Inde i hjørneværelset står en lænestol. En Chesterfield.

Man kan se den igennem glasvæggen fra det åbne kontorlandskab, og når folk indkaldes til møde med Tøger Seidenfaden, hænder det, at man kan se ham række hånden ud mod stolen: Værsgo at tage plads.

Der går et rygte om lænestolen. Det siger, at den blev indkøbt af hans far, Erik Seidenfaden, dengang han stod foran at skulle indtage posten som chefredaktør på Politiken efter Anden Verdenskrig. Men stolen kom aldrig i brug i hjørneværelset dengang, for udnævnelsen blev forhindret af medarbejderne.

Erik Seidenfaden, som tidligere havde været journalist på Politiken, havde under krigen været modstandsmand i Sverige, og det var uforeneligt med Politikens støtte til samarbejdspolitikken.

Stolen var en hilsen
Rygtet siger, at Tøger Seidenfaden havde stolen med sig den allerførste dag, han mødte op på avisen som chefredaktør i 1993:

»Nej. Det var nu ikke det første, jeg gjorde«, korrigerer Tøger Seidenfaden.

»Men det er rigtigt. Jeg syntes, det var en sjov og personlig hilsen at sende til min far, selv om han var død og borte. Han kom ikke selv ind på det kontor, men det gjorde hans lænestol så«.

Avisen bliver levende
Stolen står stadig derinde, men pakket i tæpper og plastik. Tøger Seidenfaden selv er for tiden smidt ud af hjørneværelset, for håndværkerne er i gang med en ombygning, og vi sidder i et mindre, midlertidigt kontor.

Vi taler om hans 16 år som ansvarshavende chefredaktør, fra dengang han ankom til huset, og hjørneværelset blev omdømt ’Børneværelset’ med en hentydning til hans relativt unge alder (36 år). Men først og fremmest taler vi om principper. Avisens og hans egne, ligesom vi også strejfer hans fars, som man forstår på nogle punkter ikke helt lader sig adskille. Det er ikke blot en kuriøs detalje, at Seidenfaden den gamle har haft sin gang her på avisredaktionen før:

»Det giver mig en ekstra dybde, at jeg kan forlænge mit liv bagud med min fars liv, som også var journalist, og som også arbejdede på Politiken i en periode. Hele perioden tilbage til 1930’erne bliver på en måde mere levende for mig, end den ellers ville have været«.

De store linjer er det vigtigste
Tøger Seidenfaden er ikke en chefredaktør, der går op i kommaregler eller kaffesorten i automaten. Han er her for de store linjer. Værdigrundlaget. Idékampene. Holdningerne. Han er røsten i samfundsdebatten og chefen, der »orienterer« sine medarbejdere om ændringer på avisen og slutter sine e-mail med ordene »Alt godt, Tøger«. Det er hans særlige signatur.

En nyansat mellemleder forsøgte sig godt nok med samme hilsen i sine e-mail for et par år siden. »Alt godt«. Men hun rettede ind, blev hurtigt velintegreret og skrev siden: Med venlig hilsen. For også herinde lever de primitive magtstrukturer, der eksisterer selv i organisationer, der bryster sig at være åbne, moderne og uhierarkiske.

Også herinde trives ikke-verbaliserede regler såsom: Der er kun én, der kan skrive sådan. »Alt godt«. Det skal selvfølgelig forstås som et ønske. Jeg ønsker jer alt det bedste. For Tøger Seidenfaden er et venligt menneske. Men nogle gange kan man ikke undgå at læse de to ord som en konstatering. Kom, nu er det den vej, vi går alle sammen. Sådan er det. Alt er godt.

Sygdom førte til erkendelseD
Det første, Tøger Seidenfaden gjorde, da han kom til, var at samle avisen i to hovedsektioner og lade nyhed og baggrund finde sammen. Undervejs er weekendaviserne vokset.

Men mens han i de første ti år opfattede avisen som »en stor gryde, der stod og boblede på et bål, som jeg med jævne mellemrum måtte smide nye krydderier i«, skete der noget omkring 2005.

Her rakte krydderierne ikke længere, indså Tøger Seidenfaden. De var ikke længere nok. Erkendelsen kom efter en sygdomsperiode, hvor han var blevet behandlet og helbredt for modermærkekræft, og han følte sig nu nødsaget til at genoverveje sin egen og avisens situation. Om perioden fortæller Tøger Seidenfaden:

»Jeg troede, at når jeg først var færdigbehandlet og erklæret rask, ville jeg blive enormt glad og lettet. Det var en overraskelse, at det havde den modsatte effekt. I et lille års tid havde jeg mistet gnisten og havde ikke lyst til at gå på arbejde mandag morgen«.

Samtidig havde Tøger Seidenfaden været på avisen i over ti år:

Nettets store charme
»Da jeg først var kommet ud af depressionen, gav det mig anledning til at gøre samlet status. Jeg spurgte mig selv: Jeg har været her i over ti år, jeg har lavet en masse ting om, det går meget godt, hvad kan jeg mere bidrage med, burde jeg ikke vige pladsen for en anden? Jeg nåede frem til den konklusion, at hvis jeg skulle forsvare over for mig selv at blive som redaktør, skulle det kun være, hvis jeg var i stand til at begynde forfra«.

Øvelsen lykkedes, føler Tøger Seidenfaden. Han fik fornemmelsen af, at han genopfandt sig selv, og at han kunne træde ind på avisen og handle, som om han lige var ankommet. Resultat var den store avisomlægning i 2006 og den store digitale satsning, hvor Politiken.dk blev rustet til at være en dagsordensættende netavis:

»Mit humør som redaktør har været markant bedre i årene efter 2006. På mange måder er netjournalistikken en genopdagelse af det, som fik min far til at gå ind i journalistik. Vi laver solohistorier og fortæller folk noget, de ikke vidste før, og vi fortæller dem det, as it happens. Det er jo nettets enorme charme«.

Politikens røde tråd
Tøger Seidenfaden er optimist på vegne af sin avis. Også papiravisen:

»Midt i denne her voldsomme økonomiske krise går det faktisk relativt godt for Politiken. Vi befinder os selvfølgelig i en enorm overgangsfase, hvor vi skal finde nye ben at stå på, og det gør vi så«.

Men her i anledning af Politikens 125-års jubilæum må man alligevel spørge, hvad det egentlig er, vi fejrer for tiden. Avisen er født ud af det moderne gennembrud, men hvordan overhovedet være moderne i en situation, hvor papiraviserne er blevet altmodisch?

Og har avisen overhovedet ret til en selvforståelse som moderne, når den stædigt bliver stående med sin gamle holdning til især flygtninge- og indvandrerpolitikken, mens resten af samfundet og det politiske system går videre i en anden retning?

Det er et spørgsmål, som er blevet rejst af blandt andre historiker Bo Lidegaard her i avisen op til jubilæet. Tøger Seidenfaden svarer uden dog at acceptere præmissen:

»Jeg mener jo, at det er en meget overfladisk betragtning, at man bliver mindre moderne, fordi man er uenig med et politisk flertal og derfor i den forstand ikke er toneangivende i forhold til en tidsånd. Begreber som det moderne og frisind må jo have et indhold. Jeg mener, at jeg har stået fast på noget selvfølgeligt, som for 10-12 år siden ville have været demokratisk fællesgods for det danske samfund«.

Politiken stod fast
Den røde tråd i Politikens historie – det, som gør avisen anderledes – er de overordnede principper. Sådan sammenfatter Tøger Seidenfaden sit syn på Politiken.

Han mener derfor, at en af avisens store stjernestunder opstod i forbindelse med Påskekrisen i 1920, da kong Christian X forsøgte sig med et statskup.

Mens folkestemningen, den borgerlige opposition og kongen ønskede Flensborg tilbage til Danmark trods det tyske flertal, stod Politiken fast på, at det sønderjyske grænsespørgsmål skulle løses parlamentarisk. Avisen var tæt på at dø som en direkte konsekvens:

»Politiken var imod den nationale stemning og blev derfor udskreget som en slags landsforrædere. I årene efter blev Politiken boykottet af det københavnske erhvervsliv og store dele af befolkningen og var ved at blive købt af Venstre. Men jeg tror, de fleste i dag kan se, at vi stod fast på de rigtige værdier, nemlig demokratiet og parlamentarismen«.

Muhammedkrisen
Muhammedkrisen var både mindre og større.

Mindre, fordi den ikke pillede ved landets grænsedragning og politiske styreform. Og større, fordi den var global, voldsom og vidtrækkende, ligesom konsekvenserne formentlig endnu ikke er talte.

Men den minder om Påskekrisen på et væsentligt punkt, mener Tøger Seidenfaden:

»Det, som gjorde Politiken så ekstremt kontroversiel under Muhammedkrisen, var præcist, at vi indtog det, som jeg opfatter som en ikke-national holdning i en situation, hvor Danmark var under pres udefra. Der var forbrugerboykot, politiske erklæringer og også voldstrusler og brændte flag. Noget fuldstændig enestående voldsomt, som danskerne aldrig havde oplevet før«, siger Tøger Seidenfaden og fortsætter:

»Der valgte Politiken at lægge hovedvægten på det danske samfunds medansvar for, hvad der var sket. I stedet for at stå last og brast med nationen i nødens stund valgte vi med åbne øjne at sige, at noget var gået galt i vores eget samfund og i den dialog, som et frisindet liberalt samfund bør have. Vi sagde, at regeringen havde et medansvar. Det gjorde mange mennesker meget, meget vrede på Politiken«.

Principper over nationen
Men det var nødvendigt at sige det og stå fast på det principielle. Mener Tøger Seidenfaden. Problemet er bare, at principper nogle gange kan finde på at modarbejde hinanden.

For hvad med forsvaret for ytringsfriheden? Havde Tøger Seidenfaden glemt sin egen ildhu fra Rushdieaffæren? Solgte Tøger Seidenfaden ud af arvesølvet?! Nej, argumenterede Tøger Seidenfaden.

Ytringsfriheden var et alibiargument, for Jyllands-Postens aktion var et bidrag til »den massive dæmonisering af muslimer«, der havde fundet sted herhjemme, hvor Jyllands-Posten »insisterede på at håne en religiøs minoritet«.

Forstår du den irritation og til tider foragt, som nogle føler over for Politiken og din linje?

»Ja. Langt hen ad vejen, for jeg kan tydeligt huske, hvor irriteret jeg selv kunne være på Politiken, før jeg selv blev ansat. Man bliver jo nemt irriteret på en avis, der artikulerer sig selv så selvsikkert. Vi har da også en forpligtelse til at prøve at undgå den totale selvfedme. Men jeg synes bare ikke i sidste instans, at irritation er argumenter. Man er nødt til at finde ud af, hvor man står. Og der er en grund til, at vi lander, hvor vi gør«.

Irritationen er jo ofte rettet mod dig, fordi du i så høj grad optræder som debattør? Gør det noget ved dig?

»Jeg har stået i alle mulige storme også før Politiken. Man bliver jo gradvis testet til at håndtere situationer, hvor man indtager upopulære standpunkter. Det er den ene side. Den anden side er, at jeg jo aldrig er helt alene. Hvis det var sådan, at mine medredaktører og lederskribenter sagde: »Tøger, du er helt galt afmarcheret«, så havde det påvirket min linje. Man er jo ikke diktator. Men min pointe er, at når Politiken for alvor bliver kontroversiel, så er det, fordi vi har denne her evne til at sætte principper højere end nationen og at sætte loyaliteten over for essentielle værdier højere end vores konkrete gruppesolidaritet med, hvad flertallet af danskere mener i en given situation«.

Hørup gik for vidt
Men man kan også lande forkert. Med favnen fuld af bagage og gamle argumenter. Og på et punkt, mener Tøger Seidenfaden, at Viggo Hørups principper er blevet drevet for langt.

For på spørgsmålet om, hvorvidt avisens idégrundlag er helligt, eller om det må udfordres, svarer han ved at vende tilbage til historien om sin far Erik Seidenfaden:

»Det må man da i allerhøjeste grad. Min far var ansat på avisen i Erik Scanivenius’ storhedstid, der jo står som symbolet på samarbejdspolitikken. Her har jeg tidligere skrevet en række artikler for at sige: Det var sgu ikke Politikens fornemmeste stund«.

Hvad skal det nytte?
Erik Scavenius gik direkte fra bestyrelsesformandsposten i Politikens Hus til jobbet som først udenrigs- og senere statsminister under Anden Verdenskrig.

Politiken støttede i begyndelsen og især før krigen også den neutralisme, der blev ført videre i samarbejdspolitikken i overensstemmelse med Viggo Hørups antimilitaristiske princip og hans berømte ord: »Hvad skal det nytte?«. Men det spørgsmål var ikke gyldigt i forhold til Anden Verdenskrig, mente Erik Seidenfaden. Tøger Seidenfaden fortæller:

»Min fars holdning var, at der var et moralsk problem forbundet med den linje – han forlod jo netop så Politiken for at blive leder af modstandsbevægelsens kontaktbureau i Sverige og engagerede sig i modstandskampen. Det var det engagement, som nogen mente burde have ført ham frem til chefredaktørposten efter krigen, men det modsatte skete«.

Gjorde op med Politikens linje
Næsten alle medarbejdere deponerede deres kollektive opsigelse i protest mod udnævnelsen af Erik Seidenfaden som deres chefredaktør på Politiken.

Når de havde arbejdet under krigens og censurens vilkår, følte de, at deres indsats for at få informationer ud til danskerne under besættelsen ville blive desavoueret, hvis man indsatte en modstandsmand. I stedet blev Erik Seidenfaden mangeårig chefredaktør på Information, og først i 1980, da han var blevet direktør for Det Danske Studenterhus i Paris, begyndte han at skrive kommentarer for Politiken igen.

Tøger Seidenfaden har selv følt det nødvendigt med et opgør med Politikens linje under Anden Verdenskrig. Det kan forsvares, at de danske politikere prøvede at undgå krigens gru, mener han. Men det var ikke uden problemer:

»Jeg siger ikke ligesom Fogh, at vi skulle kæmpe til sidste mand og have ofret alt for vores lille bidrag mod nazismen. Jeg har langt hen ad vejen forståelse for samarbejdspolitikken. Men man må også forstå, at modstandsbevægelsen var vigtig for Danmarks fremtid og respekten i de internationale samfund. Krigen var en skæbnekamp om, hvilken form for civilisation Europa skulle være, og det var først og fremmest en antinazistisk kamp. Jeg mener, at Politikens fornuftsbestemte rationelle neutralitetslinje, der går helt tilbage til Hørup, blev drevet for langt«.

Hvad ville Hørup have sagt?
Siden er Politiken blevet pro-Nato – det skete i 1949 – og dermed har den forladt neutralismen. I Tøger Seidenfadens tid har avisen støttet krigen på Balkan. Men ikke uden intern debat. Den blev udløst af en medarbejder, der på redaktionens interne debatforum spurgte: »Hvad ville Hørup havde sagt til det her?«.

»Jeg svarede, at det nok var rigtigt, at Hørup ikke ville have brudt sig om det. Til gengæld ville Georg Brandes have sagt: Det er en kamp for et forfulgt mindretal på Balkan, som vi skylder vores samvittighed at redde. Men jeg er klar over, at jeg her modificerede Politikens linje«.

Det kan virke selvmodsigende. For er Politiken så tilbage igen i den antimilitaristiske Hørup-linje nu, hvor avisen har været modstander af Irakkrigen og i stigende grad stiller sig kritisk over for Afghanistankrigen? Det spørgsmål rejser sig selv automatisk. Men for Tøger Seidenfaden er linjen klar nok:

»Sådan ser jeg det ikke. Jeg ser det, som om det var rigtigst at bryde med scaveniusismen – med den del af Politikenarven. Men det forhold, at vi ikke er automatiske pacifister, er ikke det samme, som at vi støtter enhver krig, der dukker op. Det må handle om, hvorvidt krigen overhovedet giver mening. Er den retfærdig?«.

Bogudgivelse handler om principper
Det er dagen før, at Tøger Seidenfaden beslutter at trykke Thomas Rathsacks bog ’Jæger – i krig med eliten’ på trods af, at bogen ifølge forsvaret er til fare for statens sikkerhed og rigets forsvar.

Politiken og Tøger Seidenfaden bliver meldt til politiet, og han risikerer nu retsforfølgelse. Samtidig udtaler hans chefredaktørkolleger på andre aviser, at de mener, at han har gjort sig skyldig i et mediestunt.

Set på almindelig afstand tilbage på den anden side af glasvæggen herude i det åbne kontorlandskab virker det ikke, som om det ryster ham synderligt. Det var nødvendigt. Det handler om principper. Og i dagene efter skriver han til redaktionen og takker dem for deres ekstraordinære indsats og slutter som vanligt e-mailen med ordene: »Alt godt, Tøger«.

Det forhold, at vi ikke er automatiske pacifister, er ikke det samme, som at vi støtter enhver krig, der dukker op. Det må handle om, hvorvidt krigen overhovedet giver mening. Er den retfærdig?

Det er en meget overfladisk betragtning, at man bliver mindre moderne, fordi man er uenig med et politisk flertal og derfor i den forstand ikke er toneangivende i forhold til en tidsånd