Det er, i hvert fald i journalistisk tid, en gammel nyhed, vi her præsenterer.

Nadeem Aslams roman ’The Wasted Vigil’ kom i 2008, men foreligger nu i dansk oversættelse under titlen ’Vågenatten’.

Romanen er både sprængfyldt med blodige begivenheder og mættet med poesi.

Men også på en måde, hvor de to tendenser truer med at trække værket i hver sin retning. Handlingen er centreret om et hus ved en sø i Afghanistan.

I husets loft er bøger fra verdenslitteraturen spiddet fast med jernnagler:

»Et søm slået gennem historiens sider, et søm gennem kærlighedens sider, et søm gennem det hellige«.

Vold og uhyrligheder
På husets vægge skimter overdådige malerier frem af det mudder, som ejeren har oversmurt dem med af frygt for Taleban. Fem værelser med vægmalerier viet til de fem sanser, et sjette og sidste værelse med malerier viet til kærligheden.

Et hus, hvor kunsten overlever i det skjulte, gennemnaglet og tilmudret.

Ad en sti med persiske syrener når man fra huset til en underjordisk parfumefabrik, bygget omkring det gigantiske stenhoved af en sideliggende Buddhafigur.

I huset bor den aldrende britiske læge Marcus, som mangler en hånd. Han er enkemand efter den afghanske læge Qatrina. Til ham kommer den russiske kvinde Lara, som læser bøger og leder efter sin forsvundne soldaterbror.

I løbet af romanen slutter flere sig til.

Under samme tag samles russeren og amerikaneren, den amerikanske soldat og den muslimske fundamentalist, voldtægtsmandens søster og voldtægtsofrets far. Ikke til den store forsoning, men til en stund, hvor de tilfældigt er bragt sammen, og hvor man eksempelvis kan opleve CIA-manden og fundamentalisten bygge en kano sammen af birkebark.

Den slumrende kunst, den slumrende Buddha, de slumrende sanser, havens paradisiske, orientalske skønhed står i skarp poetisk kontrast til de sindssyge, voldelige begivenheder, som trækker deres blodspor gennem sceneriet.

En amerikansk skole sprænges i luften i Jalalabad; vi ser et barns brændende træben med blodigt lårkød og læser gerningsmændenes erklæring om, at de dræbte børn, som amerikanerne ville føre til helvede, nu er frelste og kommer i Paradis.

En kvindelig læge tvinges til at hugge sin egen mands hånd af og bliver derefter selv stenet til døde, fordi hun og manden i sin tid lod sig vie af en kvinde.

Men volden og uhyrligheden er ikke bare islamistisk.

I en flygtningelejr sulter børn så meget, at de tvinger opkast frem af andre børns halse og spiser det.

Vi hører om tidligere tiders britiske massakrer, om modbydelig amerikansk selvtægt og om, hvordan selvmordsbombning var noget, amerikanerne tvang afghanerne til i kampen mod russerne.

Romanen er garneret med referencer til krigens og kærlighedens store, oldgamle tekster, ’Iliaden’ og Korintherbrevet.

Knudret oversættelse
Det er på sin vis svært at synes dårligt om et værk, der formår at væve en litterær gobelin af verdens politiske brændpunkt, med poetisk sprog, bevidsthedsskildring og litterære referencer som islæt.

Der er billeder af ubestridelig poetisk kraft, som de gennemnaglede bøger eller kolibriens midebefængte næsebor eller den dukke af ler blandet med sæd, som en mand har lavet til sin elskede, eller den amerikanske fanatikers T-shirt med påtrykt ultralydsbillede af hans ufødte barn.

Men der er også sentimental poesi, som historien om menneskehænderne, der løfter og kærtegner en støvdækket spurv i efterdønningen af tvillingetårnenes fald den 11. september.

LÆS OGSÅBudbringer af bad news

Og det store Buddhahoved i sten, som græder guld, når det beskydes, og slutteligt hænger fra en militærhelikopter og betragter landskabet med sit uforstyrrelige smil, bliver et lidt for tungt og konstrueret billede (selv om det filmisk sikkert ville gøre sig godt).

Hvis jeg har visse forbehold over for romanens poetiske spor, har jeg det indimellem decideret svært med det fortællende spor, som er så mættet med informationer om hvem og hvad og hvor, at begivenheder og fakta vinder over den poetiske dvælen.

Dertil kommer en oversættelse, der ikke rigtigt har transponeret det engelske til flydende dansk, tydeligt i eksempler som:

»Jeg beklager dit tab«, »David havde trænet med CIA«, »kontrollere sine tårer«.