Det er vel ikke helt almindeligt, at toppolitikere og partiledere smækker røret på i hovedet på deres tætteste medarbejdere i rent og skært raseri.

Men da journalist og forfatter Niels Krause-Kjær arbejdede som konservativ pressechef for Per Stig Møller i 1997-1998, kunne han midt i en samtale pludselig stå med en duttende telefon i hånden.

»Det med at hamre røret på tror man ellers kun sker på tegnefilm. Man står der som en idiot og hører dut-dut-dut. Men jeg fandt ud af, at man bare skulle ringe en time senere og sige: »Per, vi blev vist afbrudt«. »Nå, ja, det gjorde vi vist også, sagde han så«, husker Niels Krause-Kjær.

»Nogle gange har han et temperament, så man tror, det er løgn. Men det gode og formildende ved ham er, at det i virkeligheden er ham selv, han er irriteret på, og at alt er glemt efter en time … hos ham. For det er det selvfølgelig ikke altid hos dem, der bliver udsat for det«.

INTERVIEW »Jeg har ikke noget imod amatørtv, men ...«

Per Stig Møller er regeringens intellektuelle figur, ja, måske hele dansk politiks intellektuelle ansigt.

Minister med modpoler
Han har været lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris. Han er dr.phil. – på en litterær afhandling med titlen ’Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826’.

Han er også prisbelønnet forfatter. Analytiker. En tænker.

Konservativ på den klassiske måde. Da han trådte til som kulturminister i sidste uge, betegnede Pia Kjærsgaard ham som »fessoragtig«.

Men spørger man folk omkring ham – og vel at mærke folk, der holder af ham og respekterer ham – har kulturlivet også fået en minister med modpoler. En af de poler er et udtalt temperament.

DEBAT Per Stig Møller kan kun brillere

»Der er dem, der bliver bange, når Per bliver vred. Jeg har altid bare svaret igen, for de mennesker, der går imod ham og argumenterer, respekterer han«, siger hans partifælle og ven, EU-kommissær Connie Hedegaard.

Skarpt intellekt med følelser
Hun har blandt andet gjort grin med hans temperament i en fødselsdagstale, fordi han 11. september 2001 krævede at komme hjem fra en USA-rejse som planlagt, selv om flytrafikken var indstillet.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at han vil gå ind i markante diskussioner som kulturminister. Men jeg tror, at hans force også er, at han hele tiden prøver at se på, hvad der kan samle«, mener Connie Hedegaard.

Så Per Stig Møller har et blik for litteratur og æstetik – kombineret med en løbebane i politik, der jo som bekendt kan være alt andet end kønt at se på. Et skarpt intellekt – kombineret med voldsomme følelser.

En kompliceret mand
Forfatteren Inge Eriksen, som bestemt ikke er konservativ, var blandt de mange, der roste valget af Per Stig Møller, da han tiltrådte i sidste uge.

»Jeg har ikke læst alle hans bøger, men hans George Orwell-bog er fremragende. Følsom. Stærk. Han havde forstået Orwell, som jo virkelig var en kompliceret mand«, siger Inge Eriksen og tilføjer:

»Måske havde han i virkeligheden skrevet om sig selv«.folketinget.  Per Stig Møller i 1997 ved siden af Venstres Uffe Ellemann-Jensen. Foto: Finn Frandsen

Per Stig Møller er blevet portrætteret mange gange af journalister, der har jagtet personlige svar på hans ageren som politiker.

Stol aldrig på nogen
I 1997, kort efter at han var blevet konservativ partileder i kølvandet på Hans Engells promillekørsel, og det var kommet frem, at han selv havde skjult sandheden om en spritdom fra sin studietid i 1960’erne – interviewede Politikens søndagsreporter Ninka ham under overskriften ’Du er altid alene’.

Her fortalte Per Stig Møller, hvordan han som 6-7-årig vandrede med sin far, den forhenværende konservative finansminister Poul Møller, i vandkanten på Hundige Strand.

Pludselig sparkede faren benene væk under ham. Han mærkede druknefornemmelsen, vandet tordnede sig op omkring ham, han lå et øjeblik på bunden.

Så hev faren ham op:

»Det skal lære dig aldrig at stole på nogen«.

I en anden barndomsscene står den lille Per Stig Møller på et bord.

Faren siger »kom nu«, sønnen hopper, hvorefter faren springer til side og siger: »Jeg sagde, du ikke må stole på nogen«.

Selvopfyldende profeti
I interviewet dengang sagde Per Stig Møller, at det var »utrolig usmart« og ikke noget generelt opdragelsesprincip fra hans far, som var en glad og alt andet end ondskabsfuld mand.

Hans mor, radio- og tv-journalisten Lis Møller, beskrev han også som kærlig, selv om hun også havde et voldsomt temperament.

far  og søn. Per Stig Møller og Poul Møller i 1986. Foto: Jacob MaarbjergMuligvis satte faderens advarsel sig i ham – under den konservative magtkamp i 1990’erne viste den sig nærmest at være en selvopfyldende profeti.

»En søgende, nysgerrig sjæl«
Per Stig Møller lagde dog ikke ud med at gå efter en karriere som professionel politiker, men læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Her blev han mag.art. i 1967 og også ansat som stipendiat. I de år gennemsyrede marxismen stedet.

En af hans kolleger, Hans Hertel – som senere blev professor og mangeårig litteraturskribent ved Politiken – var socialdemokrat og fandt sammen med Per Stig Møller og en tredje kollega, Uffe Andreasen, som var SF’er. De dannede en ’litteraturhistorisk debatgruppe’.

»Vi havde meget svært ved at trække vejret frit i det klaustrofobiske marxistiske miljø, så vi holdt sammen. Per var spændende og inspirerende at diskutere og undervise sammen med. Men jeg tror ikke, han følte sig specielt velkommen i den litterære verden. Han fik heller ikke noget stort navn som forsker, så måske har han hen ad vejen tænkt, at politik var sjovere«, siger Hans Hertel.

LÆS OGSÅ Brian M. misforstod Per Stig (30.9.2003)

»Jeg har siden kritiseret ham lidt for at bruge sine bøger om Kaj Munk til partipolitiske formål – til at slå socialdemokrater, radikale og kommunister i hovedet med. Men han er stadig en søgende og nysgerrig sjæl, som har mod på at sætte sig ind i komplicerede ting. Hans bedste bog – ’Den naturlige orden’ om oplysningstiden – fik han Georg Brandes-prisen for, og det, synes jeg, var fuldt fortjent«.

Ellemann: Han var spændende, for pokker
En anden kammerat i studentermiljøet var tidligere udenrigsminister og partileder for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen. De bevægede sig begge over i medieverdenen i blandt andet Danmarks Radio, blev medlemmer af Folketinget og var ministerkolleger i Schlüters sidste regering i begyndelsen af 1990’erne, hvor Per Stig Møller var miljøminister.

»Allerede i studentertiden var han fuldstændig, som han er i dag. Fandeme kantet og kunne hidse sig op, men så blev han god igen. Han var spændende, for pokker«, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Hvad mener du med ’kantet’?

»Hvis man siger noget til ham, vil han næsten altid på forhånd have den indstilling, at man nok på en eller anden måde har en kant i forhold til ham. Det hænger måske sammen med, at han er vokset op i et politisk miljø. Der kan man jo let få den opfattelse, at alle på forhånd er ude på at stikke et eller andet i ryggen på én. Han er på vagt hele tiden – hvad hans liv jo også viser, at han har al mulig grund til at være«.

Snigløbet af sine egne
Da en beruset Hans Engell i 1997 mistede grebet om sin bil og dermed magten, og Per Stig Møller overtog ledelsen af partiet, samarbejdede Uffe Ellemann-Jensen og Per Stig Møller tæt om at gøre V og K til et bud på en ny regering.

partileder.  Per Stig Møller som nyslået partileder i 1997 i samtale med den afgående Hans Engell. Foto: Finn Frandsen Det lykkedes som bekendt ikke ved valget i 1998, hvor de konservative led et knusende nederlag efter lang tids intern ballade.

»Det gjorde mig ondt at se den behandling, han fik, da han blev snigløbet og stukket i ryggen af sine egne så groft, at jeg sjældent har set mage. At han overhovedet har holdt til det siger noget om mandens stamina«.

Er han sjov at være sammen med?

»Hvis det passer ham«.

Og hvor tit gør det det?

»Ha, ha. Det ved jeg ikke. Han er ikke den, der ’kildrer det kløende øre’ for nu at bruge salmedigterens gode udtryk«.

Men er han godt selskab?

»Ja, hvis det passer ham. Hvis han synes, han selv er i godt selskab, er han. Ellers gider han ikke spilde tid på det«.

En sløjfe
Nu er Per Stig Møller så kommet i selskab med det ministerium, der er blevet sat i forbindelse med hans navn siden 1980’erne.

Spørger man Per Stig Møllers gamle spindoktor Niels Krause-Kjær, var det rigtigt af Per Stig Møller at sige ja til jobbet.

»Det er en smuk og værdig sløjfe på hans politiske liv og hans engagement. Om han kan levere varen? Nej, det kan han jo ikke. Han får ikke flere penge at lege med. Men alligevel var det det rigtige valg. Ud fra det klassiske konservative syn på kultur er han den perfekte, og den konservative kulturpolitik trænger ved gud i himlen til at blive frisket lidt op. For kulturen er det godt, og for ham personligt er det også rigtigt at gøre det, inden han sætter sig og skriver sin erindringer«, mener Niels Krause-Kjær.

»Idépolitiker, ikke populist«
Vennen og partifællen Connie Hedegaard mener også, at der er en smuk pointe i, at Per Stig Møller slutter sin karriere i Kulturministeriet – og forener de to sider af sin personlighed, han har dyrket hele livet.

»Han har en evne til – modsat hvad han er blevet beskyldt for – at tale, så mennesker kan forstå det. Han taler ikke til det laveste i folk og søger den laveste fællesnævner. Han er idépolitiker, ikke populist«.

Det blev han jo ellers beskyldt for at være, at da han på tv i sidste uge kaldte en lort på dåse for lortekunst?

»Det var nok mere en fristelse, han ikke kunne modstå, for i alle sine år som skribent har han leget med sproget. Men han brænder for området. Det er også givet, at set gennem konservative briller får han en stærk mulighed for at sige, hvad der er konservativt. Når kulturlivet har taget så flot imod ham, er det ikke, fordi de vil være 100 procent enige med ham. Men fordi de får en samtalepartner, der lytter og ræsonnerer«, mener Connie Hedegaard.

LÆS ARTIKEL Per Stig Møller forstår sig ikke på dåselort

Hvordan Per Stig Møller kan bruge sine evner i Kulturministeriet, vil de kommende måneder vise. Uffe Ellemann-Jensen vil gerne opsummere Per Stig Møllers styrker og svagheder.

»Hans styrke er hans skarpe intellekt«, siger Uffe Ellemann-Jensen.

»Og hans svaghed er hans skarpe intellekt«.