POLITIKENS FØRSTE REDAKTØRER ville bruge avisen i deres kamp for et moderne Danmark med demokrati, frisind og oplysning.

Det var meningerne, der talte for de tre grundlæggere, som var politikeren Viggo Hørup, litteraturmanden Edvard Brandes og bankmanden Herman Bing.

Bladet var fra starten en del af ’Det moderne gennembrud’ som var lanceret af Georg Brandes.

Men tyve år senere blev bladet lavet helt om. En ny chefredaktør kom til, Henrik Cavling, og for ham var det nyhederne, der talte. Og lige siden har der på Politiken stået en kamp mellem meninger og nyheder, views og news.

Min bog om Politiken hedder Politiken mod Politiken. Jeg forsøger at portrættere Politiken ud fra de kampe og modsætninger, som både har splittet bladet og givet energi fra starten til i dag.

DER ER FOR EKSEMPEL kampe om køn og seksualitet, om synet på krig og om kunsten.

Kvindernes frigørelse er ofte kommet i konflikt med seksualitetens frigørelse. Bladets store ideologiske inspirator, Georg Brandes, gik stærkt ind for kvindernes frigørelse, for deres valgret og deltagelse i samfundslivet. Men han havde mange elskerinder, og de følte sig ikke altid frigjorte, når han gik videre til den næste. Der er konfliktlinjer her, som kan følges helt op til i dag.

Hvad krig angår, var Politikens grundlægger, Viggo Hørup, passioneret anti-militarist. ”Hvad skal det nytte”, sagde han om Københavns befæstning. Og helt op til Anden Verdenskrig, i en lang periode, hvor Politikens folk ofte var ministre i regeringen, var linjen neutralistisk. Men efter Anden Verdenskrig har Politiken tilsluttet sig både NATO og, i 1990erne, en aktivistisk udenrigspolitik med militære interventioner.

På kunstens område vil nogen have realisme, debat og politik, mens andre vil have romantik, poesi og drømme. Ca. hvert tiende år vinder den ene strømning over den anden.

MANGE AF DISSE MODSÆTNINGER er helt oppe på overfladen i den daglige redaktion. Det er Politiken mod Politiken. Og måske er det med aviser som med mennesker: De er allermest spændende i deres indre modsætninger.

SE TVDåd og død - Politiken og sportenDE ER VILDE med at cykle, chefredaktør Henrik Cavling og det hold af journalister, som skaber den moderne Politiken fra 1905 og frem. De elsker alt, hvad der er aktivt, energisk og kropsligt, og denne vitalisme er medvirkende til, at de lægger avisen om fra en form for dagligt udkommende tidsskrift for litteratur og debat til en moderne nyhedsavis med reportage, interview og masser af det, Cavling kalder ’aktiv journalistik’.

AKTIV JOURNALISTIK, det er alt det, man selv sætter i værk og arrangerer, det er fattighjælp og arkitekturkonkurrencer, det er kæmpefester, foredragsrækker, de juleløses jul og især: masser af sport, cykelløb, bilvæddeløb, svømmekonkurrencer. Også polarforskning vil man være med i.

Politiken vil være en ’levende avis’ og er med i samme bevægelse som den vitalistiske kunst, sådan som f.eks. J.F. Willumsen dyrker den på sine krop- og naturbegejstrede billeder eller med den meget energiske skulptur i Kongens Have af Viggo Hørup, Politikens grundlægger.

DA POLITIKEN-JOURNALISTEN Mylius-Erichsen drager af sted på sin første Grønlandsekspedition, skriver Henrik Cavling begejstret i Politiken om sin kollega, der repræsenterer ”den Ungdom, der kommer, opvokset, medens Cyklen og Sporten og Forstaaelsen af fremmede Forhold har vendt Interessen udefter, fra Bogen til praktisk Gerning, fra literær Beskæftigelse til Sport.”

Heltedyrkelsen og længslen efter noget andet end ord er gået igen i sportsdækningen lige siden.

SE TV Ja, endog en lidelse - Politiken og kunstenHVAD ER KUNST? Det spørgsmål har været genstand for kampe og fejder hele vejen op gennem Politikens historie.

På den allerførste af de udstillinger, som lige siden har heddet Den fri udstilling, gik Politikens anmelder Emil Hannover rundt og hørte publikum fnise og sige, at sådan noget kunne de da selv have lavet – eller et barn kunne. Og så blev Hannover vred, for ganske vist var den frie udstilling arrangeret som et modtræk mod den ”ufrie”, censurerede udstilling på Charlottenborg. Men det var kunstnerne, der skulle have frihed – det var ikke publikum, som skule tage sig friheder. Emil Hannover løftede pegefingeren og skrev i Politiken, at publikum må forstå, at kunst kan være en lidelse, før den bliver en nydelse. Barnemad er det ikke.

Hvad mon Emil Hannover ville have sagt hundrede år senere, i 1998, da en fem-årig dreng ved navn Vitus fik tre billeder optaget på Charlottenborgs efterårsudstilling?

FEJDERNE I POLITIKEN udspringer ofte af den gamle modsætning mellem fint og folkeligt, populært og elitært.

Men endnu mere grundlæggende er der en modsætning mellem det mere politiske og det mere poetiske. Man kunne også sige det det mere realistiske og det mere romantiske. Bladets grundlæggere ville have realisme, politik og ”problemer under debat”, som Georg Brandes sagde. Men den slags er kun for flade ånder, sagde næste generation med et slagord fra Johannes Jørgensen: ”Verden er dyb, og kun de flader ånder fatter det ikke.”

Efter at Politiken i 1970erne havde promoveret arbejderlitteraturen, samfundskritikken og det politiske, kom en ny generation til i 80erne og forsøgte igen at pege på det mere poetiske, upolitiske, kunst for kunstens egen skyld. Digteren Michael Strunge skrev en overgang anmeldelser i Politiken, og han havde fyret selve fanfaren af: ”Vi folder drømmens faner ud”.

MIDT I NYHEDSSTRØMMEN er der hele tiden plads til det næsten metafysiske spørgsmål om, hvad kunst overhovedet er for noget.

SE TV Uendelig højskolepalaver - Politiken og demokratietPOLITIKENS ’ÅNDELIGE FAR’, Georg Brandes, var ikke nogen stor demokrat. Han skrev f.eks. til filosoffen Friedrich Nietzsche, at han delte hans store skepsis over for demokratiets middelmådighed.

IKKE DESTO MINDRE blev Politiken grundlagt i 1884 som et kampmiddel til fremme af demokratiet i Danmark. Både det parlamentariske demokrati, som endnu ikke fungerede, og demokrati forstået som friheds- og borgerrettigheder, oplysning, kvinders valgret - kort sagt: "fuld personlig og borgerlig frihed på alle Aandens og Samfundslivets Omraader", som skrevet stod i den allerførste reklametryksag.

Men Georg Brandes' mere aristokratiske skepsis har kunnet spores i mange mange demokrati-debatter gennem tiden. Politiken har ofte været på kant med det mere folkelige eller højskoleagtige, også når debatten ikke har drejet sig om skepsis eller begejstring for demokratiet, men mere om selve demokratiets indhold.

SÅ SENT SOM i 1993 rasede en debat i bladets spalter om en bog af højskolemanden Hal Koch. Bogen er fra 1945 og hedder 'Hvad er demokrati?'. Hal Koch mener, at demokratiets kerne er samtalen. Men Politiken skrev på lederplads, at dette 'palaver-demokrati' er en dansk misforståelse og blot en måde at blive enige på. Det ægte demokrati, skrev Politiken, er en måde at være uenige på, og derfor er afstemningen demokratiets kerne.

SE TVHvad skal det nytte? - Politiken og krigenPOLITIKENS GRUNDLÆGGERE var anti-militarister. Viggo Hørup, den første ansvarshavende chefredaktør, havde sagt de berømte ord: Hvad skal det nytte? Han sagde det om Københavns befæstning, året før Politiken kom på gaden. Men helt op til og med 2. Verdenskrig, i trekvart århundrede, var Politiken fuldstændig identificeret med denne devise og med en neutralistisk, anti-militaristisk politik.

Det mærkelige var, at Danmarks udenrigspolitik og Politikens udenrigspolitik omtrent var en og det samme sag i alle årene fra systemskiftet i 1901 og til 2. Verdenskrig. Skiftende radikale og socialdemokratisk-radikale regeringer var ofte helt domineret af redaktører, journalister og bestyrelsesmedlemmer fra dagbladet Politiken. Navne som Zahle, Brandes, Rode, Munch og Scavenius var både bladets og de skiftende regeringers ledende figurer. Og både i spalterne og i regeringen forfægtede de forestillingen om, at et lille land ikke kan forsvare sig med militære midler mod så stor en overmagt som Tyskland. Danmark måtte holde sig neutralt, mente de, men til gengælde udvikle et stærkt ’indre forsvar’, en national dannelse og uddannelse, en høj kultur, som måske nok tillod fjenden at besætte landet, men ikke gjorde det muligt for ham at blive i det.

DEN NEUTRALISTISKE politik viste resultater, både da Danmark slap helskindet gennem 1. Verdenskrig, og da de danske jøder blev reddet under 2. Verdenskrig til trods for den tyske besættelse. Danmark samarbejdede og Danmark reddede jøderne – men redde vi også æren? Det blev spørgsmålet efter 2. Verdenskrig, og spørgsmålet blev også en anklage mod Politiken, som havde været så stærkt forbundet med neutralitetspolitikken og med samarbejdspolitikken.

POLITIKEN BESLUTTEDE i 1949 at støtte Danmarks optagelse i NATO, og det blev afgørende for skiftende redaktører at ”sikre Politikens forsvarsberedskab”, som Herbert Pundik skriver i sine erindringer.

SE TV Jeg anklager - Politiken og det jødiskePOLITIKEN HAR ET SÆRLIGT forhold til det jødiske. I 25 år havde bladet en chefredaktør, Herbert Pundik, som boede (og bor) i Tel Aviv. For ham var det jødiske en særlig tilskyndelse til at bruge bladet i en kamp for tolerance, menneskerettigheder og sociale fremskridt.

To af bladets grundlæggere, Herman Bing og Edvard Brandes, var jøder, og den journalist og chefredaktør, om måske mere end nogen anden har skabt det moderne Politiken, Valdemar Koppel, var jøde. Valdemar Koppel skrev i Politiken i 57 år.

OMKRING ÅR 1900 var Politikens spalter enormt præget af den franske Dreyfus-affære. Her var en jødisk officer blevet uskyldigt dømt for spionage og sendt til djævleøen. Sagen eksploderede, da forfatteren Émile Zola offentliggjorde sit berømte åbne brev i den franske avis L’Aurore: ”Jeg anklager”. Ingen sag har nogen sinde fyldt mere i Politikens spalter.

Under Dreyfus-affæren blev det jødiske ofte fremhævet som selve symbolet på det moderne, det kosmopolitiske, internationale, intellektuelle. Nogen hadede det, og kaldte det rodløst, u-nationalt og ugudeligt.

Også Politiken blev præget, og er det den dag i dag, af denne kamp mellem modernister og antimodernister – en kamp, der somme tider også er en kamp om det jødiske.

Efter Hitlers drab på Europas jøder under Anden Verdenskrig er der ingen, der kan tage let på disse debatter.

DER ER ALTID en særlig eksplosionsfare i Politikens spalter, når jødiske spørgsmål kommer op.

I 2002 løb en debat om omskæring helt af sporet og endte med, at 600 mennesker indrykkede en annonce, der var meget, meget tæt på at anklage Politiken for antisemistisme. Så sent som i vinteren 2009 stod en stor strid i spalterne om en tegning, der kraftigt kritiserede den israelske fremfærd under Gaza-konflikten. Politiken blev af nogle anklaget for at være overdrevent Israel-kritisk. Og da redaktionen forsvarede sig, blev bladet anklaget for det modsatte: umådeholden støtte til Israel.

Alle aviser har svært ved at holde balancen i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Politiken har en historie, som gør det særligt svært.

SE TV News, views og penge - Politiken mellem nyheder og meningerEN MORGEN I MARTS 1920 kom en rasende statsminister stormende hen over slotspladsen på Amalienborg. Han hed Carl Th. Zahle, og kongen havde lige fyret ham. Christian X ville have mere tilbage af Sønderjylland, end Zahle ville.

Men konger kan ikke gå og fyre regeringer i et parlamentarisk demokrati. Politiken skrev, at det var statskup. Den såkaldte påskekrise endte dog med et fredeligt valg og en ny regering, men bagefter var der mange, som bar nag til Politiken. Havde bladet ikke optrådt unationalt, både ved at udfordre kongen og ved at ønske sig mindre af Sønderjylland, end man måske kunne få? Og lå alt dette ikke i forlængelse af Danmarks neutralistiske politik under 1. Verdenskrig, som var ført af en regering fyldt med Politiken-folk?

POLITIKEN BLEV STRAFFET med en annonceboykot efter påskekrisen i 1920. Bladet var tæt på at lukke, og partiet Venstre var tæt på at købe hele aktiekapitalen og lave Politiken om til sin egen partiavis.

Det lykkedes dog lige akkurat at klare skærene, men mærkeligt nok har Politiken lige siden haft færre annoncer end sine konkurrenter. Det har været særlig tydeligt i de perioder, hvor Politiken har været landets absolut største avis, men slet ikke den største anonceavis.

Det kostede Politiken dyrt at kalde kongen for en kupmager under Påskekrisen. Og chefredaktør Henrik Cavling havde også foretrukket et andet sprogbrug, en mere neutral nyhedsjournalistik. Men Cavling var oppe imod stærke kræfter på Politiken, som ønskede at bruge bladet som politisk kampmiddel.

NEWS, VIEWS OG PENGE er Politikens mest eksplosive cocktail.