Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 8. okt. 2012 KL. 12.02

Syrien kan miste mere kulturarv end Irak

Det er hele verdens kulturarv, som bliver ødelagt af borgerkrigen i Syrien.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mindst fem af de seks steder i Syrien, der er på Unesco’s liste over menneskehedens fælles kulturarv, er nu blevet beskadiget under borgerkrigen i Syrien.

Ødelæggelserne

Syrisk kulturarv

Arkæologiske skatte er blevet ødelagt og stjålet over hele Syrien under borgerkrigen. Blandt de betydeligste er:

Den gamle by i Aleppo: Store dele af Mellemøstens største overdækkede marked brændte i forrige uge.

Palmyra: Den romerske ruinby er en af Syriens største attraktioner, men har været udsat for kampe og plyndring.

Krak des Chevalier: Korsfarerborgen, der af Lawrence of Arabia blev beskrevet som »måske den bedst bevarede og mest beundringsværdige borg i hele verden« er blevet bombarderet.

Moskeen i Deraa: En af verdens ældste moskeer er blevet bombet, efter den blev brugt som felthospital af oprørerne.

De døde byer: Omkring 600 forladte græsk-romerske landsbyer i området omkring Aleppo. Flere er blevet beskadiget voldsomt.

Flere museer og arkæologiske udgravninger er plyndret, og nogle af verdens ældste kirker og moskeer blevet bombarderet.

»Det, der foregår i Syrien lige nu, er fuldkommen frygteligt«, siger McGuire Gibson, der er professor i mesopotamisk arkæologi ved University of Chicago og en af verdens førende autoriteter, når det gælder mellemøstlig oldtidshistorie.

»Og ikke bare for Syrien. Hele vores civilisation stammer fra den region, så det er selve nøglen til, hvordan vi blev moderne mennesker, der er ved at gå tabt«, siger han.

Mindst lige så bekymret er Emma Cunliffe, en ph.d.-studerende ved Durham University i Storbritannien. Hun skrev i maj den første større rapport om skaderne på landets kulturarv under borgerkrigen, som allerede dengang fyldte 20 sider, men siden er krisen efter Cunliffes mening blevet meget alvorligere.

»Det bliver bare værre og værre. I forrige uge var det den gamle by i Aleppo, som brændte, hvem ved, hvad der sker i denne uge. Det er nogle af verdens allervigtigste oldtidsminder, der forsvinder for øjnene af os«, siger hun.

Civilisationens vugge
Gruppen Le Patrimoine Archéologique Syrien en Danger (PASD) for arkæologer, som har arbejdet i området eller kommer fra Syrien, har lavet et Facebooksite, der dokumenterer ødelæggelserne og samler videooptagelser fra arkæologiske udgravninger.

Værst er det ifølge arkæologerne efter alt at dømme gået ud over Aleppo, landets næststørste by, hvis gamle by og citadel kom på Unesco’s verdensarvsliste i 1986.

Nye videooptagelser viser, hvordan trædørene til citadellet er væk, erstattet af et stort bombekrater og snesevis af tydelige skudhuller i de oldgamle mure.

Der er stort set intet tilbage af den berømte minaret til Al-Kiltawiya-skolen fra det 14- århundrede, og en raket har beskadiget den 700 år gamle Al-Mihmandar-moske.

Allerværst er det gået ud over byens legendariske souk, der brød i brand efter kampe mellem oprørere og regeringstropper sidste weekend.

Souken i Aleppo var Mellemøstens længste overdækkede historiske marked, og det menes, at mindst 500 boder er brændt.

LÆS OGSÅAktivistgruppe: Syrisk kampby udsat for værste angreb i månedsvis

Omfanget tegner til at blive værre end under Irakkrigen
»Souken i Aleppo var hele byens lunge, det var byens sjæl«, siger Joanne Farchakh, en libanesisk arkæolog, der har arbejdet meget i Syrien.

Efter hendes mening er ødelæggelserne af kulturarven i Syrien allerede værre end i Irak efter den amerikanske invasion.

»Problemet i Syrien er, at borgerkrigen har varet så længe. I Irak gik det ret hurtigt, og selv om der var omfattende plyndringer, var der ikke noget, der minder om de voldsomme kampe på arkæologiske områder, som vi har set i Syrien«, siger Farchakh, der også har været med til at dokumentere ødelæggelserne i Irak.

Og også McGuire Gibson, professoren fra Chicago, tror, at Syrien kan ende med at overgå Irak.

»Det er næsten ikke til at bære at tænke på, men ja, jeg tror sagtens, Syrien kan vise sig at være værre end Irak«, siger Gibson.

Regimet får skylden for ødelæggelserne
Tidligere i denne uge mødtes et halvt hundrede eksperter i Egyptens hovedstad, Kairo, til et hastemøde om ødelæggelserne i Syrien.

Konferencen var arrangeret af Islamic Educational, Scientific and Cultural Organisation, der omfatter 50 mellemøstlige, afrikanske og asiatiske lande, og efter møderne lagde de entydigt skylden for ødelæggelserne på regimet.

LÆS OGSÅTyrkiet gengælder mortergranat affyret fra Syrien

»Regeringen er først og sidst ansvarlig for at beskytte antikviteterne«, sagde Walid al-Akhras, der er professor i islamisk historie og arkæologi på Aleppo University, ved et pressemøde efter konferencen.

Men det er alt for ensidigt, mener Joanne Farchakh.

»Efter min mening er Assad og Den Frie Syriske Hær lige gode om det. De er begge to fuldkommen ligeglade med alt andet end at vinde – ellers havde de ikke kæmpet i souken i Aleppo eller de andre historiske steder, hvor der har været kampe«, siger hun.

»Men de ødelægger deres eget land – vinderen får et land uden historie, uden sjæl«.