blå bog

Jan Kjærstad

Norsk forfatter født 6. marts 1953 i Oslo. Uddannet teolog. Debuterede i 1980 med novellesamlingen ’Kloden dreier stille rundt’.

Romantrilogien om mediemennesket og selvbedrageren Jonas Wergeland gav ham et stort internationalt gennembrud. Den består af ’Forføreren’ (da. 1994), ’Erobreren’ (da. 1997) og ’Opdageren’ (da. 2000). ’Opdageren’ indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris i 2001.

Af nyere romaner kan nævnes ’Tegn til kærlighed’ (da. 2004) og ’Jeg er brødrene Walker’ (da. 2009).

Research: Politikens Bibliotek

Vi ser enden på en retssag, som har domineret vores opmærksomhed på en måde, der er uden sidestykke i nyere norsk historie. Myndighederne har vist, at man er i stand til at gennemføre en straffesag, selv af mareridtsagtige dimensioner, efter de regler, som gælder i vores lovgivning, og der vil blive afsagt dom. Men det har også været en reprise af nogle traumatiske timer 22. juli 2011, nu opført som et stort anlagt dokudrama, nærmest i slowmotion, så alle kan se, om der er detaljer, de ikke har fået med.

Det er et juridisk opgør, men de fleste har antagelig, som jeg, et håb om, at alt, hvad der hvirvles op i forbindelse med sagen, også skal få os til at forstå, så vi kan forhindre, at noget tilsvarende sker igen.

Jeg spørger: Har de spaltekilometer, vi har læst, og de døgn, vi har tilbragt foran skærme og højttalere, givet os den nødvendige indsigt?

Mange har rost den retslige proces, brugt tillægsordet ’værdig’. Jeg tillader mig at tilføje: Det manglede bare. (Hvad var alternativet?). Ja, vi er muligvis gode til at dømme en terrorist, men jeg føler mig ikke overbevist om, at vi er blevet bedre til at afværge forbrydelser af samme karakter som anslaget 22. juli. Snarere end at være en proces, der giver vidtrækkende indsigt for fremtiden, har retssagen virket som en national debriefing.

Det er historierne om de dræbte, visheden om de pårørendes sorg og lidelse og deres paradoksale evne til at takle det, der har gjort stærkest indtryk. De overlevendes vidnesbyrd har næsten ikke været til at holde ud; fortællinger så rystende, at et forlag måske ville have afvist dem som alt for usandsynlige, hvis de havde været fiktion.

Ellers er der lige så meget, der står ubesvaret hen som i dagene efter 22. juli sidste år; som spørgsmålet om, hvordan det var muligt for Anders Behring Breivik at gøre så stor skade, dræbe så mange, uden at blive stoppet noget før? I værste fald vil 22. juli være en skamplet for norsk politi i 50 år fremover. Og her sigter jeg ikke til de mange dygtige og modige personer, der er ansat i politiet, men til politiet som organisation.

En ensom fyr
Det mest uklare er Breivik selv. Det vil sige, efter at 2083-manifestet først skabte forvirring, synes der nu at være enighed om, at ideerne er genkendelige, at de er en del af det moderne fascistiske, højreekstreme tankegods. (Man må formode, at det undervurderede, også i størrelse, nynationalistiske miljø nu vil blive tættere overvåget). Alligevel virker det, som om folk er mindre optaget af ideologien end af spørgsmålet om, hvordan disse tanker blev til handling.

Eller rettere sagt: Det er gerningens uhyrlighed – det at dræbe 77 mennesker, heraf 69 så at sige med egne hænder – der skræmmer os til at læse, høre, se så meget om terroristen. Selv efter et århundrede, der lærte os, at der ikke er grænser for menneskelig ondskab, er det vanskeligt for os at forstå, at et menneske kan gå rundt i fem kvarter og skyde unge mennesker lige i ansigtet.

Således kunne man i de første retsreportager skimte et behov for at afdæmonisere gerningsmanden. Selv om analytikere allerede sidste sommer sagde, at Anders Behring Breivik var en drømmende, opblæst skikkelse, virkede det, som om journalisterne nu nærmest lettet konstaterede, at han ikke var en professor Moriarty, et kriminelt geni. »Anklager flår hans selvbillede i stykker«, »Masken sprækker!«.

Anders Behring Breivik var, kort sagt, en ensom fyr fra det vestlige Oslo, som nu var sat skakmat, som en kommentator udtrykte det.

Den slags påstande gør mig til gengæld bange. Hvis en ensom, skakmat fyr kan finde på det, som Breivik gjorde, hvad vil en genial forbryder så ikke kunne udrette?

Der har i det hele taget været lidt for mange letkøbte overskrifter, for eksempel om den offentlige anklager: ’Sådan knækker hun terroristen’. Det ville faktisk ikke være nogen imponerende præstation at knække en person, der ved, at han er hadet af en hel nation.

Mysteriet er snarere: Hvorfor bryder han ikke sammen? Hvorfor brød han ikke sammen allerede den første mandag, da han stod der i håndjern, omgivet af vagter, med hundrede kameraer som en henrettelsespeloton mod sig, i et tinghus omringet af politi og med helikoptere (langt om længe) i luften over sig?

Hvem er dette menneske? Sagens spændingsmoment er, om Anders Behring Breivik vil blive kendt tilregnelig eller utilregnelig, lyder det fra kommentatorhold, samtidig med at de i månedsvis har påpeget, at psykiatri, mildt sagt, ikke er nogen eksakt videnskab.

Mange kloge mennesker har skrevet medrivende fra retssalen, men alligevel virker det, som om alle siger det samme, hele tiden, med små nuancer. Jeg savner nogen, der slet og ret dekonstruerer Breivik, og her taler jeg om dekonstruktion som metode og ikke i Breiviks misforståede betydning; nogen, der finder en overraskende vinkel på dette ’mysterium’, et perspektiv, der bringer en væsentlig, ny erkendelse eller forståelse.

Er manden bare en ukendt kombination af elementer og massemordere, vi kender fra før, eller repræsenterer han noget helt nyt? Og i tilfælde af det sidste: Er han lige så tilfældig og sjælden som en stor meteorit – noget, vi ikke kan gøre noget ved – eller er han et forvarsel om muligheder, vi skal betragte med den største alvor?

Breiviks krig
Der er noget, der mangler. Jeg ved ikke hvad, men noget mangler. En eller anden essentiel del, en del, som måske også har noget at gøre med det, vi forstår allermindst: fraværet af medfølelse, det at kunne frakoble visheden om, at dem, man skyder, er mennesker som en selv.

Det er naturligt, at enkelte griber til desperate karakteristikker og kalder Anders Behring Breivik for »en menneskelig afgrund«. Under retssagen i Jerusalem i 1961 sagde anklageren om Adolf Eichmann, at han »var ophørt med at være et menneske«. Den slags påstande hjælper os bare ikke med at forstå.

I Anders Behring Breiviks tankeunivers er mennesker bare brikker i et større ideologisk spil, skriver Harald Stanghelle i Aftenposten (20. april) og føjer til, at vi genkender dette fra terrorister. Men jeg spørger: Genkender vi det ikke også fra krigsretorikken? I en krig har man lov til at skyde andre mennesker, og for at gøre det må man afhumanisere dem. Det kan virke, som om Breivik også har tænkt sådan. Han har brugt det som en undskyldning: Det er krig. Det er selvforsvar.

Evnen til at kunne glide over i en krigsmentalitet, omdanne modstanderen til noget bestialsk, blev for nylig illustreret i dokumentarfilmen ’Armadillo’, hvor vi blandt andet ser danske soldater i Afghanistan prale af, hvordan de har mejet talebanere ned; det vil sige, de kalder det »likvidering«.

Burde vi således, på det samfundsmæssige plan, kunne se en sammenhæng mellem de krige, som også Norge har deltaget og deltager i, og det, vi ikke får fat i, denne afbryder, som Behring Breivik har, og som sætter ham i stand til at forvandle en ø fuld af unge mennesker til et krigsscenario, hvor disse mennesker ikke er ubevæbnede unge, men fjender, som køligt må elimineres – eller hvis man vil bruge det empatiløse sprog, militære ledere altid har brugt: brikker i et spil, man skal vinde?

Eller kan det være, at Anders Behring Breivik, på det individuelle plan, viser os et hidtil uset, eller slet og ret et nyt, potentiale i nutidens menneske? Jeg tænker, at Breivik er en person, vi ikke har noget facit på. Han trodser de psykologiske teorier og modeller, man i dag har til rådighed.

Derfor skændes eksperterne og er i færd med at lave et kludetæppe af forklaringer og syndromer, taget fra psykologiens pulterkammer af diagnoser. (At man ikke altid skal stole på dem, viser eksempelvis diagnosen ’hysteri’, som i fuldt alvor blev brugt om kvinder i lang tid).

Eller er det måske virkeligheden, der er blevet større, uden at de ældre generationer har opdaget det? Efter min mening er det i denne forbindelse, computerspillene burde diskuteres. Meget tid brugt på computerspil og internettet gør dig ikke nødvendigvis følelsesløs eller aggressiv, men det kan give dig en fornemmelse af, at den virtuelle verden (med tempelriddere og alt det) er lige så relevant som den fysiske verden.

Med andre ord: Er Behring Breivik legemliggørelsen af et nyt virkelighedsbillede, hvor det virtuelle og det virkelige overlapper hinanden? Hvor din avatar bliver en del af dit virkelige jeg og Wikipedia bliver dit universitet? Homo Faber møder Homo Ludens og skaber Homo sapiens 2.0.

Noget mangler
Jeg sidder med en foruroligende følelse af, at vi i tilfældet Anders Behring Breivik endnu ikke har fået den afgørende indsigt, som kan hjælpe os med at dæmme op for fremtidige, frygtelige anslag. Der er lidt for mange skråsikre meninger, lidt for mange kæpheste, lidt for meget traditionel psykologi (’omsorgssvigt’).

Det kan også virke, som om vi har skabt os et Breivikunivers med et eget sprog og egne følelser og vandtætte skotter, således at læren fra 22. juli ikke trænger igennem til verden udenfor. Vi synger ’Barn av regnbuen’ på torvet, oprigtigt engageret, og glemmer samtidig truslen om, at asylbørn, vore sande børn af regnbuen, kan blive tvangsudsendt af landet. Vi har været optaget af, at retssagen ikke skulle blive en talerstol for terroristen, men alligevel kan generalsekretæren i Islamisk Råd Norge fortælle, at han har bemærket en stor stigning i hadet mod muslimer i norske debatfora på internettet.

Tilfældet Anders Behring Breivik er i mindre grad et psykiatrisk end et socialmedicinsk – et politisk – anliggende. Vi kan ikke udelukke, at han er et varsel om en type menneske, vi vil se mere til, og som har med hele samfundsudviklingen at gøre, ikke mindst med nogle unge mænds frustration, skuffelse og vrede i nutidens tilsyneladende velfungerende Norge. Måske er også antifeminismen en undervurderet faktor?

Der er noget, der mangler. Det ville ikke have været så vigtigt, hvis ikke netop denne del kunne være den væsentlige for at afværge et nyt ’utænkeligt’ terroranslag eller for at forhindre, at gerningsmanden, fra sin celle, blev en langvarig påvirkningskraft.

Oversættelse: Helle Albeck