyldninger og glade kulører, stuk og pap:

»Vi kalker vore Grave«.

Teatrets skæbne bliver også byens skæbne.

Det hele er bygget for lånte penge. I midten af 1880’erne vendte konjunkturbølgen: krak og finansskandaler! I romanens anden del skifter Bang teatret ud med tidens anden katedral: banken.

»Der var adskillelige, som skulde ind før han. Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. (…) Og saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst paa sin Filt …«.

Nå, i dag skulle man nok justere lidt på den bangske ærbødighed over for banker.

Operaen
Hvor ville Bang have begyndt og sluttet en roman om vor tid?

Måske med Koncerthuset: Med Danmarks Radio som den gamle mediemastodont, der langsomt bryder sammen indefra – økonomisk og kulturelt – men så meget mere flytter ud og bygger op, så det i alt fald set udefra ligner noget.

Et forhæng trukket til side, så man ser ud over Ørestad: de huse, der blev råd til – og dem, der står tomme. Eller hvad med at starte med Operaen?

Operaen som det skæbnested, der peger ud mod resten af byen.

Med åbningsaftenen som det store glansnummer, hvor festklædte mennesker myldrer ind, og forfatteren lader tæppet glide til side for historien om en mand, der havde magten og pengene til at manipulere med en hel stad og dens mennesker?

Måske ville Bang også slutte her – med Operaen, der samme dag, som den gamle reder dør, pludselig falder fra hinanden … styrter i havet! Man kan jo som bekendt forestille sig alt.

Foto:  Peter Hove Olesen
Og vi skal have mennesker i gaderne, ikke med cigaretter og stokke som på Bangs tid, men med åbne mobiltelefoner og vandflasker.

Der er gratisaviserne – de nye bladforetagender – der dominerer bybilledet. Store visioner, masser af penge, indtil der ikke er flere af dem.

En dag er alle de unge mænd, der har stået på hjørnerne af indre by og stukket aviser ud til højre og venstre, forsvundet. Vi skal også ind på de gamle avisredaktioner, så vi hører, hvordan papiravisen kæmper med en ny og anden tid.

Hvor lyden af rotationspressen er afløst af klik på nettet; og hvor tidens opblæste journalister og kritikere for så vidt taler og ter sig fuldstændig som deres kolleger på Bangs tid – f. eks, når en redaktionssekretær har skåret i deres geniale tekster:

»Det var Hr. Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale – otte Linjer …«.

» – Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt«.

Byen som hovedperson
Intet er forandret siden dengang.

Og alt er forandret. At læse ’Stuk’ er på én gang at genlæse og læse på ny. Bygherren Herman Bang kaldte selv sin opbygning af romanen for »en meget streng Arkitektur«.

Fra rejsning til fald.

Edvard Brandes udnævnte den til den første københavnerroman, eftersom byen er den egentlige hovedperson. Det er den, der griber ind i alt og alle – med stuk, overflade og falskhed som det spejl, hvori både byen og dens personer får lov at se sig selv. Fra guld til aske …

Der er blevet skrevet fremragende Københavner-fortællinger siden, fra Tom Kristensen til Benn Q. Holm.

Men vor tids fortælling? Hvor det ny København spiller hovedrollen, og hvor dens indvånere – store og små skæbner – bliver summen af en stad.

Flot er det, at Det Kgl. Teater opfører Bangs ’Stuk’. Det er teater til tiden. Men lige så sigende er det, at det er i mangel af noget nyere og bedre.

Som det metaagtigt og blæret siges i ’Stuk’:

»Der skulde skrives en Bog om dette – en Bog, Du«.

Den bog serverede så Herman Bang – i samme sætning. Hvem skal skrive romanen om vor tids København?