Kulturminister Per Stig Møller sætter sig i en armstol mellem de mørkerøde vægge i sit kontor i Københavns gamle Assistenshus.

Foran ham står en kop te i et dansk designet Ursula-stel.

Det er fredag middag, lyset brager ind gennem de sprossede vinduer.

Og selv om litteraten og forfatteren Per Stig Møller sikkert ville afsky den sproglige kliché, har solen også skinnet på den nye kulturminister de første små to uger i hans nye job.

Kulturlivets Obama
Først på ugen brokkede en museumsleder fra Randers Kunstmuseum sig godt nok over, at Per Stig Møller havde kaldt museets berømte værk af kunstneren Piero Manzoni – en dåse med kunstnerens lort – »lortekunst«.

LÆS ARTIKEL Per Stig Møller forstår sig ikke på dåselort

Men indtrykket er stadig, at kunstnere og kulturfolk omtrent omfavner Per Stig Møller som dansk kulturlivs svar på Barack Obama.

En frelser, som selv er en kulturpersonlighed. En mand, der allerede var på tale som kulturminister i 1980’erne, men som datidens konservative statsminister, Poul Schlüter, dog gjorde til miljøminister i 1990.

»Schlüter sagde dengang, at kulturlivet havde så store forventninger til mig, at de ville blive svære at indfri«, siger Per Stig Møller.

»No, I can't«
Det er vel præcis den situation, du er kommet i nu?

»Ja. Og derfor tøvede jeg også. Obama sagde: Yes, I can. Jeg siger: No, I can’t«.

Hvordan er det at starte i et job med den tilgang?

»Nu har jeg i hvert fald selv sagt, at jeg ikke kan indfri alle forventningerne. Så skulle budgettet være meget større. Men hvis man opfatter mig som en kulturelt interesseret minister, der ønsker at gøre det bedst mulige for kulturlivets mangfoldighed, er det fint«.

Men hvad skal en kulturminister efter din mening?

»En kulturminister skal sørge for rammerne. Og han skal deltage i kulturdebatten – ikke, at han med sine synspunkter skal tvinge nogen til at gøre, som han siger, for vi har armslængdeprincippet med faglige råd og eksperter til at fordele pengene til kulturen uafhængigt af politikerne. Men hvis man siger, at han ikke må deltage i en kulturdebat, har han ikke så meget andet at gøre end at skabe nogle rammer og flytte rundt«.

»Alt er ikke lige gyldigt«
Da Per Stig Møllers konservative kollega Brian Mikkelsen satte sig i Kulturministeriet efter folketingsvalget i 2001, må man sige, at han deltog i kulturdebatten.

Han kastede sig ud i en kulturkamp. Mikkelsen kaldte ministeriet en ideologisk flagpost – og brugte den blandt andet til at angribe 30 års »venstreorienteret meningstyranni« og fundamentalistiske muslimer med »middelalderlige normer og udemokratisk tankegang«.

»Det var en anden situation i 2001, hvor der var brug for at signalere noget helt andet – det, andre har kaldt systemskiftet«, siger Per Stig Møller.

SIGNATUR Per Stig Møller kan kun brillere

»Jeg lægger vægt på, at man fastholder mangfoldigheden, men samtidig på, at kvalitet er vigtigt at fremelske, så man i vores generation arbejder for, at alt ikke er lige gyldigt. For så er det ligegyldigt. Vi har brug for mod til at sige, at noget er bedre end andet, så vi har noget at skrive os op imod, male os op imod, spille os op imod. For at sige, at det lægger vi vægt på, og det er stor kunst«.

Det professionelle »skubbet baglæns«
Hvad er kvalitet og stor kunst så?

»Det skal jeg ikke komme med noget endeligt svar på. Men jeg synes, diskussionen er vigtig at få rejst. Kvalitet er ikke noget endeligt begreb, og det er også derfor, at de udvalg, der fordeler støtte, skiftes ud hvert tredje år«.

Men du må kunne give et eksempel?

»Ja, hvis nu du tager massemedierne, så synes jeg, at de er blevet for bange for den professionelle kunstner og for det gennemarbejdede stof. Jeg har ikke noget som helst imod folkeligt fjernsyn og amatørfjernsyn. Men det er, som om det optager sendefladen mere og mere – fordi vi kan genkende os selv i den ikke-professionelle. Jeg fornemmer, at man har skubbet det professionelle mere og mere baglæns. Det er fint, at vi kan spejle os. Men vi må også have noget, vi kan se«.

Men hvad kan du gøre som kulturminister for at fremme det?

»Vi har jo kunstråd og de forskellige udvalg«.

holdninger.  »At kulturministeren skal være neutral og diplomat, synes jeg er en forkert opfattelse«, siger Per Stig Møller. Foto: Per Folkver»I dag har du ’Hvem vil være millionær?’«
Men i medierne?

»Der kan jeg faktisk kun gøre det at rejse debatten. Og så kommer der snart et medieforlig, hvor jeg kan understrege forpligtelsen til i bred forstand ikke at være bange for det store og det, der har taget tid at tilegne sig. Lad mig give et eksempel: Før i tiden havde man stor beundring for almindelige mennesker, der tilegnede sig viden under andre betingelser end de professionelle. For eksempel ’Kvit eller dobbelt’. Vi sad og fulgte med i det, alle os almindelige seere«.

PORTRÆT Per Stig er manden med modpolerne

Der var jo heller ikke andet at se på …

»Nej, det kan du selvfølgelig sige. Og jeg siger ikke, at de skal lave det igen og bare genskabe fortiden. Jeg siger noget om forskellen«.

»I dag har du ’Hvem vil være millionær?’, som er det samme koncept, men det er bare betydeligt lettere at deltage. Det viser et skred fra dengang, da vi sad og beundrede folk, der havde tilegnet sig viden. Sporvognskonduktøren, som blev ansat på Risø, fordi han kunne så kolossalt meget atomfysik. Jeg skal ikke stoppe ’Hvem vil være millionær?’. Jeg tager det bare som et symptom på skredet«.

Men tror du ikke, at der er mange, der står af, hvis det bliver mere elitært?

»Jamen, du må godt have ’X Factor’ og ’Hvem vil være millionær?’. Men du må også have det andet«.

Man er vel nødt til at flytte noget for at få plads til noget andet?

»Ja, det er så den redaktionelle opgave. Jeg har også været redaktør på Danmarks Radio. Og det er altid opgaven at prioritere«.

Lortekunst
Ganske vist siger Per Stig Møller, at han ikke vil give et endeligt svar på, hvad kvalitet er.

Men i programmet Jersild Live på DR 1 afslørede han lidt af sit kunstbegreb et par dage efter sin tiltræden.

Han blev spurgt meget konkret, hvad han mener om værket ’Merde d’Artiste’ af kunstneren Piero Manzoni – kunstnerens lort på dåse, der findes på kunstmuseerne i Herning og Randers.

Da tv-værten stillede spørgsmålet »Er det kunst?«, svarede den nye kulturminister: »Nej, det er noget lort«.

Det fik museumsleder fra Randers Kunstmuseum, Finn Terman Frederiksen, til at erklære, at Per Stig Møller mangler viden om moderne kunst. Han skrev et klagebrev til ministeren og forklarede værkets kunsthistoriske betydning som et kommentar til kunstbegrebet.

»Jeg blev til gengæld rost af kolossalt mange andre. Du skulle se min brevbunke«, siger Per Stig Møller.

Ministeren skal ikke være diplomat
Hvad siger du til hans argumenter om, at det faktisk er kunst?

»Jamen, det er så kunst for ham. Det er det ikke for mig. Ligesom han kan udstille, hvad han vil på sit museum, må jeg også mene, hvad jeg vil. At kulturministeren skal være neutral og diplomat, synes jeg er en forkert opfattelse«.

Hvilken effekt tror du, det har i kulturlivet, når du specifikt kritiserer bestemte kunstværker?

»Det har jo haft en vidunderlig effekt. Den har ikke været diskuteret så meget siden 1961, den dåse«.

Viser det så ikke netop, at det er kunst?

»Du kan ikke sige, at enhver provokation er kunst. Så bliver det et meget vidt kunstbegreb. Men når museumslederen sagde, at meningen med værket var at ironisere over kunstbegrebet, så er jeg jo slet ikke uenig«.

»Folk kan blive så vrede, at jeg bliver smidt ud«
Piero Manzoni satte vel netop spørgsmålstegn ved, hvad kunstbegrebet var, og hvordan galleriverdenen fungerede?

»Præcis. Men det betyder jo så også, at han sætter spørgsmålstegn ved, om hans egen dåse er kunst. Det mener jeg ikke, den er. Det er den debat, Manzoni ønskede at rejse, og den har jeg nu givet mit svar på mange år efter. Andre har et andet svar«.

Hvordan har du det med, at politikere kommenterer politisk vinkling i konkrete tv-serier, som Dansk Folkeparti for eksempel har gjort?

»Det er da en del af den offentlige debat. Hvis vi politikere opgiver at have meninger, har vi svigtet. Men bare fordi jeg siger noget, skal andre jo ikke tie stille. Det var fint, at museumsdirektøren gik ind i debatten. Rigtig fint. Og vi har armslængdeprincippet, så politikere alligevel ikke har magt over, hvad der skal støttes«.

Bliver det så ikke en gratis omgang at komme med den slags udmeldinger som minister?

»Næ, ikke gratis. Det kan jo betyde, at folk bliver så vrede på mig, at jeg bliver smidt ud«.

I lyttefasen
Men hvis du alligevel ikke har mulighed for at påvirke noget?

»Ministeren har jo nogle muligheder for at omprioritere midler. Det sker i finanslove, medieforlig, biblioteksaftalen. Det er en politisk beslutning. Men vi skal ikke detailstyre. Vi sætter rammerne«.

Hvad regner du så med at omprioritere?

»Det har jeg ikke taget stilling til. Jeg er i lyttefasen. Jeg har sat mig ind i de sager, der venter, og jeg har hørt de politiske meldinger. Nu kommer næste runde, hvor jeg begynder at tale med de forskellige aktører i kulturlivet. Hvis jeg kommer med nogle færdige politiske erklæringer, har de ikke mulighed for at påvirke mig«.

Men du er jo konservativ, så hvad er den overordnede konservative kulturpolitik?

»At noget er vigtigere end noget andet. Noget skal støttes, fordi det har værdi for samtiden og måske også for fremtiden. Og så går vi ind for, at kulturarven skal bevares og gives videre. Vi er en tilfældig generation på Jorden, og hvis vi begynder at udradere det, vi ikke kan lide, kan der komme generationer og sige, at vi har slettet samfundets hukommelse. Men det er ikke kun fortiden, der skal kæles for. Hvis ikke nutiden sætter sit præg på sig selv, har man også svigtet i processen og efterladt et stort hul«.

LÆS ARTIKEL Per Stig: Han kan virke lidt fessoragtig

Du taler om kvalitet, men eliten vokser vel også af bredden?

»Fuldstændig rigtigt. Kæler du kun for nichen, bliver den et tempel, hvor de fleste mennesker føler sig fremmed. Men hvis du kun har bredde – hvad jeg altså føler, vi er på vej til, i hvert fald i massemedierne – flader bredden mere og mere ud. Og så mangler de højdepunkter, der skulle løfte den. Det gælder altså også public service«.

Vil have bedre nyhedsdækning
Per Stig Møllers første store opgave som kulturminister bliver at kreere den medieaftale, som bestemmer vilkårene for blandt andet Danmarks Radio de næste fire år.

Han går efter brede forlig, og socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, har blandt andet erklæret sig enig med Per Stig Møller i, at nyhedsdækning på tv skal forbedres.

»Som udenrigsminister gik jeg over til at se den engelsksprogede version af Al-Jazeera. Jeg var simpelthen ikke klædt på i forhold til, hvad der skete ude i verden, hvis jeg kun så DR og TV 2. Den elektroniske presse er kommet til at ligne tabloidaviser som Ekstra Bladet og B.T. Det er kriminalstof – nogle Bandidosrockere går over til Hells Angels, eller nogen bliver skudt, hvilket selvfølgelig er forfærdeligt …«.

Men tror du ikke, det optager mange mennesker?

»At nogle Bandidosrockere går over til Hells Angels?«.

At nogen er blevet skudt?

»Jo, og det skal også være der. Jeg bagatelliserer det ikke. Men der sker mange ting ude i verden, som påvirker os, ændrer vores fremtid og så videre. Og her mener jeg, at man især prioriterer kriminalstof og social elendighed. Sager med misrøgtede børn er frygtelige, og det er godt, de kommer frem. De skal være der. Men det er påfaldende, at det meget ofte er tophistorierne. Jeg savner mere væsentlighed i prioriteringerne«.

Men igen – hvad kan du gøre som kulturminister?

»Jeg kan understrege væsentlighedskriteriet i nyhedsdækningen i public service-kontrakten«.

DR vil formentlig sige, at det er dyrt at lave udlandsstof?

»Ja, ja, det siger de altid. Men det kunne jo være, at man kunne finde ud af det, hvis man bare tænkte lidt mere over det. Jeg kan se, at de allerede har de diskussioner. Og igen – jeg bidrager til dem«.

Taknemmelig for modtagelsen
Forfatteren Inge Eriksen sagde, da du tiltrådte, at hun tror, kunstnerne vil få det psykisk bedre med dig som kulturminister …

»Nu håber jeg da ikke, at jeg har ødelagt deres nerver med det her interview«.fodbold.  I forbindelse med ministerrokaden for nylig fik Per Stig Møller en fodbold af den afgående kulturminister og en landsholdstrøje af sin egen afløser, Lene Espersen. Men »jeg følger skam med i fodbold«, forsikrer kulturministeren. Foto: Finn Frandsen

Men hvordan forstår du den melding?

»Jeg er som sagt meget glad for den modtagelse, jeg har fået af stort set hele kulturlivet. Meget taknemmelig. Det gør mig også ydmyg. For kultur har altid været en stor del af min liv. Da jeg var dreng, læste og læste og læste jeg – og spillede fodbold, hvilket kommer bag på mange. I KB. Jeg blev nu aldrig nogen stor fodboldspiller. Jeg var også håndboldmålmand på skoleholdet gennem flere år, og der gjorde jeg nok en større indsats«.

Pia Kjærsgaard har kaldt dig »fessoragtig«. Er det vigtigt også at få den sportslige side med?

»Jamen, det er en side af mig. Jeg går også til fodbold. Når vi har danske hold i internationale turneringer, følger jeg med. Jeg spiller også selv tennis«.

Med hvem?

»Privat. Jeg er ikke nogen stor tennisspiller, jeg roser mig ikke af det. Men man kan jo se i oversigten på Statsministeriets side, at jeg er medlem af Karlebo Tennisklub, så det kan jeg ikke løbe fra«.