Jan Guillou, du beskylder Danmark for politisk forfølgelse af minoriteter gennem terrorretssager. Hvad mener du med det?

»At det er speciel politisk lovgivning, som retter sig mod den muslimske minoritet. Hverken i Sverige eller i Danmark ville man formulere det sådan i selve lovteksten, men årsagen til, at de her love har haft så let ved at passere gennem Riksdagen og Folketinget er jo, at befolkningen ved, at det ikke gælder os hvide, det gælder de andre«.

De fire svenskere, som blev dømt i Danmark, blev jo taget med skarpladte våben, som de var rejst hertil med. Hvordan kan du rejse tvivl om dommen?

»Jeg formulerede mig faktisk forsigtigt om den sag, for det er muligt, at de faktisk var skyldige. Problemet ud fra et svensk perspektiv er, at de svenske aviser stort set intet har skrevet om sagen. Derfor er vi alt for uinformerede.

Men det, som er typisk for terrorretssagerne, er, at de næsten altid handler om gerninger, som endnu ikke er foregået, men hvor sikkerhedspolitiet efter aflytninger griber ind præventivt. Derfor har næsten alle svenske terrorsager handlet om gerninger, som ikke var gennemført, og de er næsten alle sluttet med frifindelser«.

LÆS OGSÅGuillou: Jeg er ikke kunstforfatter. Jeg skriver for at påvirke verden

Men er det ikke nødvendigt at skride tidligt ind?

»Jo, i tilfældet med de fire svenskere virker det fornuftigt. Hvis man finder sprængstof eller våben, har man jo et konkret udgangspunkt for at bevise, at noget kriminelt skulle finde sted.

Men vi taler også om, at anklagemyndigheden skred ind på baggrund af hemmelige aflytninger, for når det gælder muslimer, så har vi ret til at aflytte deres hjem.

Var du til mange retsmøder i sagen?

»Nej, jeg har meget lidt viden om, hvordan det faktisk forholdt sig. Men det lyder som en meget ejendommelig forbrydelse. Det lyder som en plan, som ikke kunne gennemføres.

Det fører tankerne til Sverige, hvor vi har haft sager, der handlede om fantasier mere end om virkelighed. På den anden side kan man ikke betvivle, at de havde medbragt våben, så på det punkt er de skyldige i en forbrydelse. Og de befandt sig tæt på det tænkte gerningssted, så det er stærke beviser«.

LÆS OGSÅJan Guillous brobryggerroman er yderst provokerende

Tidligere har du i en roman problematiseret, at tre unge mænd blev dømt i Vollsmosesagen. Hvad gør dig i stand til at vurdere bevisspørgsmålet bedre end dommere og nævninge?

»Ja, det kan man spørge sig om. Men jeg tror, at hvis Vollsmosesagen havde været for en svensk domstol, så kunne udfaldet være blevet et andet. Det værste udgangspunkt, man kan have ved en skandinavisk domstol i vor tid, er at være muslim anklaget for en terrorforbrydelse.

Derfor sammenligner jeg det med spionsager i Sverige under den kolde krig, hvor stemningen var sådan, at ingen spionanklagede kunne blive frifundet. Spørgsmålet er, om der ikke findes en lignende psykologisk mekanisme – frem for alt i Danmark – når det gælder vor tids politiske forbrydelser, terrorisme«.

Magnus Ranstorp mener, at du er med til at grave grøfter i samfundet. Hvad siger du til det?

»Magnus Ranstorp bygger hele sin karriere på at sige, at alle er skyldige, og på at udtale forhåndsdomme, men i svensk sammenhæng tager han næsten altid fejl. Han siger det, som journalister gerne vil høre, og derfor er han desværre den mest anvendte terrorekspert i svenske medier«.