Måske var der ikke så dejligt ude på landet alligevel.

Eller også var pagten mellem mennesket og jorden som så mange andre ægteskaber dømt til at mislykkes på længere sigt.

Det at være dus med himlens fugle og gå omkring og smile til kronhjorte og stære i solrig lykkerus bag en plov blev overhalet med høj fart af et fænomen ved navn modernitet, som med sine rødder i oplysningens emancipationstankegang gjorde op med forestillingen om universet som noget statisk.

Nødt til at forlade landet
Med andre ord: Når det nu ikke længere er sådan, at den stormægtige og altbestemmende Gud har dekreteret, at enhver skabning har sin optimale plads i verdenshierarkiet fra fødsel til død, hvorfor så ikke forsøge at optimere sine forhold en smule? Nej vel.

I sangen ’Small Town’, der indleder hyldestalbummet til Andy Warhol ’Songs for Drella’, som de to gamle Velvet Underground-stiftere Lou Reed og John Cale indspillede i 1989, hedder det, at der kun er en god ting ved en lille by på landet: »You hate it and know you’ll have to leave«.

Det er den radikalt moderne erfaring: at lykken ikke nødvendigvis er, som Peder Bundgaard med vanlig fyndighed formulerer det i erindringsbogen ’Album’ fra 2005, »at stå og glo en ko ind i røven«.

Fodermesteren fra Lolland
Min farfar var en bonderøv.

Han sluttede godt nok sin tilværelse som indbygger i noget, der med god vilje kan kaldes en større by, nemlig den lollandske hovedstad, Nakskov, men det meste af sin tilværelse boede han på landet, i et lillebitte hus i en mose og passede sit gerning på den nærliggende gård, hvor han tjente sit – formentlig sparsomme – udkomme ved at fodre dyrene;

han var, som så mange andre fremragende danske mænd i tidens løb har været det, fodermester, der som bekendt udtales ’foermæsder’ på de kanter. Han levede en tilværelse i dyb samhørighed med naturen, med dyrene og årstiderne.

LÆS OGSÅDansk landbrug er vores fælles fortælling

»Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himmelen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at plante, en tid til at rydde«, som der står i det tredje kapitel af Prædikerens Bog, som Pete Seegers tonesætning og The Byrds indspilning i 1965 fik ud til en generation af gudsfornægtende hippier.

Et liv uden pas
Om det liv, min farfar levede, tilfredsstillede hans inderste længsler, vides ikke, for han drøftede aldrig, om han følte sit menneskelige potentiale realiseret, med hverken sine børnebørn eller nogen andre.

Min farfar nåede ikke vidt omkring i løbet af sit liv, der endte brat en sommerdag i 1976, da han i sommerheden faldt omkuld på et fortov med et hjerteanfald, mens han var ude at lufte sin sort-hvide gårdhund.

Han havde ikke engang et pas; og da jeg en del år senere blev konfronteret med dette faktum og gav udtryk for stor forbløffelse over det, sagde min fars storebror Anker: »Hvad skulle han dog med et pas?«.

Det var ikke just udlængsel, der sled hans hjerte op.

Fra Fejø til Birket
Ikke desto mindre tog Otto Hansen, thi det hed min farfar, det første skridt på vejen væk fra provinsen. Han var nemlig opvokset på Fejø, en af de såkaldte Sydhavsøer i Smålandsfarvandet nord for Lolland.

LÆS OGSÅDansk film gør Udkantsdanmark til det vilde vesten

Men forlod altså den 16 kvadratkilometer store ø og tog færgen til Kragenæs.

Opbruddets årsag har med stor sandsynlighed været et ønske om at skabe sig en tilværelse i en lidt større sammenhæng, og den så han altså på selve Lolland med den noget større øs overvældende indbyggertal og indtil flere byer. Men altså stadigvæk på landet, nærmere bestemt i Birket, der ligger uden for Nakskov og knap nok er en by længere.

Ikke mange muligheder
I efterkrigsårene begyndte mekaniseringen af landbruget for alvor med Marshallplanens hjælp til blandt andet indkøb af Ferguson-traktorer (der blev solgt 100.000 traktorer i perioden 1947-1960 i Danmark), og samtidig begyndte også velfærdssamfundet at tegne sig i horisonten som en social oase af muligheder.

Forskellen på den gamle verden og så den nye, socialdemokratiske luksusmodel er blandt andet folks bevidsthed om muligheder og realisering af dem. Man hører ofte ældre mennesker tale om, at det frem til 1960’erne var en anden tid, hvor man ikke havde alle mulige muligheder.

Kom man fra arbejderklassen, var sandsynligheden for selv at ende med et stykke værktøj i hånden uhyre stor, ligesom det var en selvfølge, at præstesønner stræbte efter selv at få en pibekrave om halsen. Social mobilitet var der ikke meget af, men folk indrettede deres liv efter omstændighederne.

By.  Det er ikke kun vi mennesker, der foretrækker byen. Det gør mange ænder også. Arkivfoto: Tine HardenFlugten fra den røde ko
Det lavede Socialdemokratiet effektivt om på i løbet af opsvingsårene i 1950’erne og 1960’erne, hvor det med et blev både legitimt og acceptabelt at hæve sin egen sociale overligger og åbenlyst tilkendegive lyst til øget materiel velstand og måske også et arbejde, der ikke bare var hårdt slid til en luset hyre.

Borte tog i løbet af et par årtier effektivt livet af den protestantiske arbejdsetik. Og den var en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af den agrare livsstil, hvor man knoklede løs fra solopgang til solnedgang i ansigtets sved, fordi det var meningen med livet, hvad enten man var gårdejer eller daglejer.

Massekommunikation og underholdningsindustri spillede også en betydelig rolle i flugten fra den røde ko. For at ville opnå noget er man nødt til at være klar over, at det findes, og det var folk i den gamle verden kun i begrænset omfang, fordi hele deres tilværelse var centreret omkring det sted, de boede og arbejdede.

De anede ikke eksistensen af tilværelsens rige muligheder. Men det gjorde krigsbørnene, mine forældres generation.

Byens magnetisme
Og derfor tog min far selvfølgelig også det næste skridt; efter endt købmandsuddannelse i provinsen gik turen først til Køge, så til værnepligt, inden han i begyndelsen af 1960’erne landede i København.

For han gad sgu heller ikke bruge resten af sit liv på at veje mel og gryn af for bønder og godtfolk – ude på landet – når han i stedet kunne gå om bord i det moderne liv med alt, hvad det indebar af muligheder for såvel ham selv som den familie, han stiftede.

1968-generationen er blevet skældt ud for at være nogle sociale græshopper, der alene tænker på deres egne behov og nu om dage kun på at bevare efterlønnen, så de fortsat kan rejse til Toscana fire gange om året.

Afkom med muligheder
Det er ikke helt rimeligt at rette den kritik mod en generation, som voksede op i 1950’ernes gråmelerede og bigotte verden. For 68’erne har om noget arbejdet for, at deres afkom skulle have flere og bedre muligheder med henblik på uddannelse, arbejde og ansvar for egne livsomstændigheder.

At det så resulterede i den nation af snotforkælede, rettighedsfikserede narcissister, deres børns, børnebørns og snart også oldebørns Danmark er kommet til at bestå af, er der ikke noget at gøre ved.

Men krigsbørnene sørgede altså for, at deres unger fik bedre skolegang, uddannelsesstøtte til videregående studier, ligesom de også blev fodret med kød og grøntsager i stedet for grød og fedtemadder med bedre helbred og mere energi til følge.

Det er i byen, det sner
Tilstrømningen til gymnasiet eksploderede i løbet af de sene 1960’ere og frem, hvilket igen øgede søgningen til universiteterne – og nye generationer brød familietraditionerne. Er man i besiddelse af en lang uddannelse, er det typisk ikke på landet, man søger lykken, medmindre man er mejerist eller dyrlæge.

Det er i storbyen, det sner. Godt nok var en del af ungdomsoprøret og den efterfølgende vadmelssocialismes selvforståelse også en afstandtagen fra det borgerlige liv, det vil sige en urban tilværelse med fast arbejde og kernefamilie, hvorfor nogle flyttede på landet for at være tættere på naturen.

Og en del intellektuelle købte sig også ægte bondehuse med høns i haven a la Poeten og Lillemor i Jørgen Mogensens noget tidligere tegneserie.

Langt de fleste af dem tog dog 2 CV’en tilbage igen inden længe, fordi Morten Korch-idyllen viste sig at være et fatamorgana, hvor kartoflerne måske nok var af egen avl og kyllingerne smagte af mere, men så var det også det.

Lugten af gylle
I dag er drømmen om det lille hus på landet ikke så udbredt længere. For ikke alene lugter der af gylle, der er også alt for langt til alting. Mulighederne befinder sig i en afstand, som kræver bilkørsel. For der er ikke arbejdspladser, ikke uddannelsesinstitutioner, ikke indkøbsmuligheder, ikke underholdningstilbud.

Og kerneaktiviteten, landbrug, er i dag for det meste en gennemindustrialiseret affære, hvor ganske få personer styrer enorme bedrifter ved hjælp af avanceret teknologi, ofte med ganske ringe udbytte.

Det er med andre ord ikke synderligt attraktivt for ret mange at bo på landet, undtagen i weekenderne og sommerferien.

LÆS OGSÅDer er ikke meget 'bonderøv' tilbage i landbruget

Disse linjer skrives af en smagsdommer i pænt tøj i en lejlighed på Østerbro, der i en vis forstand godt kan siges at være en slags professionel bybo. Som er født og opvokset i København og i årenes løb har boltret sig i de muligheder, byen er fuld af.

Og hverken jeg selv, min kone eller mine døtre kan identificere sig med noget som helst, der har med landet at gøre, hvis ikke det kan spises eller drikkes. Landet, provinsen, det agrare liv, er ikke en mulighed. Hvad skulle vi dog der?

Da farfar forlod Fejø for næsten 100 år siden, indvarslede det begyndelsen på enden – i alle fald i vores familie – for Danmark som landbrugsland. Men også begyndelsen på noget nyt og andet.

At være sin egen herre
På social opstigning fra landproletariat til rødvinsdrikkende middelklasse. På at få pas og bruge det. På at kunne se, at ’Vagabonderne på Bakkegården’ ikke er socialrealisme. På en helt anden dannelse end katekismus, Familie Journalen og almanakken.

Og på at være sin egen herre i langt højere grad, end det var tilfældet på landet, hvor livet som landarbejder, hvad enten man så var fodermester, pige eller staldkarl, ikke var præget af retten til at bestemme over sin egen tilværelse, men af at gøre sin pligt, sige sit fadervor og være glad for hver en skålfuld vælling, man fik serveret.

Om det er en udvikling, man skal lobhudle eller lamentere over, kommer an på, hvem man er. Visse sorte præster vil mene, at det var bedre i gamle dage, hvor Gud var alt, mennesket ingenting og ham ved siden af en stor idiot.

Næste stop New York
Men de fleste forstår at sætte pris på det moderne liv i storbyen med alt, hvad det indebærer af hullede veje, stress og japanske turister, som ikke kan finde ud af køre på cykel. Der er nemlig ikke noget reelt alternativ. Ikke nogen mulighed for at vende tilbage til naturen og forny pagten mellem menneske, jord og dyr.

For mulighedernes land er den moderne metropol.

Om 14 dage sætter min datter Andrea, der blev student til sankthans, sig om bord på et fly med retning mod Brooklyn, New York for at se på mulighederne der, som ubestrideligt er flere end i København.

Jeg håber sådan, at hun kommer tilbage. Selv om historiens pil ikke ligefrem peger i den retning.