Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 17. maj. 2012 KL. 03.00

Skrottyve står bag bølge af skulpturtyverier

Høje priser på metal får tyve til at stjæle statuer og sælge dem som skrot.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Natten mellem 13. og 14. januar bugserede skrottyve den flere hundrede kilo tunge bronzeskulptur ’Frihedskæmperen’ og den mindre kobberskulptur ’Le Rêitre’ ned fra deres sokler i Silkeborg og tog dem med sig.

I dag står kun de tomme sokler tilbage.

Det spektakulære tyveri i Silkeborg er blot det seneste eksempel i et stigende antal skulpturtyverier fra udendørs pladser i Danmark.

Ifølge Politikens Research er der de sidste fem år blevet stjålet mindst 29 større bronze- og kobberskulpturer.

Tyvene efterlader sjældent spor

Michael Ask, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, forklarer, at antallet af metaltyverier stiger – og derfor er nu også metalskulpturer interessante for skrottyvene:

»For fem år siden var metaltyveri næsten ikke-eksisterende, men på grund af de stigende metalpriser er tyverierne eksploderet de seneste to år«.

LÆS OGSÅKobbertyve kaster sig over gravsteder

Trods stigningen har rigspolitiet ikke lavet en koordineret indsats over for tyverierne, der ikke registreres nationalt.

»De her sager foregår oftest i nattens mulm og mørke, hvor man fjerner skulpturer fra offentlige pladser. Der er sjældent nogen spor, og det gør det svært for politiet at efterforske«, siger Michael Ask.

Flere ton tunge statuer forsvinder
De stjålne skulpturer kan veje op til flere ton, og tyvene tager ofte lastvogne eller kraner i brug for at sikre sig de tunge værker.

Tyvene afsætter dem efterfølgende oftest i ophugget tilstand hos skrothandlere.

Ifølge London Metal Exchange er værdien for 1 kilo kobber godt 50 kroner, mens 1 kilo bronze koster cirka 30 kroner hos en skrothandler – en brøkdel af kunstværkernes egentlige værdi.

Antallet af tyverier følger angiveligt prisen på de to metaller, der har været støt stigende siden finanskrisen.

Kobberkunstnere får svært ved at sælge
Ifølge Gert Funder, billedkunstner og medlem af Dansk Billedhuggersamfund, er de seneste års mange skrottyverier af skulpturer et stort problem – tyverierne truer billedhuggernes levebrød.

»Det hæmmer folks lyst til at købe en bronzeskulptur. Kommunerne, som ofte er aftagere af skulpturerne, bliver bekymrede, når de oplever eller hører om tyverierne. Det er især et stort problem for dem af vores medlemmer, der udelukkende arbejder i de materialer«, siger han.

LÆS OGSÅBølge af metaltyverier generer den tyske togtrafik

Det er sjældent, at man fanger tyvene bag skulpturtyverierne, men senest har politiet tiltalt tre mænd for at stjæle de to skulpturer i Silkeborg.

Tyvene blev opdaget, da de solgte dele af kobberskulpturen ’Le Rêitre’, der er vurderet til godt 300.000 kroner. De tiltalte solgte de ophuggede dele til en midtjysk skrothandler for 4.680 kroner.

FACEBOOKBliv ven med Politiken