John Carlin

Født i London 1956. Moren er spansk, faren engelsk.

Uddannet i engelsk og litteratur ved Oxford University.

1981-89 bosat i Buenos Aires og Mexico City. Korrespondent for blandt andet BBC.

1989-95 korrespondent for The Independent i Sydafrika.

1995-98 korrespondent for The Independent i USA.

I dag international reporter for den spanske avis El Pais. Bosat i Barcelona.

Har ud over ’Mandelas sejr’ blandt andet også skrevet bogen ’White Angels’ om David Beckham og Real Madrid.

John Carlin har skrevet bog om Nelson Mandela. Hvis størrelsen passer syntes jeg man bør bruge billedet på bredden.

Foto: Niels Christensen

Bogen:
Mandelas sejr – kampen der skabte en nation. Af John Carlin, udkommet 15. maj på Kristeligt Dagblads Forlag.

Der havde aldrig i Sydafrikas historie været en dag som denne, 24. juni 1995.

Ligesom der aldrig havde været minutter som de fem mellem klokken 14.55 og 15.00.

På Johannesburgs rugbystadion Ellis Park ventede 62.000 nervøse tilskuere på, at finalen om verdensmesterskabet i rugby mellem favoritterne New Zealand og Sydafrika blev fløjtet i gang.

Langt de fleste af tilskuerne var afrikaanere – hvide boere, efterkommere af de hollændere, som fra midten af 1600-tallet koloniserede landet, og som i 1948 indførte apartheid.

Rugby som religion
Kun et forsvindende lille mindretal blandt de 62.000 var sorte og farvede, som ellers uden for stadion udgjorde 85 procent af befolkningen.

Rugby var religion for Sydafrikas hvide afrikaanere, intet mindre. Og derfor hadede langt størstedelen af de sorte sporten – og især landsholdet med kælenavnet Springboks og dets grønne kamptrøje.

Cirka fem minutter før kampstarten klokken 15 trådte en gammel, gråhåret, men rank mand ud på den solbeskinnede plæne. I takt med, at tilskuerne opdagede ham, stilnede den summende mumlen af, indtil der var dødsstille på Ellis Park. Alles øjne var fæstnede på manden.

Og især på den grønne trøje med orange krave og nummer seks på ryggen, han bar.

»Nel-son, Nel-son, Nel-son«
Så lød, først tøvende, men hurtigt stigende i styrke, et taktfast råb. Inde i spillertunnelen lyttede Morné du Plessis, manager for Springboks, forbløffet til larmen.

Hvorfor så megen begejstring, allerede inden spillerne entrede banen?

Pludselig kunne han høre, hvad publikum brølede. Han kunne skelne ordene, der lød fra struberne på tusindvis af rødmossede mænd med ølmaver bag kakiskjorterne og hænder som stegepander:

»Nel-son, Nel-son, Nel-son«.

Det var fem et halvt år siden, at Nelson Mandela var blevet frigivet efter næsten 27 år i fængsel.

Og lidt over et år siden, han var blevet valgt som præsident ved de første demokratiske valg i Sydafrika.

På randen af borgerkrig
Siden Mandelas løsladelse havde landet i lange perioder vaklet på randen af borgerkrig mellem ANC på den ene side og en alliance mellem den hvide højrefløj og zulubevægelsen Inkatha på den anden.

Adskillige gange havde Nelson Mandela måttet mobilisere hele sin enorme autoritet i ANC for at dæmpe gemytterne på partiets militante fløj.

Ligesom han flere gange havde måttet mønstre alle sine diplomatiske evner for at tale den hvide højrefløj fra at gribe til våben.

Nu stod Mandela, som de hvide var opdraget til at betragte som Sydafrikas svar på Osama bin Laden, midt på Ellis Park, iført den af de sorte så forhadte grønne trøje.

Mandela havde først besluttet at tage trøjen på, lige inden han gik på banen – med en nærmest instinktiv vurdering af, hvad situationen kunne bære.

Vovet stunt
Og de fleste politikere ville ikke være sluppet godt fra sådan et stunt, mener John Carlin, forfatter til bogen ’Mandelas sejr – kampen der skabte en nation’, som netop er udkommet på dansk.

»Vi ville kalde det latterligt og kynisk. Og det kunne have endt med, at det hovedsageligt hvide publikum havde piftet og buhet. Men han slipper af sted med det. Ja, mere end det«, siger John Carlin.

Manager Morné du Plessis var som tidligere anfører for landsholdet en legendarisk figur i sydafrikansk rugby og på overfladen den typiske afrikaaner.

I disse minutter, inden finalen blev fløjtet i gang, tænkte han, rørt til tårer, det samme som millioner af andre sydafrikanere, på stadion og uden for, sorte, farvede og hvide, kvinder og mænd:

Måske er der alligevel en fremtid for Sydafrika.

De første skridt mod forsoning
John Carlin har været journalist i 28 år og var den britiske avis The Independents korrespondent i Sydafrika fra 1989 og fem år frem.

Han har boet og rejst i mange forskellige lande og dækket krige og konflikter og store begivenheder inden for politik og sport.

Men intet kan sammenlignes med det øjeblik i juli 1995, hvor Nelson Mandela gik ind på Ellis Parks græstæppe, direkte ind i fjendens hjerte, og alle råbte hans navn.

»Mandela er uden sammenligning den mest bemærkelsesværdige politiske figur, jeg nogensinde har mødt. Og minutterne op til finalen i 1995 og kampen bagefter er uden sammenligning den vigtigste, mest rørende og definerende politiske begivenhed, jeg nogensinde har oplevet«, siger John Carlin.

Forhandlingsvejen
Hans bog beskriver – med begivenhederne omkring VM i rugby i 1995 som narrativ motor og finalen som fortællingens klimaks – Nelson Mandelas kamp for at forsone de sorte og hvide sydafrikanere.

En kamp, der begyndte allerede ti år tidligere, mens han endnu sad fængslet.

Uden for fængselsmurene voksede spændingerne mellem det hvide styre og det sorte flertal. I perioder var landet erklæret i undtagelsestilstand, og i midten af 1985 blev militæret for første gang sat ind for at hjælpe politiet med at nedkæmpe urolighederne.

I fængslet havde Mandela erkendt, at ANC aldrig ville have en levende chance for at vinde et væbnet oprør mod det tungt bevæbnede regime.

Han var overbevist om, at den eneste vej mod afskaffelsen af apartheid var forhandlingens.

Udadtil var regimets holdning den stik modsatte. Præsident P.W. Botha – af sine fjender kaldet Den Store Krokodille – slog hårdt ned på urolighederne i de sorte townships og afslog enhver form for forhandling med »de kommunistiske terrorister« i ANC.

Nelson tryllebandt
Men indadtil indså også Botha, at det var nødvendigt at tage kontakt til ANC, hvis ikke landet skulle gå under. I den allerdybeste hemmelighed blev et møde mellem Mandela og justitsminister Kobie Coetzee arrangeret.

Det gik Coetzee, som det gik alle de repræsentanter for regimet, som i de følgende år mødte Mandela: Han blev tryllebundet, fortæller John Carlin.

»Mandela hyldede princippet: Kend din fjende. Det første, han gjorde, da han blev fængslet på livstid, var at lære de hvides sprog afrikaans. Han begyndte at læse om afrikaanernes historie. Han lærte sine fangevogtere at kende. Alt sammen for at komme ind under huden på sine fjender og forstå deres håb, deres frygt, deres svagheder og styrker«.

»Så da han endelig efter mange år møder Kobie Coetzee og senere den frygtede chef for efterretningstjenesten Niël Barnard og til sidst præsident Botha, afvæbner han dem fuldstændigt. Han taler deres sprog smukt, han refererer til deres historie og taler om deres generaler og deres helte. I stedet for hævntørst og vrede viser han dem respekt«.

Fremkalder af det gode
At Mandela med sin baggrund kunne møde de hvide undertrykkere med en fremstrakt hånd, skyldtes, at han opfattede også dem som ofre for deres egen fortid og historie.

»Han forstår, at det er en fuldstændig tilfældighed, om du bliver født sort, hvid, gul eller brun. Og han går et skridt videre: Den politiske mærkat, du sætter på dig selv: nationalist, kommunist, what ever, opstår som omstændighedernes tilfældighed. Og han ser igennem mærkatet til mennesket indenunder. Hvis jeg var en sort fyr, som mødte sikkerhedschefen Barnard i 1987, ville jeg sige: »Fuck you and fuck your mother. Jeg gider ikke tale med dig««.

»Men Mandela er meget større end mig og alle mulige andre. Han siger: »Det er en tilfældighed, at I er blevet dem, I er. Og jeg ved, at i jeres hjerter, et eller andet sted, er der noget godt«, siger John Carlin.

Og Mandela finder det altid.

»Så Barnard kom ud af fængslet efter møderne med Mandela og havde det bedre med sig selv. Mandela gjorde det med dem alle, og han gjorde det ikke mindst med hele Ellis Park den dag. Han appellerede til det gode i dem. Han kom i sin grønne trøje og sagde: »Jeg vil være din ven. Vil du tage min hånd?«. Og de havde det alle fantastisk med det. Hvorfor græd hele Ellis Park deres øjne ud den dag? Hvorfor græd Kobie Coetzee, når jeg interviewede ham, og han tænkte tilbage på sine møder med Mandela? Fordi Mandela havde bragt det bedste frem i ham«.

»Tal ikke til deres forstand ...«
Under et af John Carlins interview med Nelson Mandela forklarede den gamle mand om baggrunden for, at han havde udvalgt rugby som sit måske vigtigste instrument i forsoningsprocessen:

»Tal ikke til deres forstand. Tal til deres hjerter«, lød Mandelas enkle, men også raffinerede filosofi.

Han vidste, at de hvides hjerter bankede for rugby. Men han vidste også, at de sorte hadede sporten.

Så når Sydafrika på Mandelas foranledning i 1993 blev valgt som vært for VM i rugby to år senere, var det i virkeligheden en temmelig risikabel satsning.

VM kunne have ført til splittelse i stedet for forsoning. Rugby var for de sorte en metafor for apartheid: et råt og brutalt spil, dyrket af store muskuløse afrikaaner-mænd.

En utrolig politisk sejr
Når sydafrikanske hold spillede internationale kampe, var én ting lige så sikkert som amen i kirken:

Det afsnit på stadion, som var forbeholdt de sorte – ude i den stegende sol og med de mest ukomfortable pladser – var fyldt til bristepunktet. Med et publikum, som altid helhjertet og entusiastisk støttede modstanderholdet.

Det er oplagt, at Mandelas geni tydeligst viste sig ved den måde, han vandt den hvide befolknings hjerter på, siger John Carlin.

»Men hans opgave var dobbelt. Det skete mere end én gang, at der i sorte forsamlinger blev buhet ad ham, når han op til VM forsøgte at forklare, at rugbylandsholdet Springboks i de forhadte grønne trøjer nu også var de sortes landshold. At det til sidst lykkedes for ham, var en utrolig politisk sejr«.

Nationalsangen
Et af Mandelas vigtigste træk var at gøre landsholdsspillerne og staben bag holdet til ambassadører for sin sag. Og hans nære allierede var holdets manager Morné du Plessis.

Det var ham, der foreslog og arrangerede, at landsholdet lærte at synge Sydafrikas nye nationalsang.

Spørgsmålet om nationalsang var et af mange ømtålelige emner under processen med at afskaffe apartheid. Den gamle sang ’Die Stem van Suid-Afrika’ var helt uspiselig for ANC og de sorte, det samme var de sortes bud ’Nkosi Sikelel’ iAfrika’, for de hvide.

Typisk for Mandela gennemtrumfede han, at begge sange, sunget ud i et, skulle være den nye nationalsang.

Afsnittet om, hvordan rugbylandsholdet kæmpede med at lære at synge den nye sang, er et af mange rørende afsnit i Carlins bog. Holdets anfører François Pienaar fortæller, hvordan han inden finalen ikke turde synge med på nationalsangen.

»For jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville jeg gå helt i opløsning. Jeg ville bare bryde sammen lige på stedet. Jeg var så rørt, at jeg havde lyst til at græde (...) Jeg bed mig så hårdt i læben, at jeg mærkede blodet løbe ned ad min hals«, fortæller han.

Dramatisk finale
Selve finalen i 1995? Efter forlænget spilletid vandt Sydafrika i et hændervridende, neglebidende drama 15-12. Og hele landet gik amok i en glædesrus.

I en fattig township 800 kilometer nord for Johannesburg boede Justice Bekebeke, en sort mand, som havde siddet i fængsel for at slå en politibetjent ihjel.

Helt op til kampstart havde han nægtet at deltage i fejringen af rugbylandsholdet:

»I min township, blandt mit folk, var der ikke en eneste, der var vild med rugby, men på den dag ... selv min mor hylede i jubel. Vi fejrede sejren som sydafrikanere, som én nation. Og vi vidste, dybt indeni, at Springboks havde vundet, fordi vi havde ønsket så brændende, at de skulle vinde. Det var en fænomenal dag! Sådan et ungt, spædt demokrati, og dér var symbolet på vores forvandling, Mandela. Da han holdt den pokal i vejret, var det vores sejr. Vi vidste endelig, at vi var en vindernation«.