Nordmændene har en plan.

De vil have en befolkning, der ikke opfatter engelsk som et fremmedsprog, men et hovedsprog på linje med norsk, og som derudover taler mindst ét fremmedsprog.

Kun med stærke sproglige og kulturelle kompetencer kan den nordiske olienation nemlig gøre sig gældende i en mere og mere internationaliseret verden, lyder ræsonnementet hos broderfolket.

Derfor har Norge i modsætning til Danmark formuleret en langstrakt, national sprogpolitik.

Allerede i 2003 fremsatte den daværende borgerlige regering en såkaldt stortingsmelding på sprogområdet, hvilket førte til strategiplanen ’Sprog åbner døre’. Et nationalt fremmedsprogscenter blev oprettet og har fået et vidtrækkende mandat til at løse hovedopgaven: at sikre, at Norge bliver et land med høj kompetence i mange fremmedsprog.

LÆS OGSÅKulturkatastrofe er under opsejling

»I Norge har vi heldigvis ledende politikere, der tager sprog alvorligt«, siger dr.phil. Steinar Nybøle, leder af Nasjonalt senter for fremmedspråk i opplæringen, som blandt andet rådgiver både erhvervsliv og statslige og kommunale institutioner med henblik på at skabe udvikling og sammenhæng i fremmedsprogfagene lige fra folkeskolens 1. klasse til universitetets kandidatniveau og videre ud på arbejdsmarkedet.

»En af vores store udfordringer er at skabe en holdningsændring til det at lære fremmedsprog. I Norge kæmper vi, som I gør i Danmark, med det faktum, at de unges interesse for fremmedsprog har været faldende. Derfor har vi blandt andet besluttet, at gymnasieelever med fremmedsprog fra 2011 får særlige meritpoint, når de søger ind på en videregående uddannelse. Det skulle gerne øge deres motivation«, siger Steinar Nybøle.

LÆS OGSÅNedskæring på humanistiske fag er dårlig latin

Efter at det de seneste uger er kommet frem, at Danmarks tre største universiteter enten nedlægger eller reducerer en lang række sproguddannelser, har både sprogprofessorer, Dansk Erhverv, Dansk Industri og Venstres videnskabsordfører efterlyst en langsigtet national sprogstrategi.

Politisk opbakning i Danmark
Og netop den norske model burde Danmark tage ved lære af, mener blandt andre sprogforsker Lisbeth Verstraete Hansen fra Copenhagen Business School:

»Når danske universiteter af økonomiske grunde lukker sprogfag, skal vi huske på, at det, der kan betale sig for universiteterne, ikke altid kan betale sig for samfundet. Det er en reel sprogpolitisk ansvarsflugt, vi ser i Danmark i disse år. Vi hopper fra tue til tue i sprogpolitikken. Overfladiske sproguddannelser kan vi ikke bruge til noget som helst, for sprog i bredden forudsætter sprog i dybden. Det er simpelthen ikke i orden, at den kommende generation skal have en ringere uddannelse end deres forældre«. ]fakta]

Både hos Socialdemokraterne, de radikale og Konservative møder Norges erfaringer interesse:

»Det er en god idé at få lagt en sprogstrategi, for vi har i Danmark været lidt for emsige med at definere engelsk som det eneste saliggørende«, siger videnskabsordfører Jørgen Lundsgaard (K), som mener, at den danske statsminister bør »udstikke linjerne« for en national handleplan på sprogområdet:

»Og så skal han sætte både videnskabsministeren og undervisningsministeren ind. Jeg er overbevist om, at de vil synes, at det er en god idé. Lad os dog endelig komme i gang med at få lagt en sprogpolitik«, siger Lundsgaard, der får opbakning fra sine videnskabsordførerkolleger hos Socialdemokraterne og de radikale:

»Vi er slet ikke gode nok til at udvikle de sproglige ressourcer, Danmark jo faktisk har«, siger Marianne Jelved (R).

Det samme mener Rasmus Prehn (S): »Jeg har stor sympati for ideen, og jeg tror, at Danmark bliver nødt til at arbejde sig i den retning i løbet af nogle år. Det er for dyrt at lade være, for vi lever i en stadigt mere international verden, hvor sprog og kommunikation bliver mere og mere vigtig«.

»Vi kan ikke stå inde for det her«
Også formanden for Danmarks Magisterforening, Ingrid Stage, der repræsenterer flere end 23.000 humaniorauddannede, er positiv over for den norske model:

»Det harmer mig, at man i Danmark ikke har respekt for sproguddannelserne. Erhvervslivets retorik om vigtigheden af tysktalende ingeniører er ved at overtage debatten, men hvem er det lige, der skal lære ingeniørerne at tale tysk? Vores medlemmer sidder lige nu ude på sproginstitutterne og siger:

»Vi kan ikke stå inde for det her, hvis der bliver skåret yderligere. Kvaliteten falder simpelthen for voldsomt, og det er vi nødt til at forholde os til, også i erhvervslivet og på politisk niveau«.