Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Kapitel 1: Rumvæsen advarede taxachauffør om Jordens udslettelse juledag

I 1967 mente Orthon-bevægelsen, at Jorden udslettes af atomkrig senest juledag.

Gem til liste

Orthon-sagaen

Sådan gjorde vi

Artikelserien i 6 kapitler bygger på interview med mere end 20 personer - involveret i Orthon-bevægelsen, observatører, naboer, kolleger og borgere i Borup.

Desuden mere end 100 avisartikler fra perioden 1967-71, udskrifter af Orthons budskaber, båndoptagelser fra møder og radioudsendelser, professor Bøje Larsens speciale fra 1968, Willy Wegners 'Ufoer over Danmark 2' og Aage Jensens bog 'Summa summarum'. Alle detaljer bygger på research.

Knud Weiking er død, og hans familie har ikke ønsket at medvirke.

København 1967. Klokken var kvart over et om natten, og hyrevognschauffør Knud Weiking havde sat sig til rette i sin stue efter endt arbejde.

Ifølge Weikings egen overlevering havde han skænket sig et glas sherry og tændt en smøg, som han skulle ryge inden sengetid. Her midt i det natlige ritual lød nu en mandsstemme i rummet:

»Sluk den cigaret, jeg vil tale med dig«.

Weiking så sig omkring i stuen, men der var ingenting at se. Og da han ikke led af sarte nerver, røg han roligt videre.

»Sluk den cigaret, jeg vil tale med dig«, lød det igen. Og Knud Weiking, der ikke var typen, der tog imod ordrer i sit eget hjem, svarede igen ved at tage et ekstra langt drag på cigaretten.

Lyset går ud
Så gik alt lyset ud i lejligheden – og ifølge én version af historien tog en usynlig kraft fat om Weikings hånd og tvang ham til at skodde cigaretten så hårdt, at han nærmest frygtede, at den ville blive presset gennem askebægeret og bordet. Uanset detaljerne tændte sig et lys i mørket, og ud af det lys strømmede stemmen.

Det var første gang, Orthon – der præsenterede sig som vor galakses hersker, reinkarnationen af Jesus, menneskeracens redningsmand – talte.

LÆS OGSÅReligionshistoriker: Orthon-bevægelsen var et spejl af tiden

Det var natten til 20. februar 1967, og allerede aftenen efter samledes Weiking med en gruppe bekendte i Borup på Midtsjælland, hvor de blev vidner til noget temmelig utroligt: Orthon begyndte at tale gennem Knud Weiking:

»Min forandring på jordplan vil blive endelig og total«, lød de første ord.


Orthon beretter
Og folkene i stuen skrev omhyggeligt alt ned, så Orthons ord i dag kan citeres ordret. Orthon fortalte, at de tilstedeværende var særligt udvalgt til at spille en rolle i de store verdensbegivenheder, som var på vej. Hvad det var, talte han ikke konkret om her, men der var ingen tvivl om, at det var alvorligt.

»Udspillet til disse begivenheder vil begynde i Kina, gribende om sig til Rusland og Europa, til verden er et inferno af et helvede, hvoraf mit rige vil opstå som en Fugl Føniks. Jeg er en Føniks«.

LÆS OGSÅDommedage gennem tiden

Orthon forklarede, at de skulle drage til England, og efter deres besøg ville verdensbegivenhederne for alvor begynde at tage fart. Deres liv ville ændres totalt fra nu af, men de skulle ikke være bekymrede.

»Alt er såre godt«.

Udvalgte.  Taxachauffør Knud Weiking blev i 1967 åbnet som en kanal for rumvæsenet Orthon. Foto: PolfotoDe flyvende tallerkener
Sådan begyndte historien om Orthon og hans talerør i Danmark en mandag for 45 år siden. Den lille gruppe mennesker skulle senere få følgeskab af hundreder af andre afføde bunker af avisartikler og vokse til en international sensation, der kulminerede i juledagene 1967. Alt det vidste de ikke.

Til gengæld var følelsen af, at store verdensbegivenheder kunne være på vej, noget, der gnavede overalt i samfundet. Fem år tidligere havde verden været på randen af en tredje verdenskrig ved Cubakrisen, og angsten for atomkrig havde taget bolig i folk.

Den danske regering lavede beredskabsplaner for krigssamfundet, holdt store områder ubebyggede for let at kunne grave ligene ned, hvis byerne blev bombet. Og statsminister Viggo Kampmann havde sørget for at få udsendt en pjece til danskerne med gode råd ’Hvis krigen kommer’.

Hvis man smider denne bombe i havet, da eksploderer Jorden

Orthon

»De moderne våben kan ramme os, selv om landet ikke angribes direkte, og disse våben skelner ikke mellem civile og militære mål. En ny krig vil være total«, skrev statsministeren i forordet.

Det vidste man; en ny krig kunne med atomvåben indtage større og mere altødelæggende dimensioner end noget tidligere set. En ny krig kunne betyde Jordens udslettelse.

Fartøjer fra fremmede planeter
Den kolde krig medførte også et rumkapløb mellem supermagterne USA og Sovjet. Hunden Laika og manden Gagarin havde for længst været i rummet i 1967. Russerne havde endda skudt en raket hele vejen til Månen.

I USA arbejdede man på næste stadie: at sende mennesker op på Jordens arrede satellit. Mens Jorden krympede sig i frygt for et nukleart holocaust, begyndte universet at åbne sig.

LÆS OGSÅMaya-eksperter dementerer dommedagsprofeti - og dog

Og midt i alt det frygtelige og magiske begyndte mystiske fænomener at vise sig på himlen. Gennem 1950’erne eksploderede antallet af ufo-observationer, og folk begyndte at berette om, at de flyvende tallerkener var fartøjer fra fremmede planeter.

Dokumentation

Ja, måske væsner derudefra var her på Jorden allerede. Måske de kunne redde os fra os selv.

Da Orthon kom til Danmark, abonnerede tusinder af indbyggerne på bladet Ufo-nyt, som opdaterede læserne med det sidste nye inden for flyvende tallerkner og andre observationer.

udvalgte.  Kommunelærer Børge Jensen kendte til lignende hændelser fra udlandet, og derfra tog det hele pludselig fart. Foto: PolfotoEt væsen ved navn Mesteren
En af bladets redaktører var Børge Jensen, en kommunelærer fra Borup, og han lagde hjem til det første møde, hvor Orthon talte. Og ligesom de andre i gruppen havde han i årevis haft øjne og ører rettet – ikke bare mod verdensrummet – men også mod England og nogle mystiske hændelser og forudsigelser, som fandt sted der.

Ja, han var endog sammen med sin hustru og andre interesserede rejst til England for at indsamle materialer om de mystiske beskeder. Under pseudonym skrev han om de engelske hændelser i Ufo-nyt og udbredte dem til en stor læserskare.

Han skrev, hvordan et væsen, som blev omtalt som Mesteren, fra 1961 havde vist sig for den engelske ejendomsmægler Richard Grave gentagne gange og var begyndt at overlevere budskaber til ham. Særligt et af de budskaber kom til at få stor betydning i Danmark, og det lød:

»Jeg har skabt syv billeder i strålen, og senest med det første sekund af den første time af den syvende julemorgen fra nu af vil jeg have åbenbaret mig for universet ved hjælp af en atomkerneudviklingsproces«, havde væsenet sagt.

LÆS OGSÅKinesisk knivstikker var påvirket af forudsigelser om dommedag

Da det blev modtaget i april 1961, var der for de overbeviste ingen tvivl om, at noget skelsættende ville ske senest julemorgen 1967. Mesteren i England forudsagde, at en større verdenskonflikt ville bryde ud og blive den afsluttende episode på menneskeligt plan.

Historien om hændelserne i England bredte sig i verden, og folk i andre lande begyndte at påstå, at også de modtog lignende budskaber.

Orthons talerør
I Danmark var det en midaldrende taxachauffør, der 20. februar 1967 kunne præsentere sig som bindeleddet mellem Mesteren – som altså her kaldte sig Orthon – og skandinaverne.

Fra Orthons side var det ikke noget helt dårligt valg af talerør. For Knud Weiking var i forvejen et karismatisk menneske. Stor og stærk, intelligent og charmerende – alvorlige øjne, mandigt skæg om munden. Hele rummet tav, når han pludselig rettede sig op, og »Orthon kom på«, som gruppen kaldte det.

Med en blød og behagelig stemme, tydelig og distingveret udtale og i et langsomt tempo med prægnante pauser lod Weiking Orthons ord strømme gennem sig. Og at Orthons verden normalt ikke var den danske, kom til udtryk i den måde, han talte på:

»Det hele hænger sammen som det, I kalder ærtehalm«, kunne han sige. Eller henvise til »det, I kalder de danske myndigheder«.

LÆS OGSÅPrædikant udsætter dommedag til efteråret

Vi ved ikke meget om Knud Weikings fortid, men dog at han sad i fængsel i 1945, og dér havde en oplevelse, som ændrede hans liv.

I samme celle sad nemlig en af Danmarks første økologiske landmænd, Jens Peter Jensen, og han begyndte at lære Knud – som dengang ikke hed Weiking, men Rasmussen – alt, hvad han vidste om universets opbygning, om reinkarnation og verdens ende, der var på vej.

Tilbage i 1945 var den senere profet en »ondskabsfuld ung mand, obsternasig og stridig på alle punkter«, sagde Jens Peter Jensen i 1967.

Stemmer på båndet
På et hævet plateau i den ene ende af en nedlagt skolestue i landsbyen Brændstrup ved Dianalund stod lederbordet. Her sad foruden Knud Weiking og skolelærer Børge Jensen også de tos hustruer, Bitten og Jytte, lillebilchaufføren Jørgen Ellesøe og officersfruen Birgit Heitmann. De var Orthons særligt udvalgte; de var De Seks.

Nede langs væggene sad tilhørerne og fik kaffe. Enkelte havde båndoptagere med, klar til at optage Orthon, hvis han »kom på«. Tilhørerne var ganske almindelige danskere med uddannelser og job.

De fleste midaldrende: en tandlæge, en advokat, en grosserer, husmødre, arbejdsmænd – og så var der også den studerende Pelle Bull, som var udsendt af Dansk Folkemindesamling og optog møderne på spolebånd.

Børge Jensens hjem i Borup blev i løbet af sensommeren 1967 alt for trangt til at huse de mange interesserede, og et ægtepar i en lille landsby nær Dianalund slog dørene op til deres skolestue.

Det er de flyvende tallerkener, der kommer i massevis. De kommer inden ret længe

Orthon

Op mod 60 mennesker troppede op hver uge, i takt med at rygtet om bevægelsen bredte sig, og samtidig begyndte de at udgive små hæfter med Orthons budskaber, som blev sendt ud til interesserede i hele landet. Orthon-folkene sagde selv, at 1.000 mennesker fulgte med.

Orthons budskaber
Den fremadstormende bevægelse fangede interessen hos den unge handelsstuderende Bøje Larsen – han blev så fascineret, at han besluttede sig for at gå undercover i gruppen og skrive speciale om deres gerninger.

Derfor ved vi nu, at møderne begyndte klokken syv om aftenen og lå om torsdagen. Gruppen begyndte med at opridse ugens begivenheder, tale om den aktuelle storpolitiske situation, henvendelser fra pressen eller andre interesserede.

LÆS OGSÅNew Zealand undgik dommedag klokken 18

Man hørte bånd med optagelser af Orthons budskaber. Og ganske pludseligt rejste Knud Weiking sig op, stillede sig bag sin stol og lagde hænderne på stoleryggen. Al tale i rummet forstummede, folk tændte deres båndoptagere.

Meget langsomt, næsten dvælende, talte han nu. I et roligt og monotont tonefald og uden mimik eller gestus. Dog så han sine tilhørere fast i øjnene – en efter en.

Og hvad var det så, Orthon fortalte tilhørerne? Jo, han prædikede ubegrænset kærlighed og forklarede, at man ude i verdensrummet forberedte en storstilet redningsaktion, når atomkrigen kom. Orthon havde tidligere været på Jorden, under navnet Jesus, og dengang havde han fortalt, at man ville se tegn på himlen i de sidste tider.

De kommer i massevis
Stjerner ville falde fra himlen, sagde han dengang til menneskerne. Nu uddybede han:

»Det er de flyvende tallerkener, der kommer i massevis. De kommer inden ret længe. Enhver vil se dem, og de vil komme i tusindtal, senere vil de lande i millionvis«.

Men, forklarede Orthon, da de kosmiske love forbød indgriben, før det var absolut nødvendigt, ville de flyvende tallerkener først komme, når mennesket selv havde iværksat katastrofen.

LÆS OGSÅBørnepsykolog: DR 2's tema om dommedag kan skræmme børn

»Det, der til syvende og sidst vil udløse genkomsten, det, der til sidst vil udløse denne hjælp fra rummet, det er simpelthen en kæmpe sprængladning. Jeg har sagt i England, at en menneskelig trykknapanordning vil blive bragt i anvendelse, men i stedet for katastrofen, da indtræffer min genkomst, da kommer hjælpen til Jorden. Jeg kan her løfte sløret for, hvad det drejer sig om. Det er en kæmpemæssig koboltbombe, den er fabrikeret, den ligger klar, den ligger som pression i det politiske spil. Hvis man smider denne bombe i havet, da eksploderer Jorden«, fortalte Orthon gennem Knud Weiking.

Galaksens hersker instruerede dem
Men selv om der ville blive trykket på knappen, ville bomben ikke blive sprængt. Det ville Orthon sørge for.

På det tidspunkt ville atomkrigen dog for længst være en realitet, og millioner af mennesker ville lide. Ud af de tre milliarder mennesker, der dengang levede på Jorden, ville to milliarder dø. En milliard ville blive hentet op i de flyvende tallerkener.

LÆS OGSÅDommedagskult bliver nægtet adgang til ufo-opsamlingssted

Operationen krævede dog hjælpere på Jorden. Orthon-gruppen – hvis medlemmer i virkeligheden ikke var af jordisk oprindelse – måtte forberede sig på at opgive deres hidtidige liv og vie sig sagen i de sidste dage. Galaksens hersker instruerede dem i at åbne et aktieselskab, så de kunne tjene penge på krigskonjunkturerne.

Juledag nærmede sig, og store ting ville ske inden da. Det vidste de alle, og det fik de ret i.

Læs kapitel 2 i morgen.

PolitikenPlus
  • Det Dyrebare Ny udstilling på Zoologisk Museum bliver den største i museets historie og viser nogle af dets mest dyrebare skatte.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Den sidste Mozart DR UnderholdningsOrkestret har igennem de sidste 15 år været kendt som Danmarks Mozartorkester. Kronen på værket var udgivelsen af de samlede symfonier i 2013.

    Pluspris fra 250 kr. Alm. pris fra 184 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Det forbløffer mange at flere af Bachs mest elskede værker, blandt dem storværker som messen i h-mol og Juleoratoriet, næsten udelukkende er genbrug af tidligere værker.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Dvo?áks requiem Den tjekkiske komponist Antonin Dvo?ák er ikke en ukendt komponist, men desværre er hans Requiem ikke så kendt, som dets kvalitet og storhed egentlig berettiger til.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 170 kr. Køb
  • Rasmus Bjerg Solo Så er det her! Showet verden har ventet på. Nu får du endelig Rasmus Bjerg helt alene!

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 275 kr. Køb