Ingen regler uden undtagelser – og det gamle ord gælder øjensynlig også på så specielt et felt som tegneseriernes.

For selv om populære tegneserier for børn oftest følger et ret fast regelsæt, en kodeks for, hvad der kan eller ikke kan forekomme i serien, har reglen sine undtagelser – bevidst eller ved uheld, selvskabt eller påtvunget udefra.

Én ting er parodier og ’piratstriber’, hvor ’fremmede’ tegnere kidnapper populære seriefigurer og udsætter dem for det, der er værre end døden. Som når afholdsapostlen Tintin afsløres med tvivlsomme damer på lige så tvivlsomme beverdinger.

Fogedforretning og retssager
Og når Wally Woods berømte gamle underground-plakat lader hele det dydige Disney-univers, lige fra Klokkeblomst til de syv dværge, begå kollektivt syndefald med glade, frække grin og bukserne nede.

I værste fald – for eksempel når ophavsretshaverne har mistet seriens oprindelige humoristiske sans – er den slags sager endt med fogedforretning eller retssager.

Men hvad så, når seriernes ’egne’ autoriserede tegnere bryder reglerne? Og for eksempel atombombens strålefare, brat børnedød og gentagne selvmordsforsøg bliver emne for muntre striber, ruder og bobler fra de ’ægte’ publikationer om Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule?

Den type regelbrud bliver der nu lejlighed til at studere – i en art selvudlevering fra Disneys danske udgiver, Egmont.

Giftgas og kagetyv
I en særudgave af ’Anders And Ekstra’ lægger nogle af de mest berømte tegnere pen til de groveste løjer:

Carl Barks fører an med en af sine lange historier om Anders Ands opfindelse af atombomben, mens avisstribernes andetegner Al Taliaferro lader Anders tage gas – bogstaveligt! – på et helt hønsehus i stedet for en mosegris. Og lader ham drukne Fedtmule med koldt overlæg!

Fedtmule selv fjumrer sådan med en barberkniv, at Klavs Krikke får halsen skåret over – i den britiske Wilfred Haughtons muntre streg, der også viser os ’ti små Mickeybørn’ (slang for jødebørn) i den klassiske børnesang blive reduceret til to overlevende – nevøerne Mik og Mak.

Selv den klassiske musetegner Floyd Gottfredson viser os ordensduksen Mickey Mouse som kagetyv – og som selvmordskandidat!

Andestreg og svinestreg
En del af forklaringen på de grove løjer er deres alder: I 1920’erne og 1930’erne var seriehumoren – både med hensyn til vold og racepræg – betydeligt mere primitiv, end det er almindeligt nu. Tintins tegner Hergé måtte for eksempel hele sit liv undskylde skildringen af de sorte i hårtop-reporterens tidlige eventyr i Afrika og USA.

Mange af Disney-striberne har da heller aldrig været trykt på dansk tidligere og stammer fra tiden før Anden Verdenskrig.

Det vil sige før den selvcensur, hetzen mod de kulørte hefter fremkaldte i hele den amerikanske – og til dels danske – seriebranche fra slutningen af 1940’erne.

Det gælder dog ikke Barks’ atombombehistorie fra 1947, hvor Andebys beboere udsættes for en stråling, der ’kun’ medfører totalt hårtab – uden andre virkninger.

Udkommer på mandag
Men allerede i 1950’erne hed det i retningslinjer for Dell Comics’ serieskabere:

»Prøv generelt at undgå atombomber, kommunister og international intrige«.

Den oplysning kunne man for et par år siden læse i noterne til den første danske oversættelse af historien (der i USA oprindelig var lagt ind i cornflakes-pakker som bonus), nemlig i bind IV af Carl Barks’ Samlede Værker I-XXX.

Særudgaven af ’Anders And Ekstra’ med striberne, hvor de senere kulttegnere så at sige gik over andestregen – ja, udartede i rene svinestreger – udkommer på mandag under dæknavnet ’Snusk & Snag – Sladder fra Andeby!’