De sidder ved hver sin ende af bordet på scenen, Tine Aurvig-Huggenberger og Harald Børsting.

I den ene side, hendes, står pressefotograferne i en klynge med hævede kameraer for at dokumentere triumfen den oktoberdag i 2007 på Frederiksberg, hvor fagforeningernes hovedorganisation for første gang vil sætte en kvinde i spidsen.

Men Tine Aurvig-Huggenberger ved noget, de ikke ved. Som hun sidder der og kigger ind i kameraernes sorte øjne, ud over salen med hundredvis af delegerede og ned på sin mand, der sidder i mængden med favnen fuld af røde roser, ved hun, at hun har tabt.

Hun bliver ikke formand for LO. Det er kun få minutter siden, formanden for stemmeudvalget trak hende og rivalen Harald Børsting til side og gav dem resultatet: Harald Børsting får 406 stemmer og vinder kampvalget med 17 stemmer.

Sytten.

Nu venter hun på, at hemmeligheden bliver delt ud til resten af verden, så fotograferne kan sværme over til den anden ende af bordet, fra taberen til vinderen. 20 år i fagbevægelsen er slut. Men det tænker hun ikke på.

I dette øjeblik handler det om at komme igennem resten af dagen med værdigheden i behold. Modtage nederlaget, ønske overmanden tillykke, sige farvel til bevægelsen, tale med journalisterne uden alt for røde øjne.

Farvel og tak til fagbevægelsen
Det med de røde øjne er svært, for der bliver grædt omme bag scenen bagefter. Og røget smøger, masser af smøger. Og drukket en enkelt øl.

»Så fik jeg puttet makeup på, og så gik jeg op og talte med journalisterne. Det var jo en god historie for dem, og det bedste havde selvfølgelig været, hvis jeg ville sige noget rigtig grimt om Harald. Men det ville jeg ikke, for Harald vandt et demokratisk valg. Sådan er det«, fortæller hun.

Tine Aurvig-Huggenberger sagde dermed farvel og tak til fagbevægelsen i Danmark og en usædvanlig karriere, der begyndte i 1984, da hun som purung pædagogmedhjælper valsede ind fra gaden og blev tillidsmand for kollegaerne.

En karriere, der kunne have taget hende helt til tops som formand for over en million danske lønmodtagere, oven i købet med et bedstevenindeforhold til Danmarks måske kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

Punktummet for fortællingen Tine & LO kunne sådan set være sat der, i 2007. Hvis ikke lige det var for det med hendes pension.

LÆS OGSÅAurvig vinder pensionsslagsmål over LO

En eksponeret og følelsesladet retssag om seks millioner pensionskroner har føjet flere kapitler til historien og hevet Tine Aurvig-Huggenberger en tur i folkedomstolen. Den forargede del af befolkningen har voteret og fældet en dom om pamperi, også kendt som dødssynden grådighed. Seks millioner kroner. En bjørnelab af et gyldent håndtryk. På medlemmernes regning.

Stedfar med løse hænder
Folkets dom tager Tine Aurvig-Huggenberger ikke så tungt. Det fortæller hun denne glohede formiddag i villalejligheden i Valby, i løsthængende, hvid sommerbluse og diskrete grønne øreringe.

Så hed er dagen, at både en storblomstrende have og to terrasser er valgt fra til fordel for det svale, åbne køkken med store træflader, friske krydderurter og messinggryder i ophæng på siden af kogeøen.

Det der med, hvad fremmede mennesker tænker, har aldrig betydet noget for hende. Som i aldrig, fastslår hun. Heller ikke, da hun var barn.

Tine Aurvig-Huggenberger blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af barndommen i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få.

Tine Aurvig-Huggenberger frekventerede i alt ti forskellige folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind. Værst var det, da pigen fra arbejderhjemmet i Helsingør med de tætte bånd til skibsværftet rykkede ind på en skole i Hjortshøj, midt i det jyske landbrugssamfund.

»Fra da af var min skolegang ikke udpræget lykkelig«, fortæller hun. Og beskriver selv i dag sit forhold til Jylland som »svagt anstrengt«.

For den lille tilflytter var det nærmest umuligt at forstå de koder, som børnenes hierarki blev formet efter. Men hun fik en opfattelse af, at de populære børn kom fra familierne med de største gartnerier eller den største svinefarm, og den kategori hørte hun slet ikke til.

I stedet positionerede hun sig ved igen og igen at kaste sig ind i slåskampe med alle, der kom på tværs. Især hvis de var ude efter lillesøsteren, fortæller Tine Aurvig-Huggenberger.

På det tidspunkt boede moderen sammen med en mand med »løse hænder«. Han slog. Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste MI5 og trodsede al uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

»Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærkt overlevelsesinstinkt«, siger den tidligere fagforeningskvinde.

Hun har læst et interview i Politiken, hvor dette instinkt for overlevelse beskrives som et rovdyr. Et indre dyr, der bliver født af en hård opvækst, og som følger med igennem livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på færde. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

»Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også«.

»Og så er jeg blevet god til at ryste ting af mig«, tilføjer Tine Aurvig-Huggenberger let, mens hun virrer med hestehalen, som var det en løvemanke: »Brrrrrrrr«.

Fra punker til næstformand
Da de obligatoriske ni skoleår var ovre, rendte en korthåret Tine Aurvig-Huggenberger rundt i iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers, hvor familien boede på det tidspunkt.

Vennerne var af den slags, der kunne holde forældre vågne om natten, så moderen hev datteren ud af det dårlige selskab, kørte hende til Tvind-skolen i Ulfborg, efterlod hende på gårdspladsen og sagde: »Her bliver du!«.

Hun adlød ikke, den unge punker, som syntes, de der Tvind-folk var nogle værre hippier. Faktisk flygtede hun en fem-seks gange. Lige indtil hun begyndte at få venner.

»Så blev jeg faktisk rigtig glad for at være der. At vi så var en årgang, der flegnede fuldstændig ud, og lærerne slet ikke kunne styre os, er en anden sag«, skraldgriner den voksne version af Tine Aurvig-Huggenberger.

Efter Tvind-skolen flyttede hun hjemmefra i en alder af 16 år. Væk fra Jylland, til København sammen med sin kæreste. Tiden gik med 10. klasse og bagefter en hf-eksamen, og det var meningen, at der skulle læses videre til journalist eller jurist, men de planer blev skudt ud i fremtiden.

Hun manglede penge og begyndte i stedet som pædagogmedhjælper i en institution på Frederiksberg. Hvor hun i løbet af fire måneder blev tillidsmand.

LÆS OGSÅHK-formand glæder sig over LO's nederlag

Det var dengang i 1980’erne, hvor pædagogerne ifølge Tine Aurvig-Huggenberger trådte på de ufaglærte kollegaer for at værne om deres egen faglighed. Det var »fand’me uanstændigt«, siger hun i dag.

Forargelsen indledte Tine Aurvig-Huggenbergers tour de force igennem en fagbevægelse, som igen og igen blev enten chokeret eller begejstret, alt efter hvem man spørger, over den unge udfordrer, der var fløjtende ligeglad med, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad der ikke kunne lade sig gøre.

»Jeg ved godt, at jeg kan virke voldsom på folk«
Først blev hun formand for Pædagogisk Medhjælper Forbund på Frederiksberg. Hun var kvinde, hun var 23 år, og hun var kommunist. Noget af en modsætning til arketypen i bevægelsen, som var mand, over 50 år og socialdemokrat.

Til forhandlingerne på Frederiksberg Rådhus troppede hun op med sin afblegede Annie Lennox-frisure, kort bagtil, langt foran, og med firserhullede cowboybukser med kig til lår og bagdel. Hun var aparte, men det generede hende ikke spor, fortæller hun.

»Det har noget at gøre med, tror jeg, at jeg altid har været et meget elsket barn, på trods af en omtumlet opvækst. Jeg fik altid at vide af mine forældre og mine bedsteforældre, at jeg var fuldstændig fantastisk. Jeg var måske nok umulig, men der var ingen tvivl om, at jeg var uhyre velbegavet. Det skaber et meget stærkt fundament af selvtillid i et menneske«.

Kan det ikke også have gjort dig for stædig?

»Ja, hvordan er det nu, det er: Kvinder er stædige, mænd er vedholdende?«.
Foto:  Jacob Ehrbahn
Jamen, er du for stædig?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg er stor tilhænger af kompromiset. Hvis det er til fælles gavn at bøje af, så bøjer jeg af«.

»Men jeg ved godt, at jeg kan virke voldsom på folk. Specielt folk, som ikke kender mig. Fordi jeg er larmende og fylder meget og har en mening om det meste ... Det er det fantastiske ved at blive ældre. Det er, som om ens personlighed bundfælder sig«.

Hvad mener du?

»Man lærer at leve med sig selv og holde op med at være irriteret over sine fejl og mangler. Jo ældre du bliver, jo stærkere bliver relationerne også til de mennesker, der er omkring dig. Alene det faktum, at de stadig er der og øjensynligt accepterer dig, som du er, det giver også en ro«.

I 1988, før Murens Fald, meldte Tine Aurvig-Huggenberger sig ud af Danmarks Kommunistiske Parti på grund af partiets »ekstremt provokerende syn på individet«. Fagbevægelsens sag voksede hun ikke fra, tværtimod.

Med støtte fra blandt andre Dansk Metal og Kvindeligt Arbejderforbund blev hun formand for LO i hele Storkøbenhavn, 29 år gammel. Resultatet fik en målløs lokalformand til at udbryde, at hun »jo ikke engang har tørret æggeskallerne af røven endnu«.

Den nyudklækkede karrierekvinde fortsatte højere op i systemet, til landsniveau og en politisk post som sekretær i organisationens hovedsæde, dengang på Rosenørns Alle. Knap sad hun i den stol, før hun indledte endnu en valgkamp, denne gang for at bestride den næstmest magtfulde stilling i hele LO, posten som næstformand.

Som hun selv siger: »Når folk når til et vist niveau i fagbevægelsen, så kæmper de jo hele tiden for at komme op på næste niveau, ikke?«.

Selv om en samlet ledelse i LO var imod Tine Aurvig-Huggenbergers kandidatur som næstformand og pressede på for at få hende til at trække sig, vandt hun i 1996 posten, 33 år gammel. Det skulle vise sig at blive sidste stop på rangstigen for hende.

Såret stolthed
Der bliver tændt og røget ret mange cigaretter, mens Tine Aurvig-Huggenberger fortæller sin historie. Rygefrekvensen ændrer sig ikke mærkbart efter emnet. Til gengæld sker der noget andet, noget med ordstrømmen, når fortællingen kredser om afgangen fra LO og pensionssagen.

Talen bliver om ikke beregnende, så i hvert fald lidt mere overvejet, en anelse mindre imødekommende. Som om rovdyret spænder musklerne nede under hjertevarmen.

LÆS OGSÅAdvokat i LO-sag: Tine er ikke grådig

Forud for formandsvalget havde hun meldt ud, at hun ville træde tilbage, hvis hun ikke blev valgt. Hvorfor egentlig det?

»Fordi hvis jeg ikke vinder, så taber jeg. I fagbevægelsen er der meget kontant afregning: Enten er du valgt, eller også er du ikke valgt. Jeg kunne principielt godt have stillet op som næstformand igen, men det ville være et udtryk for manglende konsekvens. Desuden kunne jeg jo slet ikke være sikker på at blive valgt. Harald stillede op med sin egen kandidat til posten som næstformand«, siger hun.

Var din stolthed såret?

»Ja, selvfølgelig. Jeg har arbejdet tolv år i LO og fremlagt nogle forholdsvis kontante udsagn om, hvad jeg mener, fagbevægelsen skal udvikle sig til, og når jeg så ikke bliver valgt – så skulle jeg da være underligt skruet sammen, hvis ikke min stolthed bliver såret«.

Du fortrød ikke, at du havde sagt inden valget, at du ville træde tilbage, hvis du tabte?

»Nej. Jeg kunne ikke sidde som næstformand under Harald Børsting«.

På grund af ham?

»På grund af, at vi vil noget vidt forskelligt med fagbevægelsen. Desuden mener jeg ikke, det er værdigt. Når demokratiet har valgt dig fra, skal du tage konsekvensen«.

Slagsmålet om de 6 mio.
Efter nederlaget i oktober 2007 gik Tine Aurvig-Huggenberger rundt i en boble i en uge. Hun besluttede sig for at udfylde kalenderen, der pludselig kun bestod af huller, med endelig at få taget den uddannelse.

Og så tog hun ind på Islands Brygge til hovedkontoret, pakkede sine ting sammen og sagde farvel til hver enkelt medarbejder. For at »handle sig ud af sorgen«.

I december holdt Tine Aurvig-Huggenberger et møde med sekretariatschef Finn Larsen. Det var bag døren til dette lokale, at kimen til slagsmålet om pensionsmillionerne blev lagt. De to tidligere kollegaer diskuterede i skarpe vendinger, om den afgåede næstformand havde ret til at få seks millioner kroner i pension, når nu hun gik frivilligt i en alder af 44 år.

Hørte hun så stadig under den pensionsordning, som blandt andre formand Harald Børsting også vil få glæde af, når han går af. Eller gjorde hun ikke.

Da sagen kom frem i offentligheden, blev du beskyldt for at være grådig.

»Det er klart, og det kan jeg sagtens forstå, for det er mange penge. Men de mange penge afspejler jo pensionsordningen. Jeg tror ikke, du kan finde et eneste menneske i dette land, som mener, at de er omfattet af en pensionsordning, og som så vil stille sig op og sige: Ej, det er sørme for mange penge, dem vil jeg ikke have, dem må du gerne få, arbejdsgiver«.

Tænkte du på, at det var medlemmernes penge, der skulle gå til din store pension?

»Ja, ja, det er medlemskontingentet, der er basis for al lønudbetaling i LO. Men som sagt afspejler pensionens størrelse jo selve ordningen og den løn, som de politisk valgte i LO har. Så for mig var det et spørgsmål om, hvorvidt jeg havde retten til pensionen eller ej«.

LÆS OGSÅSkuffelse i LO mens Aurvig jubler

»Og jeg kan godt forstå, folk reagerer på det. Men altså, om de så synes, jeg er grådig eller ej, det må være deres egen afgørelse. Det kan jeg simpelthen ikke ... Hvis jeg skulle tage hele Danmarks meningsdannelse på skuldrene i den sag, så havde det været ubærligt. Det ville heller ikke være rimeligt«.

Du var selv med til at afskaffe ordningen i 2003, ikke?

»Ja. Dengang undersøgte juristerne, om man også kunne afskaffe den i de tilfælde, hvor der allerede var givet tilsagn. Det klare juridiske svar var, at det kunne man ikke. Så skulle hver enkelt skrive under på, at de ville afstå fra deres pensionsordning. Og det var der jo ingen, der ville«.

Heller ikke dig selv?

»Heller ikke mig selv, nej«.

Er det ikke dobbeltmoralsk af afskaffe et gode, men stadig beholde det for sig selv?

»Nej, for sådan er det med tilsagnsordninger. De er baseret på anciennitet, og når man har optjent dem, har man tilsagnet. Sådan er det også med folketingspension og tjenestemandspension. Når tilsagnet er givet, så er det givet. Men jeg kan stadig godt forstå, at folk reagerer på beløbet, for det er mange penge«.

Hvad betyder penge for dig?

»Nu er jeg vokset op i en familie, hvor der gennem min barndom stort set ikke var salt til et æg. Penge er rare at have, fordi man kan gøre ting, men jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke vil være afhængig af en bestemt lønindtægt. Jeg har aldrig ejet noget, før Karl og jeg købte det her hus sammen«.

Tårer og kulde i retten
»Karl« er den schweiziske arkitekt Karl Huggenberger, ægtemand gennem otte år, kæreste gennem elleve. Når hun vågner om morgenen, bliver hun stadig fuldstændig lykkelig over at se, at han ligger ved siden af, siger hun.

»Det her hus« er villalejligheden tæt på Søndermarken, som rummer bugnende bogreoler, et tegnebord og staffeli, et arbejdsværelse, hvor vasketøjet hober sig op, en morgenmadsterrasse og en tagterrasse. Blandt andet. Det er oppe på den øverste terrasse, under himlen og med udsigt over Valbys villatage, at Tine Aurvig-Huggenberger i disse tropevarme dage vågner op og kigger på ægtemanden.

LÆS OGSÅTidligere LO-næstformands millionkrav endte i gråd

Uden ham havde retssagen om pensionen været for meget, også for en kvinde med en løve indeni. Selv med støtten hjemmefra var det faktisk ikke altid til at bære.

Da hun satte sig i vidneskranken i januar, var Tine Aurvig-Huggenberger forberedt på, at det ville blive hårdt. Det havde hendes advokat fortalt hende. Måske er det bare en af den slags ting, man ikke kan forberede sig på.

»Da jeg skulle genfortælle forløbet, kom den her følelse af ydmygelse lige pludselig rullende op igennem hele kroppen, og jeg begyndte at græde. Jeg blev så rasende på mig selv«, fortæller Tine Aurvig-Huggenberger.

Kontroltabet kom bag på hende, og hun var ikke den eneste, der blev overrasket. Næste dag skrev aviserne i overskrifter, at »LO-boss brød sammen i retten« og »Tidligere næstformands millionkrav endte i gråd«.

Der hænger et avisudklip fra mediedækningen på køleskabslågen i Valby, mellem billeder af børnene og feriefotos fra Amalfikysten. Det er en tegning med signaturen Roald Als, Politikens mangeårige tegner, og den forestiller en LO-ledelse i jakkesæt af guld, der kigger hånligt på Tine Aurvig-Huggenberger og siger: »Sig mig, tror du vi vil forgylde dig?«.

»Det er fascinerende, hvordan man med en enkel streg kan indramme en hel fortælling«, siger hun med blikket hvilende på det let nussede avisudklip.

Der er tegnet mange andre illustrationer af pensionssagen, også fra Roald Als’ hånd, hvor budskabet er knap så venligt mod hende, men denne version er på hendes side. Det samme var byretten. Hammeren faldt i foråret og gav Tine Aurvig-Huggenberger medhold.

Sådan blev det så ikke
Det stopper ikke her. En splittet LO-ledelse har anket sagen, så sagen skal en tur i landsretten, før pensionsmillionernes skæbne er endeligt afgjort. Men ikke engang med landsrettens dom vil skilsmissen mellem lønmodtagerne og den formand, de aldrig fik, være helt fuldendt.

»LO vil altid være en del af mig, og i historiefortællingen vil jeg altid være en del af LO«, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

I dag sidder hun langt fra parolerne og de røde faner i en chefstilling i kommunikationsfirmaet PrimeTime. Et kvantespring for en person, der altid har været en kvinde med en sag.

»Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og savner det og tænker, nej, hvor jeg spilder min tid, jeg burde også gøre noget for et børnehjem i Nicaragua. Sådan er det ikke. Jeg har brug for at udforske nogle andre af mine kompetencer, og nu har jeg besluttet mig for at gøre det her. Så er det sådan, jeg gør«.

LÆS OGSÅLO anker dom om pensionsmillioner

Fagbevægelsen er den tidligere næstformand stadig glad for, siger hun, selv om, ingen er perfekt. Havde det ikke været for 17 stemmer dengang i 2007, havde LO også set anderledes ud i dag, forsikrer hun.

Først og fremmest havde fagbevægelsens budskab i langt højere grad braget ud i offentligheden med hende i front. Desuden ville hun have sat alt ind på et bremse medlemsflugten ved at sænke kontingentet. Det kan hun godt tale længe om.

Ligesom hun stadig kan tale længe om fællesskabet som værdi. Ikke bare på arbejdsmarkedet, men for os som mennesker.

»Der er ikke nogen, der alene kan hive sig op ved håret. Der er altid andre mennesker, der spiller en rolle for, om det går den ene eller den anden vej«.

De stærke hjælper de mindre stærke, det er det, det handler om. Ligesom dengang i skolegården i Jylland, hvor den lille pige med de knyttede næver og agentdrømmene indædt forsvarede sin lillesøster.

Eller rettere, det er næsten det, det handler om.

For det strider imod Tine Aurvig-Huggenbergers instinkter at lade fællesskabet skygge helt for individet. Det var også derfor, hun i sin tid flygtede ud af Danmarks Kommunistiske Parti. Som hun selv siger:

»Et ordentligt menneske tager ansvar for andre mennesker, men tager også ansvar for sig selv«.

LÆS OGSÅTidligere næstformand afkræver LO 8 millioner

Tine Aurvig-Huggenberger leverer sin pointe med albuerne fast placeret på spisebordet i Valby. Et bord, der også har spillet en lille rolle i dansk politisk historie.

Det var her, veninden Helle Thorning-Schmidts fløj holdt møder under formandsopgøret med Frank Jensen i 2005.

Senere, da Helle Thorning-Schmidt vandt og blev formand for Socialdemokraterne, blev der spekuleret i Tine Aurvig-Huggenberger som mulig beskæftigelsesminister i en Thorning-regering.

Gætværk, måske, men det var ikke desto mindre realistisk at forestille sig et politisk Danmark, hvor de to kvinder kunne køre parløb som henholdsvis socialdemokratisk statsminister og formand for fagbevægelsen.

LÆS OGSÅLO-boss i retten afviser anklage om milliontilbud

Magtposter i den allertungeste vægtklasse med to personer i front, der alene i kraft af deres køn og alder ville være atypiske. Og så er de oven i købet veninder.

»Ja«, siger Tine Aurvig-Huggenberger kort.

»Sådan blev det så ikke«.