For en uge siden gik formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, løs på den konservative kulturminister, Carina Christensen.

Lederen af regeringens støtteparti lagde ikke fingrene imellem i sin kritik.

Carina Christensen var for usynlig, hun provokerede ikke nok, hun ryddede ikke op i det venstreorienterede kunstnerslæng eller stoppede den folkefjendske kulturelite.

Og hun sikrede ikke den helt nødvendige værdidebat, som en borgerlig kulturminister bør have som sit adelsmærke, lød det fra Pia Kjærsgaard, der selv lagde billet ind på posten.

LÆS ARTIKELPia K.: Jeg kunne være en god kulturminister

Kulturminister Carina Christensen ville ikke svare på kritikken i sidste uge, fordi hun var på bryllupsrejse. Men nu er hun tilbage i sit ministerium.

»Det er kunsten, der skal provokere«
Hvad siger du til kritikken. At du skal provokere mere?

»Det er jeg ikke enig i. Jeg kan ikke se, at det er en særskilt opgave for mig som kulturminister at gå ud og provokere. Jeg synes, det er kunsten, der skal provokere, det er kunstnerne, der skal provokere. Og det gør de også. Heldigvis«.

»Folk bliver forargede over et teaterstykke, de har set, eller de ser en skulptur ude på torvet, som de synes, det er helt forfærdeligt, at man har sat op. Så bliver folk inderligt sure eller forargede eller glade eller noget andet. Og det er det, kunsten skal gøre. Det er det, jeg ser som den vigtigste rolle. Så skal jeg skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre, og støtte, at kunsten kan komme frem. Også den eksperimenterende kunst«.

LÆS ARTIKEL»Pia K. som kulturminister er en joke«

Pia Kjærsgaard siger, at lort på dåse og Bjørn Nørgaards parterede heste ikke har noget som helst med kunst at gøre. Er du enig i det?

»Jeg vil slet ikke udtale mig om hverken det ene eller det andet, men bare sige, at vi har noget, der hedder armslængdeprincippet i det her land, og det sætter jeg meget højt. Det er fagfolk, der afgør, hvad det er for noget kunst, vi støtter, og så må det være op til folk at afgøre, hvad de synes er god kunst, og hvad de synes er dårlig kunst. Det er ikke politikerne, der bestemmer, hvad der er god og dårlig kunst. Det, kunsten kan, er at provokere. Og her er åbenbart noget, der i høj grad provokerer Pia Kjærsgaard«.

Pia Kjærsgaard karakteriserer dansk kultur som tre mennesker, der løber nøgne hen over en scene og siger pling. Er det en karakteristik, du kan genkende?

»Nej, det kan jeg sådan set ikke. Jeg har ikke set det stykke i hvert fald«.

Sæt kunsten fri
Hvordan vil du karakterisere det syn på kunst og kultur, som Pia Kjærsgaard giver udtryk for?

»Det synes jeg selv, at hun skal have lov at udtale sig om. Jeg kan bare sige, at jeg er ikke enig i det, hun siger. Og jeg hylder armslængdeprincippet. Det er vigtigt, at vi får skabt nogle rammer for kunsten, hvor vi sætter kunsten fri og giver den mulighed for at udvikle sig, eksperimentere og provokere. Der synes jeg, at vi har et udmærket kunststøttesystem, hvor det er fagfolk, der sidder og udvælger«.

»Det kan man så være enig med dem i eller uenig i, det er derfor, vi har de her repræsentantskaber (i Statens Kunstfond og i Statens Kunstråd, red.), hvor Pia Kjærsgaard nu vil træde ind. Det, synes jeg, er helt fint, så har hun mulighed for at sige sin mening om det, de støtter. Men der skal være armslængde, og det skal ikke være os politikere, der bestemmer, hvad man støtter«.

TVMogensen: Pia som kulturminister er en and

Skal den slags holdninger, Pia Kjærsgaard har til kunst, have nogen direkte indflydelse på den kulturpolitik, der føres her i landet?

»Man har jo lavet de her repræsentantskaber, hvor der er mulighed for politisk repræsentation, og der har hun så valgt at tage sit partis plads, og det, synes jeg, er helt fint. Man har skabt de repræsentantskaber for, at der skulle være debat. Man må gerne debattere, men ikke styre«.

Kunsten skal ud til flere
Er der, som Pia Kjærsgaard siger, for lidt kunst og kultur for den almindelige dansker?

»Jeg er meget optaget af, at vi skal have kunsten og kulturen ud til at alle danskere. Og vi har et problem med, at en tredjedel af danskerne ikke har noget som helst forhold til kunsten og kulturen. Det, synes jeg, er ærgerligt, det er et problem, og derfor rejser jeg lige nu rundt i landet for at komme i dialog med de lokale politikere om, hvordan vi kan sikre, at kunst og kultur kommer til at fylde mere. Og at vi får høj kvalitet i hele landet, så alle borgere i det her land får et forhold til vores kunst, vores kultur og vores kulturarv«.

Bliver der lavet for lidt kunst, der rammer den almindelige dansker?

»Jeg tror, der er mange årsager til, at mange melder fra. Der er mange tilbud. Vi har en massiv underholdningsindustri, der også bombarderer os med rigtig gode tilbud. Men vi må se på, hvordan vi kan nå borgerne og sikre, at formidlingen er relevant og anno 2009-2010 i stedet for at læne os tilbage og vente på, at folk kommer ind og besøger kulturinstitutionerne. Vi må ud og lytte til dem. Hvad er deres behov, hvad vil de gerne have. Vi skal ikke lefle for laveste fællesnævner, på ingen måde, men vi skal sikre, at formidlingen er relevant og attraktiv og matcher de behov og ønsker, man har som kulturbruger«.

Fylder den eksperimenterende kunst alt for meget i Danmark i forhold til den mere folkelige kunst?

»Nej. Jeg synes, at rammerne er til stede for, at den eksperimenterende kunst også kan være der. Jeg har ikke noget imod, at kunst kan provokere. Det synes jeg sådan set kan være et særskilt mål i sig selv«.

Pia Kjærsgaards eksempler er ikke så nutidige
Men har Pia Kjærsgaard ret i, at der er en overvægt af eksperimenterende og elitær kunst i Danmark?

»Det ved jeg ikke, om man kan give hende ret i. Der er rigtig meget forskellig kunst og kultur i det her land. Og de eksempler, hun drog frem, var jo ikke så nutidige alle sammen. Så jeg ved ikke rigtigt, hvor meget man skal grave i de eksempler, men måske mere se på, hvad der bliver støttet i dag. Og vi har jo et kunstråd blandt andet, der støtter meget bredt. Der sidder fagfolk og vurderer, hvad der skal støttes, og de bliver skiftet ud hvert tredje år«.

Lefler vi for elitære kunstnere herhjemme?

»Sådan oplever jeg det ikke. Men det er de faglige udvalg, der bestemmer, hvad der skal støttes og ikke støttes. Så kan man være enig eller uenig. Men det er sådan, vi har indrettet det«.

Talenterne skal anerkendes
Pia Kjærsgaard mener, at det er nødvendigt at tage et opgør med den kulturelite, der sidder på livslange udbetalinger fra Statens Kunstfond. Er der grund til at revidere grundlaget for dem. Og i stedet bruge pengene på nye talenter, der skal have fodfæste?

»Jeg ikke enig med Pia Kjærsgaard. Jeg går ind for, at vi har de livsvarige ydelser. Det er et hædersbevis, det er en hæderspris til nogle mennesker, der har ydet en meget stor indsats for Danmark og for det danske samfund. Dem vil jeg gerne være med til at belønne. Det er vigtigt, at vi anerkender, at vi har nogle store talenter og viser, at vi sætter pris på dem.

Også at vi belønner kunstnere, der i forvejen tjener mange penge?

»Jeg synes, at den måde, ordningen er skruet sammen på i dag, er ganske fornuftig og rimelig. Den er jo indtægtsreguleret. Jeg er lydhør over for anderledes modeller. Men jeg er imod fuldstændig at afskaffe ordningen, for jeg synes, det er vigtigt, at vi har hæderspriser i det her land, som vi kan belønne vores store talenter med og vise, at der er nogen, der har gjort noget særligt for os«.

Venstreorienterede kunstnere
Har Pia Kjærsgaard ret i, at der er en tendens til, at venstreorienterede kunstnere bliver favoriseret – at venstreorienterede sidder i de bevilgende udvalg og uddeler penge til andre venstreorienterede kunstnere?

»Det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagen. Om folk er venstreorienterede eller ej. Det kan såmænd godt være, at der er mange kunstnere, der er venstreorienterede, men det er ikke det, der er vigtigt for mig. Det er vigtigt, om kunsten lever, om den trives, om den kommer ud til danskerne, om folk oplever kulturen som relevant, lader sig provokere. Jeg ville faktisk være mere bekymret, hvis vi ikke havde kunst, der kunne provokere, så den stagnerede og gik i stå. Jeg tror, at vi fremtiden får brug for alle vore kunstneriske evner, al vores kreativitet, det bliver det, vi skal leve af som nation på længere sigt. Så på mange måder er det vigtigt, at vi har kunst, der kan udvikle os og flytte os«.

Men det er kunstnere, der skal provokere og ikke politikere?

»Det synes jeg. Der er mange, der spørger: Hvorfor går kulturministeren ikke ud og provokerer. Men det er jo det, kunsten skal. Det er kunstnerne, der skal sætte en dagsorden, og det gør de også mange steder. De kunne godt gøre det mere, det så jeg gerne«.

Skal kunstnerne klappe i med deres politiske holdninger og overlade det til politikerne?

»Nej. Der er ytringsfrihed i det her land«.

Ministeren skal skabe rammer
Pia Kjærsgaard mener, at det er afgørende for debatten, at kulturministeren provokerer, ellers er der ingen værdipolitisk debat. Hvad siger du til det?

»Det er jeg ikke enig i. Jeg ser det ikke som min hovedopgave at gå ud og provokere. Jeg synes, at kunsten og kunstnerne skal provokere og dermed skabe en debat blandt danskerne. Jeg skal skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre«.

Hvad siger du til kritikken af, at du mere er en administrator end en politiker med markante holdninger?

»Det er jeg uenig i. Vi laver masser af kulturpolitik i det her hus, hver eneste dag. Jeg gør det på min måde, og Pia Kjærsgaard ville måske have valgt at gøre det på en anden måde. Men der er ikke tale om stagnation og stilstand«.