Temperaturen lå og lurede faretruende omkring de 30 grader, og luften var fuld af dårlige varsler. I hvert fald havde den britiske avis The Guardian udført en imponerende research i statistikkerne for at kunne slå fast, at Englands chancer for at besejre Tyskland i en af fodboldens største klassikere lå på et meget lille sted.

Det viser sig nemlig, skrev The Guardian, at »England aldrig har slået Tyskland i år, som falder sammen med kongeligt besøg i Canada (det er blevet til seks nederlag og en uafgjort kamp)«. Værre blev det ifølge avisen af en aktuel filmpremiere: »Robin Hood kan dræbe Englands chancer. Tyskland har vundet de seneste to kampe i år med premierer på film om ham, nemlig i 1991 og 1993«, advarede avisen.

Ach, du lieber Augustin, Alles ist hin kunne eventuelt tyskkyndige briter med rette istemme hin søndag, hvor The Guardians profetier viste sig at holde stik, og fodboldens moderland kollapsede som en alt for luftig shepherds pie for Gud og The Queen ved hvilken gang.

Englands nederlag
De unge, ambitiøse, hurtige og kreative tyskere prikkede hul på samtlige ømme bylder i det gamle imperium på en måde, så selv de tillægsord, medierne benyttede til at beskrive sejren på 4-1, må have fået engelske rygstykker til at syde og værke som branket bacon på stegepanden.

Det var jo den slags ord, englænderne gerne havde set hæftet på sig selv, og som hjemlandets medier vanen tro havde smidt på forventningens knitrende bål forud for VM-turneringen. For nu skulle det fandeme være, ol’ chap. Nu skulle fodbolden sparkes hjem til De Britiske Øer, Britania rules the pitch, og at smadre the Krauts ligesom i 1966 på hjemmebane var vel egentlig bare en formssag.

LÆS ERIK JENSENS FØRSTE ARTIKEL Sverige slår Danmark i VM-fjernsyn

Sådan kan medierne bygge en stemning op i et land under en turnering, hvor søde drømme og forventningens glæde hurtigt kan bankes i vejret som en feberhed psykose for at pifte ud i sommeraftenen som en prut, der stinker af forsmået had og et brændende ønske om at finde nogen at skyde skylden på.

VM-hovedkvarter
Selv var jeg så heldig at overvære kampen på en til lejligheden opstillet tribune i gården ved en nedlagt fabrik i Berlin, hvor det übercool fodboldmagasin 11 Freunde har opslået sit VM-hovedkvarter og ganske enkelt fejrer fodbolden med tusindvis af glade tyske gæster. Sammen med enkelte og overvejende spagfærdigt fåmælte englændere og en enlig dansk tilhænger af det tabende hold (moi ...) denne søndag.

Publikum var selvfølgelig passende iklædt de tyske farver, men ikke i form af bombastisk Bierstubeuniform. Noget i retning af elegante T-shirts på spændstige unge herrekroppe vekslede mellem piger med kæder af papirblomster i rødt, gult og sort i håret eller om halsen.

Elegant imageskift
Det unge kræsne berlinerpublikum har taget det tyske landshold til sig efter VM på hjemmebane for fire år siden. Førhen dyrkede man klubfodbolden og helst lidt perifere kultklubber som St. Pauli fra Hamburg frem for mastodonter som Bayern München.

Et billede, der vendte fuldstændigt, da først den amerikaniserede Jürgen Klinsmann og senere hans assistent, Joachim Löw, tog over med moderne management, demokratisering og åbenhed omkring landsholdet.

En fornyelse fra de gamle tyske dyder med disciplin, hierarki og lukkethed, medierne straks har transporteret videre for dermed at bidrage til et fuldkommen vellukket imageskift. Nu er det pludselig de tyske klubber, der har fanskarer med bundesligafrisure, ølvom og lædervest, mens landsholdet på det nærmeste har spillet sig ind i hjertet på den kreative klasse.

Hjemlig pendant
En transformation, der til forveksling ligner den, det danske landshold tog i 80’erne, da tyske Sepp Piontek med den spøjse udtale af det danske sprog tog over efter 70’ernes bodegatræner Kurt Børge Nikolaj Nielsen – også kendt som Kurt ’Nikkelaj’ Nielsen. Pludselig begyndte det danske landshold ikke bare at vinde fodboldkampe og kvalificere sig til store turneringer, men også at charmere hele verden med teknisk raffinement og personlighed.

Inspireret af et hold, hele nationen kunne stå bag, begyndte især de hjemlige formiddagsaviser, som stadig havde monopol på den udvidede sportsdækning at opfinde slagordslignende forsideoverskrifter, der fremmede salget. Ak ja. Det var dengang. Selv om B.T. og Ekstra Bladet var stort set enige om at hylde Dennis Dynamite og Drømmedahl dagen efter vores ene – superheldige – sejr over Cameroun ved VM, gav det næppe det store løssalg.

LÆS ERIK JENSENS ANDEN ARTIKEL Den danske kommentering af VM er blodfattig

I det hele taget synes den kolossale satsning med udsendte medarbejdere i hobetal og et skrækindjagende spalteforbrug på turneringen i Sydafrika slet ikke at tjene sig hjem for aviserne. Den letteste forklaring på det er selvfølgelig, at vi har et landshold, som uden at imponere eller samle sympati omkring sig røg hjem igen hurtigst muligt. For at overlade scenen som attraktive tilskuermagneter til de danske klubhold, der med FCK i spidsen trods alt har klaret sig hæderligt internationalt i de senere år.

Fornærmelse er blevet automatreaktion
I Danmark er det klubberne og deres fans, der har coolnessfaktor, om nogen, mens landsholdet synes forankret i en rød-hvid roliganstil uden nævneværdige tekniske landvindinger siden ... klaphatten.

Efter dens storhedstid er der vel stort set kun kommet buler i den danske kasket. Og det nuværende landshold reagerer med sit mest markante karaktertræk – fornærmelsen – når dets publikum reagerer som klubbernes fans og for eksempel udtrykker sin protest ved at pifte ad udskiftede spillere efter en svag indsats.

LÆS OGSÅ Tomasson føler sig udsat for personhetz

Meget kan man sige om fornærmelsen. Men den sælger ikke mange aviser. Ligesom fiasko heller ikke er det bedst egnede salgsargument på dagblades forsider. Med andre ord har VM været op ad bakke for aviserne.

Jeg må da også personligt tilstå, at man nærmest skal tvinge sig selv for at gå i gang med de gamle nyheder, som er blevet gennemgået i tv og på nettet, længe inden aviserne rammer deres læsere med et trægt tempo i døgnets urolige rytme. Det, der ligner gentagelser og lyder som matte ekkoer af kampdagens jubelbrøl, er ikke sexet nok til et overmættet fodboldpublikum.

Misforstået mediedækning
Mens aviser i eksempelvis sidste weekends kombattanter fra England og Tyskland for længst har hyret velskrivende, vidende og intellektuelle sportsskribenter, er det herhjemme stort set kun Weekendavisens Joakim Jakobsen, der boltrer sig i det farvand. Ærgerligt, for en begivenhed med så massiv tv-dækning som et VM fordrer ganske enkelt noget helt andet end de samme gamle og grundigt gennemtyggede nyheder fra ’lejren’, småinterview og bedagede kampreferater, der sjældent magter analysens kunst.

I denne serie VM-kommentarer har vi tidligere haft fat i tv-stationerne og deres opgejlede forsøg på hovedsagelig at sælge VM som folkefest. Men de har dog trods alt knyttet eksperter til deres hold, som indimellem leverer skarpe og morsomme kommentarer som denne fra den måske bedste af slagsen, TV 2’s Troels Bech, efter Nordkoreas nederlag på 7-0 til Portugal: »Det kan godt være, at det er et lukket land. Men man må sige, at de har et åbent forsvar ...«.

At selv samme station så fortsætter sin popsmarte stil og inviterer en overhysterisk ’modediktator’ – hjælp på modens vegne! – ved navn Jim Lyngvild i studiet for at kommentere spillernes mundvandsfremkaldende kroppe og tissemænd er så til at tude over. Hvad Lyngvild så også selv gjorde, da han nærmede sig beskrivelsen af David Beckhams og Cristiano Ronaldos forplantningsorganer. Som man sikkert kan sige meget om, men ikke, at de er eksistentielle for – øh – spillet.

LÆS OGSÅ Ronaldo forsvarer presseboykot

Schweini.  Den tyske fighter Bastian Schweinsteiger viser energi og vitalitet. Helt modsat har Berlingske Tidende forsøgt at satse ved at sende sin litteraturredaktør, den fodboldglade forfatter bag den fine bog ’Frankie Boy’ om Frank Arnesen, Jens Andersen, til VM. Men heller ikke litteraturredaktøren har bidraget med andet end sniksnak, der ikke flytter selv en så luftig bold som VM’s Jubilani mange centimeter.

Anderledes skarpt går samme avis’ sportsredaktør, Flemming Fjeldgaard, til den i sine kommentarer, der ikke lider af samme frygt for Morten Olsen og Dansk Boldspil-Union, som resten af de danske fodboldjournalister synes at lide af.

LÆS OGSÅ Slukøret landshold rammer dansk jord

Mange andre kommentarer og analyser har været for tandløse til for alvor at fortjene at blive læst, selv om dette vidunderlige VM ellers har budt på mange muligheder for at kombinere det, det dybest set handler om – underholdning – med holdning og viden.

Men for at skildre de historier må aviserne gøre op med den gammeldags pligttro referatstil, den lige så bedaget flabede og derfor virkningsløse form for formiddagsavissportsjournalistik og komme ind i kampen med nogle velskrevne og tankevækkende artikler.

Smag på fodbolden
Mens tyskernes uforlignelige blonde fighter Bastian – Schweini – Schweinsteiger frygtløs har kastet sig over Diego Maradona og Argentina forud for denne lørdags ekstremt spændende clash mellem de unge germanere og de argentinske verdensmænd, kan vi kun tralle med på den sang, forhenværende hoteldirektør John Cleese udgav forud for sidste VM:

»Don’t mention the war/ Don’t mention the war/ That’s what football is for!/ They might have bombed our chipshop 60 years ago/ But a billion pints of lager later, here we go (come on then!)/ Don’t call them rude names/ It’s such a beautiful game«.

LÆS OGSÅ Tyskerne har åbnet ordkrigen mod Argentina

Netop. Nyd det nu, hvor bolden for alvor sender søde gys kloden rundt. Det er, som billederne af Schweini og Ronaldo antyder, blot et spørgsmål om at stikke tungespidsen ud. Så kan man praktisk taget smage fodbolden, sveden, duften og alt det andet, der også er et VM.