I 27 år gik Henrik Dahl rundt og troede, at han skulle dø som 50-årig. Præcis som sin far, der i 1983 faldt om på Ribe Katedralskole med en blodprop i hjernen. Lige siden har han følt sig overbevist om, at han heller ikke selv ville blive ældre. Den dag det lykkedes ham at blive én dag ældre, end hans far blev, var han i Island med sin kæreste.

»Det var en dag, vi sådan ... markerede«, siger han.

»Da den var gået, følte jeg på en eller anden måde, at jeg kunne ånde lettet op. Der havde jeg så også haft den hængende over hovedet i 27 år. Men man kan åbenbart godt blive ældre i vores familie. Og det er jeg så nu«.

Ny verden
Henrik Dahls far var ud af en borgerlig familie, men flyttede sig i løbet af livet mod venstre og endte som suppleant for Socialdemokraterne i byrådet i Skærbæk. Selv har Henrik Dahl foretaget den modsatte rejse fra venstre mod højre. Dog uden at finde et nyt tilholdssted. Han er bare blevet politisk hjemløs.

Men det er ikke kun et andet politisk liv, han er ankommet til i en alder af 51 år og et par måneder. Det er det hele, der er forandret. Frem til 40-års alderen var alting ifølge sociologen og forfatteren »lyst og lykkeligt«. Men årtiet mellem de 40 og 50 har slidt på ham.

LÆS OGSÅ Henrik Dahl siger farvel med manér

Kritik af hans person og hans synspunkter i det offentlige rum, ti års spildt arbejde for at gøre Socialdemokraterne »regeringsduelige« og to skilsmisser har udstyret hans billede af verden med nogle mørkere nuancer.

»Det blev bare meget mørkt i de år. Det synes jeg ikke, det er mere. Men jeg bor ikke i den verden, jeg boede i før. Verden er ikke blevet genskabt, jeg har bare fået en ny, som er fin at være i. Men det er et barskere sted, hvor man skal passe mere på«.

Meget på spil
Når Henrik Dahl som barn gik på gaden i Skærbæk, blev der råbt efter ham, fordi han var tilflytter og præstens søn. Hvilket han fandt »meget intimiderende«. Som voksen har han i perioder følt, at Danmark var ét stort Skærbæk, hvor der også blev råbt ad ham i det offentlige rum, når han udgav sine synspunkter i bøger, klummer eller debatindlæg.

I torsdags udgav han bogen ’Spildte kræfter’, hvor han erklærer venstrefløjen fortabt. Venstreorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse. Venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, der kuldkaster den hidtidige indsigt.

Og venstreorienterede politikere giver ikke svar på de spørgsmål, der optager deres vælgere. Faktisk snakker venstrefløjen kun med sig selv, mener han. Og i en uges tid op til udgivelsen bragte det standpunkt ham på alle landets trykte og elektroniske forsider. Spørger man, hvorfor han overhovedet gider, når nu modangrebene går ham så meget på, lyder svaret sådan her:

»Fordi der står så meget på spil og det faktisk handler om vores fædreland«.

Træt af sociologen Henrik
Henrik Dahl er ikke bare navnet på den mand, der kritiserer venstrefløjen for ikke at forholde sig til, at idealet om lighed og frihed er i konflikt med hinanden, og for ikke at ville diskutere en reform af velfærdsstaten. Det er også navnet på den kilde, det som journalist i en årrække var så umådelig oplagt at ringe til, når man havde brug for et begavet og humoristisk blik på tendenser i tiden.

En ualmindelig citerbar blanding mellem en intellektuel og en stand-up-komiker. Men en dag begyndte han at takke nej, når telefonen ringede og nogen gerne ville have hans bud på karaktermordets fysiologi, hvorfor amatører på tv er et hit, eller hvorfor folk ikke længere gider være medlem af bogklubber.

LÆS OGSÅ De røde er en katastrofe

Han var simpelt hen blevet træt af sociologen Henrik Dahl. Og af ikke at blive taget alvorligt.

»I ti år ejede jeg en veldrevet analysevirksomhed, og jeg har skrevet bøger om politik og sociologi. Alt det andet var bare hakkelse til døgnets rejsestald. Men det er det, folk har forholdt sig til«.

Skrevet af et ærligt hjerte
Men er det ikke bare prisen for at færdes ude i debatmiljøet i stedet for at gemme sig bag en indviklet titel inde på universitetet?

»Jo. Men der har været en nyfigenhed omkring min person og mit hår, og hvad ved jeg. Og jeg har bare en impuls, der siger: Tag for helvede at passe jer selv. Hold mig udenfor, og forhold jer til teksten«.

»Det har ført til uvirksomme perioder, hvor jeg har følt, at alting har været til ingen verdens nytte. Jeg har skrevet af et ærligt hjerte og håbet, at det ville skabe lys over land, men det er bare blevet opfattet som underholdning og selvpromovering«.

Ahhhhhhhhhhhhhhhhh
Henrik Dahl tager imod i den nyerhvervede lejlighed på Frederiksberg iført bare fødder og løst hår og en generthed over middel, der får blikket bag de uindfattede briller til at søge både op og ned, men sjældent decideret øjenkontakt.

Han er netop flyttet ind i sit tredje voksne liv, der omfatter forfatteren Lone Hørslev og hendes 7-årige tvillinger. Og undskylder flytterodet, mens han serverer kaffe og kolossale stykker jordbærtærte i køkkenet. Foto:  Per Folkver.

»Ahhhhhhhhhhhhhh«, siger han efter den største store mundfuld.

Vi tømmer tallerknerne, klatrer ovenpå og slår os ned i sofaen i stuen under taget med kaffe og danskvand.

»Jeg glæder mig til at få indrettet det her rum færdigt. Man kan se stjerner om natten«, siger han og kigger ud gennem veluxruderne på den grå frederiksberghimmel.

Da Mao døde
Henrik Dahl blev født ind i et akademikerhjem som den ældste i en søskendeflok på syv. Begge forældre var gymnasielærere, og familien holdt til i henholdsvis Kalundborg og Høng på Vestsjælland, indtil faderen, der var historiker, i 1968 blev sognepræst i Skærbæk i Sønderjylland.

I april samme år blev Martin Luther King myrdet. I juni røg Robert Kennedy. Og familien Dahl var dårligt kommet på plads i Skærbæk, da Sovjetunionen i august invaderede Tjekkoslovakiet.

»Det var et sindssygt dramatisk år, som optog min far meget. Men de begivenheder, der vakte min egen interesse for politik, fandt sted i de tidlige 70’ere. Folkeafstemningen om EF, oliekrisen og Watergatesagen. Spurgte jeg min far om noget, forklarede han i kvarter og halve timer. Og i modsætning til min tidlige barndom begyndte det at blive hængende«.

Det var faderen – og et par af Henriks lærere i Skærbæk – der stod for hans politiske opdragelse.

»Min far gik enormt højt op i politik og samfundsforhold. Da han i den sene radioavis en aften i 1976 hørte, at Mao var død, syntes han, det var så vigtigt, at han kom ind og vækkede mig«.

Hierarkiet faldt på plads
I Høng havde Henrik Dahl gået på privatskole. Men i Skærbæk var det kordegnen i hans fars kirke, der var inspektør for kommuneskolen. En ældre, stridbar og karismatisk mand, der engang havde været medlem af Det Radikale Venstre, men var blevet uvenner med vælgerforeningen og nu havde oprettet en borgerliste, som havde tre mandater i byrådet.

»Han var sådan én, det var livsfarligt at rage uklar med«, siger Henrik Dahl.

»Så vi kom i kommuneskole«.

Omplantningen til Skærbæk var »fuldstændig rædselsfuldt traumatisk og hæslig«.

»Jeg kom fra en verden, hvor jeg følte mig hjemme. Og pludselig kom vi ned til Skærbæk, hvor jeg ikke forstod, hvad mine jævnaldrende sagde, min far var præst, og vi var mærkelige, fordi vi var så mange. Det var sindssygt ubehageligt. Og jeg havde faktisk ret svært ved at falde til«.

Men den otteårige tilflytter var stor af sin alder. Og dengang gik han ikke med briller. Så han klarede en del af problemerne ved at stikke de værste af de jævnaldrende et par på snotten.

»Og så var det lige, som om hierarkiet faldt på plads«.

Marx i teenageårene
Alligevel var det svært at blive fuldgyldigt medlem af fællesskabet, når man var frygtelig genert og holdt af at sidde derhjemme og nørde med sine bøger og samle plastikmodeller.

Henrik Dahl lagde ud med at læse alt om fly, for flyvevåbnet havde en skydebane, der fyldte hele den nordlige del af Rømø. Så at være flyinteresseret i Skærbæk var »ligesom at være ornitolog i et område med mange fuglearter«. Han kunne se de forskellige fly, når de fløj over byen. Eller – på en god dag – tilbagelægge rejsen til Rømø og fra en udsigtsplatform spotte fly fra både de tyske, hollandske, engelske og norske flyvevåben.

LÆS OGSÅ Henrik Dahl forsvarer udskældt filmbranche-muldvarp

Bagefter læste han alt om rumraketter, som der var lidt færre af i Skærbæk. Inden han i teenageårene gik over til ’Det Kommunistiske Partis Manifest’ og ’Kapitalen’, som han fandt på sin fars reoler. For resten af pengene knoklede han for sine høje karakterer i skolen. Men, som han siger:

»Så åbnede der en svømmehal. Og så var jeg faktisk rigtig god til at svømme. Og kom på førsteholdet. Og det forstår jeg på mange måder som min lykkelige barndom. Vi trænede 3-4 gange om ugen. Og det var altså for at vinde – det var ikke for at være med«.

Street credibility i Skærbæk
Snart blev han klubmester i 200 meter butterfly. Og sammen med resten af holdet kørte han Danmark rundt i bus og deltog i diverse stævner og mesterskaber.

»Det var ret fedt at være sådan en busfuld jævnaldrende. Og på den måde fik jeg sådan et ... ungdomsliv. Med venner og bekendte og fester«.

Og så gav det også en vis street credibility i Skærbæk. Eksempelvis da svømmeklubben kom i avisen, fordi de havde ryddet bordet for pokaler ved et stort stævne på idrætsskolen i Ollerup.

»Der stod en hel velkomstkomité i Skærbæk, da vi steg ud af bussen. Det gav jo noget anseelse i byen. Og nogle venner, som også accepterede, at jeg gik mere op i mit skolearbejde og læste mere end de fleste. På den måde er sport jo integrerende. Og det korte af det lange er, at det svømmeliv blev min redning«.

En fjern person
Henrik Dahl var den ældste blandt de syv søskende i præstegården. Men storebrorrollen overlod han til sin halvandet år yngre lillebror, Holger.

»Jeg er sådan en mere fjern person. Lige fra jeg var helt lille, har jeg været ret tilbageholdende over for andre mennesker. Jeg er bare en meget forsigtig person. Så det er altid Holger, der tager ordet ved festerne og siger noget til de andre«.

Hvad gjorde dig utilpas?

»Jamen, andre mennesker gjorde – og gør – mig meget usikker. Og det er jeg egentlig ret ked af. Jeg har heller aldrig gået i børnehave, fordi det gjorde mig så utilpas. Jeg prøvede faktisk i Kalundborg, men bad så mindeligt om at blive fri, og blev skånet, fordi de syntes, det var synd for mig. Der var for mange børn. Og de kom sådan ... for tæt på mig«.

Alle mulige skrækkelige ting
Den dag i dag skal Henrik Dahl mande sig voldsomt op for at gå til et arrangement med mange mennesker.

»Jeg har sjovt nok ikke noget imod at holde foredrag, for det er ikke mig, der holder foredragene, det er min karakter. Og min karakter kan holde alle de foredrag, det skal være. Det rører mig ikke«.

Og så er der også en anden fidus ved de der foredrag. For:

»Når du står på et podie i et lokale, så er du længst væk fra flest mennesker samtidig. Det er simpel geometri«.

Men hvad er det, du er bange for?

»At folk bliver sure og gale og ser skævt til mig og siger ubehagelige ting. At de ikke vil én det godt. Eller ikke synes, at man skal være der. Jeg tror bare, at der kan ske alle mulige skrækkelige ting«.

Skel mellem menneskelighed og faglighed
Hvilket jo er lidt pudsigt, når man tænker på, hvordan du selv langer ud efter navngivne personer i det offentlige rum ...

»Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig nogensinde har langet ud efter nogens personlige egenskaber. I min nye bog siger jeg, hvad jeg tror om Helle Thorning-Schmidts muligheder for at lede Danmark. Men det handler jo også om vores fædreland, så det er i en lidt større sags tjeneste«.

Man kan vel heller ikke ligefrem sige, at du roste Bo Lidegaard på kforum.dk, da han blev udnævnt til Politikens nye chefredaktør.

»Nej, men jeg har altid skelnet mellem folks menneskelige egenskaber og værdighed og så set på, hvordan de udfylder deres jobfunktioner. Det synes jeg er noget andet end at tage stilling til deres moralske karakter«.

LÆS OGSÅ Sociolog: Danmark er det glade DDR

Men Bo Lidegaard kan du vel dårligt vurdere på hans gerninger, dagen efter at han er tiltrådt i sit nye job?

»Jeg skriver, at han er fan af Scavenius, og at jeg har hørt ham rose de radikales skolepolitik. Og – hvilket selvfølgelig er en spydig bemærkning – at nu må vi se, om han kan skrive en tekst på under 500 sider. Og så står der, hvad sandt er, at han ikke har aviserfaring«.

I din nye bog skriver du om Naser Khader, at han ikke gider stille op til arrangementer, hvor han ikke selv er hovedperson. Det kan man vel ikke kalde en helt saglig gennemgang af hans faglige kvalifikationer?

»For mig er der en verden til forskel på at spille hårdt og at spille beskidt. Jeg synes, det er i orden at bruge sin fysik. Men det er ikke i orden at skade modstanderen. Så kan der være enkelte gange, hvor man ikke kan dy sig – alle har jo prøvet at lave et frispark, hvis de har spillet fodbold længe nok«.

Man skulle bare høre Gasolin’
Da Henrik Dahl var ung, var det »lige så let at blive venstreorienteret som at få Månedens Bog fra Gyldendals Bogklub«. Man skulle bare høre Gasolin’ og Røde Mor.

Og synes, at det var skidegodt, at Ungdomsredaktionen hængte Egon Weidekamp ud, selv om man boede i Sønderjylland og ikke anede, hvad overborgmesteren i København havde gjort forkert. Christiania var godt, fordi Kim Larsen sagde det. Og det var også godt at høre ’Tværs’, fordi »der var noget venstreorienteret over Tine Brylds stemme«.

»Vi blev røde, fordi vores forbilleder var det. Hvordan man skulle afhjælpe fattigdom og sociale uretfærdigheder, havde jeg ikke rigtig nogen forestilling om. For os handlede det om personlig frihed. Retten til at se ud, som man ville, og høre den musik, man ville. Sådan et lille bysamfund er enormt konformt, og der blev råbt ad langhårede drenge på gaden«.

I 8. klasse skete det fantastiske. Det lykkedes ægteparret Bjørn og Solvej, der læste henholdsvis kultursociologi og psykologi, at få tilmeldinger nok til at oprette et kursus i sociologi og et i psykologi på ungdomsskolen i Skærbæk.

»Det var et Guds mirakel. Og ved siden af svømningen var det det bedste ved min barndom. Vi læste Joachim Israels ’Sociologisk grundbog’ hos Bjørn og kortere tekster af Freud og udviklingspsykologi hos Solvej. Jeg tror, jeg var 14. Og vi var også på weekender hos Bjørn og Solvej i Ballum – det var totalt fedt«.

Foret med Playboy
På sociologiholdet fik Henrik Dahl også sin første kæreste, Vibeke. Selv om det egentlig var Laila fra svømmeholdet, han i flere år var forelsket i. Men det blev aldrig til noget. For som han siger:

»Jeg var en meget forsigtig ung mand«.

I stedet blev det Vibeke. »Hun var ikke helt så bange for at føre. Hvis jeg må sige det på den måde«.

Som 14-årig oprettede Henrik Dahl KFNS – Kommunistisk Forbund af Neo-Spartakister. Som talte ham selv, broderen Holger og to skolekammerater, der havde det til fælles, at de var vilde med Monty Python og gerne ville høre noget andet end Dansktoppen. Men den nærmeste pladebutik lå i Tønder 25 kilometer væk, så i stedet begyndte KFNS at importere plader med Lou Reed, Bob Dylan og The Mothers of Invention fra England.

Og så brugte de også en weekend på at tage til skolingsweekend i VS i Gredstedbro for at være sammen med nogle »skæggede, uengagerede mænd«.

Det bedste, der var at sige om den tur, var faktisk, at det loft, drengene havde fået lov at slå deres soveposer ud på, var foret med gamle numre af Playboy.

Skolegang
Henrik Dahl var den eneste på hele sin årgang i Skærbæk, der blev erklæret egnet til at gå i gymnasiet.

Han kigger på mig.

»Vi var 60 på den årgang«.

Gymnasiet i Ribe lå for langt væk til, at han fik noget stort socialt liv op at køre med sine nye klassekammerater. Og for resten havde han heller ikke tid. For:

»Jeg gik enormt meget op i min skolegang. Og det var megavigtigt for mig at få høje karakterer«.

Hvorfor var det så vigtigt?

»Fordi det kunne mine forældre godt tænke sig. Og det var meget vigtigt for mig at leve op til de forventninger. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis vi ikke klarede os enormt godt i skolen, så ville der på en eller anden udefinerlig måde falde brænde ned«.

Ikke megen ros
Henriks mor kom fra en arbejderfamilie og var selv blevet nummer 1 på sin årgang i gymnasiet.

»Det snakkede hun meget om. Så jeg følte, at det havde man også værsgo selv at blive«.

Engang kom hans lillebror Holger hjem med et 10-tal.

»Og stik modsat af hvordan andre forældre ville reagere, spurgte hun ham i et dæmpet tonefald, om han var okay«, siger Henrik Dahl og griner.

LÆS OGSÅ Debatbog udlægger velfærdssamfundet som en myte

Fik du så høje karakterer?

»Ja, ja. Jeg blev nummer 1 på vores årgang. Jeg tror, hun syntes, det var lidt ærgerligt, for så kunne hun jo ikke prale med dét længere. Jeg indhøstede i hvert fald ikke rigtig den forventede ros«.

Nok skulle man være noget i familien Dahl. Men man skulle ikke tro, man var det. Overhovedet.

»I vores familie roser man ikke hinanden for noget som helst. I perioder har jeg været ret ked af, at der aldrig er nogen, der siger ’godt klaret’. Men jeg tror, det er, fordi der er blevet konkurreret så meget i vores familie. For så er det også lidt svært at anerkende, at de andre klarer sig godt. Det er bare ikke hinandens fortrinligheder, man snakker så meget om«.

Overambitiøs og selvoptaget
Hvad snakker man så om?

»Så finder man fejl hos andre. Tilsammen er mine søskende og jeg langt over 200 år gamle, og der er aldrig nogen af os, der har hørt en god prædiken. Er det ikke mærkeligt? Det er altid noget værre lort«.

Hvilke fejl fandt de så hos dig?

»Det er noget med, at jeg i virkeligheden ikke er kreativ, men bare arbejder hårdt. Og at jeg er overambitiøs. Og selvoptaget«.

Fru Engells hårtørrer
Henrik Dahl forlod Ribe Katedralskole med sit tårnhøje gennemsnit, lærte russisk og blev uddannet sprogofficer i hæren. Bagefter begyndte han at læse sociologi på Københavns Universitet og drømte om at blive professor som sin farfar. Men studiet var en enorm skuffelse.

»Det var ekstremt venstreorienteret. I en grad så VS fremstod som midten af dansk politik. Hvis man var SF’er, som jeg var, var man ekstremt højreorienteret. Det var virkelig en selektiv gengivelse af, hvad sociologi var, vi fik præsenteret, og det var et fyord at være ambitiøs«.Foto:  Per Folkver.

I seks år fulgte han den kolde krig på nærmeste hold via sit studenterjob i Forsvarsministeriets Telegramekspedition. Her vågede han i nattetimerne over kommunikationsudstyret og var clearet til at håndtere tophemmelige signaler om Nato’s eventuelle anvendelse af atomvåben. Det fik han nu aldrig brug for.

Til gengæld stod han blandt andet for at sende krypterede forespørgsler om, hvordan det lå med strømforsyningen til fru Engells hårtørrer, når ministerparret skulle til udlandet. Og så var det et job, der sendte ham endnu længere væk fra venstrefløjen på grund af Socialdemokratiets »pinlige og vanærende fodnotepolitik« og venstrefløjens »kasten grus i Nato-maskineriet«.

»At forestille sig, at Nato og Warszawapagten var lige gode om det, eller at trygheden i Øst kunne gå lige op med friheden i Vest, eller at Danmark ville være mere sikkert ved at frigøre sig fra Nato, var ren og skær nonsens«, siger han.

Så kom Desmond Tutu forbi
En oktoberdag i 1983 faldt Henrik Dahls far om på Ribe Katedralskole med en blodprop i hjernen, 50 år. Og kom aldrig til sig selv igen, før han døde to uger senere.

»Det var en meget traumatisk begivenhed, der udløste flere beslutninger. Den lære, jeg uddrog af min fars liv, var, at han havde været så bange for at få nej, at han slet ikke havde spurgt. Og sådan synes jeg også, at mit liv havde været op til det punkt. Så jeg gik fra min kæreste og søgte ind på en af USA’s bedste uddannelser i massekommunikation på universitetet i Pennsylvania. Og kom ind«.

De to år i USA var »sindssygt inspirerende«.

»Der stod enorme ressourcer til rådighed. Desmond Tutu holdt foredrag. Og general Westmoreland, der havde været øverstkommanderende i Vietnam. Sociologen Pierre Bourdieu forelæste, og Echo and The Bunnymen gav koncert på universitetet. Det var så fedt, altså«.

Genoprette familiens ære
Og en fredag morgen, da Henrik Dahl kom ind på universitetet, hang der en seddel til ham fra universitetets sekretær. »You got the job«, stod der. Dahl havde – efter en telefonisk samtale – fået job som medieforsker i DR. Med ansvar for radioens lyttertal. Dem var radioen bare ikke særlig interesseret i.

»P1 var rent afsenderorienteret på det tidspunkt. De blev så sure over, at vi lavede lyttertal og overhovedet problematiserede, hvor mange der hørte P1«.

LÆS OGSÅ Borgerlig debatbog lider af skizofreni

Efter tre år som adjunkt og ph.d.-studerende på Handelshøjskolen rejste Henrik Dahl videre til RUC med sin ungdoms professordrøm intakt. Men betingelsen var, at han tog pædagogikum.

»Det ville jeg ikke. Jeg syntes, det var noget fis. Jeg havde undervist på Handelshøjskolen i flere år og altid fået gode evalueringer. Men i mange år bagefter syntes jeg, det var hårdt, at det så ikke blev til noget. For jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle være professor ligesom min farfar. Han var bare ikke særlig dygtig og skrev noget enormt kedelig forskning om brugen af de to engelske modalverber ’shall’ og ’will’. Og så lavede han en toer om ’should’ og ’would’«, siger han og griner.

»Og der foresvævede mig en eller anden idé om, at det påhvilede mig at genoprette familiens ære«.

Alt var godt
Kunne du ikke bare have taget det skide pædagogikum?

»Jeg gad ikke. Og det var også noget med min stolthed. At de i hvert fald ikke skulle bestemme, hvordan jeg skulle undervise«.

I stedet travede han over i det private erhvervsliv, blev forskningschef i AIM, hvor han opfandt Minerva, der inddelte befolkningen i fire forskellige segmenter efter livsstil, værdier og adfærd og gav dem farver. Siden udgav han bogen ’Hvis din nabo var en bil’ og begyndte at skrive klummer og optrådte i en række ’Kender du typen’-programmer sammen med Jørn Duus.

Alt var godt. Henrik Dahl startede analysefirmaet Explora, var medstifter af Nyt Europa og skrev så bogen ’Den kronologiske uskyld’ om sin egen generation.

Et før og efter
»Alting var lyst og lykkeligt. Men i 1999 udgav jeg så ’Borgerlige ord efter revolutionen’ sammen med Lars Goldschmidt, Christine Antorini, Jens Reiermann og Signe Wenneberg. Det var en kritik af venstrefløjen, som jeg havde skrevet det meste af, og fra da af syntes jeg, at alt blev mere mørkt og problematisk. For det var jo noget, der gav modstand«.

»Så længe man opererer inden for kulturlivet, bliver der ikke stillet ret mange kritiske spørgsmål, og folk gør ikke modstand. Men det gjorde de nu. Jeg følte, at jeg blev misforstået med vilje og blev tillagt motiver, som jeg ikke havde. Og jeg synes, bogen havde fortjent større succes, fordi den var så sjov. Men den bevægede sig over i et register, hvor det ikke var nok, at den var sjov«.

Ifølge Henrik Dahl er der simpelt hen et før og et efter den bog.

»Det var ligesom at køre galt. Det var skræmmende, at projektet var kørt af sporet, og at jeg blev udskreget til at være en anden person, end jeg selv følte, jeg var«.

Gik galt
Hvad blev du kaldt, som du ikke kunne genkende?

»Kritikken gik på, at jeg var fløjtende ligeglad med, hvordan almindelige mennesker havde det, og at de ting, jeg skrev, udsprang af en lyst til at promovere mig selv og ikke havde noget dybere indhold. At det grundlæggende var useriøst. Det kom virkelig bag på mig. Og jeg oplevede det som et enormt tab af uskyld«.

Fordi de ikke gav dig ret?

»Fordi jeg naivt forestillede mig, at man godt kunne have taget hatten af for, at det sgu var en meget sjov parodi på, hvordan folk på venstrefløjen tænker«.

LÆS OGSÅ Sociolog: Christiania er mislykket

Blev du deprimeret?

»Ja, i en eller anden forstand. Jeg befandt mig i hvert fald i det gule felt, hvor man oplever et komplet tab af overskud. Jeg magtede ikke at skrive noget og havde lyst til at isolere mig. Det var en grim ulykke i skriveland. Jeg mistede den umiddelbare glæde ved at træde på gassen. Og begyndte at køre mere forsigtigt. Det var simpelt hen gået galt«.

Men vel mest inden i dig?

»Jo, det vil jeg tro. Men jeg begyndte at passe mere på mig selv. Fordi jeg følte, at noget af kritikken var ondsindet«.

Intet professorat
Han kigger op og smiler.

»Min daværende kone havde en veninde, som var i turnus i psykiatrien, og som sagde til mig, at hvis det kunne glæde mig, så var jeg begyndt at figurere i sindssyge menneskers vrangforestillinger«.

Men hvis man er så følsom, er debatbranchen så ikke bare et skidt sted at placere sig?

»Jo, det kan man sige. Men så skrev vi ’Det ny systemskifte’, og bagefter kan jeg godt se, at det var for at rehabilitere mig selv. Det skulle pludselig være meget sagligt og med masser af fodnoter. Og det lykkedes jo, i den forstand at det blev en stor succes. Men jeg følte mindre glæde ved at skrive den«.

Henrik Dahl blev skilt fra moderen til sine tre børn. Og gift med Christine Antorini. I 2001 fik professordrømmene ny næring, da han blev kontaktet af CBS og opfordret til at søge et professorat i massekommunikation.

»Men jeg blev underkendt med stemmerne 2-1. Og blev ringet op af rektor, som var ked af, at man havde prikket mig på skulderen og så alligevel ikke havde styr på tingene. Da brevet kom, smed jeg det bare væk, så jeg ved egentlig ikke, hvem det var, der ikke syntes, jeg skulle være professor«.

Engagementet kom igen
Han smiler.

»Men når man bliver underkendt med stemmerne 2-1, så kan man jo faktisk ikke komme tættere på. Én stemme mere og jeg havde fået jobbet«.

Henrik Dahl skrev flere bøger og høstede mere kritik. Holdt oplæg for både den nuværende og den tidligere regering og hang ud med folk som Ritt Bjerregaard og Søren Mørch og Jytte Hilden og Mogens Lykketoft. Og i 2008 blev han skilt igen.

»Jeg blev virkelig et andet menneske af den krise. De år ændrede simpelt hen mit liv til noget mere barsk og dystert. Og så var det selvfølgelig også desillusionerende i ti år at arbejde hårdt for, at Socialdemokraterne igen skulle blive regeringsduelige. Og indse, at det var forgæves«.

I 2010 blev han kontaktet af en journalist fra Information, der gerne ville interviewe ham om den politiske situation i Danmark. Han sagde nej tak med henvisning til sit dystre syn på det hele.

»Den samtale udløste en masse tanker og følelser. Det var tre år siden, jeg var holdt op med at beskæftige mig med politik, og selv om det i sidste ende gav et magert udbytte, så havde det været utrolig intenst og meningsfuldt at engagere sig i. Og så besluttede jeg mig for at skrive den bog«.

Udkantsfrederiksberg
Og i bund og grund er livet jo godt, det er bare anderledes nu. Og noget er endda bedre. Efter ti år med egen virksomhed har Henrik Dahl solgt sit firma og lever i dag af at være forfatter, kritiker og foredragsholder. Og ved en reception på Gyldendal mødte han forfatteren Lone Hørslev, som han først kom på kant med og siden flyttede sammen med.

»Jeg synes, det er meget svært at have med andre mennesker at gøre. Og derfor er det enormt behageligt, at jeg nu kan sidde herhjemme og arbejde. Og jeg nyder, at jeg kan sende e-mail til folk i stedet for at tale i telefon«.

Det er bare en måneds tid siden, at han og Lone Hørslev rykkede ind i lejligheden ved Peter Bangs Vej Station på Udkantsfrederiksberg. I det område boede han også med sin første kone for tyve år siden, da de skulle til at have børn.

»Jeg boede under 1 kilometer fra, hvor vi bor nu. Og det var sådan en god tid i mit liv. Min verden så anderledes ud, fordi jeg var en ung mand, der skulle i gang med at gøre karriere og have børn. Nu er jeg en midaldrende mand, der har gjort karriere, og mine børn flyver snart fra reden. Men på en eller anden måde er Jorden stadig beboelig, og det bliver godt igen«.

Han kigger op.

»Det har jeg virkelig gået og tænkt, efter at vi flyttede herud: Jamen, det bliver jo godt igen«.