Forfatter og jetsetter Mads Holger og Politiken-journalist Ditte Giese er mødtes per mail til en diskussion om blandt andet rigdom, borgerlig kultur og frække damer.

Mads Holger har de senere år gjort sig bemærket som konservativ debattør og som figur i det københavnske natteliv og sladderpressen. Nu udgiver han erindringsbogen 'Bladguld' om 00'ernes økonomiske opsving og om en ungdom med stribevis af rige elskerinder i en globaliseret verden.

Ditte Giese og Mads Holger har en fortid sammen. De startede som barndomskærester. Siden blev de ungdomsvenner, og nu er de voksenfjender i hver sin ende af det politiske spektrum og debattører i hver sin avis.

Kære Mads Holger, tillykke med bogen.

Flot ser den ud. Jeg har fået læst de første par kapitler nu og været med dig i både Monte Carlo, Moskva, Stockholm og Dubai allerede.

Jeg kender jo mange af dens personer og har hørt historierne før, både som bysladder, men også fra hestens egen mund, da vi jo havde nogle år, hvor vi gik en del i byen sammen, mens du rejste verden rundt og spillede levemand.

På bogens forside sidder du på den royale balkon i Det Kongelige Teater omgivet af otte smukke unge kvinder i selskabskjoler. Hvordan har en løjser af en arbejderdreng som dig fået adgang til så fine forhold?

Kh. Ditte

Kære Ditte, tak skal du have. Hvis du spørger til fotografiet og situationens tilblivelse helt konkret, skyldes det, at jeg kendte nogen fra balletten, som skaffede mig adgang hertil.

Hvis derimod du spørger mere generelt, kan jeg huske, at jeg engang havde en elskerinde, der brugte vendingen, at jeg havde elsket mig ud af fattigdommen. Sådan ville jeg ikke selv bryde mig om at udtrykke det, endskønt hendes formulering rinder mig i hu, når nu du spørger.

Kh. Mads Holger

Kære Mads Holger, hvorfor er du så fascineret af rige mennesker? De mennesker, du omgås, er folk, der i løbet af det foregående årti, som din selvbiografiske bog udspiller sig i, har tjent en hulens masse hurtige penge. Det er folk, som lader prissedlen fra Sotheby’s sidde på de nyindkøbte malerier, så alle kan se, hvor dyre de har været.

Opførsel, som jeg vil betegne som tacky, men som du hylder på en måde, der forvirrer mig. For samtidig er du et af de mest belæste mennesker, jeg kender, der sætter pris på et spil skak og uden at blinke citerer filosoffer på oldgræsk. Så hvad får du ud af at færdes i den verden? Savner du ikke dybde?

Kh. Ditte

Kære Ditte, som så mange har gjort før dig, gætter du forkert på mine motiver. Jeg er ikke videre fascineret af rige mennesker. Ingen har i den danske debat som jeg gennem de seneste par år betonet, hvorledes penge uden kultur ikke forslår. Det står oven i købet på bogens bagside anført som dens hovedmotiv.

Nej, jeg er ikke fascineret af penge, men af livets yderpunkter. Jeg skriver jo netop, at det gik op og ned, og det er i dette spændingsfelt, historien kommer. Det er her, karakter dannes og så sandelig også dybde.

Når vi fjerner livets yderpunkter, forsvinder historien og spændingen. Det er det senmoderne problem; nivelleret historieløshed, mellemblonde middelklassepiger og hverdagsdramaer. Puds Politiken-brillen, og læs videre.

Kh. Mads Holger

Kære Mads Holger, jamen, jeg læser og læser og har været forbi både en del elskerinder og udlandsrejser, og vi er nu nået til slutningen af årtiet, vi så desillusionerende har døbt nullerne, hvor du bliver veninder med en flok kostskolepiger fra de finere samfundslag. Igen hæfter jeg mig ved, at du fabulerer og romantiserer over deres smukke ydre og flotte kjoler.

Jeg forstår, at disse veninder, som du omtaler som 'den permanente udstilling’ eller dit harem og i flere år turede det københavnske natteliv tyndt med, har draget en vis omsorg for dig på et følsomt tidspunkt i dit liv, hvor dine gamle venner var begyndt at stifte familie og bygge rede, mens du var alene.

Jeg forstår bare ikke koblingen fra lækre unge damer og byture til Chopin og Goethe og den gamle verden, som du elsker så højt og hele tiden refererer til. Du startede i de år en natklub for jetsettere, pengemænd og fotomodeller, hvor du fløj dem til en storslået fest i en storby, og I løssluppet fra de snævre hjemlige rammer dansede på bordene.

Du siger, at du hverken gjorde dette for at blive rig, få sex eller stige i det sociale hierarki. Du ville fortælle en historie, skriver du. Men jeg kan ikke se historien for bare palmetræer. Hvilken historie er det, du prøver at fortælle ved at flyve Remee, millionærarvinger og Herlufsholmpiger til Istanbul og feste med Lionel Ritchie?

Hvordan skal vi gå fra at være historie- og faderløse, sådan som du igen og igen påpeger som et stort og ideologisk problem, til at være historiebærende via en tur på natklub? Du skriver på et tidspunkt, at den gode nyhed er, at du befinder dig i dine drømmes midte, at der i dit hoved er fuldstændig fantastisk at være, men at du ikke kan kommunikere det til omverdenen. Det har du nok ret i.

Kh. Ditte

Kære Ditte, lad mig besvare dine spørgsmål i omvendt rækkefølge. Det er rigtigt, at jeg ofte har følt mig misforstået. Jeg kan huske, at jeg for et par år siden kom hjem fra mit bal i Beirut og gav et interview om forholdene dernede.

Jeg fortale om den arabiske kultur, som jeg har stor respekt for, om forholdet mellem shiaerne og de kristne samt om de nye spirende konflikter, der allerede dengang anedes. Da jeg var færdig, kiggede journalisten med et tomt blik på mig og spurgte:

»Ved du tilfældigvis, om Remee har fået en ny kæreste?«. Det var jeg ked af, for der havde været en fantastisk historie at fortælle. Jeg er ked af, at også du stirrer dig blind på de unge piger og Lionel Ritchie, men ikke modernitetskritikken, fædremordet og de store forskydninger i verdensorden mellem øst og vest.

Vi har fået et meget polariseret Danmark, fordelt mellem kulturens og pengenes sfære. Derfor har vi i dag de fattige og de fattige i ånden. Livet rummer både glæder og sorger, men sjældent ser vi samme variation i kulturen, og drister nogen sig her til at smile, bliver det straks stemplet som forlorent og overfladisk, men ikke alt, der glimter, er falskt.

Det mest risikable, man i vor tid kan driste sig til, er at involvere sig i en historie, at fortælle en historie. Angående Klub Jet vil jeg sige, at hvis ikke du kan se den gode historie i at kalde et fly ’Valkyrien’ og flyve ud gennem askeskyen ind over syrisk luftrum til Beirut, mens der bliver danset til Strauss i ti kilometers højde, må du kigge efter igen.

Som alt andet her i tilværelsen var der også nogle gange iblandet plat i Klub Jet, det tilstår jeg pure, men det var sgu en god historie. Prøv at kigge på, hvad der ellers udgives af prosaiske hverdagsdramaer i dansk litteratur.

Jeg sidder i bogen bl.a. på toppen af en russisk skyskraber med brunetterne fra Gothersgade, jeg render forvildet rundt i Göteborg med min døde fars urne under armen og nogle damer, der ligner Evita Perón, og så spørger du mig, hvor historien er! Ej skråt op, ring til Susanne Bier, og spørg hende.

Mit forehavende rummer i sin ambition en opbyggelighed og en fortælling. Deraf balladen, skide være med pengene og pigebørnene, nej, det forargelige er, at man påtager sig rollen som fortæller af noget opbyggeligt, herunder også formmæssigt og sprogligt. Det er et tabu.

Man kan således have milliarder på kontoen, uden at nogen tager anstød af det, men Politikens humaniorapolitis hunde begynder først at gø, hvis man også omsætter det til en glimtende fortælling eller køber en panamahat for dem. Det kulturradikale ideal er nemlig formløshed og historieløshed.

Kh. Mads Holger

PS: Det der med haremmet er pressens opfindelse, det var langtfra altid så obskønt, som man antyder.

Kære Mads Holger, jeg har prøvet at komme til at svare dig hele weekenden, det er dog ikke »Politikens humaniorapolitis hunde«, der glammer, men en toårig, der forstyrrer mig hvert femte minut med krav om nærvær og/eller kiks. Jeg sidder i et sommerhus i Nordsjælland, vi har badet og samlet bær, sovet middagslur og set en krimi.

Det foregående skriver jeg til dig, fordi jeg midt i børnefamilieræset også læser din bog. Det er virkelig kontrastfyldt. Du og jeg og vores liv startede jo på mange måder forholdsvis ens. Du er fra Nørrebro, jeg er fra Frederiksberg, vores forældre satte os i en kommuneskole på Østerbro, der havde et godt ry.

Jeg kan læse, at du ikke mener, at den danske folkeskole har lært dig det mindste, mens jeg har gode minder om lærere, der satte fingeren på mine talentfulde sider og bar over med mine mindre talentfulde. Senere gik vi meget i byen sammen, og du kunne altid få os gratis ind.

Jeg mødte min kæreste i slutningen af tyverne og trak mig mere eller mindre fra bylivet, du er fortsat der – mere eller mindre. Jeg ved, at du er kæreste med en pige på 20 år nu, vi to bliver 35 år i år. Du skriver for Berlingske, jeg for Politiken, og vi er pludselig gået hen og er blevet uenige om stort set alt her i livet.

Du siger, at du påtager dig rollen som historiefortæller. Ja, det gør du. Jeg synes bestemt, de er underholdende, historierne, jeg har mange gange trukket på smilebåndet under læsningen, som da du forvekslede et bidet med et toilet hos en rigmandsfamilie på Côte D’Azur, men jeg har rigtig svært ved at binde den overbygning på dine historier, som du selv slår på tromme for.

Jeg oplever derimod, at du er vældig optaget af at være i opposition til de venstreorienterede, KUA, RUC, Politiken, 68’erne, Hanne-Vibeke Holst og nu også Susanne Bier – de nævnes igen og igen som dine svorne fjender, men bliver man egentlig ikke på et eller andet tidspunkt træt af at skælde ud på mor? Jeg føler mig faktisk hverken historieløs eller faderløs, sådan som du karakteriserer vores generation.

Kh. Ditte

Kære Ditte, du rammer noget centralt i dine spørgsmål. Naturligvis ryger der over 300 sider en finke af panden fra tid til anden, men mit forehavende er bestemt et opgør med kritikken og negativiteten. Som du sikkert husker, udkom for nogle år siden bogen ’Kritik af den negative opbyggelighed’ af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen.

Siden kom i den mere litterære genre Martin Kongstads ’Han danser på sin søns grav’. Det var bøger, som i hver sin form forekom mig at have samme ærinde, nemlig at gøre op med kritikken, apatien og negativiteten.

Gennem så mange år har vi været kritiske, og til sidst, da der ikke var mere tilbage at kritisere, begyndte vi så at kritisere kritikken, men det kan ikke gøre det alene, vejen frem er også – og i særdeleshed – at være konstruktiv og opbyggelig. Det er det, der kræver nosser, hvis du vil tilgive mig lidt frisprog.

Noget, jeg virkelig afskyede ved VKO-regeringen, var måden, hvorpå man kun var flittig med svampen, men aldrig med kridtet. Man ville gøre op med fortiden, ’smagsdommere’ og i nogen grad med vores gæster fra andre lande. Man var med andre ord uhyre god til at gengive, hvad man ikke brød sig om.

Pigernes  mand. Omgivet af gallaklædte kvinder i kongelogen på Det Kgl. Teater. Sådan ser forsiden af Mads Holgers 'Bladguld' ud. Foto: Jens Stoltze
Man kunne i 00’erne kun vælge, om man ville karikere profeten i JP eller Pia Kjærsgaard i Politiken. Nu, hvor I er blevet slået sammen, kan jeg til forskel fra den døende Mercutio spare mig en ed, hvis jeg skulle ønske pest over begge huse.

Ja, vi begyndte på mange måder livet samme sted. Noget forenklet rejste jeg ud i såvel umiddelbar som abstrakt forstand, mens du blev hjemme. Du havnede med en succes og anerkendelse, der bestemt er dig vel undt, på Gyldendal og Politiken, hvor du forherligede 90’erne i en bog og den feminisme, som du fik ind med modermælken, i dine klummer.

Jeg fik nogen på hovedet, da jeg kom hjem og begyndte at redegøre for bl.a. den nye verden og i en alt andet end prosaisk form. Det tuder jeg ikke over, for jeg er i den grad taknemmelig for det mestendels smukke liv, jeg fik.

Kh. Mads Holger

Kære Mads Holger, jeg er nødt til at protestere over din fremstilling af mig som Maren i kæret. Jeg har sådan set også rejst og flyttet mig. Jeg har bare aldrig gjort det på 1. klasse. Til gengæld har jeg spist med folk på deres lergulv og skræmt et lille afrikansk barn fra vid og sans, fordi hun aldrig havde set hvide mennesker før.

Er det mindre fint og rigtigt? Det synes jeg ikke, det er bare noget andet. Jeg har nu læst sidste kapitel i din bog og har sådan set været ret godt underholdt med dine historier fra de måske ikke syv, men så fire verdenshave.

Jeg synes dog, der mellem linjerne gemmer sig et brændende ønske om at skrive ’den store generationsroman’, hvorfor du fylder overbygning på dine fortællinger og med et analytisk blik kaster værdidomme over din samtid og vores generation. Jeg genkender bare ikke din generationsanalyse.

At vi skulle være sådan nogle negative, lade typer, der intet kan finde ud af og intet drømmer om. Jo, vi har været længe om at blive voksne, bevares, men jeg føler mig bestemt voksen med 9-17-job, institutionsbarn og en ejerlejlighed, som min kæreste og jeg er bundet til for livet. Jeg synes faktisk ikke, det bliver mere voksent.

Kh. Ditte

Kære Ditte, jeg kunne aldrig drømme om at ville skrive den store generationsroman for vores generation! Jeg ville ikke engang gide læse den, for det var en ynk, og jeg betragter mig bestemt ikke som repræsentant for vores generation.

Ej heller dømmer jeg på nogen måde dine angivne erfaringer som »mindre fine«, mens jeg til gengæld godt kunne stille spørgsmål ved, om backpackerrejserne repræsenterede noget nyt og således en historie.

Hvis der er en historie, er det lige meget, om den er af ler eller guld, så væk med de der fattigfine fornemmelser, eneste kriterium for en historie er, om den bryder med fortiden og fortæller noget nyt, og der var vist mere ler end guld i vores fælles fortid.

Så ja, du rejste også ud, men blev hjemme i abstrakt forstand. Mange af de ting, du skriver, er nøje sammenfaldende med det, vores socialistiske folkeskolelærerinder fortalte, og du husker da også tilbage på skoletiden med glæde. Min ambition var at skabe noget, der ikke havde fortidens udbrændte kulturtristesse, men ej heller nutidens tomme kalorier.

Det lykkedes så langtfra altid, men der var bestemt øjeblikke. Tillad mig at nævne et enkelt, der desværre ikke er medtaget i bogen, hvilket jeg nu indser er en fejl. På turen hjem fra Beirut lettede vi lige efter solnedgang.

Vi blev eskorteret ud til flyet af uniformerede soldater med maskinpistoler over armen, og jeg var stadig lidt ude af mig selv efter alt det drama, der havde været dernede, men i flyet faldt jeg til ro og satte musik på. Jeg spillede altid selv musikken på hjemturen, der som regel var meget rolig.

Jeg spillede Chopin og åbnede en flaske, idet vi fløj stik vest ud over Middelhavet og steg hurtigt mod marchhøjde, hvorved pludselig jeg kiggede ud ad vinduet for at se noget så besynderligt som en vestlig solopgang her i aftenens tusmørke. Det var helt fantastisk.

Min veninde ved siden af sad og sov med hovedet på min skulder, men jeg vækkede hende og pegede ud over horisonten. Det var det mageligste øjeblik. Den aften kunne jeg godt have ønsket mig, at min barndomskæreste Ditte fra 6. klasse på Sortedamskolen havde siddet ved siden af os i flyet. Så kunne hun være taget hjem og have fortalt sine læsere i Politiken, at der fandtes en storslået verden uden for mediebyen i Roskilde.

Kh. Mads Holger