Der er mennesker, der påstår, at de aldrig i hele deres liv har set noget lignende. Jeg er tæt på at give dem ret.

En aften i midten af april trådte hun ind på scenen. Iført noget, der lignede hendes mors gamle brudekjole og med en røv som en skotsk ladeport. Hendes hår strittede til alle sider, øjenbrynene var buskede, og så kunne hun – bare for en sikkerheds skyld – fremvise både skægstubbe og hår i næsen.

»Hvad er dit navn, darling?«

Tonen var ikke til at tage fejl af.

En fjendtlig stemning
Simon Cowell, den ene af dommerne, var høfligt nedladende. Hans kvindelige meddommer, Amanda Holden, strakte siden sine tynde arme og viste huler, så man lagde mærke til, at hun i alt fald var barberet.

Stemningen i salen var fjendtlig.

»Mit navn er Susan Boyle«, sagde den behårede fra Skotland. Mange tænkte sikkert på uhyret fra Loch Ness.

Og så sang hun: ’I Dreamed a Dream’ – den fra musicalen ’Les Misérables’.

Cowell sad som en mors dreng med hænderne under hagen og troede ikke sine egne ører. Dommerne – tænk på tallet: tre – var fortryllede. I salen begyndte man at forstå, hvad der skete. Stemningen var med ét vendt.

Jublen ville ingen ende tage.

Et wake-up call
»Vi var alle imod dig. Vi har været kyniske. Dette er det største wake-up call, jeg har oplevet«, sagde Holden.

»Den største overraskelse ...«, sagde den anden dommer.

»Jeg vidste fra starten, at du er noget ud over det sædvanlige«, grinede Cowell. Selvironi redder som bekendt meget.

Lad os fastfryse klippet.

For det er en fantastisk scene.

Som taget ud af et eventyr. Ja, hvis det ikke var, fordi det hele er virkeligt: hentet fra det britiske talent- og realityshow ’Britain’s Got Talent’. Det, der svarer til vores mistrøstige svar i Danmark ’Talent 2008’.

Og det er et endnu mere fantastisk klip. Lagt ud på YouTube og siden udlagt og analyseret af alverden. Jeg er trods alt ikke den eneste, der har set det. De fleste peger på et tal på over 100 millioner seere. Hvad sker der lige?

Den aften i april gik der en engel gennem tv-stuerne i Great Britain. Siden er Susan Boyle – ikke at forveksle med kriminalkommissær Foyle – gået verden over. Og siden er der ikke mange, selv de mest kyniske, der har været os selv. Det er det mest fantastiske.

Jeg har også knebet en tåre. Jeg er da også helt rundt på kulturgulvet. På én gang fascineret af og forvirret over, hvad et skotsk kvindefolk med hår i næsen kan få mig til at føle og mene.

Man elsker lortet
Intet er lettere end at hade de der talentshows. Ingen kan i grunden få mig overbevist om, at der er noget godt ved at se dem. Det er så også det mest foruroligende: At man med ét begynder at elske lortet.

Faktisk er det pinligt! Vi, der er vokset op med Malko-konkurrencer, er jo mest til sande talenter – helst unge hanner – der kan svinge taktstokken og få Carl Nielsen og Brahms til at lyde som noget, åh, sublimt! Det ligger ligesom ikke i vores natur at falde for behårede og fede kællinger, der skråler musicals.

Det er dog noget andet med hende Susan Boyle. Og hvorfor skulle det så være noget andet med lige hende?

Det var min souschef, der stillede spørgsmålet.

»Er det noget med hendes barm. Din mor?«, prøvede han.

Må jeg være fri!

»Er det noget med dig selv, måske din egen barndom?«, lød det.

Nej, nu stopper vi sgu!

En skotsk matrone
Der er ingen grund til at gå i analytisk selvsving, bare fordi man forelsker sig i en skotsk matrone. Simon Cowell gav for så vidt den aften i april stikordet: Susan Boyle er noget ud over det sædvanlige.

Ikke kun fordi hun har talent og kan synge. Men fordi hun er ordinær, lad os sige, på en ekstra ordinær måde. I en tid, hvor alle vil være noget særligt, skiller Susan Boyle sig ud ved ikke at være det. Man kunne også kalde hende for en ener, der er blevet vendt på hovedet: Hun er enestående almindelig!

Kort sagt: ret naturlig.

Historien om Susan Boyle er i virkeligheden to historier. I første omgang er det eventyret om en kvinde, der har alt imod sig – sin fortid og sit udseende – og på fem minutter får en hel verden med sig.

Det eventyr er hun naturligvis ikke ene om. Der var en vis mobiltelefonsælger ved navn Paul Potts, der forrige år i samme show vrælede en melodistump fra en opera. Det vandt han på og blev berømt for. Han havde måske ingen hår i næsen; til gengæld var han udstyret med et sæt ret alternative tænder.

Som pressen også har døbt Susan Boyle: ’Paula Potts’. Men der er forskel. Som eventyr overgår hun ham i både talent og især i forhold til den modstand, hun har mødt. Dels er hun kvinde, dels er hun en moden kvinde, og dels igen: en moden og ikke pæn kvinde, der så tilmed viser sig at kunne synge.

Dygtig og grim
Har man talentet, skal man også have udseendet. Det har samfundet, noterede en britisk kvindelig journalist, opdraget os til at forvente af kvinder. Med mænd forholder det sådan, at de sagtens kan være dygtige og grimme på én gang. Det er der ingen, der vil løfte selv det mest buskede øjenbryn over.

Og så er Susan Boyle ikke telefonsælger. Hun er jomfru: 48 år gammel og aldrig kysset. I love it!

Nå, nogen har udtalt, at hun vist nok alligevel har været kysset lidt, men det skal ikke ødelægge en god stemning. Ellers er hun yngste barn ud af en søskendeflok på ti; født i en flække i West Lothian i Skotland. Familien er katolsk. Moren var 47, da hun fødte Susan. Barnet manglede ilt og fik indlæringsvanskeligheder. Siden blev hun mobbet i skolen – ’Susie Simple’.

Ingen nævneværdig uddannelse og vist kun lidt frivilligt arbejde i kirken. Hun har passet sin gamle mor, der døde som 91-årig i 2007, og altid boet hjemme. Der bor hun stadig – i selskab med sin kat, Pebbles, og sin musik.

I 1995 stillede hun op til et talentshow og gav ’I Don’t Know How to Love Him’ fra musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Susan fortryller også de lokale pubber med sin stemme. Og så har hun – som sagt og sunget – en drøm: at blive musicalstjerne og lige så god som Elaine Paige.

Hele verden er pjattet med hende
Både den britiske dronning, Elaine Paige og Sir Fucking Andrew Lloyd Webber er helt pjattede med hende. Som resten af verden er blevet det. Interview med Larry King og Oprah Winfrey samt et frisk tilbud på 1 million dollar om at medvirke en pornofilm.

Efter 48 år som jomfru, var det måske også på tide …

Pebermøen fra Skotland. Den behårede engel. Den grimme ælling. Susan Boyle er blevet kaldt meget.

Man kunne, med forlov, også kalde det eventyret om den grimme kælling. Det er ikke pænt sagt, men det er ikke desto mindre det, som historien om Boyle i anden ombæring handler om: hendes væsen og fremtræden.

Det er her, den største attraktion ligger. Hun er ikke kun ugift. Hun er uglamourøs, umoderne, usexet, uskøn: totalt uegnet ikke kun til det medie, hun optræder i, men til hele det mediesamfund, hun ret beset negerer.

Hun udmærker sig, med andre ord, ved at skille sig ud fra en kultur, hvor skuespil og selviscenesættelse er blevet hver mands stil – fra den politiske superliga og nedefter. Og hvor alt fra tandblegning og rynkefjerning til fedtsugning og workout er et must for enhver, der skal begå sig på en arbejdsplads.

Hun ligner ikke en popstjerne
Sådan var det ikke for tyve år siden. Sådan er det i dag. Det er vores nye sociale konvention. I den forstand er Susan Boyle – ud over at være yt – ukonventionel. Hun er ikke ung og ligner ikke en popstjerne. Hun ligner ikke de stjerner, der dryssede ned over os ved det nylige europæiske Melodi Grand Prix.

Her lignede de til gengæld og ironisk nok alle sammen hinanden – solariehud, vaskebrætter og falske bryster i ét væk – og var så meget desto mere anonymiserede, afindividualiserede, umenneskeliggjorte …

En fabrik af umådelig ordinær skønhed. Hamrende kedeligt at se på. Totalt uspændende at følge med i. Set også i det perspektiv forklarer det til en stor grad, hvorfor en kvinde À la Susan Boyle får ikke bare det halve kongerige, men den ganske verden med sig.

Ud over at være forlenet med noget højere – det jomfruelige, det katolske, det mytiske: Skotland og engle og eventyr – insisterer hun på at være sig selv: et gammeldags menneske. Det autentiske menneske!

Lige indtil hun altså ikke længere insisterede og – med mediegudernes hjælp – fik lavet en makeover: afdusket og shinet up. Det skulle Susan Boyle lige akkurat ikke have gjort. Ikke at det, mellem os sagt, har hjulpet meget. Det har pyntet, bevares, men det har også taget lidt af fortryllelsen.

Tv-freak eller vindertype
I aften står hun i finalen i ’Britian’s Got Talent’ på ITV. Og intet kunne interessere mig mindre. Jeg kunne for den sags skyld heller aldrig finde på at købe en cd med hende. Det interessante spørgsmål er snarere, om Susan Boyle forbliver en tv-freak, eller om hun viser sig at være fremtidens svar på en vindertype: ikke den perfekte stjerne, men den personlige original.

I virkeligheden synes jeg, at hun er fantastisk smuk! Jamen, det gør jeg. Der er en renhed og en uforstillelse, som man dybt nede i maven må blive grebet af. Det lyder som en sentimentalisering af det almindelige. Det er nu mest ment som en hyldest til det autentiske: den ægte vare. Med hår i næsen og hele svineriet, men dog et eller andet sted med en sjæl.

Holy Madonna! Og nu skal det så nok vise sig, at jomfruen har kørt en s/m-swingerklub i Skotland gennem hele sit liv. Eller at hun hver aften ligger og hygger sig med egnens grønsager eller det, der er værre: sin kat. Måske viser hun sig ligefrem at være en mand?

På den anden side, det ville også være en rigtig god historie …

Har man adgang til kanalen ITV1, kan man se finalen i aften kl. 18.45-20.30. Se også www.itv.com