Det begyndte allerede i sovebussen på vej ned til Alperne.

Vi havde gjort os alle mulige forestillinger om, hvordan Johanna og Christian (henholdsvis næsten tre og ét år) bare kunne gå i brædderne, mens vi kørte. Hvorefter de ville vågne glade og udhvilede i Serre Chevalier.

Klokken fire om natten brast ballonen. Det var selvfølgelig også naivt, men min kone og jeg havde ved fælles anstrengelser, forblændet af ønsket om evig ungdom og uafhængighed, fået overbevist hinanden om, at man sagtens kunne tage børn med på skiferie.

Men klokken fire begyndte Johanna at brække sig, hvorefter Christian vågnede og skreg resten af køreturen. Ikke nemt at klare, når der er 60 centimeter op til overkøjen at boltre sig på. Og cirka 50 mennesker at vække.

Bevares. Vi lejede en kælk, og den havde de to da megen glæde af den første dag, mens vi ventede på nøgle til lejlighed og liftkort. Resten af turen lå de stort set ned og jamrede sig.


Lokal kolorit

Efter nogle dage med mavepiner og feber toppede Christian op med sit livs første mellemørebetændelse. Som den lokale skadestue på en bakketop i byen behandlede med penicillin og tre-fire andre præparater - spray til næsen, slimløsner til halsen og masser af Panodil i skægge flasker.

Det var jo også en slags rejseoplevelse at se, hvordan franske læger gør.

Da Johanna to dage senere fik 39,8 i feber, måtte vi derop igen. Og ærlig talt, så var vi ved at være lidt tyndslidte.

Jeg må indrømme, at kæden røg af for mig en dag nede i betonlejligheden, som vi tilbragte de fleste af døgnets timer i. De blev ved og ved med at skrige, og jeg råbte et eller andet meget højt. Så kiggede Johanna forbavset, og lidt skuffet, på mig og sagde: »Vi er jo syge - du skal jo trøste os«.

Min kone blev også sat på plads, da hun brød grædende sammen en dag, hvor Johanna tissede i bukserne, mens hun stod og skyllede Christians tøj op, som var smurt ind i tyndskid, der interessant nok var blevet helt grønt af al den medicin. »Hvorfor græder du, mor? Det er jo mig, der har tisset?«.

Det er fantastisk generøst, at barnet kan give en hånd, når forældrene kommer til kort.


Følte sig lidt ene

Derudover har Johanna travlt med at lave regler. Måner er halve. Kongekroner har takker. Man drikker mælk af glas - men babyer må godt drikke af bryster.

Og så bruger hun sproget til at definere sin egen størrelse, før som nu. »Dengang jeg var lille, kunne jeg ikke skære ost«, eller »mine ben er for korte til at nå op på voksentoiletter«.

Hun opfinder også egne kombinationer som 'legetøj', det tøj man har på, når man leger, og 'sytøj', det tøj man har på, når man er syg.

Men mest af alt stjæler hun med arme og ben fra sange, historier og talemåder: »Den, der kysser gulerødderne, har en hæslig vane« (frit efter sangen 'Hønsefødder og gulerødder'). »Jeg føler mig så ene« (frit efter 'På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke-, bakketop').

Og da vi en enkelt dag fik hende på ski, sagde hun: »Jeg kan ikke styre mig« (frit efter Peter Pedal, der ikke kan styre sin nysgerrighed, men må se, hvad der er i den store æske med puslespillet).


Pelikanen Christian

Christian derimod kan kun sige 'sko'. Jeg går jo hjemme på orlov med ham, og jeg fandt ud af, at han faktisk prøver at sige sko, når jeg giver ham sutsko på, mens jeg taler højt med mig selv (det gør forældre meget).

Og det er bestemt et ord, der klæder ham, da han kommer til at lave sød lille trutmund til forskel fra den ellers ganske brede mund, han normalt optræder med.

Han kan have et helt rytmeæg i kæften, lukke munden og se listig ud - samtidig. Faktisk er jeg rutinemæssigt nødt til at tjekke hans mundindhold, hver gang han sidder og holder den lukket lidt for bevidst, lidt for længe.

Som hos pelikanen i 'Rasmus Klump' kan man aldrig vide, hvad gabet gemmer. Nogle gange har han tapet og/eller mørtel i munden fra et hul i stuevæggen. Eller også er det perler. Eller avispapir. Eller sutten, som han kan få ind på tværs. Imponerende, selv om det jo ikke er noget, der udløser Nobelprisen i kernefysik.

Han har også fundet ud af at ryste på hovedet, når vi siger nej (ligesom i 'Teletubbierne'), og så træner jeg ham i en fagtesang, hvor undulaten siger ja til Coca-Cola og is, og så nikker han med hovedet. Hvilket dog er lidt farligt, for han rammer ofte hagen ned i bordet eller sin stol under den krævende manøvre. Men han smiler meget og virker glad.


Kvindemagt nu

Beklager i øvrigt, at der er gået så længe siden, jeg sidst skrev her i avisen. Men det er faktisk ikke til at få tid til noget som helst fornuftigt, når man er på orlov.

Jeg har en mødregruppe at passe. To ugentlige lektioner i rytmik. Og så går jeg til mor-/ babytræning nede i fitnesscentret - alt det med bækkenbunden er sgu ikke så ueffent.

En stor del af min dag går med at holde køleskabet fuldt og udtænke nye retter baseret på resterne fra i går. Men det mest sikre tegn på, at min køns-identifikation er slået helt over på østrogen, er, at jeg har opdaget, at jeg er begyndt at tjekke, hvor lang tid Johanna sover ovre i børnehaven.

Pædagogerne skriver det ned i en kalender, og jeg har aldrig forstået det før. Min kone studerer altid oversigten meget nøje (ligesom alle de andre mødre). Ingen mand med respekt for sig selv ville bekymre sig om det. Har ungen sovet, er det vel godt, og ellers er der ikke så meget at gøre ved det. Til gengæld bliver alle mænd udspurgt, når de kommer hjem til konen: »Hvor længe har hun så sovet?«. Hos os er det nu blevet mig, der spørger ...

Det blev lidt langt, det her. Jeg har jo heller ikke så mange at tale med til daglig. Men i øvrigt har jeg slet ikke tid til at sidde her. Tøjet skal i tumbleren og den hakkede okse ud af fryseren. Jeg vender frygteligt tilbage, når jeg igen får fred og ro på mit arbejde.