Vi står foran en revolution.

De hvide vægge synger på sidste vers. Om få år vil de blive afløst af noget rarere. Noget mindre hvidt.

Måske noget dybt chokoladebrunt. Mørkeblåt. Cremefarvet. Eller bare meget grønt.

Det lyder måske tåbeligt, men jeg tror, den nordiske modernisme er ved at have toppet.

LÆS OGSÅ Man får lyst til at kramme mesterlig skulptur

Folk har fået nok af strengheden. Kig i Den Blå Avis og se, hvor mange PK 22-lænestole af Poul Kjærholm der er til salg. Det bugner af dem.

Nok er det en smuk og behagelig lænestol, men den er sgu ikke en hyggefætter. Og nok signalerer den god smag, men ligesom med de hvide vægge er vi bare ved at have fået nok af det strømlinede.

Alternativ til den hvide væg
Jeg ved godt, at de færreste bor i boliger, der er kridhvide og indrettet med Kjærholmmøbler, men tjek et nummer af Bo Bedre eller et andet nordisk boligmagasin ud, og indrøm så, at 90 procent af alle vægge er hvide.

Og det er der jo egentlig ikke noget galt i, men det er ved at være kedeligt.

Faktisk så kedeligt, at selv jeg, der sværger til alt, hvad der lugter af nordisk askese, er begyndt at tvivle.

LÆS ARTIKEL Ikeas nye katalog er for tamt

Jeg har nemlig opdaget, at der findes alternativer, der emmer af varme, variation, spændende overflader og en stoflighed, der kan være svær at finde, når alt bare er hvidt, hvidt, hvidt.

Den erkendelse kom jeg til for nylig, mens jeg sad og slubrede kaffe i Melbourne i Australien. Der kan de nemlig noget med at få gæsterne til at føle sig hjemme.

Rå mure giver atmosfære
Og nu tænker jeg ikke på hjemme hos hr. og fru Down Under, men på de tusinder af cafeer og restauranter, der er spredt ud over hele byen. Især på kaffestederne.

LÆS OGSÅ Verdens hårdeste sten er fuld af historier

I Melbourne er cafeerne ikke hvide og indrettet med Syverstole eller billigt skrammel fra Ikea. Meget groft sagt, altså. Der findes selvfølgelig masser af kedelige steder.

I Melbourne er gulvene lavet af pudset beton, der skinner i grå, blå, sorte og grønne nuancer.

Væggene er ofte helt rå – måske rå mursten eller pudsede i varme farver, der skaber en venlig og rar atmosfære.

Facaden mod gaden er gamle støbejernsvinduer, som dagslyset vælter ind igennem, og som skaber en skøn kontakt mellem den lukkede cafe og mylderet på fortovet udenfor.

Kaffe ved landbordet
Men det er ikke kun på grund af de farvede vægge og de rå gulve, at man føler sig velkommen og omsluttet af en behagelig varme, når man træder ind på en cafe i Melbourne. Det er i høj grad pga. indretningen.

LÆS ARTIKEL Kasper Salto: Min stol holder lidt på dig

På den første og den bedste cafe kommer du nemlig automatisk i snak med de andre, for modsat de fleste europæiske cafeer, så sidder man ikke ved selvstændige borde i Melbourne, men ved et stort skrummel midt i rummet.

Mange af cafeerne er så små, at i stedet for at proppe dem til bristepunktet med små runde borde, er man gået linen ud og har investeret i et (som regel) gammelt fransk landbord, hvor der er plads til 10-12 mennesker.

Rundt om bordet og langs væggene har man så smidt et læs brune Thonetstole i dampbøjet træ, som folk kan flytte rundt på, som det nu passer dem.

Som var det hjemme i kollektivet
Lyder det åndssvagt? Måske, men det skal opleves.

I stedet for at sidde alene og sumpe over sin kaffe (der skal drikkes med sojamælk, hvis man er rigtig smart på de breddegrader) sætter man sig ved det store fælles bord, snakker måske med sidemanden eller griber et eksemplar fra den stabel aviser, der ligger på bordet.

Akkurat som sad man hjemme i kollektivet – eller med konen og børnene en søndag formiddag.

LÆS ARTIKEL Danmark er ved at miste sin designstatus

Og det er fedt. Og meget cool.

Som små private spisestuer, hvor alle er velkomne og sludrer med hinanden. Det sidste kan godt være temmelig grænseoverskridende for en dansker, der ikke er vant til at tale i det offentlige rum – men det er egentlig okay, når man lige har vænnet sig til det.

Har vi ikke fået nok af hvide vægge?
Den tendens tror jeg også, vi vil se herhjemme.

For i takt med at vi går mere og mere ud, henter kaffen på hjørnet og mødes med vennerne til en hurtig middag, stiller vi også større krav til de steder, hvor vi skal lægge vores kontanter. Og ikke kun krav til maden, musikken og betjeningen, men også til indretningen, akustikken og hyggen.

LÆS ARTIKEL København er et dødssygt hyggehelvede

For nok er vi gode til at hygge i Danmark, men det er ikke just noget, der bliver dyrket på særlig mange cafeer i hovedstaden.

Her er alt hvidt og møblerne lidt for kedelige. Kort sagt – er det ofte en ret ligegyldig oplevelse at bevæge sig ud i det offentlige rum.

Men det vender snart. Vi får nok aldrig betongulve og facader i støbejern. Men forhåbentlig får vi snart nogle flere farver og mere varme – både på byens kaffe- og spisesteder, men også hjemme i stuerne.

For har man ikke fået nok? Har vi ikke set alt for længe på de hvide vægge? Jeg har i hvert fald.

Er der nogen, der har noget hessian?