FILMFEST I BERLIN

Foto: AP

Omkring 400 film blev vist på Berlinalen, der foregik fra 11. til 21. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen. Der var to danske film med i hovedkonkurrencen.

Berlinalen 2010

Filmene

Den 59. filmfestival i Berlin åbnede i går og varer i ti dage, hvor der bliver vist hundredvis af film fra hele verden.

I hovedkonkurrencen deltager 18 film med Annette K. Olesens ’Lille Soldat’ som dansk bidrag.

Den konkurrerer blandt andet med

• veteranen Costa-Gavras ’Eden Is West’,
• Stephen Frears’ ’Cheri’,
• ’The Milk Of Sorrow’ fra Peru,
• svenske Lukas Moodyssons ’Mammoth’,
• Francois Ozons ’Ricky’,
• Bertrand Taveniers filmatisering af James Lee Burkes ’In The Electric Mist’ med Tommy Lee Jones som den retskafne politibetjent Dave Robicheaux
• samt britiske Sally Potters ’Rage’ med danske Jacob Cedergren.

bjørnechance. ’Lille Soldat’ med Lorna Brown (t.v.) og Trine Dyrholm er udtaget til festivalens hovedkonkurrence om Den Gyldne Bjørn. Filmen handler om kvindehandel og er instrueret af Annette K. Olesen. Foto: Mike Kollöffel

'Lille Soldat' med Lorna Brown (t.v.) og Trine Dyrholm er udtaget til festivalens hovedkonkurrence om Den Gyldne Bjørn. Foto fra filmen: Mike Kollöffel/Nordisk Film

I andre konkurrencer i Berlinalen deltager Lotte Svendsens ’Max Pinlig’, Mads Mathiesens kortfilm ’Cathrine’, og Rie Rasmussens franskproducerede ’Human Zoo’.

Forestil dig, at banken er den fritvoksende kræftsvulst, selve Ondskabens Akse drejer om.

At kapitalismen er hele verdens skruppelløse hovedskurk, og at dens iskolde hjerte banker i den glattest tænkelige ål, der taler og er ... dansk.

Det er i år tyve år siden, Muren mellem Øst og Vest, kommunisme og kapitalisme, blev brudt ned og Berlin atter forenet.

Politisk thriller som åbner
En af den nye histories mest betydningsfulde og følelsesfremkaldende begivenheder, som sætter sit markante præg på version nummer 59 af verdens næststørste filmfestival, Berlinalen.

Med et brag af tætpakket action satte den i gang i går med amerikanske Naomi Watts og Clive Owen som to Interpol-agenter, der i filmen ’The International’ kæmper mod den mest skruppelløse kapitalisme, man kan forestille sig, repræsenteret af en international bank med hovedsæde i Luxembourg og dens smarte, danske direktør Jonas Skarssen, spillet af danske Ulrich Thomsen.

»Filmen er frem for alt en thriller, men en politisk thriller, en genre, der næsten er døet ud i vore dage«, siger filmens tyske instruktør, Tom Tykwer, i festivalens program.

Og lader det være underforstået, at der efter hans mening i høj grad er brug for flere politiske film med eller uden spænding som sukkerknald i den nødvendige medicin.

Træfsikkert varselsskud
Havde Tom Tykwers stort anlagte tempobombe med kapitalismen som roden til alt ondt og en frafalden og desillusioneret topkommunist som redningsplanke deltaget i hovedkonkurrencen, havde den formentlig scoret høje point hos den jury, som om en god uges tid skal uddele bjørne af sølv og guld.

Men da det hæsblæsende drama ’nøjedes’ med at være åbningsfilm, må den også tage til takke med at være et træfsikkert varselsskud om, at rollerne muligvis er ved at blive byttet om i internationale film. I hvert fald for en stund.

Et budskab, de syv medlemmer af hovedjuryen gjorde alt for at give videre, da den en time før pressevisningen på ’The International’ stillede op til pressemøde.

»Hvilken krise?«
Hverken formanden, den skotske skuespiller Tilda Swinton, eller hendes fremtrædende jurymedlemmer, som den svenske forfatter Henning Mankell, nævnte filmenes eventuelt kunstneriske formåen som kriterium for succes hos dem.

»Jeg blev interviewet af en journalist forleden, som spurgte om min holdning til krisen. »Hvilken krise?«, spurgte jeg. »Hvis du mener det, der foregår i Gaza, synes jeg, at det er en reel krise. Det interesserer jeg mig mere for. Hun så helt chokeret ud«, sagde Tilda Swinton.

Svenske Mankell, der bor halvdelen af året i Mozambique, bakkede sin formand op.

»I USA har man lige vedtaget de meget omtalte hjælpepakker til erhvervslivet og bankerne, men ingen nævner den ’hjælpepakke’ til Afrika, der kunne redde millioner fra hungersnød og andre egentlig helt unødvendige problemer. Heldigvis kan film være med til at ændre på det«, sagde Henning Mankell.

Han blev mødt af et stort bifald fra et internationalt pressekorps, der er skrumpet i antal siden sidste år i takt med at finanskrisen også har ramt medierne.

Som ifølge Henning Mankell bærer et stort ansvar for verdens skævhed ved at fortælle halve sandheder.

»Vi hører kun om afrikanere, når de dør, men aldrig om, hvordan de lever. På den måde får vi aldrig et helt indtryk af deres vilkår«.

Berlin i Blitzvejr
Til trods for holdningerne i juryen er det da heller ikke Afrika, finanskrisen eller politiske film, som præger den massive mediedækning af Berlinalen i Tyskland.

»Berlin i Blitzvejr«, lød overskriften i Berliner Morgenpost, mens tv og andre aviser efterlyste de store stjerner.

For selv om filmfestivalen i Berlin har en klar politisk profil, er det stjernedrys fra Hollywood, som skal skaffe omtale og sælge billetter.

Sammen med de lokale film, der til hverdag kan lokke folk i biografen og væk fra finanskrise og andre trusler.

Underholdning som krisebearbejdning
Nøjagtig ligesom i Danmark havde de tyske biografer rekordomsætning sidste år, takket være blandt andet filmen om Baader Meinhof og den gigantiske succes ’Keinohrhasen’ (’Kaninen uden øre’).

I krisetider vil folk underholdes – for eksempel i biografens trygge mørke. Ikke desto mindre ligger frygten som en kølig dyne over European Film Market, den kommercielle side af Berlinalen.

Hos købmændene ved siden af Berlin Palatz, hvor festivalen holder til, er handelen startet trægt, og forsigtigheden råder.

»Med de film, man før kunne have solgt alene på manuskriptet, venter importørerne nu på traileren. Og for dem, man før kunne sælge alene på traileren, vælger importørerne nu på at se hele den færdige film«, som lederen af det tyske selskab Telepool, Yoko Higuchi-Zitzmann, udtrykker det i branchebladet The Hollywood Reporter.

Kapitalismen har nået sin grænse
Finanskrisen råder med andre ord både på lærredet og i kulissen på Berlinalen. Hvilket ikke undrer festivalens direktør, Dieter Kosslick.

I forordet til arrangementets program pointerer han:

»Nu kan hvert eneste individ se, hvordan det system, vi har baseret vores samfund på, især kapitalismen, for længst har nået sine grænser. Som så ofte før er det en udvikling, kunst og film har forudset«.

Hvortil man kun kan indvende, at det er ærgerligt, at flere af verdens ledere ikke tilbringer mere tid i biograferne.

Så havde eksempelvis Berlin, hvis historie og bybillede er præget af så megen gru og storhed, som siden styrtede sammen, næppe gået så meget igennem i de sidste 100 år.

I festivalens hjerte, Potsdamer Platz, der først blev pulveriseret af bomber under Anden Verdenskrig og siden henlå som ingenmandsland på grænsen mellem Øst og Vest i koldkrigstidens Berlin, knitrer neonskiltene stadig kapitalismens brands ud, når mørket falder på i storbyens højglans.

Det er svært at forestille sig, at finanskriser kan ryste dynamoer med så mange volt i ryggen.

Stort for dansk film
For dansk film og i særdeleshed for Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, er dette års Berlinale da også »den bedste nogensinde«.

I et interview med Ritzau glæder han sig over, at selskabet har hele tre film med i arrangementet, Annette K. Olesens danske ’Lille soldat’, der vises i hovedkonkurrencen i dag, Lukas Moodyssons engelsksprogede ’Mammoth’ og den tyske ’Storm’ med Jesper Christensen, Bent Mejding og svenske Rolf Lassgård på rollelisten.

Et udgangspunkt for at sælge filmene til udlandet.

»Udlandssalget har altid vejet tungest og bliver endnu vigtigere i en tid, hvor vore danske film går dårligt derhjemme«, siger Peter Aalbæk til Ritzau og betragter i øvrigt dansk filmproduktion som »en branche i konstant finanskrise«.

Masser at tale om
Ud fra det synspunkt, som formentlig kan genkendes i også andre landes filmbrancher, er det ikke så underligt, at smilene er brede i Berlin i disse dage, hvor forventningerne stadig er større end skuffelserne hos de 20.000 branchefolk og journalister, der flokkes om arrangementet, som sidste år solgte over 200.000 billetter til berlinerne og deres gæster.

Hvad man ud over politiske signaler og film, der mere eller mindre direkte beskæftiger sig med finanskrisen, skal forvente af de hundredvis af film, er umuligt at sige.

Måske er det klogest at følge rådet fra juryformand Tilda Swinton, der med egne ord »har haft alle tænkelige roller på denne festival, undtagen endnu at gøre rent efter den«.

Hun er efter eget udsagn kommet til Berlin helt uden forventninger.

»Det, har min erfaring vist mig, er det bedste, så er man også mere åben. Jeg er dog helt sikker på ét, nemlig at publikum vil få masser at tale om ved at se filmene. Og det at komme i dialog er det bedste, vi alle kan håbe på ved at være her«.