Henne ved keyboardet sidder festmusikeren Bimmer og synger højest. Hans fingre styrer plastiktangenterne og trykker på knapper, der et taktslag senere får en trommerundgang til at drysse ud af højttalerne.

Festmusikeren kigger opmærksomt gennem brilleglassene, og de blå øjne følger teksten på en computerskærm. Imens danser hans lædersko på gulvet under keyboardet. Rytmisk op og ned.

»Med forlov, fru Sauterne, vil De danse lidt for mig? For jeg vil – ja, jeg vil så gerne, De må ikke sige nej«.

Og ude på plankegulvet danser to par rundt. Den ene hånd hviler på partnerens krop og den anden er svøbt ind i dansepartnerens frie hånd. Ét skridt spreder fødderne ud i skulderbredde, det næste samler dem igen, og parrene drejer uden system. Imens ser de på hinanden og synger med:

»For når natten er omme, så går vi hver sin vej, men i nat skal De danse kun for mig«.

Fanta og whisky
Klokken nærmer sig 23, og Lions Clubs hus i Svinninge på Vestsjælland er lyst op i hvidt lysstofrørslys. Vagn Svendsen fylder 60, og ligesom for ti år siden bliver det fejret med familie og venner i forsamlingshuset.

Mens Vagn Svendsen er ude at danse, står kammeraten Henning Allenfeld oppe ved sprutbordet i den anden ende af rummet. Han fylder sit plastikglas kvart op med whisky, peger mod musikeren og siger så:

»Han spiller sateme godt, ham der«.

Så hælder han Fanta oven i sprutten, tager en tår og fortsætter:

»Der skal bare være levende musik. Uden det, så duer det bare ikke. Så dør festen fuldstændig«.

Hvordan fester Danmark? Hvem er vi, når hverdagens grå hudlag skrælles af og vi slipper morskaben løs? For at forsøge at svare på det har vi allieret os med en ekspert i at feste. En mand, der måned efter måned i 33 år er draget fra fest til fest for at gøre sit til, at aftenen bliver mindeværdig.

Det er ham, der sidder deroppe ved keyboardet og spiller og synger på livet løs: festmusikeren Bimmer.

Kun keyboard rykker
Faktisk hedder han Hans-Bent Klausen, men lige siden han var lille, har kælenavnet hængt ved. Da han var seks år, kom hans far hjem med en harmonika, og Bimmer syntes, det var så sjovt at trykke på knapperne, at faderen købte ham hans egen lille harmonika. Så lavede de et familieorkester med seks harmonikaer.

»Sådan startede alt det her«, fortæller Bimmer hjemme i sin dagligstue i huset lidt uden for Holbæk.

Klokken er halv fire om eftermiddagen, og han skal snart af sted til festen. Fem ud af syv børnebørn leger og hviner i haven, hvor der er udsigt over bølgende marker. Harmonikaen er for længst blevet pensioneret, ligesom hans hammondorgel, for i dag er det kun keyboard, der rykker, hvis man skal spille festmusik.

Et kærligt eventyr
Den populære festmusik som Shu-bi-dua, Bamse og musik fra Dansktoppen er også Bimmers foretrukne rent personligt, og han sidder flere gange om ugen og holder evnerne ved lige i sit musikrum. Men han komponerer aldrig selv.

»Jeg har kun skrevet en enkelt sang, men jeg har ikke spillet den i snart 15 år. Den blev skrevet, efter at jeg røg ud af et forhold, hvor jeg fik en datter«, siger han.

»Så skrev jeg en melodi ud fra det. Den var ikke realistisk, men det kunne godt have været sådan. Temaet i melodien var faktisk, at de år der, det var kun en drøm, og det hedder melodien også«.

Bimmer begynder at synge:

»Det var kun en drøm/ et kærligt eventyr/ som en hvirvelstrøm/ på rosenrøde skyer«.

»Ja, det var omkvædet, og det blev så gentaget«.

Ikke to fester er ens
Som festmusiker har han set et utal af fester i Danmark gennem årene, og de holder sig for det meste til samme grundopskrift:

Familie og venner samlet i et lejet lokale, tre retter, taler og festsange. Så rykkes bordene rundt, og der er dans og sprut, og så er det slut.

Alligevel er det, som om noget er ved at ændre sig, som om familiefestens stemningskurve er knækket. Og festeksperten har en idé om hvorfor. En idé han dog først fortæller på den anden side af midnat, når den allersidste dans er forbi.

Ja, for Bimmer elsker stadig sit job. Som han siger:

»Der er ikke to fester, der er ens«.

Det er derfor, det stadig er sjovt at bruge weekenderne på at tage på landevejen. Musikeren kysser konen kærligt farvel, og så er det af sted til Svinninge til Vagn Svendsens fødselsdag.

Tunmousse og hestesko
Klokken er 18.35. Bordene står i hesteskoform, der er blå papirsdug på og hvide servietter i glassene. Midt i hesteskoen sidder fødselaren Vagn Svendsen med hustruen Lene, og ellers er gæsterne fordelt efter alder:

De ældste sidder i hesteskomagnetens venstreben og agerer pluspol med rødvin og pludren, og så bliver ansigterne ellers yngre og yngre som man rutsjer ned ad buen. Ovre i minuspolen sidder de unge med Sommersby-cider og er lidt tavse.

LÆS ARTIKELTeenager: Jeg har hele tiden lyst til at kramme

I hjørnet af lokalet er keyboard, mixer og fire store højttalere stillet op. På den ene højttalerstang er en ventilator klemt fast, og vingerne drøner rundt bag gitteret og holder Bimmers hoved køligt, mens han spiller sin dinnermusik. Jazzede arrangementer og instrumentalversioner af kendte sange.

»Man ser jo ikke familien så tit, så det her er meget måden, det foregår på«, siger Alex Bertelsen mellem mundfulde af kølig tunmousse og rejer. Han er 26 år, nybagt far og har sønnen siddende i barnestol ved siden af. En stor omvæltning at få sådan én, siger han.

»Ja, jeg kunne da godt finde på at holde fest sådan her, når jeg fylder 30. Men så skulle der nok være flere venner med«, siger han, og laver så et kast med hovedet hen mod Bimmer.

»Og jeg ville nok ikke hyre sådan en spillemand«.

Et trefoldigt vuf for fødselaren
Festsange er der naturligvis blevet lavet til lejligheden, og ungerne og konen lægger ud med deres, der er skrevet over melodien ’Det’ hammer hammer fedt’. Her fortæller de Vagn Svendsen, at de elsker ham.

Bimmer synger for, og efter sangen rejser alle sig og skåler for Vagn Svendsen, der bliver siddende.

Flere sange kommer til – også en fra hunden Bob, der er derhjemme, og så rejser alle sig igen og udbringer et trefoldigt vuf for fødselaren.

Efter den kvitterer Bimmer ved at spille ’Himmelhunden’, og de fleste synger med. Musikken får stemningen til at løfte sig, og det har da også hjulpet med hvidvin, rødvin og hovedret bestående af tre slags kød.

Det foreløbige højdepunkt nås, da Bimmer efter ’Himmelhunden’ kaster sig ud i et medley af gamle sømandssange, der får hele hesteskoen til at låse armene sammen, mens de tra-la-la’er og sejler op ad åen.

Festens anatomi
»Det er det, man kalder et sømandspotpourri, og næsten alle kan lide det«, forklarer Bimmer, da han holder pause efter dinnermusikken.

»Det er en af de traditioner, der går igen, som årene går. Det er sjovt nok både ung som gammel, der kan gå med på det gyngeri der. Hvis man spillede et potpourri af ung musik, så ville det ikke virke på samme måde. Det er, som om man forbinder sådan noget festkultur, som jeg laver, med visse typer musik«, siger han.

»Nu siger jeg det igen, men der er ikke to fester, der er ens. Som musiker skal du give folk det, som de vil have af dig – så er de glade og lykkelige. Så kan du selv synes, hvad du vil herinde«, siger han og sætter en finger mod sit bryst.

»Men samtidig skal du ikke spille noget, du ikke vil. Så bliver der ikke noget føling bag det, og der skal også være føling i sangen, for ellers mærker publikum det. Du kan godt lave nogle fejl i akkorderne, det kan de sgu ikke altid høre, men hvis du klokker i teksten – det er det værste«.

Selv om det er de samme traditioner, der går igen gennem forskellige fester, så har publikummet ændret sig. De er ligesom blevet ældre og mere gråhårede.

»Da jeg startede, spillede jeg meget til bryllupper og 30-års fødselsdage. Nu er det oftere sølvbryllupper og 60-års«.

Bimmer har dog også optrådt for udelukkende unge mennesker. For eksempel til en firmafest for 300 af Deloittes ansatte. De havde oldekolletema.

Ævl og sjusser
Da Bimmer igen sætter sig til tangenterne, er den blå himmel blevet mørkere og stjernetydelig. På samme måde har selskabslokalet skiftet udseende. Bordene er blevet rykket rundt, de små børn har taget flyveren til drømmeland, og gæsterne finder anekdoterne frem fra hukommelsens kabinet.

Fødselaren står udendørs og nyder en cigaret.

»Det er dejligt at være omgivet af familien«, siger Vagn Svendsen. Fra sin plads i hesteskoens hjerte har han skuet ud over både børn og børnebørn. Nu reflekterer han lidt over det.

»Det er jo ikke altid, der er tid til at se dem alle sammen«.

Inde ved bordene fyger anekdoterne over den blå dug. De gamle ævler og drikker sjusser, og det er også dem, der tager ud og svinger til Bimmers musik. De lidt yngre bliver siddende.

Heyyyy, hey baby. Hoo, ha!
»Okay, her kommer en sang til de unge. Er i klar«, spørger Bimmer i mikrofonen.

Ingen reagerer.

»I kender den, lige så snart den går i gang, og så er det bare op med armene. Den lyder sådan her: Heyyyy, hey baby. Hoo, ha!«.

Bimmer markerer ’hoo’ og ’ha’ ved at pumpe venstre arm over hovedet. Ingen andre gør det.

»Nå, den var I ikke med på. Men her kommer den alligevel«.

Imens snakker de gamle løs.

»For helvede, Henning, skal du ikke snart ud og danse«
Om dengang Henning Allenfeld mødte sin Helene, og hun var slank som en sylfide, da hun stod der og passede pølsevognen på Islands Brygge. Henning reparerede busser på Bryggen og begyndte pludselig at spise meget mere på pølsevogn.

»Hun var 25, og jeg var 42. Det var utroligt, hun ville have mig«, siger han, og konen Helene siger grinende.

»For helvede, Henning, skal du ikke snart ud og danse«.

LÆS ARTIKELMidaldrende kvinde: »Der er ingen, der byder os op i Viborg«

Dernæst fortæller Jytte Møller, der sidder overfor, at hun var buschauffør i København i 25 år, og anede ikke, at det var Henning Allenfeld, der reparerede busserne. De kendte ikke engang hinanden dengang, er verden ikke lille?

»Det var noget værre lort, de lavede på værkstedet«, siger Jytte Møller.

Sådan går tiden med snak om gamle dage, indtil Bimmer siger: »Så er det tid til at komme ud, hvis man vil have en allersidste dans«, og hele bordet bortset fra én rejser sig.

»Så må man hellere slutte af med manér«.

Den allersidste dans
Fire par holder tæt om hinanden, smiler og synger med på Kai Normann Andersens klassiker. De yngre bliver siddende ved deres bord, og aftenens ældste, Inger Hansen, sidder alene tilbage med ryggen til dem. Hun støtter hovedet i hånden, og har blikket indstillet på uendeligt. Øjnene er åbne, men for den indre biograf spiller minderne. Hendes mand døde sidste år.

Den allersidste dans bliver Kim Larsens ’Om lidt’. Et par danser pande mod pande og ser hinanden dybt i øjnene, og så er der natmad.

Bimmer ruller sine kabler sammen og pakker keyboardet ned.

»Det var en lidt atypisk fest. Normalt er der noget mere liv«, rekapitulerer han.

»Men jeg ser faktisk mere og mere den slags fester, hvor folk bare sidder og nyder det og ikke danser meget. Der kommer jo flere og flere gamle, men det er altså også den verden, vi lever i«.

Noget har ændret sig i måden, danskerne fester på – energien er ved at forsvinde.

»Folk i alle aldre bliver mere og mere passive. Der var mere go i den for bare 15-20 år siden. Men folk har så meget i hverdagen i dag, så de har ikke energi til at feste på samme måde, tror jeg. Arbejde og stress fylder meget mere«.

»Før i tiden var der meget mere fart på, og folk havde heller ikke noget imod at have en lille blæser på, selv om det var til konfirmation om søndagen. Nu er det sådan, at nogen folk knap gider komme, men nærmest gør det af pligt«, siger han og holder en lille pause.

»Men som musiker, så må man bare sige til sig selv: Jeg kan se, folk hygger sig, og så må jeg bare synge og spille og se glad ud«.