Det er et kulsort billede af verden i almindelighed og hovedpersonernes liv i særdeleshed, tv-serien ’Klovn’ tegner.

Jeg kalder den med vilje blot tv-serie, selv om den stadig sendes under betegnelsen situationskomedie, men det skyldes, at den for længst har fjernet sig så langt fra komediegenren, at det ikke er meningsfyldt at kalde den for komedie.

For et af de helt afgørende elementer ved netop komedien er, at den er morsom, og det er ’Klovn’ kun i meget ringe grad. Til gengæld er den overmåde pinagtig at se, fordi det er så ind i helvede sørgeligt, hvad der foregår i den.

Casper på nedtur
Den ene af de to hovedpersoner, Casper Christensen, er nu helt nede i kulkælderen.

Han er ikke kun ked af det. Der er tale om en fuldt udfoldet psykisk nedtur, hvor han udviser alle kliniske symptomer på egentlig depression: vil ikke stå ud af sin seng, kan ikke holde ud at være alene og mangler evnen til at glædes.

Den anden hovedperson, Frank, derimod, trisser stadig bevidstløst omkring og forsøger at få det bedste ud af det hele, men kvajer sig efter noder. Og konsekvenserne af hans handlinger bliver større og større og mere og mere uoverskuelige.

I åbningsafsnittet køber han et videokamera for at kunne filme højdepunkter og festlige begivenheder, og en optagelse viser sig godt nok at redde kæresten Mia fra en fængselsdom for kokainhandel på grund af teknologiens indbyggede dokumentation af optagetidspunkt.

I og for sig rigtig godt. Men prisen for dette er, at hendes lille private filmgave til gemalen bliver set af andre øjne end de tiltænkte, hvilket er dybt pinligt.

Kommer til at brænde huset ned
Bedre går det ikke, da Frank i afsnittet ’Shut Up’ inviterer en udvist politisk flygtning, der er tibetansk munk, til at bo hos sig og Mia og samtidig arrangerer et komikertræf for at få Casper i bedre humør.

For ingen af delene gør han for alvor med hjertet. Begge dele sker for at bringe ham ud af personlige kattepiner og for at få ham til at tage sig bedre ud. Og derfor ender det skidt.

Imidlertid er det ingenting i forhold til, hvad der sker i det hidtil seneste afsnit, ’Sivsko og Ægget’. For af hensyn til sit eget forgodtbefindende skubber han Casper ud i endnu dybere depression og kommer til at brænde huset ned.

Så da vi forlader klovnen Frank, har han bogstaveligt talt brændt om ikke broer så dog hjem og sin nærmeste venskabsrelation samt sat forholdet til Mia på den hidtil alvorligste prøve.

Dybt trist
Lige siden sin start i 2005 har ’Klovn’ bevæget sig i situationskomediens yderste grænseområde, hvor også udenlandske fænomener som den amerikanske ’Curb Your Enthusiasm’ (lavet af Seinfeld-produceren og komikeren Larry David) og britiske tiltag som Ricky Gervais’ ’The Office’ og ’Extras’ samt den mere traditionelle ’The Royle Family’ har forsøgt sig.

Bestræbelsen går ud på at lave noget komedie, der ikke baserer sig på jokes og punchlines, men skal få folk til at grine over realistiske pinligheder, de kan identificere sig med.

Det altoverskyggende problem med ’Klovn’ er imidlertid, at den stort set på intet tidspunkt kalder på smilet, men på det modsatte.

Det er dybt trist, hvad der sker.

Forudsigeligt
Fordi personerne er så følelsesmæssigt forkrampede og selvoptagede, og fordi det efterhånden også er ret forudsigeligt, hvad der vil gå galt.

Videokamera plus lummer titel og Franks velkendte evindelige higen efter noget lidt ’kinky action’ gør det fra starten klart, at noget intimt vil blive afsløret for en større kreds.

Og fordi Franks motiver til at hjælpe den stakkels munk også er tvivlsomme, ved vi, at det må gå galt.

Nu er der så lagt i ovnen til yderligere pinligheder, fordi Frank og Mia på grund af husbranden er flyttet ind hos svigerfamilien.

Originalitet
På den positive side tæller, at ’Klovn’ sgu er en ret original serie, som man ser med fornøjelse, fordi det er rigtig godt lavet. Og Caspers figur har en til tider skræmmende realisme over sig.

Her er virkelig tale om en plaget sjæl, som har vanskeligt ved at holde både sig selv og sine omgivelser ud. Ham bliver det spændende at følge.

Portrættet af Frank og Mias forsøg på at holde liv i en biedermeier-idyl har også sine øjeblikke. Men komisk er det sgu ikke.

Det er, når det er bedst, besk og kulsort satire over en bestemt del af middelklassens overfladiske liv, men langt mere beslægtet med den sene Panduro end med den genre, serien postulerer at have et tilhørsforhold til.

Og så savner man en eller anden form for forløsning, som imidlertid indtil videre er udeblevet.

Til gengæld må man rose serien for dens uhyre konsekvens. Det er virkelig situationstragik for alle pengene.