Telefonen ringer et par gange, inden vi er klar til at gå.

SE FOTO OG LYDPå tur med Anker

Ankers hyggelige hule
Ældreboligen på det nybyggede plejehjem i Valby er Anker Jørgensens nye hjem, efter 59 år i Sydhavnen og to år i det nu lukkede Plejebo på Vesterbro.

Her er billeder, malerier, aviser, bøger og udsigt over en skolegård. En livlig summen fra børnenes frikvarter blander sig med roen i Ankers hyggelige hule.

Den gamle mand med de to stokke
Mens morgen bliver til formiddag, drejer vi ned ad Valby Langgade. Tempoet er langsomt og sikkert - og opsigtsvækkende, når man opdager, at den gamle mand, med de to stokke og den faste rytme, er Anker Jørgensen.

Hvem ved ikke, hvem han er? Måske drengen, der suser forbi på sit løbehjul, men han får det hurtigt hvisket i øret af sin mor, inden han flyver videre i FCK-trøjen.

Hilser på Anker
Henne på hjørnet, lige før pizzabaren, stopper vi - igen. Sådan er det hele tiden med Anker, at nogen løfter hånden og hilser med et 'goddag Anker', mens andre stopper op og rækker hånden frem for at hilse på den gamle statsmand.

LÆS OGSÅThorning har omvendt Anker Jørgensen

Længere nede ad Valby Langgade får Anker den idé, at vi da kan tage en tur med jernbanen - S-toget, retter han det til.

Og det gør vi - en dag i september, hvor landet er spækket med valgplakater og tanker om en fremtid med rød eller blå blok i front.

Tænker tilbage
Men der er Ankers tanker ikke. Valgplakaten med Helle Thornings røde smil svæver uden for Ankers synsfelt, da vi går lige forbi den for at finde en hvilebænk, med endnu flere smil i baggrunden.

Blikket er rettet koncentreret mod de to stokkes placering på asfalten foran. Tankerne bevæger sig bagud.

»Jeg kan jo ikke kigge så meget frem, så jeg tænker mere tilbage«, siger landets gamle statsminister, med et lille smil i mundvigen.

»Gåturene betyder, at tankevirksomheden aldrig går i stå, og jeg får tid til at tænke. Det er ofte tanker om kultur, om historie, om nogle af de utrolig mange ting, jeg har oplevet i livet«, siger Anker.

LÆS ANMELDELSE Anker Jørgensen bruger åbenhed som skjold

Toget standser, og vi når kun lige ind, inden dørene lukker.

Solstrålerne danser gennem kupeen, mens endnu et af statsministerkandidatens røde smil farer forbi ude på perronen.

Kaffe og kage
Ved Måløv stiger vi ud på perronen. Her er helt stille. Vi kigger rundt efter en retning. Den ligger ikke lige for, men Anker ved, at der er et hyggeligt kaffested ikke langt herfra.

Og sidst han var her, var kaffen god, og kagen ligeså.

En af de folk, der hæver sin hånd til hilsen, når Anker dukker op, giver os et lift i sin stationcar.

Kaffen ER god og kagen ligeså, præcis som Anker sagde.

Autografer og begejstring
Et hold pensionister fra Greve har lagt deres årlige 'skovtur' her netop denne dag, og synet af deres gamle statsminister bringer skovturen op i et højere gear.

Et ord som begejstring er ikke overdrevet. Anker når at skrive autografer, snakke og grine, inden kaffebordet er dækket. Det er hyggeligt. På alle måder.

LÆS OGSÅ Anker J.: Pittelkow ville så gerne ind hos Saddam

Himlen bliver mørkeblå. Ankers tanker om mødet med pensionisterne og en skulptur, vi så på vejen, luftes, mens toget fragter os hjemad.

Alderdommen er et vilkår
Den faste rytme med de to stokke er nu lidt langsommere, men virker dog stadig sikker.

Anker er helt på det rene med, at han snart ikke kan gå mere.

Men glæder sig over, at han stadig kan.

»Jeg beklager mig ikke, men noterer bare, at det er vilkårene, når man bliver så gammel, som jeg er - livets vej har jo også en ende, forstår du ? og den skal jo ikke være mere tragisk end nødvendigt«.

Foran os ligger Ankers plejebolig, og bag os en dag.

Jeg rækker hånden frem og siger tak.

FACEBOOKBliv ven med Politiken