Valgkamp i USA

• Barack Obama er blevet genvalgt som USA's 44. præsident.
• Han slog eks-guvernør og forretningsmand Mitt Romney.
• Livedækning: Genoplev hele nattens forløb minut for minut.

Der er en enkel opskrift på, hvordan skuespillere som Charlie Sheen, Mel Gibson, Sean Penn, Jane Fonda og Arnold Schwarzenegger kan give deres favorit i kampen om at blive USA’s næste præsident et venskabeligt skub i den rigtige retning:

De skal bare offentligt erklære deres støtte. Til modstanderen.

Så skandaliserede, upopulære eller politisk nedslidte anses de ovennævnte hollywoodstjerner for at være, at de er havnet på en liste i avisen The Washington Times over de 10 berømtheder fra showbiz, en præsidentkandidat nødigst vil støttes af offentligt.

'Hanoi Jane' og private skandaler
’Opbakning fra helvede’, som de kaldes.

Alec Baldwin og Charlie Sheen, fordi de har bragt skandale over sig i privatlivet. Mel Gibson på grund af antisemitiske bemærkninger og promillekørsel.

Og Arnold Schwarzenegger, fordi man ikke vinder stemmer ved at lade sig fotografere i selskab med en venstredrejet republikansk eksguvernør. Og da slet ikke efter at det er kommet frem, at han har et barn uden for ægteskabet.

LÆS MERESean Penn vil have Charlie Sheen-cirkus med til Haiti

Sean Penns notoriske temperament og hans støtte til Venezuelas præsident, Hugo Chávez, har gjort ham politisk ubrugelig, mens Jane Fonda har været uønsket som politisk kautionist, siden hun i 1972 støttede demokraten George McGovern og formentlig skadede ham derved, fordi hun i sin iver efter at argumentere imod Vietnamkrigen erhvervede sig øgenavnet ’Hanoi Jane’ ved bl.a. at beskylde tilfangetagne amerikanske soldater for at lyve om tortur i Nordvietnam.

»For demokraternes præsidentkandidat i 1972 var det en ren katastrofe. Enormt mange ledende repræsentanter for modkulturen tog imod ham med kyshånd, fordi han baserede sin kampagne på sin modstand mod krigen i Vietnam. Men i virkeligheden var McGovern ikke så liberal en politiker, som modkulturen fremstillede ham«, siger Niels Bjerre-Poulsen, leder af Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

LÆS OGSÅBarack optrådte på Broadway - med Bill i en birolle

»Og det var med til at tegne en karikatur af det demokratiske parti som en virkelighedsfjern elite, der gav almindelige amerikaneres penge til etniske minoriteter. Et billede, partiet først slap af med under Bill Clinton«, siger han.

Kursen kan gå op, og den kan gå ned. Sådan er det med enhver møntfod. Hvilket dybest set bare bekræfter, at der er tale om en valuta, som repræsenterer en ægte værdi, og i dette tilfælde, at det i USA betragtes som alt andet end ligegyldigt, hvilke af ikonerne fra showbiz der tilslutter sig ens kandidatur. Eller som Niels Bjerre-Poulsen siger:

»Det er noget, de helt sikkert tænker over og planlægger med i de respektive kampagner. Ikke mindst lokalt«.

Springsteen som trækplaster
Ikke fordi man kan dokumentere, at stjerners valg præger vælgernes.

Men især tidligt i en valgkamp, når kandidaterne slås for at blive kendt og husket, kan de optage lån i stjerners berømmelse, og særlig unge vælgere er tilsyneladende tilbøjelige til at interessere sig mere for den politiske debat og selve valget, når deres idoler vælge side.

»Republikanerne har et underskud af sympatisører under 30 år, så de er nok glade for al den støtte, de kan få fra musikere og skuespillere. Problemet for demokraterne er mere at få de unge til at møde op og stemme, og når store navne optræder på valgmøderne, hjælper det på fremmødet. Om ikke andet kommer folk for at se Bruce Springsteen«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

LÆS OGSÅBruce Springsteen: Jeg støtter stadig præsident Obama

Og Springsteen skal nok indfinde sig. Gang på gang. Han var særdeles aktiv i demokraten John Kerrys valgkamp mod George Bush i 2004. Og når musikere som han og John Cougar Mellencamp stiller op, kan de bringe demokraterne i kontakt med vælgere i Midtvesten, som de ellers traditionelt har svært ved at få i tale, siger han.

Republikanerne har aldrig haft det samme tag på berømthederne. Til dels fordi miljøet blandt musikere og i filmbranchen altid har været anderledes liberalt, forklarer han.

»Hollywood er jo ligefrem en del af republikanernes fjendebillede. Ifølge dem undertrykker Wall Street, Washington og Hollywood almindelige amerikanere«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Skabsrepublikanere i Hollywood
Derfor skal man gerne et stykke ned i B-skuespillernes rækker for at finde republikanere.

Således også denne gang, hvor Mitt Romneys officielle støtter blandt skuespillere kan tælles på halvanden hånd.

LÆS MEREHollywood-veteran samler ind til Romney

Fra Chuck Norris, kendt fra tv-serien ’Walker, Texas Ranger’, over de aldrende, men noget bedre skuespillere Robert Duvall og Jon Voight og til – trods alt fra A-rækken – Clint Eastwood, som har for vane at støtte republikanere. For, som Niels Bjerre-Poulsen siger:

»Måske er der også en fornemmelse i Hollywood af, at hvis man er skabsrepublikaner, er det ikke godt for ens karriere at tone rent flag«.

Sut på min maskinpistol, Obama
Blandt musikere har Mitt Romney en om muligt endnu svagere tilslutning. Eller man skulle måske sige fåtallig, for den mangler ikke styrke i mælet.

Slet ikke hos guitaristen og sangeren Ted Nugent, der er kendt som en stærkt konservativ fortaler for retten til at bære skydevåben, tidligere har bakket Sarah Palin op og ved et arrangement for The National Rifle Association for nylig stillede op iført camouflagedragt og trak ikke færre end to maskinpistoler, hvorefter han råbte:

»Obama, han er et stykke lort. Jeg bad ham sutte på min maskinpistol. Hej, Hillary. Måske vil du ride ud i solnedgangen på disse to, din værdiløse tæve«.

Under en koncert med metalbandet Megadeth i Singapore forleden gjorde forsangeren Dave Mustaine et rasende udfald mod Barack Obama, som han beskyldte for at have iscenesat skuddramaerne i Colorado og sikhtemplet i Wisconsin for nylig for at skabe stemning for et våbenforbud.

I en lidt mildere ende af Romney-støtternes geledder finder man Donny Osmond, der ligesom kandidaten er mormon. Og så er der pornostjernen Jenna Jameson, hvis begejstring for Romney nu ikke synes at være gengældt.

De bedste støtter
Til sammenligning kan præsident Obama p.t. mønstre officiel støtte til sin valgkamp fra omkring 120 skuespillere, herunder ganske vist den notorisk skandaleombruste Alec Baldwin, som topper listen over de værst tænkelige støtter.

Men også i den godartede ende, hvor man finder navne som George Clooney, Antonio Banderas, Michael Douglas og hans far, Kirk Douglas, Danny DeVito, Leonardo DiCaprio, Morgan Freeman, Scarlett Johansson, Eddie Murphy og Tom Hanks.

LÆS OGSÅ194 kendisser skal hjælpe Obama med at vinde valget

Sidstnævnte blev ved præsidentvalget for fire år siden udråbt til en af de berømtheder, hvis støtte en kandidat ville få størst nytte af. Et resultat udledt af svar fra godt 2.000 vælgere i en undersøgelse foretaget af Forbes.com.

I toppen af listen fandt man også skuespilleren George Clooney og tv-værten Oprah Winfrey.

Ingen over Oprah
Tv-stationen CNN og magasinet Time har udråbt Oprah Winfrey til »verdens måske mest magtfulde kvinde« på grund af hendes store publikum, og den stærke indflydelse, hun øver på det som forbillede.

At hun gav Barack Obama sin støtte ved primærvalget før hans triumf for fire år siden, regnes da også for den mest betydningsfulde fra en kendis nogensinde.

Før da havde hun med omtale i sit program hjulpet hans bog ’The Audacity of Hope’ til tops på salgslisterne, men havde ellers afstået fra at støtte nogen politisk kandidat. Og da hun så omsider gjorde det, fik det stor betydning, mener Niels Bjerre-Poulsen. Ikke mindst, fordi Oprah meldte ud, før modstanderen var en republikaner.

»På det tidspunkt var Obamas rival Hillary Clinton, og mange kvinder var parat til at skabe historie ved at vælge USA’s første kvindelige præsident. Så de stod med et valg mellem USA’s første sorte præsident og den første kvindelige, og der kan Oprah godt have flyttet nogle kvindelige vælgere«, siger Niels Bjerre-Poulsen, der kalder Oprah »USA’s vel nok populæreste kvinde«.

LÆS OGSÅObama inviterer 25 unge filmstjerner på morgenmad

»Hun havde et meget stort talerør ikke mindst over for befolkningsgrupper, som sjældent stemmer. Indtil da var hun blevet opfattet som en forholdsvis apolitisk person, som især kunne få kvindelige vælgere i tale. Og Obama endte jo også med at have et klart flertal blandt kvindelige vælgere«.

Ifølge et skøn foretaget af økonomerne Craig Garthwaite og Timothy Moore fra University of Maryland skaffede Oprahs offentlige opbakning Obama godt en million ekstra stemmer ved præsidentvalget.

Selv oplevede Oprah imidlertid dalende popularitet og også et fald i seertal efter sin politiske udmelding, og da hun for tiden slås med seertallene på sin egen kabel-tv-station, Own, forventes hun rent politisk at holde lavere profil under det kommende præsidentvalg.

De første offentlige stemmer
Første gang showbiz blandede sig i politik, var under præsidentvalget i 1920, da Hollywoods største entertainer, Al Jolson, slog adskillige slag for den republikanske kandidat Warren G. Harding, som siden vandt en jordskredssejr over James Cox.

Og Jolson nøjedes ikke med at give ham sin støtte. Han sang den også. »Harding You’re the Man for Us«. I virkeligheden var det Hardings kone, Florence, der fik ideen til at rekruttere berømtheder. Og lige siden har det været almindeligt, at Hollywoods stjerner afgiver deres stemme offentligt og længe før selve valghandlingen.

Efter skueprocesserne i 1950’erne, hvor mange hollywoodstjerner blev anklaget for at være kommunister og derefter frosset ud af branchen, var trangen til at ytre sig politisk behersket.

Det fik dog ikke Hollywood til at afholde sig fra at støtte demokraten Adlai Stevenson i hans forsøg på at blive præsident i 1952 og 1956 eller Frank Sinatra og hans ’Rat Pack’ til at skjule, at de støttede John F. Kennedy i 1960.

Og i 1968 gik det for alvor løs.

Midt under Vietnamkrigen, med et ungdomsoprør rasende i gaderne, fandt splittelsen i befolkningen vej til demokraternes primærvalg og til det Hollywood, der som sædvanlig placerede sig med sine signaturer rundt omkring i det. Denne gang var det nu knap så oplagt, hvor man skulle sætte sit berømte navn.

Tv-skuespilleren Robert Vaughn og en af tidens største filmstjerner, Paul Newman, førte offentlige kampagner imod den amerikanske deltagelse i krigen i Vietnam og støttede aktivt og højlydt den demokratiske kandidat, der havde bygget sit kandidatur på modstand mod krigen, Eugene McCarthy – ikke at forveksle med 50’ernes kommunistforskrækkede senator Joseph McCarthy.

Og når McCarthy fik betydning i primærvalget, var det, mener nogle, fordi Paul Newman havde gjort ham kendt. Men også berømtheder som Simon & Garfunkel og Dustin Hoffman talte nu hans sag.

Victor Borge vælger side
Så meldte Robert Kennedy sig som kandidat.

Som tidligere justitsminister og lillebror til den myrdede præsident var han i sig selv en slags superstjerne, men kunne snart føje flere af McCarthys tidligere støtter til sine. Herunder skuespillere som Lauren Bacall og Kirk Douglas, entertaineren Sammy Davis Junior og rockgruppen Jefferson Airplane.

Til Kennedys støtter hørte også Warren Beatty, Bill Cosby, Tony Curtis, Henry Fonda, Jack Lemon, Shirley MacLaine, Gene Kelly, Jack Lemon og Gregory Peck.

Frank Sinatra var ikke længere Kennedy-fan. Måske fordi Robert Kennedy som justitsminister havde iværksat operationer imod spillemiljøet i Las Vegas, hvor Sinatra havde gode venner og økonomiske interesser. Så denne gang støttede han i stedet – ligesom den danskfødte komiker Victor Borge – den demokratiske vicepræsident Hubert Humphrey.

Alt sammen som bekendt til ingen nytte. Robert Kennedy blev skudt og myrdet. Hubert Humphrey vandt primærvalget, men tabte præsidentposten til republikaneren Richard Nixon.

Tidligere præsident for skuespillerne
Også republikanerne har selvfølgelig haft deres.

Skuespilleren John Wayne eksempelvis. Og Charlton Heston, der lagde ud som liberal og støttede John F. Kennedy i hans præsidentvalgkamp, men siden svingede højre om og blev præsident for National Rifle Association, der forsvarer amerikanernes ret til at bære skydevåben.

Og så er der selvfølgelig en vis skuespiller, Ronald Reagan, som også debuterede betragteligt længere til venstre på den politiske skala og bl.a. var præsident for skuespillernes fagforening, før han blev det for hele USA.

Ved præsidentvalget i 1980 skulle Reagan nu ikke alene slå den siddende demokratiske præsident, Jimmy Carter, men også overdøve den stribe af tidens største musikere, som støttede præsidenten. Herunder Willie Nelson, Johnny Cash, Roberta Flack og Dionne Warwick.

Selv havde Reagan opbakning fra stjerner som James Cagney, Pat Boone, Clint Eastwood og (igen, igen) Frank Sinatra. En mand, der virkelig nåede vidt omkring på den politiske skala.

Mest indflydelse på stemmeantal
Hverken Mitt Romney eller Barack Obama kan nu – af naturlige årsager – se frem til at få glæde af Sinatras brede smag. Selv om det nok kunne have gavnet.

Ifølge en undersøgelse blandt 300 unge voksne foretaget af Washington State University har berømthedernes anbefalinger ganske vist kun indflydelse på, hvor mange unge der stemmer. Ikke på, hvad de stemmer.

Men, siger flere eksperter: Når man spørger folk, om de lader sig påvirke af, hvad berømtheder stemmer, svarer de selvfølgelig nej. Ingen har jo lyst til at lyde, som om de lader sig hjernevaske.

Men når idoler kan præge den måde, vi klæder os på, taler på og opfører os på – ja, sågar hvad vi tror på – kan vores begejstring for en bestemt politiker vel også vise sig bare en lille smule smitsom.