Egentlig havde Mikael Birkkjær allerede fået tilbudt en læreplads hos slagter Tvilling hjemme i Valby, da han i 1982 blev optaget på teaterskolen. Boghandleren var også interesseret.

Så det var på let vaklende ben, han i stedet tog til Fyn for at blive skuespiller. Ikke kun fordi det var i Odense. Hvilket i sig selv var »et andet land«. Han var faktisk mere bekymret for, hvad »de gamle rødder« hjemme i Valby ville sige.

For at blive uddannet skuespiller var altså »noget helt andet, end man nogensinde havde hørt nogen som helst snakke noget som helst om« nede i gården mellem Kjeldsgårdsvej og Vigerslev Allé, hvor Mikael Birkkjær er vokset op.

Lugter lidt af homo
»Skuespiller?«, hvisker han skeptisk.

»Alle de andre blev jo elektrikere og tømrere og smede«.

»Men skuespiller? Det var altså mærkeligt«. For skuespillere »græder jo nogle gange«. Og »kysser andre«, som han siger.

»Og så lugter det også lidt af homo«.

Så når man er ung og af natur en anelse mere afhængig af et tilhørsforhold end gennemsnittet, er det »fandeme nervepirrende«. For hvad nu, hvis de syntes, han skilte sig så meget ud, at han ikke længere kunne være en del af dem?

Men det varede ikke længe, før døren til opgangen i Odense gik sent fredag aften og tre-fire mennesker kom buldrende op ad trappen og dundrede løs på døren. Og da Mikael Birkkjær åbnede, stod hele flokken udenfor. Foret med guldøl og hash. Og råbte: »HEYYYYY, så er vi her!!!«.

LÆS OGSÅBorgen får forrygende modtagelse i Storbritannien

»Jeg blev enormt glad for, at de kom. Selvfølgelig er der en grund til, at jeg kom på teaterskolen i stedet for at gå i lære som gulvafhøvler. Men jeg er vokset op sammen med de drenge der. Og jeg elsker dem. Og ser dem jo stadig«.

Den ene spiller han badminton med om mandagen. Og de andre cykler han jævnlig forbi hos på sine ture rundt i Valby, hvor han stadig holder til.

»Så får vi kaffe og sidder lidt og kigger. Og griner. Og skændes helt åbenlyst. Det er også en del af den ældgamle binding. Hvad helvede bilder du dig ind?«, råber han. Og så – i et anderledes defensivt toneleje: »Nå, nå, man er nok blevet ...«.

Mikael Birkkjær fortæller ikke sin historie. Han spiller den. Flerstemmigt. Farer op og ned og henter stemmer forskellige steder på skalaen, alt efter hvem der optræder i de små dialoger han afleverer sin fortælling i. Fra en hviskende hæs bas hen over en bred, flad Valbyaccent og helt op i de hysteriske overtoner, når det er nødvendigt.

Angst for parmiddag
Det er en anderledes træg version af Birkkjær, der er i røret dagen i forvejen. Han er mildt sagt ikke opløftet ved udsigten til at tale om sig selv i timevis. Og har i hvert fald ikke lyst til at mødes derhjemme. Så vi aftaler i stedet at mødes i hans garderobe på Det Kgl. Teater.

Men i dag er alt godt og nærmest muntert. Måske fordi Mikael Birkkjær i øjeblikket øver sig i at være i det, han kalder det mellemste rum. Ikke det øverste, hvor alt er på spil, og hvor man hele tiden insisterer på at være nøgen, ærlig eller på at udveksle noget væsentligt. Eller det nederste, hvor han indimellem sidder komplet forstenet til en brunch med nogle mennesker, han lige har opdaget, han egentlig ikke gider være sammen med.

»Jeg går hos en klog mand en gang imellem. Han siger, at jeg skal øve mig i at være i det mellemste rum. Hvor man har almindeligt menneskeligt samvær med andre voksne mennesker og sidder og taler om nogle ting uden at være provokerende eller på kanten«.

LÆS OGSÅBriterne er vilde med Sarah Lund og co.

Så Mikael Birkkjær har eksempelvis været til parmiddag for nylig. Og klarede det i egne øjne til et 12-tal. Talte om litteratur og gangstere. Kiggede på billeder fra folks ture til Skotland. Og fulgte elskværdigt de gæster ud til i taxaen, der var blevet for stive til at sidde ved bordet.

Hans første tanke var ellers:

»Parmiddag? Angst! Had! Alt strittede på mig. Hvem kommer? Og hvad indebærer det? »Jamen, det er da et nyt bestik det her, ikke?«, siger han og vender en imaginær gaffel mellem fingrene. »Åh, det stof er også dejligt, for det er smudsafvisende, og man kan jo bare lægge noget hen over det«, siger han så klægt indladende.

»Til den slags selskaber har jeg tit taget rollen som den, der pludselig skal spørge om noget provokerende. »Har I stadig sex?«. Jeg bliver sådan lidt kommunistisk ærlig, hvis jeg er i en sammenhæng, hvor man ligesom skal foregive et eller andet. Men nu øver jeg mig i bare at være til stede uden absolut at skulle finde på noget«.

Han smiler.

»Det er en interessant opgave«.

I mange år var jeg prinsen
Han skal have te, erklærer han, da vi runder Skuespilhusets kantine. Hvilket åbenbart udløser et eller andet ansigtsudtryk.

»Hvorfor reagerer folk altid på det«, spørger han. »Er det, fordi folk tror, man føler sig finere, når man drikker te?«.

Mikael Birkkjær har nærmest holdt til på Det Kgl. Teater hele sit voksne liv.

»Det er mærkeligt, ikke?«, siger han, da vi går ned mod hans garderobe«.

»Jeg var en af de unge herinde lige før. I mange år var jeg prinsen«.

Lidt efter Valbymetoden har han også her skabt sig et revir, han kan trække vejret roligt i.

»Jeg gentog systemet med en stor familie herinde. Jeg har det godt med at være i en velkendt sammenhæng, hvor man kan opbygge noget sammen. Lige indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. Og sagde op efter 18 år«.

I en alder af næsten 50 år sprang han nemlig ud som frygtløs, overgik til en løsere kontrakt med teatret og blev verdensberømt i Danmark som lægesønnen Adam i DR’s tv-serie ’Sommer’. Nu var han blevet garvet nok til at håndtere, at folk genkendte ham og bad ham skrive recepter ud på gaden. Og fortsatte som skurk i ’Forbrydelsen II’ og senest som statsministerens lidt indolente mand Phillip i ’Borgen’.

»Jeg vred mig og snakkede med alle mulige om det inden. Jeg var træt af teatret. Men herinde er man en seriøst arbejdende skuespiller, og kun nogle få ved, hvem du er. Jeg skyede virkelig det der med at blive genkendt i bussen. Men senere har jeg da tænkt, at jeg sagtens kunne have gjort det før. Men nysgerrigheden og stædigheden står og hiver i hver sin ende af mig«.

Både ’Forbrydelsen II’ og ’Borgen’ er blæst hele Norden og Storbritannien rundt og er begge indstillet til prisen for bedste udenlandske dramaserier, når Bafta-priserne søndag uddeles i London. Og da Mikael Birkkjær for nylig var derovre for at tale med en stribe agenter, blev han igen stoppet på gaden. Denne gang af en mand fra Paul Smith, der ud over ivrigt synkende, genert og åndeløst at tilkendegive, at han beundrede Birkkjærs arbejde, tilbød ham at blive herremodel.

Sådan er det ikke i Valby. Gu’ er de stolte af ham på værtshusene og nede hos Oste Troels, men:

»De flipper overhovedet ikke ud. Jeg har jo gået rundt i de gader i mange år«.

Det er her, man kommer fra
Ole Aage Birkkjær havde i nogen tid snuset rundt nede ved Tove Hansens opgang i Valby. Og en dag havde han tilsyneladende opsnappet, at hun var gået på biblioteket. Hvor hun stod og bladrede i en Scherfigbog, da han kom slentrende, tog opstilling og hvilede den ene hånd op ad væggen og spurgte, om hun ville med i Toftegaard Bio.

»Det kan man godt nogle gange tænke på, når man går rundt nede på Valby Bibliotek. At det på en måde er her, man kommer fra«, siger Mikael Birkkjær.

Egentlig var det meningen, at hans barndom skulle være foregået på Frederiksberg. Hans forældre havde tilbagelagt rejsen hen over Valby Bakke for at slå sig ned i en viceværtlejlighed på Sindshvilevej på Frederiksberg, da han kom til verden.

Men en dag, da Birkkjær selv sov sødt i barnevognen, begyndte viceværten at spille fodbold med nogle af drengene i gården og kom til at sende bolden gennem en rude. Og så blev han fyret for uansvarlighed.

Så i 1959 rykkede familien ind i den andelsboligforening i Valby, hvor hans mormor og morfar og et hav af tanter og onkler boede i forvejen.

»Det er jo et system, hvor man er skrevet op på nogle lister gennem generationer. Og når børnene er store nok, flytter de bare tre lejligheder hen«.

Selv har han boet der i flere omgange som voksen. Og begge hans børn er skrevet op derovre.

Snart fik han også en lillesøster, og så var de fire i den lille toværelses stuelejlighed. Der var bare seks trin ned til en gård fuld af børn, hvor sommerdagene var lange, og hvor man førte krig mod de andre gårde. Mens mødrene sad og strikkede, og pund til pund-kagerne blev båret ned i bradepander. En »ret almindelig« opvækst i et arbejderkvarter, hvor det blev småt sidst på måneden.

»Der sker så et rystende skift i 1968«, siger han og retter sig op i stolen.

»Vi får en større lejlighed. Med tre værelser, kammer og spisekøkken. Og frem for alt: badekar«.

Gud, haaarj Mikaaaeel
Mikael Birkkjærs far arbejdede i et vvs-firma og blev forfremmet til disponent, fordi han havde »et godt snakketøj«. Det gik i store træk ud på »at sidde på et kontor inde i Havnegade og tage telefoner og prøve at sælge nogle lokummer til nogle folk ude i Glostrup«.

Hjemme røg han små hvide King’s og drak kaffe. Og vådtede lige tre fingre på tungen, når Mikael kom forbi og var snavset i ansigtet efter en lang dag i gården. Moderen var hjemmegående, læste Politiken og satte pris på snedkermøbler og Le Klint-lamper.

Selv var Birkkjær nysgerrig, ængstelig og løb »pissestærkt«. Ængstelig var han især, når de legede nede i de mørke kældre, hvor der stadig hang skilte med ’Beskyttelsesrum’ på væggene. Og en vejledning om, hvordan man skulle forholde sig under bombeangreb.

Helt ind i både nordgården og sydgården kunne man dufte æblerne, der sidst på sommeren hang tungt på træerne nede i det fine kvarter på villavejene.

Hans mor havde sagt, at de kun måtte tage den nedfaldne frugt, men det var et noget udsmattet og trist bytte, der var udsigt til på græsplænerne, mens de store modne frugter hang lige oppe over. Og blev proppet i lommer og tøj, inden de spurtede hjem igen.

»Det var en skøn barndom«, sukker han. »Jeg elskede det der lukkede system, som en andelsforening er. Og så var der jo også piger, som man kunne øve sig med«.

Irene for eksempel. Der havde lyst, nærmest hvidt hår.

»Jeg hilser stadig på hende af og til. »Hej Irene«. Så vinker hun.

»Gud, haaarj Mikaaaeel«.

Tove, skriv det der ned!
»Det gik sgu meget godt«, da Mikael Birkkjær begyndte i 1. u hos fru Christiansen på Vigerslev Allé Skole.

»Man fik nogle flade, og der var noget, man kunne finde ud af, og noget, man ikke kunne finde ud af. Men det var aldrig mig, der startede slagsmål, for min mor havde sagt, at jeg skulle prøve at snakke mig ud af det«.

Det havde lærerne åbenbart ikke lært hjemmefra. I hvert fald blev der både slået med pegepind og kastet med nøgler efter eleverne.

»Min far blev rasende, når jeg kom hjem og fortalte det. »Tove, skriv det der ned. Det husker vi til næste forældremøde««, siger han med brysk disponentstemme.

Hans far havde gået i den samme skole. Og huskede stadig lærer Thygesen, der »pinte og plagede dem hele deres skoletid«.

»Da de så var gået ud af 3. mellem, stod de fire rødder uden for skolen og ventede. De havde lærepladser alle sammen. Og knallerter. Så kom han«.

»Og så ...«, siger han og klasker den ene hånd hårdt ned i den anden. Tre gange.

»... bankede de ham og smed hans mappe ud på Vigerslev Allé«.

»Hævn, du. For alle de år. Det synes jeg var så fantastisk«, hvisker han.

»Det var jeg meget stolt over«.

Tiden gik, og lærerne begyndte at ryge majspibe og hækle. Og der kom vikarer, som de alle sammen forelskede sig i. Indianeren for eksempel. Som gik i mokkasiner og pandebånd og havde sort, skarptskåret hår.

»Oj, der er hun, mand, hold kæft, hvor er hun lækker«, ånder han med bastung stemme.

»Hende ser jeg også stadig nogle gange i Valby. En dame på 75 år«.

»Hun knaldede med tegnelæreren dengang«.

Tårne af Tuborgkasser
Også hjemme i gården var det nye tider. Mikaels mor klædte om til smækbukser og træsko, faderen fik et par cowboybukser, og hans 30-års fødselsdag varede i tre dage.

Der stod tårne af Tuborgkasser ude i gangen, og Doors og Stones blev ved med at brase ud af højttalerne. De mest progressive fra gården var inviteret. Og nogle af dem, forældrene kendte fra værtshusene i Valby.

»Folk gik på arbejde og kom tilbage igen. Og dansede rundt i deres gevandter. Selv om mine forældre egentlig var for gamle til det, tog de bare totalt den tid på sig. Især min mor, som var den mest nysgerrige af de to«.

Familien Birkkjær tog også på højskole, hvor der blev »knaldet igennem på kryds og tværs«. Og hvor Mikael lærte at hækle veste og at lave ringe af perler. Men på et tidspunkt blev institutionen ’familien’ alligevel for stram at leve i for hans mor.

»Hun blev træt af konformiteten. Ungerne vokser op, og man stirrer på det og er ved at blive sindssyg af det andet voksne menneske. Det er jo vanskeligt. For alle mennesker«.

Birte og Peter, der boede i gården, var nogle af de progressive. Og Birte havde en bror, der hed Poul Erik, som var murer. En flot, solbrændt mand med overskæg og store armbevægelser. Og det kunne Birkkjærs mor ikke rigtig stå for. Så hun flyttede ud til ham i Sydhavnen.

»Det var virkelig ulykkens tid. For så sad vi der. Jeg var 12, min søster var 10, og vi boede alene med min far, som lærte at lave sovs af kvinderne i opgangen. Min mor kom også en gang imellem, men jeg husker det som sjældent«.

Sådan gik der et års tid. Så fik Mikaels far ondt i maven. Og snart også en bule på størrelse med en knytnæve i den ene side.

»Jeg vågnede om natten, fordi han sad og græd. Det var cancer. Og det gik hurtigt«.

Lortetidspunkt
Også selv om Mikael havde læst i et leksikon, at de seneste års forskning havde forbedret muligheden for helbredelse.

»Så et sted gik man jo med et håb. Men de åbnede ham og lukkede ham igen, da de så, hvor skidt det stod til. Og så døde han i løbet af nogle uger, da jeg var 14 år. Et rigtig lortetidspunkt, siger folk altid«.

Vi sidder lidt. Så kigger han op.

»Høj, charmerende, pissegod til fodbold og hele svineriet«.

Han knipser med fingrene.

»Væk!«.

Vi sidder lidt igen.

»Hvorfor er det egentlig et lortetidspunkt«, spørger han så.

LÆS OGSÅ Der er for mange f-ord i 'Forbrydelsen's engelske undertekster

Vel fordi man ikke er helt færdig. Og skal bruge de store til at blive nogen op ad ...

»Ja, det har jeg også tænkt. At man lige mangler at spille de sidste bolde op ad sådan en far. For at finde ud af, hvad det hele er for noget«.

Da han døde, flyttede moderen hjem.

»Og de næste uger lå vi bare i en seng og græd og prøvede at finde ud af hvad fanden...Altså, det er jo sådan noget, der præger én hele ens liv«.

I første omgang gik det egentlig bare i stå, livet. Birkkjær var ved at blive smidt ud af skolen, fordi han bare sad og var »langhåret og ligeglad«.

Men det lykkedes at slæbe en hæderlig realeksamen hjem, at sige nej tak til slagterens tilbud om en læreplads og at få et rengøringsjob på F.L. Smidth, hvor der var oldfrue og stempelkort, og hvor han cyklede hen tidligt om morgenen med en pose gifler under armen.

At klæde sig ud
Det gik sådan set fint. Indtil hans mor blev bekymret nok til at sende ham på højskole på Fyn. Hvor man blandt andet kunne gå til noget, der hed dramatik.

»Hvad er det for noget«, hvisker han skeptisk. »Det er sådan noget, hvor vi laver et teaterstykke«, svarer en lys, entusiastisk stemme. Og det var sjovt.

»Man brugte både kroppen og knolden, skulle huske aftaler og replikker og læreren sagde: »Fint at du kan det udenad. Nu skal jeg bare tro på, at du siger det, fordi du vil have ham der til at tro på, at den stige ikke er gået i stykker, selv om du lige har ødelagt den««.

»Okay ...«, hvisker han.

»Det vil sige, at jeg skal have en bagtanke med det, jeg siger. Det var ligesom at lege far, mor og børn. Alt var interessant. Og man kunne grine ad hinanden. Se ham, han prøver at være en malermester. Eller en pantelåner. Det er så personligt og så sårbart og så interessant. Man ser så meget af folks hemmelige liv og forestillingsverden«.

LÆS OGSÅBritisk medie: Er Danmark løbet tør for tv-skuespillere?

Og det er det, han stadig synes er så »utroligt«. At voksne mennesker klæder sig ud og går ind og foregiver at være nogle helt andre for at underholde dem, der sidder nede i salen.

»For det er jo bare os, det er rent snyd. Film er lidt mere virkelighed. På scenen siger vi ting forkert og kommer til at gå ind i hinanden, og lyset fungerer ikke«.

Da højskoleopholdet var slut, tilbød dramalæreren ham job på egnsteatret i Svendborg. Men i stedet tog han hjem og gik på hf i Rødovre og var med til at lave ’Cabaret’ som skolekomedie.

»Det var også der, jeg mødte den første kvinde, jeg flyttede sammen med. Stort«, smiler han. Og tilføjer:

»Altså i gården i Valby, hvor jeg var skrevet op, ikke noget farligt«.

De havde det vidunderligt. I halvandet år. Så eksploderede alting.

»Og så gik jeg ned ad trappen med min dyne og over til min mor og sov der. Hun beholdt lejligheden. Men jeg stod jo stadig på listen og fik en anden, da jeg kom hjem fra teaterskolen«.

Begyndelsen på det hele
For efter et par års arbejde i ungdomsklubber, på sommerlejre og med at kitte vinduer og hente medicin til ældre mennesker på Nørrebro, spøgte det der teater stadig. Så Birkkjær begyndte at læse hos Bent Conradi og kom ind på Odense Teaterskole i andet forsøg.

»Fuck, det var rystende. Men ellers var jeg bare blevet hængende i de samme mennesker. Nu kunne jeg koncentrere mig om skolen og så tage hjem og århh, jeg elsker dig, Valby«, siger han og lukker øjnene og lægger armene kælent rundt om noget luft.

Så i nogle år løb Mikael Birkkjær rundt og foregav over for den britiske dramalærer i stumme scener, at han havde spist noget giftigt oppe ved den fiktive buffet.

»Og det er så forfærdeligt og rædselsfuldt og pinagtigt og grimt«.

LÆS OGSÅBritisk tv-anmelder: Drop USA's The Killing og se den danske version

Men det gik godt. Og efter skolen fik han et års ansættelse på Odense Teater, inden han vendte hjem til andelsforeningen i Valby i en ny lejlighed og med en ny kæreste.

Efter en tid på Dr. Dante i Allerød, »hvor man fandt på det hele selv«, ville han gerne lave »rigtigt teater« og kom først på Det Ny Teater med Henning Jensen og Lone Hertz og siden på turne med Det Danske Teater, hvor han spillede ’Romeo og Julie’ med Tammi Øst.

»Det var sjovt og interessant at opleve den der dekadente, etablerede verden. Men det var også meget gammeldags. Har du læst ’Romeo og Julie’? Altså at sige det, der står, det er jo helt langt ude«.

Til gengæld blev han kærester med Tammi Øst, som han fik to børn med. Og i 1990 blev han ansat på Det Kgl. Teater og blev der »i rigtig mange år« og »spillede rigtig meget«.

»Men jeg kan måske kun komme i tanke om 6-7 stykker, hvor jeg synes, det har rykket noget og handlet om noget vedkommende. Man spiller enormt meget, fordi man skal opfylde en målsætning om at spille både et klassisk og et moderne repertoire. Der er godt nok meget lort imellem. Og hvad fanden spiller man det for, tænker man«.

Så kan de godt sætte det i gang
Efter en hel masse hverdage og et 15 år langt samliv ville Tammi Øst skilles i 2002. Og Mikael Birkkjær var sikker på, at nu ville han få kræft og dø ligesom sin far.

»Jeg havde en forestilling om, at min far fik et kæmpechok, da min mor gik, og at det var det, der fik sygdommen til at bryde ud. Det passer selvfølgelig ikke. Men sådan tænkte jeg«.

»Og midt i alt det her ulykke og chok var jeg bange for, at jeg ikke kunne beholde vores hus i Valby. Jeg kunne ikke tage to kæmpeskift på en gang. Jeg var nødt til at blive der. Og at tjene nogle penge«.

Så Birkkjærs navn begyndte at optræde på filmplakater for ’Lad de små børn’, ’Oh Happy Day’ og ’Springet’ fra begyndelsen af årtusindet. Og efter en hel masse nej tak til tv, sagde han ja til at lave ’Sommer’, der blev vist i 2008.

»Jeg frygtede den der kendthedsverden. Og foragtede den. Tammi var med i nogle film, og når jeg gik med til premieren, stod jeg bare mærkeligt stiv og kiggede den anden vej, når de ville tage et billede«.

Men efter nogle lange diskussioner med Ole Lemmeke i diverse Irmaer i provinsen, hvor de var på turne, sagde han alligevel ja.

»Det blev en skøn tid. Det var meget lærerigt for mig, en helt ny bane, en helt ny disciplin. Og jeg var glad. Og det med at blive genkendt var slet ikke slemt. Folk er jo simpelt hen så søde«.

Mikael Birkkjær har med egne ord ikke ligefrem været verdensmester i at håndtere al den kvindelige opmærksomhed, der er blevet ham til del gennem hans 54-årige liv. Og der blev mildt sagt ikke mindre af den, da han begyndte at optræde på DR søndag aften mellem 20 og 21 som henholdsvis læge, morder og statsministermand.

»Det er voldsomt. Og selv for en granvoksen mand selvfølgelig både smigrende og bevægende. Man kunne rive ned fra alle hylder, hvis man bevægede sig ind i det der natteliv. Men det gør jeg ikke. Man risikerer også at møde sine børn. Hvis jeg går ud og drikker bajere, er det i Valby. Et gammelt sted, hvor jeg kender bartenderen. Og så kommer der som regel nogen fra gården og råber: »Hva’ fa’en, det er jo Mikker, giv ham en guldbajer!««.

Der er jo ingen, der hinker mere ...
Hvad går livet ellers ud på, hvis man et øjeblik stiller sig over i Birkkjærs militærbukser? At holde op med at ryge for eksempel. Og at finde et eller andet i jorden, hvis man alligevel kommer forbi en udgravning.

For ud over en ordentlig åreladning stædighed har han arvet interessen for flintøkser fra sin morfar. Og har svært ved ikke lige at se sig om efter nogle guldhorn, hvis han alligevel står og pisser i en plovfure på en af sine cykelture.

At rejse udenlands gider han ikke. Der er for langt. Og det er for besværligt. Han vil også hellere være hjemme, for:

»Vores land interesserer mig. Jeg elsker at cykle og har udset mig et sted ovre på næsen af Jylland. Der er både bakker og morænelandskab og andre uragtige ting«, siger han og suger larmende luft ud af sin tydeligvis tomme juicebrik.

LÆS OGSÅAdam Price: Borgen er lige så dramatisk som 'Borgen'

Tid er der sådan set rigeligt af i Birkkjærs liv. Børnene er 20 og 22 år, han er ikke længere fastansat, men laver lidt ’Borgen’ i øjeblikket. Ellers går han vist mest og hygger sig i haven og læser aviser. Til efteråret skal han spille med i Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’ på Det Kgl. Teater. Og hvis han ellers kunne tage sig sammen til det, ville han også gerne skrive en roman om sin opvækst.

»Jeg har oplevet så mange måder at være mennesker på, der hvor jeg er vokset op. Jo ældre man bliver, jo mere får det karakter af en historisk roman. Der er også så mange lege, der er væk. Der er jo ingen, der hinker mere, for fanden. Eller leger ’Kom til paven i Rom’«.

Han rejser sig op, strækker sig og tager et par runder til fods i garderoben. Vinker til passagererne på en af de utallige havnerundfarter, der dagen igennem driver forbi uden for vinduet. Og er tydeligvis begyndt at kede sig.

»For helvede, Thorsen«, sukker han.

»Jeg gider ikke mere«.

...

»Kan vi ikke gå ned og ryge?«.