Deres guitarer ligner noget, der er løgn.

En af dem spiller på en konservesdåse. De drikker whisky og ryger hash dagen lang, har levet på gaden hele deres liv, og flere af dem har lamme lemmer og må trille rundt i hjemmebyggede kørestole.

Og nå ja, så har de i øvrigt indspillet en plade, som er blevet et hit i Europa.

Staff Benda Bilili hedder de, og på congolesisk betyder det noget i retning af at ’se bag om facaden’.

For hvis man bare kigger på facaden, ser man en gruppe bestående af et 17-årigt gadebarn og fire midaldrende mænd, som ikke blev vaccineret mod polio, da de var børn, og i dag derfor lever som handikappede på gaden i DR Congos hovedstad, Kinshasa.

Går man derimod bag facaden, ser man en eksotisk blomst af stærke og livskraftige mænd, der for længst har smidt de mentale krykker og i stedet synger og spiller med hele kroppen. I en grad, så rygtet om deres musik er nået til Frankrig, England, USA, Japan og Skandinavien.

Takket være albummet ’Très très fort’, der blev indspillet under interimistiske forhold på en græsplæne bag den zoologiske have i Kinshasa – med baggrunden fuld af kvækkende frøer, hvislende fårekyllinger og biltrafik.

Livet på gaden
Musikken lyder som 70’er-funk, blues og congolesisk rumba iblandet cubanske rytmer, og teksterne handler om livet på gaden.

Her mødte gruppens nu 55-årige leder, Ricky Likabu, og den 50-årige Coco Ngambali for 30 år siden hinanden.

Som en gestus til landets tusinder af polioramte og andre handikappede fritog den daværende diktator Mobutu dem for at betale skat, og mange – deriblandt Coco og Ricky – ernærede sig ved at transportere cigaretter, benzin, alkohol og andre eftertragtede varer over til Brazzaville på den modsatte side af Congofloden i deres trehjulede motoriserede kørestole.

På vejen hjem til Kinshasa plejede Coco og Ricky at synge sammen på flodprammen. I årevis spillede de rumba rundt om i hovedstaden, blandt andet med en af de store congolesiske stjerner, Papa Wemba, indtil de dannede Staff Benda Bilili.

I 2004 fandt de den da 12-årige Roger Landu – en såkaldt shégué, som de rundt regnet 100.000 gadebørn i Kinshasa kaldes. Roger havde selv konstrueret et instrument, som han kaldte satongé: en brugt konservesdåse, der havde indeholdt mælk, en bøjelig pind fra en fiskekurv og en elektrisk ledning.

I dag, fem år senere, har han udviklet en sand ekvilibrisme på denne enstrengede elektrificerede lut, og på flere af orkestrets numre spiller han soloer, der får selv garvede musikanmeldere på vesteuropæiske og amerikanske aviser og musikmagasiner til at tabe underkæben.

Som en anmelder på det engelske magasin Roots skriver:

»Det er en entusiastisk, glat lyd, der mest af alt lyder som noget midt imellem en banjo, en theremin og en skoldet kat«.

Staff  Benda Bilili lever på gaden og sover i papkasser. Foto: Bella KinoiseVoldelige og kriminelle
Samme år, i 2004, var to franskmænd, Renaud Barret og Florent de la Tullaye, i Kinshasa for at lave optagelser til deres film ’Jupiters dans’ om ghettoens musik.

• Tjek Staff Benda Bilili ud på youtube (eksternt link)

Barret og de la Tullaye står også bag pladeselskabet Belle Kinoise, som i forvejen havde produceret musik med andre lokale Kinshasamusikere.

De to franskmænd havde godt nok hørt om dette orkester, Staff Benda Bilili, som boede på gaden, overnattede i papkasser og spillede musik, så jorden gyngede.

»Og så, en aften, mødte vi dem helt tilfældigt uden for en restaurant, hvor de sad og spillede deres blues, og oh la la, det var, som om lynet slog ned. Med det samme. Vi blev straks tændt på dem og sagde, at dem ville vi lave en plade med«, fortæller Renaud Barret over telefonen fra Paris.

Et hårdt liv
Men pladedrømmene kom til at trække ud i nogle år.

Først blev en fra bandet halvtosset og rejste bort, og siden gik der ild i det herberg, hvor de fleste af Staff Benda Bililis koner og børn boede, og hvor alle deres ejendele stod opmagasineret.

I stedet fulgte Renaud Barret og Florent de la Tullaye i hælene på orkestret og optog deres liv på film. Et liv, der er hårdt, voldeligt og ikke altid lige lovligt, fortæller Renaud Barret:

»De handikappede er respekterede og frygtede, fordi de holder sammen. Der er vel en 700.000, måske en million, lamme, blinde og andre handikappede i Kinshasas gader, og de er nødt til at stå sammen mod de ikkehandikappede, så de har lavet en slags syndikat, der hedder Platformen. Der er jo ikke noget sundhedssystem, intet sikkerhedsnet, så Platformen ordner folks problemer, de tager sig f.eks. af begravelsen, når en handikappet dør«.

»Men samtidig stjæler de også fra forretningerne – der er mange butiksejere, der skal betale en slags beskyttelsespenge til de handikappede, og hvis de nægter at betale, sætter de handikappede sig med alle deres kørestole, knallerter og motorcykler uden for butikkerne eller restauranterne, så folk hverken kan komme ud eller ind. Og der bliver de siddende, til butiksejeren har betalt. Så jo, de er meget voldelige. Og det gælder også Staff Benda Bilili. Du leger ikke med Staff Benda Bililis penge. Det er virkelig nogle tough guys«.

Hovedet fejler ingenting
Det er på grund af handikappet, at de fleste af dem bor på gaden.

Og det er på grund af handikappet, at de er nødt til at stå sammen.

Alligevel opfatter Staff Benda Bilili ikke sig selv som handikappede, fremgår det af det interview, som det lykkedes Politiken at få med gruppen under lidt indviklede omstændigheder: Spørgsmålene blev sendt til det pladeselskab i Belgien, der udgiver Staff Benda Bililis album.

Herfra blev de sendt videre til gruppens producer i Kinshasa, Vincent Kenis, som måtte ud på gaden og lede efter gruppemedlemmerne og høre, om de ville svare på Politikens spørgsmål. Det ville de. Om end noget kortfattet:

Har I altid spillet musik?

»Ja«.

Tror I, at I ville spille musik, hvis I ikke havde fået polio som børn?

»Selvfølgelig. Mit hoved har det jo fint«.

Jeres navn betyder ’se bag om facaden’. Hvorfor?

»Ideen til gruppen kom, da vi gang på gang blev afvist at spille i ’normale’ grupper, selv om nogle af os faktisk er ret gode musikere. Så vi tænkte: Hvorfor laver vi ikke bare et band med lutter handikappede for at vise, hvad vi kan«.

Har det nogen betydning for jer, at jeres musik er blevet kendt i udlandet?

»Ja, for der er mange fordomme mod handikappede personer i Congo. Desuden er der ingen musikere, der kan leve af at have succes i Congo, for der er ingen, der køber lovlige cd’er her, fordi landet er så fattigt«.

Hvordan vil I beskrive jeres musik?

»Vi spiller international musik. En blanding af congolesisk musik og de hvides rytmer«.

Hvad mener I med ’de hvides rytmer’?

»Altså, jazz, rhythm’n’blues, reggae, zouk«.

Det bliver jo normalt betragtet som sort musik!

»Øh, nå. Virkelig?«.

Kommer til Danmark
Nej, de opfatter sig bestemt ikke som handikappede – »jeg tror, jeg er meget mere handikappet end dem«, siger Renaud Barret, som har besøgt orkestret talrige gange i Kinshasa.

»De beklager sig aldrig! De er fantastiske mennesker, lige til at dø af grin af. De holder fester, knalder til højre og venstre, elsker kvinder – de har alle 7 eller 8 børn med både raske og handikappede kvinder – de ryger marihuana hver dag, drikker whisky og er i det hele taget nogle rigtige rockertyper. De har accepteret deres situation, og det giver dem styrke. Dernede er det den største krænkelse at blive kaldt svag. Så er man ikke en rigtig mand«, siger den franske instruktør, som i dén grad har tabt sit hjerte til gutterne i Staff Benda Bilili:

»For mig er det total luksus at sidde sammen med dem og ryge en god joint, mens de improviserer. Men jeg er også klar over, at vi er meget forskellige. Som en af dem sagde til mig: »Du er med os, men du er ikke en af os«. Hvis jeg bliver syg, kan jeg tage et fly hjem til Frankrig, eller hvis en af dem bliver syg, kan jeg tage ned og besøge dem. Det modsatte kan jo ikke lade sig gøre. Så vi er også realistiske«.

Stigende medlemstal
Ikke desto mindre stiger medlemmerne af Staff Benda Bilili meget snart på et fly med kurs mod Europa. I juli spiller bandet nemlig blandt andet i Frankrig i slipstrømmen på albummet ’Très très fort’, som udkom i marts.

Og 1. november giver orkestret sågar koncert på dansk grund:

Staff Benda Bilili er udpeget til at modtage en pris på den internationale verdensmusikkonference Womex, som i år holdes i Bella Center i København.

Renaud Barret tror dog ikke, at berømmelsen kommer til at stige Staff Benda Bilili-medlemmerne til hovedet. Måske vil de købe lidt smart tøj og en ny motor til den trehjulede.

Men de vil fortsat blive boende i deres papkassehjem på gaden, for det er dér, inspirationen til sangene kommer fra. Og kommer der penge ind fra pladen, drømmer gruppen om at gøre noget for alle de andre hjemløse i Kinshasas gader. Få børnene i skole. Skabe et sted, hvor alle de udstødte kan leve og arbejde.

Som Staff Benda Bilili – på spørgsmålet, om musikken har ændret deres liv – selv siger:

»Ikke endnu. Men det kommer den til. Snart«.